I'll fix you ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 30 maj 2014
  • Status: Igang
Efter at have lagt i koma i 3 år, kan tingene være forvirrende for Mackenzie Floward. Hun vågner op på hospitalet, kun 18 år gammel, og finder ud af at hele hendes familie blev slået ihjel, i den ulykke der næsten også kostede hende livet. Mackenzie har mistet hørelsen på det højre øre, og det lange ar på hendes mave minder hende konstant om, den forfærdelige ulykke hun har været i gennem. Hun skal nu bo hos hendes tante, Ella, men savnet om hendes familie, og tankerne og skyldfølelsen om hvorfor det lige var hende der har overlevet, plager Mackenzie hver eneste dag. Hun støder dog ind i en meget særlig person, ved navn Louis Tomlinson, men spørgsmålet er om han kan få den gamle pige tilbage? Savnet vil altid være der, men kommer Mackenzie nogensinde over sorgen?

6Likes
13Kommentarer
639Visninger
AA

6. The Graveyard

~ I would swim all the oceans just to see you smile ~

 

Mackenzies Synsvinkel

Jeg skubbede til den hårde jernlåge, som gav mig adgang til kirkegården. Vi bar blomster, mange. For efterhånden kendte vi mange her. Mange døde.

Sammen fik vi skubbet lågen op - Ella og jeg. Min tante pegede ned af en sti. ”Denne vej”

Jeg nikkede og fik igen ondt af hende. Tænk, hvor mange gange hun havde været her alene. Vi bevægede os først ned til hvor Anna lå, jeg havde været der før, helt uvis om at min familie skulle blive begravet her alt for tidligt.

Ella stoppede op, og jeg kiggede ned på gravstenen. ’Anna Valerie Flowards - Hvil i fred, vores alles engel’’ stod der skrevet. Sådan et flot navn. Ella lagde en masse blomster, og jeg skulle selv til at lægge nogen, da hun stoppede mig. ”Gem dem til de andre”

Jeg nikkede og mit blik fløj til jorden. De andre. Det var pludselig blevet svært at sige deres navne. ”Du kan bare gå derned, jeg kommer..”

Jeg nikkede - helt forståeligt, at hun ville have noget tid med hendes datter… Jeg var næsten bange for at tale til Ella, hendes blik så så skrøbeligt ud, men igen. Hvem ville ikke have et skrøbeligt blik, når man stod overfor ens barns gravsten? ”Hvilken vej skal jeg gå..?”

”Den vej, igennem lågen også til højre. Det burde ikke være så svært at finde..” Jeg nikkede, og bevægede mig så ned igennem den vej Ella havde beskrevet.

Jeg kom forbi en mand, som kiggede lidt underligt på mig.. Jeg gik trods alt også med en kæmpe favn med blomster, så jeg bebrejdede ham ikke.

Jeg kom til lågen og kom med besvær i gennem den. Jeg drejede til højre, som Ella havde sagt og søgte på gravstene efter navne jeg kendte.

Mit hjerte begyndte at banke hurtigere og hurtigere jo længere jeg gik, og endelig fandt mine øjne hvad de søgte. 3 yndige gravstene - ’David Floward’, ’Cecilia Floward’ og ikke mindst den yndigste af dem alle ’Maxine Floward’

Tårerne stod ned af mine kinder, da jeg læste ordene på dem som ’Hvil i fred’ og ’drøm sødt’. Jeg lagde blomsterne og satte mig på jorden foran dem. Jeg græd. Det gik virkelig op for mig nu. Jeg havde mistet dem. Denne gang for evigt. Det var min skyld det hele, hvis jeg bare havde ignoreret Maxine, havde min far ikke råbt af mig, også havde han aldrig fjernet blikket fra vejen.

”Undskyld,” mumlede jeg stille og kiggede på gravstenene, der var utydelige pga. mine tåre. ”Jeg er så ked af det”

Jeg hulkede nu, og min makeup var sikkert helt ødelagt, men det var lige meget. ”Jeg ville give alt.. Alt! For at se jer smile..”

Jeg hulkede som aldrig før, og begyndte roligt at tage fat i de små sten på jorden. Jeg strammede grebet og slå kort ud med armene, så stenene fløj længere ned af stien. ”Hvorfor?”

”Hvorfor er jeg sådan et forfærdeligt menneske!” nu råbte jeg. Min lillesøster lå der. Hun burde ikke ligge der. Jeg rejste mig grædende op.

Jeg hulkede og havde svært ved at få vejret, da et par arme blev lagt om mig. De lagde sig uheldigvis lige på mit ar, så jeg spættede op i luften, og Ellas forskrækkede ansigt kom til syne. Jeg stønnede af smerte, og Ellas undskyldende ansigt kom frem. ”Ej, Mackenzie! Undskyld!”

Det var lige meget. Hun gik tættere på mig, men ingen skulle røre ved mig lige nu. Jeg var et monster. Min familie lå der, og det var min skyld. Jeg holdte en hånd op, som om hun skulle stoppe, imens den anden stadig lå på min mave, som gjorde utroligt ondt. Men smerten i mit hjerte var slemmere.

Jeg bakkede langsomt og hulkene baglæns, og vendte mig derefter om for at løbe. Aldrig havde jeg stukket af og gud, hvor havde jeg det dårligt med det, men aldrig havde jeg haft så meget brug for det. Jeg hørte Ella råbe efter mig i baggrunden, men jeg havde allerede sat min kurs.

~

Jeg trykkede desperat på knappen. Utroligt nok var Louis’ lejlighed ikke langt fra kirkegården. I hvert fald ikke hvis man løb. Folk havde virkelig stirret, da jeg kom hulkede ned af gaden, men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Ja, jeg var hos Louis. Hvor skulle jeg ellers gå hen. Jeg hadede at belaste ham, men jeg håbede virkelig, at han var hjemme. ”Hallo?”

En beroligende følelse gik igennem mig, da jeg hørte hans stemme. ”Louis? Det’… det’..” Min stemme knækkede, billederne af gravstene kom hele tiden frem i mit hoved.

”Kenzie? Vent der, jeg kommer ned og henter dig” Jeg blev mere rolig af at høre det, og gled langsomt ned af bygningen, imens mine hænder dækkede min øjne. Jeg hulkede og var forpustet på samme tid. Kort efter hørte jeg en dør som gik op, og en velkendt stemme ramte mine øre. ”Kenzie?.. Kom her”

Han løftede mig op, så jeg hang om hans hals. Han var nu ret fantastisk. Jeg lod min arme folde sig rundt omkring hans hals, og hulkede så ellers mod hans skulder. Han gik langsomt ind i opgangen, og traskede hele vejen op af trapperne, med mig om halsen. Hold da op, nogen muskeller den dreng måtte have.

Da han kom ind i lejligheden, lukkede han døren, og gik ind til sofaen. Han satte sig ned i sofaen, så jeg sad på hans skød. Jeg gemte mit ansigt. Skammede mig. ”Kenzie, kig lige på mig, søde”

Jeg kiggede langsomt op, og Louis’ ansigtsudtryk falmede en smule. Jeg måtte se helt forfærdelig ud ”Dine øjne er jo helt røde..”

Han tog sin hånd op til mit ansigt, og fjernede en tåre. Jeg havde lige besluttet jeg aldrig ville give slip på Louis. Den dreng var jo helt igennem fantastisk. ”Hvad er der sket?”

Han så undrende på mig, og jeg rystede på hovedet. Jeg ville ikke lade ham opdage, hvilket monster jeg var. Han sukkede kort, og nussede så min kind. ”Du bliver nød til at tale med mig om det..”

Jeg gemte bare mit ansigt, i hans skulde igen, og huskede at lægge mig til den rigtige side, så jeg også kunne høre noget, hvis han skulle sige noget.

Jeg mærkede hvordan han langsomt lagde armene om mig. Det perfekte øjeblik blev ødelagt af min mobil som viberede i min lomme, som den havde gjort et par gange nu. En skyldfølelse kom frem i mig, og jeg trak mig fra Louis.

Jeg tog min mobil op af min baglomme, og kiggede på Ellas navn. Jeg kunne ikke tage den, men jeg måtte. ”Din tante?”

Jeg kiggede på Louis og nikkede. Jeg fik med besvær mumlet, at jeg stak af, og Louis nikkede forstående. Han løftede mig af ham, og lagde mig forsigtigt i sofaen. Han greb min mobil, ud af mine hænder og sendte mig et smil. ”Den klarer jeg”

Jeg protesterede ikke. ”Hej. Du snakker med Louis - Mackenzie er en rigtig god veninde af mig,”

Der var stille lidt, mens jeg halvt sad og halvt lagde. Mit hoved dunkede svagt, og en hovedpine kom langsomt. ”Ja, hun er her,”

”Okay, ja.. Jeg skal nok tage mig af hende” Louis’ stemme lød glad. Hvorfor? Han bevægede sig længere væk og jeg kunne ikke længere høre ham. Tage sig af mig? Jeg tænkte lidt, og langsomt gik det op for mig, hvad der måske var blevet snakket om, men Louis kom ind og afbrød mine tanker.

Han gav mig min mobil tilbage, og sendte mig et smil. Han løftede mig op, så vi kort efter sad i den samme position som før. ”Ved du hvad? Du er min hele weekenden!”

~

Louis’ synsvinkel

Jeg ved ikke hvordan, men Mackenzie og jeg var faldet i søvn på sofaen, og på en eller anden måde havde jeg fået mig selv viklet fri fra hende.

Jeg stod og betragtede hende. Hun så så perfekt ud som hun lagde der, selvom hendes kinder var helt hævet. Hendes tante ville ikke sige, hvorfor hun græd, men sagde blot jeg selv skulle spørge hende. Så det ville jeg.

Måske ikke lige nu, men snart. Jeg havde trods alt hele weekenden, Kenzies tante, skulle på forretningsweekends rejse, og lidt stolt var jeg da, da jeg havde fået ansvaret for hende, heldigt jeg havde fri denne weekend.

Jeg undrede mig lidt over, hvorfor det var hendes tante, der havde ansvaret for hende, måske var der sket noget med hendes forældre? Det ville forklare det hele en smule.

Jeg havde også spurgt Ella, Kenzies tante, hvor hendes søster skulle være, for der var vel plads nok her, men Ellas svar var blot, at hun var hos hendes forældre, så døde kunne de vel ikke være.

Kenzie rørte stille på sig, og mumlede svagt et eller andet. Ret sødt at hun talte i søvne, det fik mig til at smile. ”Hold så din kæft, Maxine!”

Jeg blev lidt forskrækket, da Kenzie mumlede noget lidt højere. Maxine? At dømme ud fra Mackenzies ansigt, havde hun en drøm. Det så ret sjovt ud, da det lignede hun havde en samtale med en anden, ud fra hendes ansigtsudtryk.

”Vel gider jeg da ej!” mumlede hun igen uroligt. Jeg overvejede at vække hende, men blev nysgerrig. Hvad handlede det om? Der gik lidt tid, men så vrissede hun svagt. Jeg vidste ikke engang det var muligt i søvne..

”Hvis du ikke havde så skide travlt med dit arbejde, kunne det være jeg var opdraget anderledes!” Denne sætning var meget højere end de andre. Jeg fik et kæmpe chok, og fløj selv op, da hun pludselig skreg og vågnede med et set. Hun kiggede forvirret rundt, og trak vejret hurtigt.

Hun fløj op fra sofaen og styrtede i retning af badeværelset. Jeg satte hurtigt efter hende, og da jeg kom ud på badeværelset, stod hun med hovedet ind over håndvasken, og tog vand i hovedet. Hun fik et lille chok, da hun så mig i spejlet, men fjernede så ellers bare resten af vandet med et håndklæde.

Hun fjernede derefter hendes gamle makeup, og jeg betragtede hende, helt naturlig. Efter min mening, var hun flottere uden makeup end med. Ikke at hun ikke så godt ud med makeup - det gjorde hun, men wow, hun gjorde det også godt uden. Jeg smilte svagt.

”Kenzie?” hun vendte sig rundt og gik hen til mig. Jeg havde hendes opmærksomhed. ”Hvem er Maxine?”

Jeg kunne se hun stivnede. Hun trak på skulderne. ”Du talte i søvne..”

Hun så lidt overrasket på mig, og nikkede så svagt. Hun svarede ikke, men gik blot forbi mig, så jeg greb hendes arm.

”Du bliver altså nød til at forklare mig hvad der sker… Du gør mig bekymret” jeg kiggede roligt på hende. Hun nikkede.

”Undskyld..” hendes blik fløj væk fra mit. Undskyld? Hvorfor ikke bare forklare mig det… ”Lad være, med at sige det”

”Undskyld” sagde hun lige undskyld, for at have sagt undskyld? Jeg sukkede svagt, og tog fat under hendes hage. Jeg drejede langsomt hendes ansigt hen til mit.

”Okay, vi skal vidst have nogen regler her i huset, Kenzie. Regel nr. 1: Du bliver nød til at lukke mig ind bag dine mure”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...