I'll fix you ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 30 maj 2014
  • Status: Igang
Efter at have lagt i koma i 3 år, kan tingene være forvirrende for Mackenzie Floward. Hun vågner op på hospitalet, kun 18 år gammel, og finder ud af at hele hendes familie blev slået ihjel, i den ulykke der næsten også kostede hende livet. Mackenzie har mistet hørelsen på det højre øre, og det lange ar på hendes mave minder hende konstant om, den forfærdelige ulykke hun har været i gennem. Hun skal nu bo hos hendes tante, Ella, men savnet om hendes familie, og tankerne og skyldfølelsen om hvorfor det lige var hende der har overlevet, plager Mackenzie hver eneste dag. Hun støder dog ind i en meget særlig person, ved navn Louis Tomlinson, men spørgsmålet er om han kan få den gamle pige tilbage? Savnet vil altid være der, men kommer Mackenzie nogensinde over sorgen?

6Likes
13Kommentarer
636Visninger
AA

3. Starbucks

~ Who doesn't want a machine so they can go back in time ~

 

Mackenzies synsvinkel

Jeg trådte forsigtigt ned af trappen, med langsomme skridt.

Ellas hus var virkelig som taget ud af en film. Imens jeg havde lagt i koma, var Ella blevet forfremmet og havde flyttet i et endnu større hus.

Mit værelse var enormt, og jeg havde skam flere gange insisteret på at jeg kunne flytte i et mindre, men nej nej. Ella mente jeg havde brug for lidt forkælelse, og derfor havde jeg fået det største værelse i huset. Jeg var dog uenig.

Jeg trådte ned af det sidste trin og endte på stueetagen.

”Mackenzie, søde skat, er det dig?” hørte jeg Ella kalde. Før i tiden havde jeg nok bedt hende pænt, om ikke at kalde mig det der, men lige nu var jeg ligeglad.

”Ja, det er mig” svarede jeg og bevægede mig til køkkenet, hvor Ella sad. Jeg satte mig på stolen over for hende, og kiggede på den morgenmad hun havde lavet.

Hun sendte mig til et smil og lagde så magasinet fra sig. Jeg grab ud efter den mindste skive brød, jeg kunne finde på bordet. Jeg havde stadig lidt svært ved at spise for meget af gangen, da min krop lige skulle vende sig til at være aktiv igen.

”Hør, Mackenzie.. Jeg har noget jeg lige skal fortælle dig” Jeg kiggede op på Ella og nikkede, som tegn til hun bare skulle starte.

”Jeg synes det er vigtigt, at du kommer lidt ud. Jeg ved godt du har det hårdt, selvfølgelig har du det.. Men måske skulle du bare komme lidt ud blandt andre folk?” Jeg kiggede forvirret på hende, for helt ærligt forstod jeg ikke hvad hun mente.

”En medarbejder nede på Starbucks skylder mig en tjeneste.. Jeg har skaffet dig et job, hvis du selvfølgeligt vil, jeg..” ”Jeg gør det” afbrød jeg hende.

Jeg havde virkelig ikke lyst, men det eneste jeg ville var at gøre Ella glad. Hun sendte mig et tilfreds smil.

”Du kan starte allerede i dag. Hvis du føler dig klar til det, selvfølgelig.” Jeg nikkede og mumlede at det ville jeg gerne, men det eneste jeg havde lyst til lige nu, var bare at gå op og låse døren til mit værelse, og ellers blive derinde resten af mit liv.

Jeg havde lyst til at græde, for jeg ville ikke møde nye folk.. Jeg ville bare blive her.

Men jeg gjorde dette - det skulle jeg. For Ella. Det blev jeg nød til. Hun havde mistet hendes datter, kort før ulykken, så hvis der var nogen som viste hvordan man håndterede dette var det hende, og hvis hun sagde jeg skulle ud, så gjorde jeg det, for i realiteten var det hele jo min skyld.

 

~

 

”I feel like moving back, sometimes it's hard to dream. The life I chose is past, it's moving without me. Who doesn't want a machine so they can go back in time. I don't know” Musikken spillede højt i mine øre.

“My time went by too fast, there is no one left but me. I have got a nine to five and it gets the best of me. This is the life, I’m gonna live to the end. But I'm okay”

Jeg slentrede ned af gaden. Selvom jeg var døv på mit højre øre, havde jeg stadig begge høretelefoner i. Alt andet ville se mærkeligt ud.

Jeg var på vej mod Starbucks, hvor jeg efter Ellas ord, skulle bede om at tale med Isabella.

Jeg vidste sagtens hvor Starbucks lå, jeg var skam kendt i byen, men alligevel gjorde det ondt at se alle de nye lejligheder og rækkehuse, men jeg blev nød til at holde ud. Pakke det hele sammen bag en troværdig facade.

I dag skulle jeg smile - være okay. Det skulle jeg være. For Ella.

Jeg lod mine øjne glide hen til bygningen, mine ben havde retning mod. Jeg tog stille musikken ud af ørerne og stoppede den. Jeg skubbede elegant min iPhone ned i lommen, sammen med mine høretelefoner.

Ella havde tilbudt at køre mig, men nej tak. Ingen biler. Aldrig mere. Aldrig igen skulle jeg sidde i sådan en.

Jeg skubbede stille til Starbucks døre og kom indenfor i varmen. En masse blikke blev rettet på mig, men forsvandt roligt igen, hvor jeg søgte op til skranken.

En pige på min alder kiggede venligt på mig og smilte lidt. ”Kan jeg tage i mod din bestilling?”

Jeg måtte virkelig vende mig til at være halvdøv. Det var en mærkelig følelse.

”Jeg skal tale med Isabella” sagde jeg roligt og sendte hende et smil - så langt så godt. Pigen nikkede lidt og kiggede kort forvirret på mig, hvor hun derefter mumlede jeg skulle vente her. Hun forsvandt ud af en dør til baglokalerne.

Lidt efter kom en kvinde på ca. 30-40 år ud, og sendte mig et smil. ”Er det dig som er Ella Flowards niece?”

Jeg nikkede, og sendte hende et smil ”Ja, jeg er Mackenzie”

”Super! - kom du med mig” Isabella sendte mig et smil, og trak mig med gennem døren og ind på hendes kontor.

”Mackenzie, jeg hedder Isabella. Jeg kan forstå du er interesseret i et job her?” jeg nikkede. Interesseret.. Mh.. Ja. Kunne man vel godt kalde det.

”Det lyder godt, så er du ansat. Du kan bare lægge dine ting her” Jeg regnede med at hun gav mig jobbet så let, pga. den tjeneste Ella havde snakket om, men tænkte ikke videre over det. Jeg lagde min jakke i et hjørne og gik så med Isabella ud i et andet lokale.

Hun holdte nogen T-shirts op foran mig og fandt den i min størrelse. Jeg tog den forsigtigt på, efterfulgt af et grøn forklæde og jeg kiggede mig i spejlet. Starbucks logo sad placeret på forklædet, og jeg betragtede kort mig selv inden Isabella begyndte at tale.

”Kom du med mig,” hun gik tilbage mod døren til butikken, og holdte den for mig så jeg kunne gå igennem. Pigen fra før rakte en kop kaffe til en kunde og vendte så opmærksomheden mod os.

”Scarlett, Mackenzie. Mackenzie, Scarlett” Præsenterede Isabella os for hinanden. Jeg smilede venligt, men blev hurtigt overfaldet med et kram.

Scarlett trak sig ud af krammet og smilede til mig. ”Så du skal arbejde her? Ej, hvor fedt!”

Jeg nikkede og heldigvis hjalp Isabella mig ud af situationen ved at afbryde ”Scarlett, kan du ikke vise Mackenzie hvordan man bruger alle maskinerne?”

 

~

 

Louis’ synsvinkel

Jeg kom gående med resten af drengene ned af gaden. Well, Niall var sulten og havde fået os alle ud fra Harrys lejlighed.

”Hvor langt skal vi lige, Niall?” det var Liam der spurgte. Vi havde allerede gået ret langt og var kommet forbi mange steder, men Niall var ikke tilfreds.

”Det ved jeg ikke… Jeg kan ikke beslutte mig!” sagde Niall. ”Så lad os da bare gå på Starbucks” denne gang var det Harry. Liam og Zayn nikkede til det Harry sagde, og gad vist heller ikke gå længere.

”Fint nok” sagde Niall lidt bittert - sikkert for sjov, da han havde det med at gerne ville vælge hvor vi skulle spise vores mad.

”Det ser heller ikke ud til der er så mange derinde..” sagde Zayn. Vi andre nikkede os enige. Det var ikke fordi vi ikke elskede at være med vores fans, men i dag havde været en lang dag - og alle havde brug for at slappe lidt af engang i mellem.

Vi kom indenfor i varmen, og fik smidt os ved et bord. Vi kiggede lidt på menukortet, men egentligt vidste vi godt hvad vi skulle have. I hvert fald alle undtagen Niall.

Niall havde besluttet sig, og vi ventede egentligt bare lidt på at der ville komme en, og tage i mod vores bestilling.

Jeg kiggede lidt rundt i butikken, og egentligt var der ikke andre end os, ud over nogle få andre fordelt rundt ved de andre borde. Harry startede vidst en samtale med Zayn, og de grinte kort begge af et eller andet.

”Kan jeg tage jeres bestilling?” en lys og fin stemme afbrød Harry og Zayn. Jeg kiggede op på pigen, der stod med en blok og en blyant i hånden.

Hun kiggede spørgende på os, men ingen sagde noget. Jeg kiggede over på Harry som bare løftede brynene lidt og smilte. Man kunne se han skulle til at sige et eller andet. Det her skulle nok blive underholdende.

”Dit navn, tak” Zayn grinte og Harry kiggede bare på pigen, med et selvsikkert smil placeret på læberne. Hun var faktisk utrolig køn og egentligt tror jeg ikke Harry lavede sjov.

”Søde skat, det skal du gøre dig fortjent til,” sagde pigen ironisk og vi brød alle ud i grin. Ingen havde nogensinde svaret Harry igen på den måde - han fik normalt hvad han ville.

”Ellers andet?” hun kiggede rundt på os andre, og det var tydeligt hun var underholdt af at hun lige havde gjort Harry mundlam.

Jeg kiggede for første gang ordenligt op på pigen og der slå det mig. Jeg havde set hende før. Hun var dén pige jeg havde fulgt hjem fra hospitalet. Mackenzie.

”Sandwich nr. 8, og en jordbær smoothie” sagde Niall, og vi andre gav derefter også vores bestillinger. Hun skrev det ned og gik derefter igen, hvor vi andre flækkede af grin.

”Jaja, fint nok. Grin i bare, jeg vil vædde med, at ingen af jer andre kan få hende navn!” Harry så bare irriteret på os alle.

Jeg så smilende over på Harry ”Fint, hvor meget vædder vi?”

Alle drengene så over på mig, og nu grinte Harry af mig, men jeg var selvsikker.

”Tror du, at du kan få hendes navn, når jeg ikke kan, Louis?” Harry sendte hans ’Jeg-Er-Selvsikker’ blik og de andre brød igen ud i grin.

”Hvorfor få det når jeg allerede kan det” sagde jeg og der blev stille. Jeg smilede selvsikkert og Harry så igen over på mig.

”Kender du hende?” jeg nikkede. Først havde jeg svært ved at genkende hende, da hun så så skrøbelig ud sidst, men noget havde forandret sig, og jeg kunne lide det. Hun så virkelig godt ud.

”Bevis det” røg det ud af Zayn, og alle kiggede på mig ”Ja, bevis det” sagde Harry, som stadig var lidt sur over det før. Han havde virkelig svært ved at komme over, når en pige sagde sådan til ham.

Jeg kiggede op mod Mackenzie, og heldigvis var hun på vej herned med vores mad ”Fint”

Vi fulgte alle Mackenzie da hun kom nærmere. Hun placerede vores mad og drikkevarer ud foran os, egentligt ret imponerende at hun kunne huske, hvad vi alle skulle have.

Niall kastede sig over maden, imens resten af drengenes blikke lå på mig. Mackenzie satte det sidste glas, og smilte tilfreds. ”Velbekomme”

Hun vendte sig om og skulle lige til at gå, da jeg rejste mig og grab hendes hånd. Hun vendte sig chokket om og så ind i mine øjne. Det var tydeligt for mig, at det først dér gik op for hende hvem hun stod overfor ”Louis” mumlede hun svagt, så kun jeg hørte det.

”Hej” sagde jeg lavt, men ikke så lavt at de andre ikke hørte det. Hun trak sin hånd til sig og kiggede kort på mig. ”Du må undskylde det sidst, kan vi ikke bare glemme det?”

Igen var det utrolig tydeligt, at hun ikke havde lyst til at snakke med mig, da hendes blik hele tiden flakkede rundt, men jeg gav ikke op, jeg ville bevise noget for drengene.

”Jo, selvfølgelig. Hvordan har du det?” jeg sendte hende et smil, og var rent faktisk også interesseret, da hun virkelig havde set ud til at have det forfærdeligt sidst.

”Louis,” mumlede hun og jeg nikkede. ”Vil du ikke godt glemme det? Du bringer noget op jeg ikke har lyst til at…” mere fik hun ikke sagt før hendes blik røg direkte mod jorden, og hun snøftede.

Havde jeg lige fået hende til at græde?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...