I'll fix you ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2014
  • Opdateret: 30 maj 2014
  • Status: Igang
Efter at have lagt i koma i 3 år, kan tingene være forvirrende for Mackenzie Floward. Hun vågner op på hospitalet, kun 18 år gammel, og finder ud af at hele hendes familie blev slået ihjel, i den ulykke der næsten også kostede hende livet. Mackenzie har mistet hørelsen på det højre øre, og det lange ar på hendes mave minder hende konstant om, den forfærdelige ulykke hun har været i gennem. Hun skal nu bo hos hendes tante, Ella, men savnet om hendes familie, og tankerne og skyldfølelsen om hvorfor det lige var hende der har overlevet, plager Mackenzie hver eneste dag. Hun støder dog ind i en meget særlig person, ved navn Louis Tomlinson, men spørgsmålet er om han kan få den gamle pige tilbage? Savnet vil altid være der, men kommer Mackenzie nogensinde over sorgen?

6Likes
13Kommentarer
642Visninger
AA

2. New World

~ We all have stories we won't ever tell ~

 

Mackenzies synsvinkel

Jeg slå øjnene op med et sæt. Hvor var jeg? Hvad var der sket?

Jeg satte mig op og kiggede forvirret rundt, men kunne ikke se særligt meget ud over hvidt lys, og omridset af ting.

Tingene blev en smule klarere, og pludselig begyndte en maskine at larme utrolig meget, hvilket påførte mine øre en stor smerte.

Folk i hvide kitler kom væltede ind, og begyndte at pille ved alle maskinerne og køre mig ud af rummet i en fart.

"Kode 5! Af banen! Kode 5" skreg en læge. Kode 5? Hvad fanden skulle det betyde? Hvad skete der overhovedet her?

Lægerne kiggede bekymrede ned på mig, hvilket ikke hjalp på mit humør, og egentligt bare gjorde mig mere bange. Jeg prøvede at huske, men kunne ikke.

Pludselig holdt vi stille igen, og en masse folk begyndte at tilslutte mig til maskiner. En læge kom hen til mig og lænede sig ned over sengen.

"Velkommen tilbage, miss. Floward" tilbage? Hvorfor skulle alle snakke i koder lige pludselig?

Han måtte have set mit blik, for han begyndte at forklare "Du har ligget i koma, miss. Floward," og hurtigt lukkede mit hoved alle stemmerne ude, og koncentrerede sig kun om at huske:

 

"Hold så din kæft, Maxine!" Sagde jeg hårdt og kiggede koldt på hende. Hun havde været træls nok i dag.

Maxine så pludselig trist ud og kiggede over på mig og nikkede så. Det var ikke min mening at såre hende, men jeg var for stolt til at undskylde.

"Mackenzie, sig så undskyld til din søster!" Sagde min far, og sendte mig et endnu hårdere blik i bakspejlet.

"Vel gider jeg da ej!" Vrissede jeg, og rullede øjne af ham.

Han måtte have set det, for pludselig begyndte han at råbe. Jeg elskede min familie, det gjorde jeg - men nogen gange var det for meget. F. eks. i dag, hvor mine forældre virkelig var blevet stresset, da vi skulle have været hos fars chefs middag nu, og stressede forældre var ikke en god kombination med min stolthed og mit temperament.

"Det er min skyld... Undskyld," mumlede Maxine svagt og kiggede ned. Hun havde været utrolig træls lige fra morgen af, hvor hun havde snuppet min plads i bilen, og jeg blev nød til at bruge energi på at få hende til at flytte røven.

"Nej, Maxine! Dette er ikke din skyld, Mackenzie skal lade værre med at spille så stolt!" Råbte min far, og jeg vrissede igen af ham.

"Hvis du ikke havde så skide travlt med dit arbejde, kunne det være jeg var opdraget anderledes!" Råbte jeg og klask. Den ramte ham. Han blev helt kold i ansigtet og drejede hovedet om mod mig, og væk fra vejen. Han fik dog ikke tid til, at sige hvad han ville, da min mors stemme afbrød "David, hold øjnene på vejen!" og et stort brag efterfuldt af et hvidt lys opstod.

 

1 måned efter

 

Jeg trådte forsigtigt ud af hospitalets døre, og tog en dyb indånding i den friske luft. Endelig. Jeg var vågnet for præcis en måned siden, og havde været indlagt på hospitalet siden. Lægeren havde sagt det var gået utroligt hurtigt med mig, og at det var overraskende jeg allerede kunne gå og bevæge mig nogenlunde normalt.

Jeg spejlede mig i hospitalets vindue, og fik et chok. Jeg så forfærdelig ud. Der var næsten ikke mere kød på mine knogler.. Dette var den første rigtige gang, jeg havde fået lov til at studere mig selv efter jeg var vågnet.

De havde taget en masse tests, og havde fundet ud af en masse. Jeg var f. eks. døv på mit højre øre, og havde haft nogen indre blødninger, men de havde forsikret mig om de havde kontrol over.

Ud over det havde jeg et stort langt ar på min mave, hvilket nok aldrig ville gå væk, da en del af bilruden havde boret sig i maven på mig. Det gjorde utroligt ondt, hvilket var grunden til den taske som hang over skulderen, med medicin jeg skulle tage langt ind i fremtiden.

Et suk undslap mine læber, og jeg kiggede ud over byen, London. I dét øjeblik tror jeg virkelig det ramte mig. Ramte mig hvor meget jeg havde gået glip af. Mine forældres og søsters begravelse, min 18 års fødselsdag og alle mulige andre begivenheder.

Ikke engang et liv havde jeg, som jeg kunne vende tilbage til. Alle mine venner var for længst vokset fra mig, og her var jeg. Fanget i fortiden.

En tåre undslap fra mit øje, og trillede langsomt ned af min kind. Dette var den første tåre jeg havde grædt, siden jeg var vågnet. Og jeg lod den kun blive for en grund - at vise jeg ikke var så stærk som folk troede.

Jeg snøftede og kiggede ned på den lille gule lap papir i min hånd. Highway 102. Ella - min tante havde besøgt mig flere gange i denne uge, og var den eneste jeg havde tilbage. Hun havde skrevet denne lap til mig, og forklaret mig hvor det lå flere hundrede gange, men alligevel stod tingene uklart lige nu.

Ella havde et vigtigt møde, og selvom hun havde insisteret på at droppe det, havde jeg holdt hende tilbage. Jeg havde ødelagt nok for andre.

Dette var så grunden til at jeg lige nu stod ude foran Londons hospital, fuldstændig lost med en lille lap gul papir, med min tantes adresse på.

Jeg begyndte at gå ned mod vejen, for at kigge efter et skilt, men holdt blikket mod jorden, da synet af alle de nye ukendte bygninger skræmte mig, og gjorde mig ked af det.

Pludselig stødte jeg ind i noget - eller rettere sagt nogen. Jeg landede på de hårde fliser og kiggede op og så ind i en fyrs øjne.

Han talte, men lyden kom meget lavere end normalt. Pludselig gik det op for mig, at jeg burde vende min venstre side til ham, og derefter begyndte lyden at komme en smule stærkere. Dette måtte jeg vende mig til. Jeg fik kun halvdelen af sætningen, hvilket fik mig til at sende ham et forvirret blik.

"Undskyld, hvad?" Sagde jeg, og drengen så forvirret ud, over jeg ikke havde hørt det, men jeg bebrejdede ham ikke.

 

Louis' synsvinkel

 

Jeg grinte kort og rejste mig op. Jeg rakte en hånd ned mod den pige, jeg lige havde gået ind i. Jeg burde virkelig ikke skrive sms'er når jeg gik. Jeg rakte hende min hånd, og trak hende elegant op fra jorden. "Jeg sagde undskyld. Er du okay?"

Hun nikkede og kiggede ind i mine øjne. Og wow.. Hendes øjne var utrolig flotte. "Det var min fejl.. Jeg burde holde blikket på vejen" sagde hun fjernt, hvilket undrede mig lidt.

"Burde jeg også. Skal vi sige vi var lige gode om det?" Jeg sendte hende et smil og hun nikkede. "Deal"

"Ehm.. Kan du måske... Forklare mig hvor dette er?" Hun viste mig en lille gul lap papir, hvor ordene 'Highway 102' stod skrevet. "Selvfølgelig! - jeg kan vise dig det, hvis det skulle være? Det er ikke så langt herfra"

Jeg ved ikke hvad der gik af mig.. Jeg havde aldrig rigtigt været så åben foran en pige efter bruddet med Eleanor.

Hun nikkede kort og mumlede at det måtte jeg gerne. Jeg forstod ikke hvorfor hun var så fjern? Måske havde hun bare en lorte dag.. Vi var trods alt uden for hospitalet.

 

~

 

"Så hvad hedder du?" Spurgte jeg efter vi havde gået lidt i stilhed.

"Mackenzie" hun sendte mig et svagt smil, hvilket da var fremskridt. "Og dig?"

"Jeg hedder Louis. Louis Tomlinson" Jeg havde forventet en reaktion, da jeg sagde mit navn, men hun nikkede bare, som om det var et helt normalt navn. Jeg mener burde hun ikke reagere på mit navn?

"Kender du One Direction?" Fløj det ud af mig. En nervøsitet var synlig i hende, og jeg troede jeg havde busted hende i at lyve, omkring at kende til mig. Men da ordene kom lige så fint som hende, blev jeg overrasket "Burde jeg det?"

Jeg troede faktisk ærligt på at hun ikke kendte til os, da hun virkede så oprigtigt. Vi drejede op af stien til huset og jeg grinede kort og smilte så "Hvor har du lige været? På månen?"

Hun stoppede op og kiggede ned i jorden. "Noget i den stil" mumlede hun med en så skrøbelig stemme, at jeg troede hun ville falde fra hinanden.

Jeg skulle til at spørge hvad der var galt, men hun var hurtigt oppe ved hoveddøren og kiggede trist på mig.

"Tusind tak for hjælpen, Louis. Det var virkelig sødt af dig" en tåre trillede ned af hendes ellers perfekte ansigt.

Hun åbnede døren og var hurtigt ude af mit synsfelt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...