Skriveuniverset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2014
  • Opdateret: 19 jan. 2015
  • Status: Igang
Vi befinder os vel alle i vores eget univers, når vi skriver. Dette er blogindlæg med de skrivetips, jeg igennem de senere år har taget mig nytte af. Skriv endelig forslag i en kommentar, hvis I vil have mine tips inden for bestemte områder.

40Likes
27Kommentarer
2554Visninger
AA

4. Tegnsætning er et sprog for sig

 

Hvis først man har styr på sin tegnsætning, kan man tillade at kalde sig selv en god forfatter. Selvfølgelig er det vigtigt at kunne kende til sine kommaer og punktummer, men det vigtigste i dine skriverier er faktisk at kunne vide, hvordan du bedst bygger din historie op med de rigtige instrumenter inden for tegnsætning.

Vidste du, at du kan opbygge en spænding i dine historier kun ved brug af tegnsætning? Den måde, hvorpå du sætter dine tegn, kan ganske enkelt være altafgørende.

 

KOMMAER

Hvis du vil skrive en scene, hvori din hovedperson gør noget yderst spontant eller bliver panisk, er det en god idé at tænke over, hvor du sætter dine kommaer.

Her er et eksempel på et lille stykke tekst, der kunne være skrevet uden fokus på kommateringen:

"Jeg tog en hurtigt beslutning og satte efter ham. Hvis ikke jeg nåede ham, var alt tabt på gulvet. Alt ville være smadret og gemt væk som minder i en knust fortid. Jeg løb igennem mængden af mennesker. Hvorend jeg nåede frem, flåede jeg kroppe til side. Jeg knuste fremad som en dødbringende bulldozer."

Og her kan der være sat fokus på kommatering:

"Jeg tog en hurtigt beslutning og satte efter ham. Hvis ikke jeg nåede ham, var alt tabt på gulvet, alt ville være smadret og gemt væk som minder i en knust fortid. Jeg løb igennem mængden af mennesker, og hvorend jeg nåede frem, flåede jeg kroppe til side og knuste fremad som en dødbringende bulldozer."

Jo længere dine sætninger bliver, des mere får vi en fornemmelse for, hvilken forvirringen eller impulsivitet der befinder sig i karakterens hoved. (Undskyld mit dårlige teksteksempel - jeg ved godt, det muligvis ikke er så tydeligt at se en forskel)

 

PUNKTUMMER

Du har måske hørt før, at punktummer skaber en god effekt i specielle genrer. Når du skriver en gyserserie eller skal afsløre en mindre gåde, er det altid godt at sætte mange punktummer. Det skal selvfølgelig ikke være overdrevet, men ved et klogt brug kan tekststykket nemt blive meget mere spændende at læse. 

Jeg kan her prøve at bevise, hvad jeg mener, med en før/efter effekt:

"Det knirkede i gulvet, og jeg spidsede ører, mens jeg sneg mig tættere på døråbningen. Jeg lagde med hjertet i halsen mit øje mod dørsprækken af lys, og synet, der fløj mig i møde, fik mig til at træde et forskrækket skridt tilbage."

Og version nummer to:

"Det knirkede i gulvet. Jeg spidsede ører, mens jeg sneg mig tættere på døråbningen. Jeg lagde med hjertet i halsen mit øje mod dørsprækken af lys. Synet, der fløj mig i møde, fik mig til at træde et forskrækket skridt tilbage."

Jeg vil endnu engang undskylde for mine grufulde eksempler, men det er hvad, jeg hurtigst har kunne finde på.

 

Men du kan også bruge punktummer til andre ting end som et bestemt genreelement: De kan være ufatteligt skarpe at bruge ledende op til et overraskelsesmoment eller til at gøre et større indtryk.

Her er et eksempel fra min fanfiction Angelic, hvori jeg har lagt specielt fokus på mine punktummer. Jeg synes selv, at det kan give en ret fed effekt:

"Pludselig lå jeg dér. I sneen. Jeg vidste ikke hvordan eller hvorfor, men jeg lå der. Med brandvarme legemer mod den iskolde jords overflade."

Så disse små, runde prikker, vi så ofte sætter i vores sprog, kan faktisk bruges til langt flere ting, end de fleste af os måske aner.

En af mine personlige favoritter, når det kommer til punktummer, er, hvis jeg skal prøve at beskrive en følelse af chok, som min karakter oplever. Prøv det endelig af og hold jer ikke tilbage!

 

TANKESTREGER

Hvis man skulle spørge mig personligt, er tankestregen en af de mest geniale opfindelser, der nogensinde er blevet taget i brug i vores sprog. Den fungerer over det meste: Som indskydelser ind imellem en sætning, som en tilføjelse, og den kan ikke mindst beskrive personers følelser eller personligheder, hvis blot man ved, hvordan de skal bruges.

Der er det klassiske eksempel på en tankestreg: ">>Jeg har brug for at gå på toilettet - seriøst, lige nu.<<"

Og det mindre klassiske, der dog stadig bruges ofte: "Han tog sin bror - og vist også hans badeand - under armen og travede vredt af sted."

Her bevises dermed en af tankestregens vidunderlige egenskaber: Du kan bruge den fuldkommen grammatisk korrekt uden at den behøver at have et grundled eller et udsagnsled stående bag sig.

 

Men det, der nok muligvis er tankestregens bedste egenskab, er dens rolle i actionscener eller overraskelsesmomenter. Hvis du har læst bogserien The Mortal Instruments, vil du vide, at forfatteren Cassandra Clare holder særdeles meget af at bruge tankestregen på disse tidspunkter. 

Her vil jeg vise et eksempel fra De Dødes Dagbøger, hvori jeg har brugt en tankestreg for at skabe en let overraskelseseffekt:

"Hun glattede en af de blanke sider i dagbogen ud, før hun sænkede kuglepensspidsen mod papiret—

   ”Diana, nej!”

   En hånd greb fat om hendes og jog kuglepennen ud af hendes greb. Alene chokket havde været nok til at få hende til at give slip, men styrken i Logans tag gjorde arbejdet for hende.

   ”Skriv aldrig – tilbage i dagbogen,” sagde han åndeløst og lænede sig en smule tilbage. Frygten skar stadig de rolige bånd i hans øjne over."

 

PARANTES

Sidst men ikke mindst har vi parantesen, der kan være specielt nyttig at tage i brug i de mere humoristiske og lystige fortællinger. Hvis man skriver en mørkere og mere dyster historie, ville jeg anbefale, at man holder sig til de sædvanelige tankestreger, hvis man vil tilføje et ekstra led til sin sætning. En parantes kan nemlig let komme til at virke useriøs, og dermed vil din historie det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...