Under sol og måne

Pegasum stutteri og avlsstation ligger øde i ingenting. Kun dem der er tilknyttet stedet kommer den lange vej. For nogle er det et arbejder, for andre et sted at bo og for de få af dem er det deres sjæl. Magi, pegasi, enhjørninger og varulve. Nogle trusler for stedets overleelse er synlige og kan efter bedste evne kontrolleres. Andre er usynlige trusler og andre er bragt ind af dem der skulle beskytte det store stutteri.

11Likes
23Kommentarer
733Visninger
AA

5. Stormen

Ikke som nu, hvor de tumlede omkring på græsset, snublede over dem selv og kæmpede med at få vingerne til at makke ret. Varg kunne mærke hvordan Nikas spørgsmål fik alles opmærksomhed rettet mod ham. Han løftede blikket op fra bogen. Kareten var tom og Thielo snurrede omkring sig selv. Blazh... Hun var ikke mere end en udvasket skikkelse og inde på midten stod Kiros lysegrønne mor med det hvide ude af øjnene og kaldte på sit føgl.

 

Varg, Constance, Cormick og Nika. De var der alle fire og morede sig over de unge føgl der oplevede frihed for først gang, endda et par dage før de officielt måtte forlade føglstalden. Solen skinnede højt på en blå himmel og vinden var blid. En god dage at tage føglene ud på.

De stod uden for pegasusfolden og kiggede ind gennem trådnettet. Den var bygget som en kæmpe voliere, dækket af net på alle ledder og kanter. Flere meter høj, bygget op af planker fra gamle træer, der havde vokset ind i himmelen og nu stod afpillet på ræd og række.

 

På lange spinkle ben sprang føglene omkring og flaksede prøvende med deres vinger. I føglstalden var boksene for små. Ikke som nu, hvor de tumlede omkring på græsset, snublede over dem selv og kæmpede med at få vingerne til at makke ret. På et par dage var de gået fra at være nogle gummiagtige og forpjuskede udvækster til noget der var brugbart.

Siden Cece var to andre føgl kommet til, de efterfølgende nætter, ved hjælp af kejsersnit.

Et sommergult hoppeføgl med rosa man og hale øvede sig i flyvningens kunst ved at lette for derefter at forsøge at lande på de andre føgl der bukkede og stejlede i protest over det pludselige angreb for oven.

Til Vargs undren havde Nika ikke brokket sig, da Constance havde sat hende på føglvagt de nætter hvor folingerne havde stået på. Varg Han havde kort lagt øre til Nikas irritation over igen at være blevet placeret i stalden, grundet den ødelagte søvn. At arbejdet også holde hende fra at være sammen med Cormick havde ikke ladet til at være hendes største bekymring. Som de stod nu var der et usagt mellemrum mellem parret.

 

“Layana bliver en rigtig frækkert.” Constance grinede kort til Cormick som hun stod ved siden af, da det spinkle sommergule føgl igen lavede et kluntet flyverangreb på Kiro. Det mørkegrønne føgl, der var offer for angrebet, satte bukkende i galop og slog med vingerne. Med græstotter der sprang omkring sig satte hun fra. De grønne vinger hævede det lille føgl der sparkede i luften og vendte det hvide ud af øjnene som reaktion over at miste fodfæstet og hun landede tungt og væltede omkuld.

“Hvad sagde Romo til dig?” Varg kunne mærke hvordan Nikas spørgsmål fik alles opmærksomhed rettet mod ham. De ventede med spænding på en konfrontation der aldrig havde fundet sted. Med en vrængen ruskede han fornemmelsen af sig.

“Ikke mere end han plejer. Han gad dårlig nok forholde sig til det.” Der var en lav irriteret snerren i hans svar og intet ønske om at blive ved emnet.

 

En kraftig vind slog mod dem og tvang Constance til at tage et skridt til siden for ikke at blive væltet omkuld og Nika måtte gribe fat i Cormick. Ud over folden og Pegasum var himlen stadig blå, om end skyer samlede sig og vinden lå igen blid og lun.

“Hvad var det?” De så sig omkring. På folden havde Layana droppet drilleriet og de tre hoppeføgl galopperede rundt i en vild fangeleg. Omkring dem voksede græs og vilde blomster under en blå himmel der lignede sig selv. Det næste vindstød var ved at slå dem alle omkuld. Inden de havde fået set sig omkring blev det efterfulgt af et tredje. På folden stod de tre føgl stille og så sig nysgerrigt omkring. De havde ingen erfaringer med verdenen udenfor føglstalden og tog imod hver oplevelse med en ukuelig nysgerrighed.

“Ved karmas brod, hvad sker der?!” Uroen var at spore i Nikas stemme. Det var ikke unormalt med kraftige vindstød på det flade landskab. Men ikke mere end et enkelt og aldrig så tæt efter hinanden.

“Tror”


 

“Du de holder noget hemmeligt for dig? Det tror jeg.” Thielo var ved at tabe bogen. Han sad alene i kareten. De havde ikke stoppet, siden han var taget af sted og kusken sad foran på vognen. Stemmen var kommet tæt på, overfor ham. Han løftede blikket op fra bogen. En fremmed sad overfor ham på det modsatte sæde. Theilo genkendte det korte blonde hår på den brede mand, der var så høj at han kun lige akkurat kunne sidde i kareten.

“Hvor kommer du fra?” Han var for overrasket til at være skræmt over at den fremmede igen var dukket op.

“Hvem er du og hvad vil du? Du er ham der Varg. Hvordan er du kommet herind? Hvordan gør du det? Kan du teleportere?” Viss dele af befolkningen blev født med lidt magi i sig. Thielo havde aldrig hørt om nogen der kunne teleportere sig længere end fra soveværelset til køkkenet. Og aldrig ind i hestetrukket kareter der galoperede på øde stier.

“Du kunne ikke engang huske hvordan jeg så ud. Vi havde lige snakket sammen og så har du allerede glemt hvordan jeg ser ud.... Ved ikke hvad jeg skal sige til det. Er det et godt eller et dårligt tegn?” Varg kløede sig på kinden.

“Kusk! Stop vognen!” Thielo hamrede på væggen bag ham, for at få kuskens opmærksomhed. De rungede hult i larmen fra heste og vogn. Overfor ham sad Varg og ventede tålmodigt, mens de to galopperende heste sænkede tempoet til et niveau, hvor de kunne standse.

 

Ud over at styre kareten, var det også Emephis job at åbne døren for Thielo Radovan. Denne gang smækkede Thielo døren op inden kusken havde nået at kravle ned fra kuskesædet. Han skyndte sig ud af kareten og så Emephis lukke døren bag ham.

“Hvad laver du? Han er stadig derin..de?....” Han kiggede ind af de åbne vinduer. Kareten var tom og Thielo snurrede omkring sig selv.

“Hvor blev han af?” Han kiggede på kusken. “Hvor blev han af? Så du ham?” Hvordan kunne kusken stå så roligt, når en af Romos ansatte havde sneget sig ombord? Fattede han slet ikke alvoren?

“Hvad for person?” Kuskens spørgsmål fik Thielo til at flå døren til kareten op. Den var tom. Sæderne var tomme og ingen forsøgte at gemme sig under dem eller krøb sammen på det lille gulvareal. Han lukkede døren. Det var den eneste dør der var. Vinduerne var små og Thielo tvivlede på at en mand med det skulderparti ville kunne klemme sig igennem dem. Han gik rundt om vognen. Han kiggede ned i jorden på jagt efter fodaftryk. Der var intet at se. Kun hjulspor og udtrådte aftryk fra heste var at se på det sandede underlag. Han løb endnu en tur rundt om vognen. Kusken stod hvor han hele tiden havde stået og betragtede nervøst sin arbejdsgiver. Emephis var uddannet kusk. Han kunne finde rundt i de fleste byer, kunne tage sig af dyr og vogne. Havde for nogle år siden vundet en 5. plads i en lokal kuskekonkurrence. Men gale folk... Der havde han ingen erfaring.

“Sir?... Skulle vi komme videre?” De var stadig langt fra Begawan, midt ude i ingenting. Et dårligt sted at få et psykisk sammenbrud. Thielo cirklede rundt om vognen en sidste gang og sørgede for at kigge under den. Der var stadig ingen tegn på andre. Han kløede sig i det sorte hår.

 

“Nej, jo. Lad os køre. Vi kommer ingen vegne. Han er væk.” Thielo skævede tilbage mod Pegesum en sidste gang, mens han steg ind i vognen. Selv om han ikke kunne se stedet, kunne han forestille det sig så let, som var det lige foran ham og han mærkede et sug i maven. På himlen kunne han se den blå farve var ved at blive skiftet ud med grå skyer der dækkede det meste af horisonten. Vejen mellem Pegasum og Begawan bugtede og drejede sig efter landskabet, men i den retning hvor Pegasum lå, var skyerne ved at samle sig til en tragt.

“De får et slemt uvejr.” Måske var det okay at Blazh var blevet hos Romo. Hvis vejret foresatte sådan, ville de ansatte på Pegasum få travlt. Han så over på det tomme sæde, da han satte sig. Selv da vognen kørte videre beholde han blikket på det lange sæde overfor ham, til hans øjne begyndte at svie. Han gned dem og flyttede blikket til vinduet. Han lænede ansigtet mod i håb om at kunne få øje på himlen over Pegasum.

“Hvis du vender kareten nu vil du sikkert kunne nå tilbage, ligesom stormen kommer.” Det gav et gip i Thielo.

“Kan du stadig ikke huske hvordan jeg ser ud?” Thielo blinkede og da det ikke fik Varg til at forsvinde prøvede han at knibe øjnene helt i. Da han åbnede dem på ny sad Varg og grinede af ham. Han gned sig i ansigtet og kiggede mellem fingrene på Varg, der afventende betragtede ham.

“Er du færdig med at skabe dig?” Spørgsmålet fik Thielo til at rette sig op.

“At skabe mig...? Hvor?... Hvordan havde du tænkt dig jeg skulle reagere?” Han forsøgte at få Varg til at forsvinde, ved at stirre på ham. Dette var umuligt for ham at forholde sig til. Hvorfor ham?

“Hvorfor generer du ikke min bror? Det er ham du arbejder for.” At det var ham der skulle forfølges af en utilfreds arbejder virkede urimeligt. Om noget burde det gå ud over Romo.

“Jeg kan ikke gøre for at det er dig og ikke din bror der kan se mig... Måske mangler han fantasi? Måske er du mere tosset end ham?” Thielo kunne mærke en usikkerhed. Måske var han tosset? Og så igen.

“Min bror er ikke tosset... Og det er jeg heller ikke.” Hvorfor sad han så og diskuterede med en staldarbejder der logisk set ikke kunne være passager i vognen.

“Jeg er ikke skør...” gentog han lavt for sig selv og undlod at kigge på den bredskuldrede mand.

“Det ser ikke godt ud for Pegasum.” Thielo lænede sig hen mod vinduet som Varg spejdede ud af.

“Hvad mener du?” Bag dem var himlen blevet mørkere og den lille tragt i skyerne rakte bugtende ud efter jorden.

“Vil den ramme Pegasum?” Thielo mærkede på ny uroen. Blazh... Både Romo og hende ville blive ramt hvis den slog ned. Ude af øjenkrogen kunne han se Varg trække på skuldrene som svar og betragte himlen med entusiasme, som de først fjerne dråber spredt ramte kareten.

“Jeg håber ikke


 

“Det bliver ved.” Cormick så op. Himlen hang truende over dem. På et øjeblik var den blå himmel blevet tung og grå. De aggressive vindstød kom nu som et langt pust med varierende styrke og kraftig regn blændede dem og ændrede verdenen til et vådt slører som den faldt ned fra deres bryn og hang tungt i deres vipper. Den slog ned på deres ubeskyttede hud og tynde sommertøj og efterlod dem først kolde og siden følelsesløs.

 

Det hurtig skiftende vejr havde fået staldpersonalet i aktion og Varg var på vej tilbage til Pegasum med to af føglene. Vejret havde skiftet over på ingen tid og det forårsvarme solskin havde tabt til tunge uvejrsskyer der samlede sig til hvirvelvinde. Cormick stod inde i pegasusfolden sammen med Nika og Constance. Over dem piskede en skræmt Layana omkring og slog gentagne gange ind i trådloftet.

Vinden piskede omkring dem og efterlod den ene lussing efter den anden. Det unge føgl kæmpede for at holde sig i luften, mens Nika og Constance kæmpede for at blive stående i det sumpede underlag, hvor den regnmættede græsfold var blevet til en foreslået mudderpøl med enkelt græs der lå fladt og udtrådt hen. De forsøgte at lokke det sommergule føgl ned, men deres stemmer blev overdøvet og der var ikke meget beroligende ved deres blæste bevægelser og tunge sjappen.

“Få hendes mor ud, så følger hun forhåbentlig efter.” Constance råbte til Cormick, mens hendes sorte hår slog hendes ansigt og krøllede i munden på hende. Hun fiskede det ud og kunne smage regnen og sit våde hår.

I udkanten af folden travede Ceces mor rundt med hovedet løftet højt. Hun var ikke mere end en udvasket skikkelse og inde på midten stod Kiros lysegrønne mor med det hvide ude af øjnene og kaldte på sit føgl. Constance slog med armene for at holde balancen, da vinden tog til. Hun så op i den mørke himmel. Hun kunne se den sorte tip række ud fra skylaget. Vinden ville føre det hele i deres retning.

“Få dem alle sammen ud. Vi har ikke tid.” Tynget af mudder og regn fik hun fat i den tigerstribede der kom travende i hendes retning. Hoppen virkede lettet over at skulle væk fra det voldsomme vejr og lod Constance lægge en improviseret løkke om halsen på hende. Cormick var allerede på vej mod slusen med den lysegrønne hoppe, der ikke lod til at tage sig af at hendes føgl ikke var ved hendes side. Mellem dem stod Nika tålmodigt og forsøgte at berolige det småpaniske føgl der mente at luften var et mere sikkert sted end jorden.

 

Cormick ledte hoppen gennem slusen, med Constance og hendes hoppe lige bag sig. De to døre ruskede i deres lukkemekanismer og kæmpede for at komme fri. Layana var stadig ikke fulgt med dem og det blev svære at holde sig stående. Constance måtte støtte sig til hoppen, for ikke at blæse ind i den.

Cormick fik den inderste låge åbnet, der smækkede op og de trak hopperne gennem slusen. Gennem larmen kunne de høre Layanas kalden på sin mor og hoppen standsede op. Forsigtigt rykkede han i træktovet, der var viklet omkring det yderste af halsen på enhjørningen. Der rullede med øjnene og trippede tilbage. Slusen var ikke stor nok til dem alle fire og Constance måtte bakke et par skridt, for ikke at blive gnubbet af hoppens rumpe.

“Hvad sker der?”

“Hun vil ikke med! Jeg tror ikke hun vil forlade folden uden Layana.” Cormicks stemme nåede hende kun svagt. Med et blik på trådloftet og Layana trak hun hoppen foran Cormick.

“Prøv at se om hun følger med nu.” Hun kunne dårlig høre sig selv for vinden, da hun gik uden om Cormick og den inderste låge smækkede i bag dem. Den lysegrønne stivnede og vendte på ny det hvide ud af øjnene. Hun sitrede over hele kroppen og det var umuligt for Cormick at få den ellers rolige hoppe til at gå fremad. Da trøstende ord ikke virkede trak han hårdt i træktovet, der kun fik hoppen til at bakke længere bagud, til hun stødte på den inderste låge.

“Hun vil slet ikke med!”

“Vel, hun kan ikke blive her!” Constance slog en runde med hoppen, så hun bedre kunne se. Verdenen var svajende og bestod af slørede skikkelser gennem regnen.

“Du bliver nød til at få hende ud!” Hendes egen hoppe fnøs uroligt og rystede regnen af sig og stod lige så våd og mudret som før. Den trak i tovet. Nu hvor den var ført ud af folden ville den gerne tilbage til stalden hvor der var varmt og tørt. Constance hev i den og var ved at glide i det mudrede underlag.

“Cormick! Du er nød til det!” Et kraftigt pust ramte dem og den inderste låge sprang op. Constance kunne mærke hvordan hendes ben gled i mudderet og viklede sig ind bag det andet. Hendes balance skubbede sig og hun kunne fornemme hvordan det andet ben fulgte med, ude af stand til at forhindre faldet og hun landede tungt i det sumpede græs. Hun gav slip på hoppen og rullede væk. Dækket af mudder og med hår klæbede til ansigtet kom hun op at stå. Spyttende og i gang med at tørre mudder af med et brunt ærme rakte hun ud efter hoppen inden den søgte alene mod staldene.

 

“Cormick! Nika! Kom så herud!” Hendes stemme var skinger og overdøvet af piskende regn. Et nyt pust tvang både hende og hoppen til at bakke et par skridt og gennem stormen hørte hun et smæld og og et skrig der trængte igennem. Med sammenknebne øjne så hun mod slusen og gennem sløret kunne hun se hoppen havde rejst sig på bagben.

Den inderste låge smækkede i vinden, mens Cormick pressede sig op mod hegnet, for at undgå at blive ramt af hovene.

“Ved karma.” Hun slap hoppen. At løbe det korte stykke til Cormick føltes som løb hun i en drøm. Hendes fødder sank ned og kom kun fri med et modvilligt svup og vinden sænkede hendes bevægelser og modarbejdede hendes muskler. Hoppen landede, for på ny at rejse sig og de stærke ben skar gennem luften med dødelig kraft. Vinden fik næsten væltet Constance på ny og da hun så mod slusen kunne hun se hoppen der sprang tilbage og Cormick der faldt til jorden uden at tage fra.

“Cormick! Nika! Nika!” Hun slap hoppen og satte i løb mod slugen. Inde på folden havde Nika fået øje på Cormick der lå spærret inde med den rædselsslagne hoppe, der sprang frem på ny.

Constance flåede den yderste luge op og var ved at blive væltet omkuld af hoppen der satte fra og forsvandt i den mørke regn, så snart den var ude. Den tigerstribede var også forsvundet.

 

Constance nåede Cormick lige før NIka, der havde glemt alt om Layana. Det lille føgl var også ved at løbe tør for energi og det var et spørgsmål om minutter før vindene ville tvinge det spinkle føgl ned. Constance tog Cormicks hoved i sine hænder og regn og blod blev farvet rødt.

“Åh nej...” Det så voldsomt ud. Farven var forsvundet og blodet flød fra et sår under håret.

“Det ser værre ud end det er. Det ser altid værre ud end det er... Bløder som en gal selvom det er et overfladisk sår.”

Constance var ikke sikker på om det var hende eller hende selv, som Nika forsøgte at berolige.

“Kom. Vi må få ham op. Hjælp mig med at bære ham.” De to kvinder tog fat under hver arm og begyndte at hive ham ud af slusen. Det var da også for dumt at hun havde ladet hoppen forsvinde. Nu måtte de selv trække ham den lange vej i sikkerhed.

Cormicks slappe krop var tung mellem dem og hun havde allermest lyst til at smide ham fra sig. Det virkede som en uoverskuelig opgave. De havde kun fået ham ud af slusen og hendes ben var allerede ved at kollapse under hende.

“Hvad med Layana?” Nikas råb blev rusket væk fra dem.

“Efterlad hende! Cormick først. Mennesker før dyr.“

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...