Under sol og måne

Pegasum stutteri og avlsstation ligger øde i ingenting. Kun dem der er tilknyttet stedet kommer den lange vej. For nogle er det et arbejder, for andre et sted at bo og for de få af dem er det deres sjæl. Magi, pegasi, enhjørninger og varulve. Nogle trusler for stedets overleelse er synlige og kan efter bedste evne kontrolleres. Andre er usynlige trusler og andre er bragt ind af dem der skulle beskytte det store stutteri.

11Likes
23Kommentarer
735Visninger
AA

6. Stilhed efter storm

 

Blazhs sorte enhjørning med sølvstænk i pelsen havde lagt ørerne fladt ned langs halsen og var på ingen måde begejstret over den unge plag der var bundet fast.  Det øde område virkede næsten hjemsøgt. I det uklare landskab havde han svært ved at skille de grå skygger fra hinanden. "Var det din?" De stod i hinandens arme.


 

På pladsen der samlede Pegasums mange bygninger sad Romo og Blazh på hver deres enhjørning med endnu en bundet fast til sadlen. Det var den første gruppe enhjørninger de flyttede. Romo så mod stalden. Forhåbentlig ville uvejret være blevet opløst inden den nåede Pegasum, men han tog ikke chancen. Såfremt det skete ville han ikke lade en hel stald gå til grunde.

Da han var blevet opmærksom på det voldsomme skift i vejret, havde han sat Blaz til at hjælpe med at fjerne familiegrupperne. Mod Blazhs forslag flyttede de enhjørningerne i deres familiegrupper. Han var ikke interesseret i at miste kontrollen over en flok aggressive enhjørninger der blev kastet ud i en blodrus ved synet af hinanden. På hans måde, ved at fjerne en gruppe af gangen, ville han kunne redde nogle.


 

Vinden tog til så snart de forlod de skærmende bygninger og begav sig ned af den nedtrådte sti der ville lede dem til et forladt stenbrud. At efterlade Pegasum uden opsyn havde været en svær, men hurtig beslutning, der nu plagede ham. Uvisheden om hvornår hans ansatte ville komme tilbage og om de ville kunne opdage hvad de skulle gøre plagede ham.

Blazhs sorte enhjørning med sølvstænk i pelsen havde lagt ørerne fladt ned langs halsen og var på ingen måde begejstret over den unge plag der var bundet fast. Begge enhjørninger var anspændte og det var år siden hun havde redet andet end hyggeture på dovne byheste. Romo burde have været bedre til at tage hende ud for at kunne nyde dyrene og de åbne landskaber der kendetegnede Pegasum og holdt hendes ridning ved lige. Regnen og vinden gjorde det svært at blive i sadlen og han kunne ikke se længere end hvad der var lige foran dem. Han kunne mærke hvordan hoppen ikke var vant til at gå i mudderet der gav efter under vægten og gjorde den nervøs. Hendes bevægelser var stive og han måtte drive den frem. Bag ham fornemmede han Blazh mere end han kunne høre hende.

Det var en tur de ellers aldrig tog. Hvor det meste omkring Pegasum var grønt og behageligt, var vejen til stenbruddet ufremkommelig og gold. Enkelte tornede buske voksede og den nedtrådte sti knækkede over i en grusvej hvor tunge vogne kunne komme frem og tilbage. Stenhøje der var blevet strippet fra sten efterlod et unaturligt og ufremkommende miljø, hvor regnen hamrede mod de rå overflader.

Vinden blev kastet frem og tilbage og der var en konstant raslen af småsten der blev skubbet løs og trillede ned af de lodrette stenvægge og trak andre med sig. Det øde område virkede næsten hjemsøgt.

Blazh betragtede sin bror gennem regnen. Han var svær at se og hun frygtede hele tiden at miste ham af syne og fare vild i det ukendte landskab. På intet tidspunkt så han sig tilbage for at sikre sig at hun var med og hun følte sig overladt til sig selv.Stenene der var taget herfra var dem der var blevet formet og stablet til at bygge Pegasum op. Forbindelsen mellem det ufrugtbare landskab og Pegasums varme trøstede hende kun kort. Hjem var ikke langt væk og nåede helt herud.

 

Vinden begyndte på ny at tage af, da kantede stenbakker omringede dem og stejle stenvægge hævede sig. Stenbruddet var et mærkeligt tomrum, hvor vinden slog træer omkuld på den anden side, men ikke kunne nå dem i dybet og rasede over. Kun regnen fortsatte nådesløst og pressede konstant rytterne og deres dyr.

Romos fuksfarvede hoppe gjorde et slag med hovedet og hendes spring til siden fik ham til at se op. I det uklare landskab havde han svært ved at skille de grå skygger fra hinanden. Han standsede hoppen og koncentrerede sig. Noget utydeligt kom nærmere og fyldte enhjørningerne med frygt. Han kunne høre dem vrinske bag sig og mærke hvordan hans egen dansede under ham og slog mod den hårde tøjle.

 

Skikkelserne kunne ikke være mere forskelligt. Fire var høje og slanke, den sidste halv størrelse og gik på fire ben. For stor og kraftig til at være en hund. Romos hoppe stejlede og han kæmpede for at genvinde kontrollen. Da hoppen faldt til ro stod fem fremmede og så på dem.

De stod alt for tæt på hinanden ifølge Romo. De var kommet tæt nok på til at de kun akkurat stod uden for enhjørningens rækkevidde. Deres tøj var slidt tyndt og det lange hår der klæbede sig til dem var ukæmmet.

Deres måde at klæde sig på og fuldskæggene hos de to voksne mænd afslørede at de kom langvejs fra og undgik beboede områder.

"Er det jer der har kostet mig et føgl?"

 

Det var sjældent at Romo blev overrumplet og når det endelig skete, var han god til at lades som om han var upåvirket. Han var blevet så vant til den analytiske facade at han nu følte ubehag ved at føle andet end små strejf af sine følelser og helst opfattede verdenen objektivt.

Bag ham kunne han høre hvordan den sorte hingst nægtede at falde til ro og hvordan Blazh forsøgte at holde begge på plads.

"Var det din?" Stemmen lød overrasket og skamfuld. "Der bor vel ikke andre herude..." fortsatte manden filosofferne.

"Vi er kede af det med følget. Der var ikke andre muligheder. Vi var desperate, anden forklaring er der ikke.”

“Vil der forsvinde flere?” Romo skjulte sin irritation. Det var svært at holde på sin ret, når han var fanget herude med en kobbel varulve og ingen midler til at forsvare sig med. Deres tilstedeværelse ødelagde hele hans plan om at tage så mange enhjørninger herud som muligt.

“Et føgl rækker ikke langt og vi har intet andet end hvad vi står i.”

Bag ham kunne han høre hovslag fra Blazhs ophidsede enhjørninger, der begge dansede omkring og et hurtigt blik bagud viste også Blazh der sloges med at undgå at de to enhjørninger lod deres frygt gå ud over hinanden.

Romo lod sig ikke anfægte af den udtalte trussel. Han sad stadig ret i sadlen med det gennemblødte hår. Hans greb om tøjlerne var så hårdt at hans hænder sitrede ubemærket.

"I har kostet mig et føl. Siden I tager videre så snart uvejret er ovre burde det være nok til at holde den værste sult.”

Det lille kobbel flyttede uroligt på sig. Enkelte ord blev delt mellem dem på et sprog Romo ikke kendte. Bag ham kunne han høre Blazh forsøge at råbe ham op og et konstant ekko af hove mod sten.

Varulekoblet sprang væk fra det angribende dyr og forvandlede sig flydende, da hurtige hovslag tornede bag ham og blev overdøvet af en kvindes skrig. Romo svirpede tilbage i sadlen, som plagen galopperede forbi ham med hovedet sænket og kurs mod rovdyrene. Den sorte hingst stejlede og forsøgte at smide Blazh af, der tvang det ophidsede dyr til at cirkle om sig selv, mens fråde blandede sig med regn.

 

Flokken af varulve var spredt for alle vinde og plagen var ikke mere end en fjern skygge, hvor ekkoen af hovslag var det eneste der vidnede om at den havde været der. Hans enhjørninger faldt langsomt til ro og stod rystende som han vendte sig mod Blazh. Han steg af enhjørningen og begyndte at tage rideudstyret af dem begge.

“Vi kan lige så godt efterlade dem her. Dr er sikre fra vejret. Ellers ville de andre ikke havde søgt ly her.” Hans bevægelser var hårde og kantede og han så ikke længere på Blazh der blev siddende i sadlen. Med et klap bag i sendte ham dem længere ind.

Uden dyrene havde han ingen undskyldning for ikke at se i hendes retning. Da han gik over til hende kunne han se hvor bleg hun var i det grå vejr.Håret hang på hende og dækkede de fleste af hendes ansigtstræk.

“Kom ned. Du gjorde dit bedste...” Han lagde forsigtigt en hånd på hendes læg og lod den blive på trods af ubehaget. Hendes tomme blik var mod horisonten.

“Jeg bandt knuden op....” Hendes stemme var svag og forsvandt i vinden. Det var umuligt for hende at høre hendes spinkle hvisken.

“Vi skal tilbage kære! Vi er nød til at gå!”

“Jeg håbede på at den ville slå dem ihjel.” Hun flyttede sig i sadlen og svang sig endelig ned i hans favn. “Jeg hader de bæster. De burde udryddes.” De stod i hinandens arme. Alligevel var hun nød til at råbe for at trænge gennem blæsten.

De måtte støtte sig til hinanden mod elementerne, da de havde forladt stenbruddet og skulle tilbage. Vinden fik hans øjne til at løbe i vand og regnen slørede yderligere hans syn, så han ikke kunne se om uvejrets midte havde flyttet sig tættere på Pegasum eller var gået i opløsning.

“Hvordan kan du overlade enhjørningerne alene med dem?”

“De tager højst plagen... Hvis de her dage kun koster et føgl og en plag skal vi være glade. Det kunne hurtigt være gået meget værre. Hvis uvejret var slået ned tættere på ville der ikke have været noget Pegasum.”

“Hvad tror du der er sket med plagen?” Et sug af dårlig samvittighed gik gennem hende.

“Den er sikkert død. Du skal nok gå ud fra at den er”



 

“Væk. Hvor er I alle sammen henne?” Varg stod og råbte på pladsen. Enkelte tagsten lå spredt foran ham og trillebøre,halmballer og alt andet lå eller dansede mellem bygningerne. Hans ene arm havde han suget fast omkring halsen på Kiro og med den anden hånd holde han et fast greb om Ceces vinge.

“Hallo?” Råbte han. Der var en knugende stilhed over Pegasum, på trods af vinden var overdøvende. De to føgl havde opgivet at kæmpe sig fri og han slæbte dem nærmest efter sig mod stalden. Den mørke tragt i himlen havde sluppet sit greb og var ved at blive opløst med samme fart som den var ankommet. Vinden og regnen rev i ham, men det værste var nu overstået.

Han valgte at lukke dem ind i føglstalden, den der lå længst væk fra naturens rasen. De to føgl blev nærmest smidt ind i den første boks han stødte på og han åndede tungt. De måtte klare sig med hvad der var og han løb ud.

Han stoppede sin søgning i pegasusstalden hvor han kunne se de tomme bokse. En hurtig seddel var sat fast mellem tremmerne på en af de tomme bokse. Den indeholde hurtige instruktioner om hvad de skulle gøre. Efter et hurtigt blik kastede han den fra sig og forsvandt ud igen mod foldene. Staldene ville blive stående, men Cormick, Nika og Constance var stadig ude i vejret med dyrene.

 

Vejen til pegasusfoldene der kunne tilbagelægges på kort tid føltes som en umulig prøvelse. På trods af at stormen var aftagende, var hver skridt en kamp for at sætte foden ned og tvinge kroppen videre. Et tusmørke havde lagt sig over stedet og de grønne marker var ugenkendelige sumpe.

Hans hjerte lettede, da han fik øje på bevægelse i det fjerne og Constance og Nika dukkede op i den grå regn, med Cormick støttende imellem sig. Han gik usikkert og holde sig for panden.

“Hvad skete der?” Hurtigt overtog han Cormick fra de to kvinder der udmattede slingrede væk og lod ham komme til.

“Han blev ramt af Riva, da vi forsøgte at få dem ud af slusen.” pustede Nika. Hun havde stadig fat i Cormick.

“Og hvor er dyrene?”

“Væk.” Kom svaret tungt fra Constance. “Vi aner det ikke. Layana måtte vi efterlade i folden. De andre aner vi intet om. De stak af, da Cormick blev ramt.” Hun kunne mærke hvor træt hun var og vidste hvor lang tid der var til hun igen ville kunne slappe af.

“Hvad med dig? Nåede du tilbage med Kiro og Cece?”

“Ja, de er føglstalden. De har det godt. Romo og hans søster har evakueret nogle af enhjørningerne til stenbruddet. De skrev at vi skulle gøre det samme, men siden stormen ikke rammer os burde vi nok tage os af Cormick og pegasusserne i stedet for.

“Ja, lyder fornuftigt. Det gør vi.”

 

***

 

De havde placeret sig i en af boksene i pegasusstalden, da de kunne se Romo og Blazh kæmpe sig gennem regnen, der stadig væltede ned fra oven. Vindene var blevet mere overkommelige og de havde åbnet et enkelt vindue, så de havde udsyn til pladsen.

Varg og Constance rejste sig tungt op og åbnede døren op og viftede de to trætte skikkelser ind. De satte sig tungt og dæmpet blev der vekslet informationer og lagt en slagplan. Romo sad og stirrede ud af de åbne vindue og tog kun ordet, når en direkte ordre skulle gives. Ellers overlod han det til de andre. Cormick lå og halvsov ved siden af Nika der bekymret holde hans hånd. Constance var forsvundet ud efter Layana, der nu stod sammen med de to andre føgl. Der var en venten om stormens opløsning og den næste morgen.

På intet tidspunkt blev de inviteret over i Romos hjem, der byggemæssigt måtte være det mest sikre og komfortable og på intet tidspunkt spurgte de.

Efterhånden blev samtalerne stille og de slumrede ind,som aftenen tog til og det stormgrå vejr blev erstattet af nattens mørke. Vindene lagde sig og regnen blev til en vedvarende støvregn fra en stjernefyldt himmel.

 

***

 

Solen skinnede fra en overskyet himmel, da de stod og betragtede Pegasum. Pladsen mindede om en losseplads hvor alt var smidt tilfældigt rundt og stalden til enhjørningerne havde hul i loftet og midten af den svømmede. Rundt omkring var maling skrabet af og der var indhak i murstensvæggene efter stomen.

 

Varg kunne mærke hvordan hans krop nægtede at acceptere at det endnu ikke var tid til at slappe af, da han og Romo gik den lange vej til stenbruddet. Cormick var den eneste der stadig lå ned. Han klagede over hovedpine og sløret syn. Nika havde kun modvilligt forladt ham og var sammen med de to andre kvinder ved at rydde op efter uvejret, mens han og Romo fandt og indfangede enhjørningerne. Stenbruddet var et lukket område, hvor de fleste udgange krævede en vis evne til at klatre. Ikke noget lange ben og hårde hove kunne klare, så det burde være en smal sag at finde dem. Det eneste der var tidskrævende var det store område det dækkede.

Han kunne mærke en sugen ved tanken om varulvene der måske stadig huserede og en nervøsitet om hvad de havde gjort ved familieflokken.

 

De behøvede ikke lede længe. Allerede ved indgangen til stenbruddet stod de fire enhjørninger og ventede. Ved hver af dem stod et menneske og småsludrede med dyrene, der lod til at have affundet sig med de anderledes rovdyr. Ørerne var som klistret ned af halsene på dem og næseborerne var udspillede, men så længe der ikke var nogle hurtige bevægelser eller hævede stemmer virkede det til at dyrene tolererede dem.  

Varg stirrede. En enkelt varulv, måske to, tog enhjørninger sig normalt ikke af. Især ikke, hvis de omgik den på et daglig plan. Men et helt kobbel burde ikke lade sig gøre.

Han så hvordan Romo skjulte enhver følelse, da han overtog den nærmeste enhjørning og udvekslede et par høflighedsfraser. Som Romo fik sat seletøj på dyrene trak varulve sig tilbage. De holde øje med Varg og han holde øje med dem og overlod uden dårlig samvittighed samtlige enhjørninger og varulve til Romo.

Han knurrede svagt for sig selv, da han kunne høre hvordan Romo roste dem for deres hjælpsomhed ved at holde øje med enhjørningerne og sørge for at de alle kom sikkert gennem stormen og hvordan de kunne få lov til at blive på Pegasus arealer et par dage, såfremt de ønskede det.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...