Under sol og måne

Pegasum stutteri og avlsstation ligger øde i ingenting. Kun dem der er tilknyttet stedet kommer den lange vej. For nogle er det et arbejder, for andre et sted at bo og for de få af dem er det deres sjæl. Magi, pegasi, enhjørninger og varulve. Nogle trusler for stedets overleelse er synlige og kan efter bedste evne kontrolleres. Andre er usynlige trusler og andre er bragt ind af dem der skulle beskytte det store stutteri.

11Likes
23Kommentarer
741Visninger
AA

8. Mennesker som jeg elsker

Under dem kunne de se silhuetten af et større bevinget hestedyr. Hun skreg og sprang væk. Erkendelsen fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Tunge vogne med et rustagtigt skær og store motore udspyede damp og knirkede genkendeligt side om side med lettere trævogne der blev trukket af heste. Bagbenene væltede hende omkring og hun kunne mærke hvordan den røde kjole sugede sig omkring hende. Kvalmen rullede over hende.



 

Bagerst i føglstalden var hullet blevet større. Det gik fra gulv til loft og pus støvede fra det brede gab.

“Hvad er der sket?” Nika stirrede. I morges havde det ikke været større end et vindue. Nu var det en port.

“Jeg besluttede mig for at udnytte muligheden og vi får nu dør i begge ender.” Constance smilede træt og stolt, rød i hovedet af anstrengelse. Ved siden af hende lå forhammeren.

“Okay...?” Nika stirrede. En fin ide, men... “Ved Romo det?” For hende var det nyt.

“Nej, han er ude hele dagen, men det kommer han til.” Constance slog pus af hænderne og tørrede ansigtet i ærmet.

“Hvordan går det med Cormick? Har han det bedre?”

Nika nikkede. “Meget. Jeg kunne næsten ikke få ham til at blive i sengen og jeg tror at han vil adoptere Layana.” Hun sukkede dramatisk og Constance grinede.

“Hjælper du mig ikke med at hive det hele ud? Så kan vi også finde ud af hvor meget vi rent faktisk har stående derinde.”

 

Langsomt fik de ryddet kosteboksen  for det sidste. Det meste var affald fra Constance “ombygning”, men flere sække og tønder tog også plads.

“De tønder er godt nok tungere end jeg husker. Tror du der er noget i vejen med dem?” Constance stoppede med at slæbe en sæk korn ud og sluttede sig til Nika.

“Den ser fin nok ud på ydersiden.” Hun eftersøgte den hurtigt for utætheder. “Jeg tror ikke der er noget. Måske er den ved at blive for gammel. Det gør et eller andet med hornspiringen. Vi sætter de tunge forrest, så de er de første der bliver tømt. Jeg tror”


 

“At det er Riva der står der?” Varg pegede ind over marken. Under dem kunne de se silhuetten af et større bevinget hestedyr. Inden de havde landet pegasusserne kunne Varg se at noget var galt. Riva støttede ikke på det venstre bagben der hang slapt efter hende. Vridet i knæet var unaturligt og der var intet støtte på det. Han skar tænder, da han fik øje på den hvide knogle der stak ud gennem det blodrøde skind.

“Ug.. Det ser ikke godt ud.” Han skævede tilbage til Romo, der holde sig for munden over synet. Hos ham selv gjorde det også ondt, helt ind i maven.

Riva blev stående og kiggede tillidsfuldt på ham med sine lyse øjne, som han nærmede sig. Pegasusser med skadede ben fløj ikke. De gik ikke. De rørte sig ikke ud af stedet. Faktisk fungerede de slet ikke med alvorlige skader.

 

Han kunne se hvordan hun slappede af, på trods af smerterne, da han forsigtigt strøg hende over hovedet.

“Hvad siger du?” Han kunne mærke irritationen over Romo der ikke viste interesse for hoppens velbefindende, men kun for sin sarte mave der tydeligvis ikke kunne klare synet af blod og knogler.

“Der er ikke så meget vi kan gøre.” Spørgsmålet fik Romo til at slutte sig til Varg. “Benet vil aldrig komme sig. Ved karma.. Har vi noget med, så vi i det mindste kan aflive hende hurtigt? Så hun ikke skal stå her.”

“Jeg har en kniv...” Varg strøg Riva langs halsen og hun puffede svagt til ham som svar. Han behøvede ikke høre hvad Romo ville sige. Det var til at regne ud at det skulle være ham der skulle gøre det. Lige her.

“Tager du dyrene væk?” De var intelligente nok til at vide hvad der skete og blev de klar over at han aflivede en af deres egne, ville der gå måneder før han ville kunne komme i nærheden af dem.

Uden et ord tog Romo fat om de to pegasusser og begyndte at trække dem væk. Varg blev stående og så efter dem, mens han strøg Riva og nussede hendes øre. Hun skubbede til ham og han gav hende en godbid fra lommen og smed ekstra på græsset foran dem.

Tilliden var enorm og forgæves, da han stak kniven i hende. Hun skreg og sprang væk. I næste øjeblik faldt hun. De tre ben sparkede ud i luften og da han på ny hev kniven igennem halsen på hende gik det over i taktløse spjæt.

Han blev stående til hun lå stille. Omkring hende formede blodet små floder i græsset og han bukkede sig over hende og rettede på pandelokken.

"Undskyld pige." Hans stemme var en hvisken.

 

Langt væk stod Romo med de to Pegasusser. De spærrede næseborene op og flyttede nervøst på sig. Men Varg stank også af død. Rivas blod lå op af hans ærmer.

"Hvordan gik det?" Varg trak på skuldrene. Riva kunne ikke reddes, så hvorfor havde han dårlig samvittighed?

"Helt fint... Hvad vil du så gøre med hende?"

Romo steg op på pegasusen. "Hvis varulvene stadig holder til i området, kan de få hende." Varg gjorde store øjne. De fleste gjorde alt for at undgå den slags.

"Det kan du ikke mene..."Hans pegasus lagde ørerne fladt tilbage da han steg op. En klar utilfredshed over at have ham så tæt på.

"Du ved godt at det er varulve, en hel flok! Du risikerer at de aldrig tager videre. Du vil vel ikke havde dem omkring Pegasum?" Sad de ikke på dyrene var der en chance for at Varg ville have rusket sin boss. Hvem ville hjælpe sådan nogle?

“Hvorfor ikke?” Romos ansigt var lige så nonchalant som hans stemme. “De har ingen andre steder at gå hen. Intet at spise, ingen ly. De ville være loyale, så længe de bliver fodret. Og et kobbel loyale varulve slår enhver lænkehund. De har allerede vist velvilje ved at tage sig af enhjørningerne. Alt hvad de behøver er en håndsrækning og motivation til at blive... Bliver ikke svært med Riva.”

“Og hvad har du tænkt dig at sige til de andre?” Pegasum ville hurtigt stå uden personale, hvis det kom frem at de direkte opfordrede varulve til at slå sig ned.

Svaret kom koldt. “De behøver ikke vide sådan detaljer for at udføre deres arbejde.”

 

***

 

Romo stod ved den tomme væg. Det var først nu han havde opdaget at noget manglede. Det var timer siden han havde sagt farvel til Blazh der havde krøllet sammen under dårlig samvittighed overfor Thielo og rejst tilbage før planlagt. De ekstra par dage hun havde snakket om at tilbringe på Pegasum, var blevet til lidt over en halv.

Hendes afrejse og den lange søgen efter de forsvundne pegasusser havde holdt ham beskæftiget og først nu, hvor mørket var faldet på, havde han opdaget den tomme plads på væggen.

Der plejede at hænge et større familiemaleri. Nu var der kun en lysere firkant. Erkendelsen fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Nogen havde været i hans hus! Thielo havde haft ret. Nogen havde stjålet et maleri med en ægte guldramme der nemt kunne omsættes. Han tænkte tilbage på Theilos anklage “Det var ham! Det var ham!”

Han slog sin underarm mod trævæggen og lænede sig op af den. Hvad skulle han gøre?

Han ville blive nød til at afskedige Varg; som minimum. Men med alt det Varg viste, kunne det blive risikabelt få ham som fjende.

Det gav ingen mening at Varg skulle stjæle fra på. På den anden side have Thielo været så sikker. Der var ingen tvivl om at det måtte have været Varg, Thielo havde set.

“Hvor ville jeg ønske”


 

“At jeg vidste hvad jeg skulle. Det føles så dumt. På den anden side havde alle travlt og min bror havde slet ikke tid til mig. Det føltes som om han undgik mig...” sukkede Blazh. Maybelle smilede kort til hende. Blazh var stadig i det tøj hun havde på, da hun havde forladt Pegasum. Hendes karet var stoppet foran venindens hus og efter et hurtigt toilette, var de vandret ned i byen. De to piger stred langsomt ned af gaden med en sød te i hænderne. Den store handelsgade var fuld af mennesker på dette tidspunkt og havde været det længe. Blazh måtte trække op i den grønne nederdel for at undgå en udtrådt hestepære og lugten af dyr hang skarpt i luften. Ikke ligesom på Pegasus, hvor duften var frisk og blid.

En anden forskel var larmen. Fra hun var trådt ud af kareten havde der været en konstant baggrundsstøj af mennesker, heste, pegasusser og vogne der altid var i bevægelse. Intet stod stille. Tunge vogne med et rustagtigt skær og store motorer udspyede dampe og knirkede genkendeligt side om side med lettere trævogne, trukket af heste.

 

Dagen blev afbrudt af en mindre eksplosion fra en af de dampdrevne vogne. Røgen stod tyk og mørk ud fra et hul i siden på den store metalvogn. Mennesker og dyr flygtede væk og skabte et tomt område omkring vognen. Hvor alle andre så mennesker i panik der uhæmmet masede sig længere ind i den beskyttende gruppe af folk der så på fra sikker afstand, så Blazh den paniske pegasus der stod bundet fast. Det mørkelilla dyr rejste sig på bagbenene og hævede sig over en uheldig person, der var blevet fanget mellem dyret og en væg. For at beskytte sig selv, slog den fremad med de kraftige vinger. Manden blev slået frem og tilbage og Blazh kunne se hvordan han blev væltet ind under den. De fire ben steppede hektisk og vingerne skød forbi i en fart.

 

For pegasussens skyld skubbede hun sig ud af mængden og kunne høre sit navn svagt bag sig, som hun satte fra og rullede ind mellem pegasussens hove. Af overraskelse rejste den sig på ny. Hun kunne høre susene fra vingerne og fornemme musklerne over hende, da hun med et voldsomt stød skubbede ham gennem benene og forbi vingerne der strejfede ham af fuld kraft. Først da hun havde overtaget hans plads og hun kunne se ham i sikkerhed på den anden side, gik det op for hende hvor dumt det havde været. Bevægelserne var så konfuse at lyden, når hovene ramte brostenene, var det eneste hun kunne forholde sig til. Bagbenene væltede hende omkring og hun kunne mærke hvordan den røde kjole sugede sig omkring hende. Kravlende kom hun op på knæ. Uden at tænke videre over det slyngede hun albuen bagud og kunne mærke hvordan den kolliderede med dyrets bug.

Pegasussen gav et hvin fra sig og satte endelig fra. Med brede slag fra vingerne satte den fra længe nok til at Blazh kunne sno sig væk, inden rebet på ny tvang den ned på jorden.

 

Hænder greb fat i hende og trak hende længere væk, inden hun kom rystende på benene. Hun så sig fortumlet omkring. En større skare havde samlet sig omkring hende, mens et par tog sig af den skræmte pegasus. Ved sin side kunne hun se sin veninde og ham med håret der var lige så rodet som hendes, måtte være ham hun havde reddet.

“Det var meget modig.”

“Hvad tænkte du på?”

“Er du okay?”

Spørgsmålene væltede ind over hende.

“Kan vi ikke sidde ned?” Kvalmen rullede over hende. Hvor måtte hun være bleg at se på. Uden videre lod hun Maybelle trække hende med til det nærmeste sidested. Mens Maybelle hentede noget koldt til hende, sad hun og redte håret tilbage med fingrene. da dramaet var overstået var folk gået hver til sit.

“Hej..?” Stemmen var nervøs og hun så op. Foran sig stod manden på ny. Han så både usikker og betaget ud på en gang.

“Hej.” Hun smilede svagt. “Er du okay?”

Han nikkede kort. “Takket være dig. Det var meget modig gjort af dig... Hvad fik dig til at gøre det?”

Hun trak på skuldrene. “Jeg er vokset op blandt sådanne dyr.. Det ligger vist naturligt for mig at bryde ind.”Hun smilede genert. “Min første tanke var faktisk at redde pegasussen.” indrømmede hun.

 

Han havde brunt hår og blå øjne. ved nærmere syn kunne hun se brune pletter i det blå.  Skægget var et par dage gammel og lå som en skygge omkring hans mund og smilehuller var synlige når han smilede. En tiltalende mand når det kom til stykket.

Der var en tavshed, hvor de kiggede på hinanden. På en måde mindede han hende om Thielo. Der var den samme naturlige varme i hans blik. Hun kunne lide ham instinktivt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...