Under sol og måne

Pegasum stutteri og avlsstation ligger øde i ingenting. Kun dem der er tilknyttet stedet kommer den lange vej. For nogle er det et arbejder, for andre et sted at bo og for de få af dem er det deres sjæl. Magi, pegasi, enhjørninger og varulve. Nogle trusler for stedets overleelse er synlige og kan efter bedste evne kontrolleres. Andre er usynlige trusler og andre er bragt ind af dem der skulle beskytte det store stutteri.

11Likes
23Kommentarer
738Visninger
AA

4. Familieværdier

Balsalen lå hen i støvet mørke og musiklokalet var ikke mere end et hjemsøgt rum. Romo skævede ud gennem dørsprækken.Da de havde sat sig i de to stole kunne hun  ikke holde det inde. At hun denne gang havde ytret sig højt var tabu. Ordene lød tomme i hendes øre. For første gang lå en tynget tavshed over dem og hun skævede til Thielo under sænkede øjenvipper. 

 

Dagene var gået hurtigt for søskendeparret. Den første dag var blevet brutalt forstyrret at uønskede bekymringer og en længere gennemgang af Romos hjem, der blev mere spartansk for hvert besøg. Stuerne med mørkt trægulv og lyse gæsteværelser stod tomme hen og på de tapetserede vægge var firkanter med klarere farver, der afslørede at der i generationer havde hængt gamle malerier og beskyttet væggen mod sollys og daglig slidtage. Alt inventar, fra lænestole i læder til udsmykkede standerlamper med flammesten, var fjernet og værelserne lå hen i dunkel forglemmelse. Balsalen lå hen i støvet mørke og musiklokalet var ikke mere end et hjemsøgt rum. Til Blazhs glæde havde det private bibliotek ikke lidt store tab. De fleste af bøgerne var der endnu, hun vidste at Romo holde af at læse. Men som med alle de andre rum havde møblementet lidt store tab og det så underlig tomt ud, på trods af de fyldte reoler.

 

”Jeg har ikke brug for det.” havde Romo svaret, hver gang hans søskende spurgte ind til de manglende møbler og forsvundne familieklenodier, der var gået i arv. Det var en mindre formue i udskårne møbler, fint porcelæn, statuer af sølv og malerier i guldrammer. I stille forståelse var de, ligesom Pegasum, blevet overladt til Romo, for han var den der værdsatte det mest.

”Der er kun mig her. Huset og alt i det er skabt til en hel familie. Hver gang jeg går ind i et værelse minder det mig om hvor tomt huset er. Det er skabt til at deles med dem man elsker og I bor andre steder. Det efterlader mig kun med mindet om at I ikke er her mere.”

Blazh var klar over at man ikke kunne kæde følelser sammen med logik, men hver gang de forlod et tomt værelse, var det med underen. Hendes lillebror havde netop været enearving til huset og al dets inventar, fordi han ville beholde det som det var. Og allerede få år efter, var en stor bid af det forsvundet uden at de blev informeret. Hver gang de kom, var en lille smule forsvundet, endnu en bar plet og en mindre rokering af det tilbageblevne inventar for at dække tomrummet. Først nu havde de set omfanget.

Hun var ikke indforstået med det. Og forlod de to brødre i stilhed. Hun forsvandt ned i soveværelset, hvor hun havde sovet, men forlod det hurtigt. Hvis der rent faktisk havde været en fremmed mand herinde, selv om hun tvivlede, ville hun ikke være herinde alene. Værelset havde også mistet sin varme, nu hvor hun vidste hvordan resten af huset blev tømt. Som hun gik gennem den del der stadig var beboet forsøgte hun at genkende den varme hun havde følt, da de alle havde boet her. Af hele familien var det de to brødre i huset hun følte sig mest forbundet med. Ingen ville kunne tage deres plads.

 

***

 

Nu vandrede hun alene gennem det store hus. De to efterfølgende dage havde været dejlig stille og det var dagen hvor Thielo og hun skulle rejse. De havde ikke set noget til omverdenen og lukket sig inde i deres egen bobbel, hvor ingen kunne nå dem. Der havde de helliget sig hinanden og tiden var forsvundet.

Hun stoppede foran et større familieportræt. De var der alle sammen. Hendes forældre, søskende, hende og enkelte tanter og onkler omkring forældrenes alder. Otte mennesker, hvor fire af dem var børn, var malet ind i Pegasum, som det så ud for små 20 år siden, da hendes forældre stadig havde været unge og stærke og de selv været mindre børn og babyer. Og ikke som nu, hvor forældrene var gamle og havde behov for stærke og støttende hænder for at få hverdagen til at hænge sammen.

Otte familiære ansigter smilede til hende i harmoniske omgivelser, som kun en kunstners talentfulde hånd kunne skabe. Den tykke guldrammen med de svungne bølger, fik ansigterne til at skinne og komme til live og supplerede den skinnende sol i baggrunden af maleriet. Ville Romo også sælge dette? Ville han skille sig af med det, fordi han ikke længere så nogle af disse mennesker? Kun hende og Thielo.

Hun ville ikke lade ham. Med besvær løftede hun det tunge maleri ned fra væggen. Hun placerede bunden på sin skånede fod og lod den finde balance. I krabbegang begyndte hun at møve sig afsted, mens billedet fortsat støttede på hendes vrist og gnavede sig gennem hendes tynde sokker. Det var sikkert at rammen ville efterlade blå mærker og en øm fod. Hun pustede under dens vægt. Thielo og Romo ville være færdige med at undersøge huset en sidste gang inden afgang og opdage hende i færd med at tiltuske sig familiemaleriet. Jo mere hun tænkte på Romos skjulte slagtning af arvestykkerne, jo mere vred blev hun og vreden gav hende kræfter til at fortsætte.

Hun nåede døren uden at have set eller hørt noget til de to brødre. Hvad foretog de sig? Hun var både lettet og nysgerrig. Maleriet blev stillet op af væggen, mens hun låste hoveddøren op. Udenfor var det lyst og det overraskede hende. Bag de lukkede skodder mistede man tidsfornemmelsen og hun ville have gættet på tidlig aften, hvis nogen havde spurgt hende. Med de lukkede vinduer føltes alt som aften og det var også dem og nætterne hun værdsatte mest af alt.

Der var ingen i syne og det passede hende udmærket. Ved egen hjælp fik hun det store maleri ind gennem døren i vognen, der ikke var meget højere end at hun selv kunne komme ud, uden at banke hovedet imod. Dørkarmen både støttede og blokerede for maleriet og processen med at få det store billede flyttet den lille meter, blev den mest besværlige del af tyveriet.

 

Blazh stod udmattet, da hun endelig havde lukket døren i kareten bag sig. Det blonde hår var klasket sammen af anstrengelserne og den mørkegrønne kjole var snurret op omkring hendes hofter. Hun priste sig lykkelig over at hun ikke havde taget korset på, som det ellers sømmede sig. Hun snappede efter vejret og kunne mærke hvordan hendes hjerte kæmpede med lungerne om pladsen i hendes brystkasse. Hun blev stående et minuts tid for at sunde sig, inden hun tog i den låste hoveddør.

”Ved karmas brod.” Hun bankede hårdt på døren. Først med knyttet hånd og med flad hånd. Da den ikke blev åbnet trommede hun krævende med begge hænder, til hun kunne høre låsen blive slået op. Romo stod i døren der var åbnet på klem. Hans blonde hår var pjusket op. Bag ham stod Thielo i gang med at lukke sine bukser.

“Hvad sker der?” Romo skævede ud gennem dørsprækken.

“Ikke noget. Jeg skulle ud og havde glemt låsen.” Hun maste sig ind og kunne høre Romo der sikrede sig at døren fortsat var låst.

“Hvad skulle du?” Thielo skubbede sig forbi Romo der trak sig i baggrunden, væk fra dem.

“Jeg skulle ud med noget jeg havde glemt, inden vi tager af sted.” Med et lød hun trist. De havde pakket de få ting de havde pakket ud og snart skulle Thielo og hende tage tilbage til hvor de kom fra. Hun havde ikke lyst til at rejse. Hver gang kæmpede hun med modet til at sige hvad hun ville, men tabte altid.

Mens de gik tilbage til soveværelset spekulerede hun på om Thielo havde det på samme måde som hende. Så snart de nærmede sig Begawan fyldtes hans hoved af arbejdsmæssige pligter, som han havde forsømt for at besøge Pegasum og han blev alvorligere. Ældre.

 

Thielo var brudt ud af Rodavan-imperiet og havde startet sin egen virksomhed, hvor der blev hugget diamanter i bjerge langt væk. Så vidt hun var klar over havde han kun været der en gang eller to for at få et hurtigt glimt at stedet og de folk der arbejdede for ham.

Hun trak dem tilbage til køkkenet og sørgede for at holde deres opmærksomhed med hovedløs snak, mens de passerede den tomme væg og strøg en tot væk fra Romos ansigt, mens hun hårdnakkede påstod at den havde generet ham.

 

De havde sat sig på de to stole i køkkenet kunne hun ikke holde det inde. Hun sad skævt på det tynde armlæn og lænede sig mod Romo.

"Jeg ønsker at blive." Blazh havde været klar over det et stykke tid. Alligevel kom ordene som en overraskelse, også for hende. De rungede tungt og klodset i køkkenet og hun ønskede at indfange dem og låse dem væk. Hun følte sig farlig udstillet. Som et jaget dyr der var skræmt ud af sit sidste skjulested.

Hver gang hun forlod Pegasum var det med et ønske at blive. At hun denne gang havde ytret sig højt var tabu.

 

Der var en fælles reaktion. Hendes to brødre stoppede deres samtale og hun var selv stille.

"Bare et par dage mere, det er alt jeg ønsker." Kom det lavt fra hende. Hun ønskede ikke at se Thielos udtryk, for hun vidste at ville være et udsnit i sorg over at hun afviste deres fælles rejse til Begawan til fordel for Romo. De plejede at sidde i samme karet, indtil de skulle skilles. Så rejsen ikke føltes så lang og savnet så stort.

Hun søgte efter glæde i Romos ansigt, men fandt kun en tøven og et afvigende blik i hans glasblå øjne. Romos hoved var sænket og han stirrede ned i jorden. Da han så op igen var det Thielo han kiggede på.

"Jeg var ikke klar over dette." Undskyldte han.

"Jeg kan godt forstå dig. Hvem ville ikke ønske at tilbringe flere dage her i Romos elskværdige selskab.” Han holde en kunstpause og fortsatte med et fremtvunget smil. “Hvis det er sådan det bliver, må jeg tage turen alene."

Blazh smilede svagt til sin bror, der dækkede savnet under en smilende grimasse og flyttede sine grønne øjne, der skinnede blankt i det sparsomme lys fra flammestenene.

"Du kunne også blive?" Ordene lød tomme i hendes øre. Hun vidste at det ikke var muligt for ham og at hun udelukkende havde sagt det for at lette sin samvittighed. Som forventet rystede han på hovedet og hun krympede sig indvendig.

“Det er desværre ikke muligt. Jeg ville ønske det var, men jeg har ting at se til?” Thielo lænede sig frem i den spartanske træstol og stirrede på hende.

“Har du ikke også det?” Hans stemme var skarp. Hun havde også sit at se til. Radovan-dynastiet var rykket videre til næste generation; Hende og brødrene. Dem alle, selv om Thielo havde forsøgt at snige sig udenom ved minedrift.

“Jo.... Men ikke mere end at det kan udskydes en enkelt dag.” forsvarede hun sig. “ Thielo lænede sig på ny tilbage i stolen. Hun behøvede ikke se hvad Romo gjorde, for hun kunne føle hans stive krop mod hendes egen. Han havde ikke flyttet sig siden han kort havde henvendt sig til Thielo.

For første gang lå en tynget tavshed over dem og hun skævede til Thielo under sænkede øjenvipper. Han stirrede ud af vinduet med et udtryk hun ikke havde set siden han havde offentliggjort at han ikke ville lægge sin tid i stutteriet. Ikke mere end allerhøjst nødvendigt, når det passede ham.

“I så fald virker det som et godt tidspunkt at sige farvel på. Blazh, du er sikker på at du ikke hellere vil følges med mig?” Han rejste sig fra stolen. Blazh kunne mærke sit blik flakke rundt i rummet.

“Ja, jeg er sikker.” Hun tvang sig til at møde Thielos blik, da de også rejste sig. Uden at forstå hvorfor følte hun sig skyldig. Var det måske ikke hendes eget valg? Elskede hun han ikke stadig lige så højt som altid? At blive længere var ikke en forbrydelse. Hun ville udfylde stilheden med ord og det eneste hun kunne finde var bortforklaringer.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...