Under sol og måne

Pegasum stutteri og avlsstation ligger øde i ingenting. Kun dem der er tilknyttet stedet kommer den lange vej. For nogle er det et arbejder, for andre et sted at bo og for de få af dem er det deres sjæl. Magi, pegasi, enhjørninger og varulve. Nogle trusler for stedets overleelse er synlige og kan efter bedste evne kontrolleres. Andre er usynlige trusler og andre er bragt ind af dem der skulle beskytte det store stutteri.

11Likes
23Kommentarer
734Visninger
AA

3. En dør og en lever

De tre hopper havde taget hele kampen og sluppet nogenlunde fra slagsmålet. De forlod kun sjældent deres sædvanlige levesteder, hvor de dominerede totalt. Med uro havde hun bemærket rester af en mørkerød væske på Constance hænder. Nika stod med favnen fuld af ufødt føgl og følte sig som en amatør. Varg var forbløffet. Nu måtte han stå og finde sig i det, bare fordi Romos forfædre havde valgt at satse på finavl og hans forfædre havde flakket omkring uden en cour på lommen.

 

Det var ved en af yderfoldene at idyllen blev brudt. Mellem hegnet og skoven lå et lille stykke græsareal og en tynd bæk. Hegnet var skabt til at holde enhjørningerne inde. Ikke til at holde dyr ude. Der var ingen større rovdyr, der anså de store dyr for bytte. Kun nu og da strejfede varulve forbi. Det meste af tiden forblev de uset, sådan foretrak alle det. Og kun gamle spor afslørede at de havde været der i første omgang. Men når det var småt med bytte. De var syge, udsultet eller bare ligeglade med konsekvenserne gik de efter tamdyr. Constance sænkede farten på vallakken og lod den cirkle over et mørkt spor i græsset.

“Åh nej.” Hun vidste godt hvad det betød. En mørk pøl og et tykt, fugtigt spor startede i nærheden af hegnet og fortsatte på den anden side, som var noget blevet trukket over græsset, smidt over hegnet, gennem åen og videre ind i skoven. Erkendelsen gav hende et stik i hjertet. Som på mange af de andre folde, gik unge føl her. Og selvom hopperne var beskyttende når det kom til deres føl, kunne de ikke klare varulve.

Foran hende lå de sørgelige rester af 4 millioner cour.

"Ved karmas brod." Hun bandede højt. Inden hun måtte på jagt efter det var hun nød til at sikre sig at resten af gruppen var okay.

En konstant søgende vrinsken blev båret over folden og nåede hende som et ekko. Den desperate og fortvivlede lyd fik hendes indre til at ryste. Det lød som et muteret traumatiseret barn. Alt for menneskeligt og uroligende for et tavst dyr, der sjældent kom med mere end et dovent prust. Nu vrinskede hoppen uden stop. Der var kun enkelte pauser og kun for at den kunne trække mere luft ind til det næste sønderknuste kald. Hun landede den solgule vallak på den anden side af hegnet og fortsatte til fods. Flokken var flygtet til den anden ende af folden.

 

Som en lille trøst var der stadig to føl til de tre hopper og to hingsteplage. de to tilbageværende føl stod tæt op af deres mødre mens hingsteplagene holde sig et stykke væk, men stadig indenfor gruppens sikre rammer. De tre voksne hopper havde alle mærker af mørkerødt i pelsene og manerne. Stænk og blodstriber fra enkelte flænger og overfladiske plamager der var blevet gnubbet ud i pelsen. Den lille flok var nervøse og det tog hende flere minutter at komme ind til dem. Hver gang hun kom for tæt på dem satte de i trav og cirklede væk fra hende og hun måtte starte forfra. De skræmte dyr skulle håndteres med tålmodighed og hun småsnakkede til dem med en lokkende stemme, mens hun blev ved med at nærme sig. En sølvbrogede hoppe fortsatte med at kalde på sit føl efter at Constance nåede dem.

De tre hopper havde taget hele kampen og sluppet nogenlunde fra slagsmålet. Hun priste sig lykkelig over at det kun var overfladiske sår. Den sølvbrogede vrinskede fortsat, da Constance havde undersøgt dem for større skader. Den skælvede konstant over traumet og var smurt ind i blod der ikke var dens eget.

“Jeg håber du fik dem til at bløde.” Det kunne godt være det sidste, for hoppens mule var malet rød og farvede hendes hænder, da hun strøg den beroligende. Blodet var smurt ud i hovedet på den og det meste at det elfenbensfarvede horn var rødt. Blodpletter var smurt rundt fra hov til bringe.

 

Tilbage ved hegnet stod vallakken og ventede tålmodigt. Det ville have været lettere, hvis hun bare kunne have fløjet ham ind, men enhjørningerne ville sikkert have forsøgt at skære den rolige vallak op med deres horn. Ikke kun fordi de var oprevet over varulvene, men fordi de var yderst territorielle og ikke accepterede andre end dem de havde kendt hele livet. Som vilde var der, så vidt hun vidste ikke de problemer, men der havde de også større områder, så de nemmere kunne komme væk fra hinanden. Hun klappede vallakken der troligt blev stående, mens hun forlod den igen.

Hun hoppede over den smalle å og fulgte sporet ind i skoven, hvor det fortsatte over knækkede grene, trærødder og små blomsterpletter der var blevet mast ned af den tunge dødvægt. Blodet lå stadig fugtigt over græs og mos. Enkelte steder havde mindre rovdyr gravet i blodet og efterladt et stribet jordspor med forpoterne.

Det tog kun et par minutter inden hun var nået ind til kadaveret. Fluer summede allerede om det fortærede føl. Skarpe tænder havde flået bugen op og ædt alle indvoldene. Benene var blevet knust af stærke kæber og nogle af de tykke knogler var blevet slikket fri for marven af lange tunger. Halsen var blevet tygget op og huden flået af og efterlod knogler og de sidste indvolde til frit udsyn.. Blod var der næsten intet af.

Hun blev kun stående kort tid og forlod føllet i skoven. Når hun kom tilbage måtte hun og en anden ud og hente det, inden det tiltrak flere varulve. Hvis hun var heldig var synderne allerede strejfet videre. Normalt hørte varulve slet ikke til i denne del af landet og der kunne gå år mellem deres besøg. De forlod kun sjældent deres sædvanlige levesteder, hvor de dominerede totalt. Alle andre steder blev de jagtet fordi de udgjorde en trussel og blev anset for smittebærere af farlige sygdomme. Constance var ikke sikker på om hun delte den opfattelse, men hun var sammenbidt da hun lod føllet ligge tilbage.

“Forbandede mordere...” Hendes skridt var tunge som hun traskede tilbage. Hendes blik var stift foran sig. I det fjerne kunne hun høre hoppen kalde. Forhåbentlig ville den komme sig over tabet. Enhjørninger var tæt knyttede til deres afkom. En hoppe der blev splittet fra sit før før tid, kunne nemt ødelægge en boks i sin søgen eller tage sin frustration ud over et andet dyr eller menneske. Det døde føl ville måske ende med at koste dem en hoppe også. Aggressive enhjørninger var for farlige at have gående. De blev slået ned på stedet. Det var almen viden. Mennesker der var født med det defekte gen, der tillod dem at skifte form til en stor ulv, var også klar over det. Og alligevel var et føl dødt.

Ude af skoven var kaldet klart. Hendes solgule stod og trippede utilpas over hoppens sorg og fulgte hende intenst med de ravgule øjne. Constance havde altid holdt af hans øjne. Bag de lodrette pupiller var det til at se at der var nogen hjemme. Vallakkens blik var altid roligt og intelligent. Det var derfor han var hendes yndling. Han var flot bygget med et kraftigt bryst der svulmede af muskelstyrke og levede op til de racemæssige kriterier der krævede et mere spinkelt og adræt bagparti.

“Hej bassemand. Har du savnet mig?” Constance strøg ham over den dunede mule og han svarede hende ved at slå med hovedet.

Der var ikke mere hun kunne gøre her og hun satte sig i sadlen og gav dyret tegn til at lette. På turen tilbage til Pegasum spekulerede hun på hvem hun kunne sende ud efter føllet. Der var ikke mange hænder at gøre godt med og hun kunne ikke få sig selv til at sende Cormick eller Nika efter det. Så der var Varg tilbage. Det passede hende fint. Han burde kunne klare det alene. Hun havde set ham løfte mere end nogen af de andre. Hun havde aldrig set ham træne, det var klart at der måtte ligge mange vægtløft bag hans muskler.

Hun lukkede af for føllet, Cormick og alle de små spekulationer ved at koncentrere sig om sit arbejde og planlægge resten af dagen. Da hun var færdig med at planlægge sin egen, planlagde hun Cormicks, Nikas, Vargs og selv familien Radovan planlagde hun for, selvom de ikke ville få glæde af hendes skema. Dyrlægen måtte også tilkaldes. Og så måtte Romo betale for en nattedækning. Hun så ingen grund til at dyrlæge skulle komme for at vurdere flokken og især den sølvbrogede og så tage hjem, for så at skulle komme tilbage hvis den tigerstribede hoppe skulle fole.

“Det skal”

 

“Nok blive hyggeligt, bare dig og mig.” Nika smilede til den tigerstribede pegasus. I kosteboksen sov Misty Ray Hayes, Pegasums faste dyrlæge. Så heldig var Nika ikke. Et lille flytbar loft var sat op i boksen, for at holde hende adskilt fra hoppen. Under det lille halvtag havde hun slået lejr med en sovepose, en flammesten og noget mad og folingsdagbog til de sene timer. Foran hende lå en lang nat, hvor hun nøje skulle overvåge hoppen efter tegn på at den gik i foling og dokumentere alt. Startede folingen skulle hun vække Misty Ray, der ville overtage. Skulle intet ske skulle Romo kun betale en lille sum for dyrlægens tid. Det var ofte billigere at have dyrlægen overnattende, end at skulle ud og hente vedkommende når folingen var i gang. Når de boede så langt ude, kom dyrlægen ofte for sent. Den tigerstribede så dog ikke ud til at have travlt med at klemme føglet ud.

Dagen var gået hurtigt. Nika havde været ved at feje ude foran staldene, da Constance var kommet tilbage på den solgule vallak som hun altid brugte. Inden hun havde fået sat kosten fra sig var Cormick og Varg sendt af sted i en hast. Med uro havde hun bemærket rester af en mørkerød væske på Constance hænder. Da Cormick og Varg var taget afsted var Constance også forsvundet uden et ord til Nika. Først da Misty Ray var ankommet, fandt Nika ud af hvad det havde handlet om. Misty Ray var en der altid havde noget at fortælle. Hun var bindeleddet mellem Pegasum og omverdenen. Hun havde altid tid til at fortælle hvad der skete der hvor hun og hendes kollegaer blev kaldt hen.

Hun havde lydt overrasket. Når varulve strejfede forbi kostede det gerne et par caballus fra de forskellige gårde og stutterier før faren var overstået. De havde kort snakket om det havde været et tilfælde og at de bare havde været de uheldige. Misty Ray havde rystet på hovedet. Det kunne lige så nemt være varulve der gemte sig blandt dem og fik afløb for deres jagtinstinkt ved at tage et føl nu og da. I så fald var det kun lige startet. Varulve havde nemt ved at gemme sig. De kunne skifte når det passede dem og var ikke underlagt overtro, såsom at de skulle skifte ved fuldmåne eller ikke kunne tåle bestemte ting. I virkeligheden kunne man bo sammen med en erfaren varulv hele livet og aldrig opdage noget.

Hoppen skrabede i underlaget og Nika vågnede op fra sine tanker. Mens hoppen havde stået og hvilet med sin store mave, havde hun siddet og gennemgået hvem af Pegasums personale der kunne være en følmorder. Angrebet var kommet samme nat som Thielo og Blazh var ankommet. Misty Ray kom også vidt omkring og besad stor viden om de forskellige dyr. Ingen af de tre boede her fast og kunne hurtigt komme væk, hvis de blev opdagede. Det kunne godt være Misty Ray. Hun var den sidste man ville mistænke. Det var hende man stole på omkring dyrene og ingen ville undre sig, hvis hun kom uanmeldt. Misty Ray havde stort frihed på grund af den tillid.

Pegasushoppen skrabede hårdede i underlaget. Hun flyttede uroligt på sig og prustede. Nika blev siddende og studerede hoppen, som cirklede nervøst rundt i boksen. Hun var hurtigt på benen, da hoppen bekræftede at føglet ville ankomme i nat. Så lydløst som muligt fik hun vækket Misty Ray. Dyrlægens lysebrune krøller var bundet op i en knold og hun var frisk i det øjeblik hun stod på benene.

 

De hang begge uden for boksen og lænede sig op af lågen. De ventede nu på at se om den tigerstribede kunne gennemføre de sidste stadier af folingen uden hjælp. Hendes to tidligere folinger var begge endt med kejsersnit, fordi vingerne kom i vejen. Misty Ray havde været også været til stede ved dem begge. Når Nika tænkte sig om, så hun meget til Misty Ray uden at vide meget om hende.

De kunne se den ene vinge ligge langs forbenene. Begge vinger skulle gerne ligge langs med føllet. Hos nye føl var knoglerne i vingerne som gummi. Først efter en lille uge ville de blive stive. Den tigerstribede kom ikke videre og de kunne se hende blive frustreret.

“Vi bliver nød til at gå ind. Den anden vinge har sat sig på tværs.” Misty Ray åbnede lågen. Inden Nika havde lukket efter dem, sad hun ved det noget synlige føgl. Nika gik over til hoppens hoved og sørgede for at den var rolig. Misty Ray undersøgte den overfladisk.

“Det ser ikke godt ud... Vingen ligger helt forkert.”

“Det er for sent til et kejsersnit. Du bliver nød til at ordne det.” Nika strøg hoppen og skævede til Misty Ray. Hun så bekymret og koncentreret ud. Det var en dårlig blanding. Den tigerstribedes vinger dækkede for det meste af dyrlægen, men ud fra den del af overkroppen som Nika kunne se, var Misty Ray i gang med at flytte på den vinge der blokerede, så resten af føglet kunne komme ud. Hoppen rykkede sig nervøst over det der foregik bag den. Den forsøgte at samle benene under sig for at komme op at stå. Nika sprang for at forhindre hoppen i at komme op, så længe Misty Ray var i gang. Var hun i gang med at vende vingen kunne hun brække armen, hvis hoppen lavede en uforudset bevægelse og føglet kunne blive skadet. Nika kunne høre Misty Ray mumle lavt til føglet.

“Kan hun komme op at stå?” Nike stillede sig strategisk, så hoppen ikke ville kunne få samlet benene og undgik at skrige højt, da en hov ramte hende over anklen.

“Så hjælp mig med føglet. Jeg tror det er på plads nu.”

 

Nika stod med favnen fuld af ufødt føgl og følte sig som en amatør. Hun støttede det, mens Misty Ray prøvende hev i føglet der dinglede, mens den tigerstribede hoppe klodset kom op at stå.

“Det lader til at virke. Her kommer det.” Der var jubel i Misty Rays dæmpede stemme, da hun trak hårdt til og et vådt og sørgelig udseende føgl smuttede ud af hoppen og ud i favnen på dem. Det nyfødte føgl var mørkt og vådt. På trods at den omfattende foling, virkede føglet frisk. Den slægtede sin far på farvemæssigt. Mørk pels og lys man og hale.

De lagde forsigtigt føglet fra sig. og lod den stolte mor komme til.

“Jeg er glad for at det er sidste gang.” Misty Ray løftede armene op foran sig. De var smurt ind til op over albuerne og da hun kiggede ned af sig selv, kunne hun ikke finde et tørt sted, hvor hun kunne tørre dem af. Hun bukkede sig og tørrede dem af i bukserne. Nika var kun en smule mere ren.

“Jah, også mig. Men det er nu alligevel trist at der er en grænse på tre føgl per hoppe. Hun giver sådan nogle kønne føgl.” Nika så på hoppens side, hvor der var to ar fra kejsersnit. Kun to. Pelsen dækkede dem flot og mønstret kamuflerede dem perfekt. Der var kun to ar, selv om hun havde nået sin grænse for lovlige føgl.

Misty Ray havde fisket et klæde frem og hjalp hoppen med at tørre føglet. Pelsen lysnede efterhånden som den blev tør og et skimlet mønster at stærk pink og lilla dukkede op med sølvhvid man og hale og tre matchende sokker.

“Wow. Hun bliver en skønhed. Det kan i være sikre på.”

Nika bøjede sig ind over føglet og smilede.

“Romo regnede med at kunne få lidt over fire millioner cour for hende, men med det mønster får han da mindst fire en halv. Også fordi det er hendes sidste.”

De pakkede sammen. Nu hvor hoppen og føglet havde det godt, kunne de slappe af. Nika skulle stadig være i stalden, men Misy Ray kunne skrive en regning og tage hjem og sove det sidste af natten.

“Det var en spændende”

 

“Foling. Jeg synes at du skal have fast føglvagt resten af dit liv.” Varg grinede af Nika, der ikke så specielt lykkelig ud.

“Ellers tak. Jeg har et blåt mærke på størrelse med en knytnæve og hver gang jeg går minder det mig om at det er der.”

“Hvad skal føglet hedde? Constance lød ivrig.

“Cece. Det er jo hendes tredje føgl, så a, b, c...  Tredje bogstav i alfabetet.” Nika smilede.

“Og hvis det havde været en hingst?” spurgte Varg ind.

“Cece.” Varg kunne se Nika smile bestemt. Det måtte have været et navn hun havde ventet længe på at kunne bruge.

“Så var det godt det blev en hoppe.” Solen varmede den tidlige morgen. Cece stod inde i føglstalden med sin mor. Der skulle hun blive, til hun kunne blive lukket ud. Først når vingerne kunne bære hende, fik hun lov til at prøve. På en fjern mødding lå et andet føl, dødt, sammen med andre kadavere og brændbart og ventede på at nogen ville sætte ild til bunken.

 

Nika var den der stod med fronten mod Romos hus. En tilbygning til en af Pegasums første stalde. Derfor var hun også den første der fik øje på det tre Radovan søskende, der for første gang forlod Romos hus. Og kun for at inspicere det nye føgl.

“Se ud som om I laver noget.” Nikas hvisken, der var halvt i spøg, fik de to andre til at vende sig om.

“Nådada. Så kom de endelig ud.” Constance betragtede dem uimponeret, som de langsomt nærmede sig dem.

“Cormick skylder mig 13 cour. Han troede ikke de ville komme ud, før de tog hjem.” Varg foldede armen over brystet og kneb øjnene sammen i lyset.

Nika smilede. “Han siger du skylder ham 17 cour. Føglet blev en hoppe. Du lagde dine penge på at det blev en hingst.”

Varg skar ansigt. “Skal du nu også til at indsamle hans penge? Er det ikke nok du samler hans sokker op?”’

“Jeg samler ikke hans sokker op.”

“Det burde du måske gøre.”

Nika snurrede hovedet og stirrede uforstående på Constance.

“Hvad?” spurgte hun skarpt. Til tider kom Constance med nogle kommentarer der virkede over stregen. Havde Constance stemme ikke også lydt lidt hoverende. Måske endda lidt fjendtlig?

“Fair skal være fair... Hvordan kan hun samle hans sokker op, når du hele tiden sender hende på følvagt?” Varg forsøgte at tage brodden af mellem de to kvinder, da en høj stemme overdøvede dem alle.

“Det var ham!” Varg og de to andre stirrede uforstående på de tre der krydsede gårdspladsen. Det var nemt at se hvem af dem der havde råbt. Den ældste bror med bølget sort hår til under ørerne pegede i deres retning og satte farten op til en hurtig gang.

“Hvad har du lavet?” mumlede Constance gennem sammenbidte tænder. Varg så chokeret ud. Hvad havde han ikke lavet? Han så spørgende i Romos retning i håb om en ordløs forklaring. Havde broren set de to i stalden, i gang med at losse tønder? I så fald behøvede Romo ikke fortælle ham, at han havde lagt skylden på Varg, selvom det havde været Romos ide og Romo der havde sat det hele i system. Ingen ville tro ham mod Romo. Når det kom til tillid og troværdighed forstod Romo at skabe begge og profitere derefter i det skjulte. Hans rygte var pletfrit. Varg var sikkert den eneste der kendte til hans hemmelighed omkring Pegasum. Og nu sørgede Romo for at fjerne alle beviser, Varg inklusivt. Han så hvordan de to andre satte farten op for at følge med, mens broren fortsatte med at anklage Varg.

“Det var ham. Jeg er sikker. Indrøm det!”

Romo og Blazh sluttede sig til deres bror der selv havde sluttet sig til tremandsgruppen. På trods af de seks personer, var der overraskende stille på pladsen.

“Varg. Kan jeg tale med dig?” Det var ikke et spørgsmål. Bag Romos høflige forespørgsel lå en kølig ordre. Varg nikkede lydløst og fulgte Romo væk fra flokken. På den anden side af stalden stoppede han op og Varg mødte beslutsomt Romos kolde øjne.

“Der går rygter om at en mand der ligner dig, var i mit hjem. Kender du noget til det?”

Varg var forbløffet. I al den tid han havde arbejdet og boet på Pegasum, havde han aldrig været i Romos hjem. Han kendte ikke til nogen ansatte der havde. Varg rystede ordløst på hovedet. Han kunne se hvordan Romo fortsat ventede på svar.

“Nej. det kender jeg ikke noget til. Jeg har ikke brudt ind.”

“Ingen siger det var dig.”

“Din bror gør.”

“Min bror har taget fejl af dig og en anden.” Varg knurrede indvendig over Romos ord. Hvordan kunne han tage så let på at anklage ham for indbrud? Hvis ikke det var fordi Romo skrev under på hans lønseddel ville han have sat den spinkle mand på plads. Måske endda have banket ham på plads. Nu måtte han stå og finde sig i det, bare fordi Romos forfædre havde valgt at satse på finavl og hans forfædre havde flakket omkring uden en cour på lommen. Han kunne mærke hvordan hænderne trak sig sammen til knytnæver i lommen på ham. Hans tænder var bidt så hårdt sammen at han ikke få et ord frem. At tale om tingene havde aldrig været hans stærke side. Før han blev ansat på Pegasum, havde han selv flakket omkring og klarede sine sammenstød med knytnævernes diplomati.

“Og hvad siger du til ham?” Varg havde fået sig selv under kontrol. Romo lod til at stole på hans ord. Det var svært at være sikker, for Romo var svært at læse. Det eneste Varg kunne tolke var at Romo var en anelse træt af en af dem, måske dem begge.

“Jeg skal nok forsikre ham at det drejer sig om en misforståelse.”

Varg betragtede Romo som denne forlod ham. Det havde været en kort og besynderlig samtale. Det var til at forstå hvorfor Romo ofte kun talte med få udvalgte, hvis han havde så svært ved at forholde sig til andre mennesker. Romo var noget for sig selv. En enspænder der styrede alt gennem mellemmænd. Med Pegasums daglige rutiner gik det meste gennem Constance og kun fordi han ikke turde involvere flere, var han nødsaget til selv at stå for de hemmelige tønder.

Det gik op for Varg at han ikke kunne blive stående her. Rundt om hjørnet kunne han høre stemmer. Blazhs bekymrede stemme, Romos elitære, Constances pædagogiske, Nikas forundrede og over dem alle kunne han høre Thielos skingre stemme der overdøvede dem alle sammen.

“Jeg siger det var ham. Hvem skulle det ellers være? Der er ingen andre her ude der ligner ham og du skal ikke fortælle mig at fremmede tager helt her ud, bare for at bryde ind i dit soveværelse!” Endnu engang blev en anklagende finger peget i Vargs retning.

“Kære...” Blazh forsøgte at tale sin bror ned. Som Romo måtte hun være klar over at deres ældste bror skabte en scene. Hun kæmpede med at finde en mulig forklaring der ikke endte med at anklage Thielo for at være skør. Men det måtte han være. Varg havde bestemt sig for at fyren måtte være sindssyg, hvis han troede på at han brød ind hos sin arbejdsgiver.

Thielo havde dog kun halvt ret. Varg kunne godt forestille sig nogle folk der ville tage helt ud til Pegasum for at bryde ind hos Romo. Nogen som havde med tønderen at gøre. Han skævede over på Romo, for at se om han havde fået samme ildevarslende tanke, men Romo var optaget af at tale sin bror til fornuft og så ikke i Vargs retning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...