Under sol og måne

Pegasum stutteri og avlsstation ligger øde i ingenting. Kun dem der er tilknyttet stedet kommer den lange vej. For nogle er det et arbejder, for andre et sted at bo og for de få af dem er det deres sjæl. Magi, pegasi, enhjørninger og varulve. Nogle trusler for stedets overleelse er synlige og kan efter bedste evne kontrolleres. Andre er usynlige trusler og andre er bragt ind af dem der skulle beskytte det store stutteri.

11Likes
23Kommentarer
740Visninger
AA

2. Det sete og usete

Det tynde stof hang en anelse på hende og de lange brede ærmer flagrede efter hende, mens kåbens åbenstående kanter viklede sig ind og ud af hendes ben for hvert skridt hun tog. Han så på Constance. Thielo kunne mærke benene gav efter da han forsøgte at komme alle veje på en gang og endte med at sidde i det væltede vandfad på hylden under spejlet. Ikke noget unaturligt ved det syn. Lyden af vingerne var hypnotiserende og vallakkens regelmæssige brug af musklerne var beroligende.


 

Teen stod stadig urørt og Romo tog bakken og lod de to andre sove. Han hørte et svagt suk da han lukkede døren bag sig. Det var tidligt på morgenen og bag gardinerne farvede solen himlen rød og skyerne gyldne. Han hældte teen ud  og satte noget nyt vand over den kontrollerede flamme der ikke måtte gå ud. Magi holde den konstant uden at den brændte huset ned. Det var en simpel magi som de fleste kunne. Han dækkede bakken på ny med mælk, sukker og fandt noget brød og pålæg frem og knappede skjorten mens han ventede på at vandet skulle koge. Han ærgrede sig over det sparsomme udvalg. Havde han vidst de ville komme havde han sørget for at der intet manglede. En knirken fra gangen fik Romo til at dreje hovedet og han smilede da han så sin brynløse bror slutte sig til ham.

“Godmorgen. Jeg troede du sov.” Romo tog vandet fra og undgik at se på broderens ansigt der havde mistet sin skønhed.

“Sover Blondie stadig?” Romo omtalte Blazh med det øgenavn de som små havde givet hende og som hun troede var glemt for længe siden. Det var Romo selv der stod bag det, om end han ikke huskede det. Da han begyndte at tale havde han haft svært ved at udtale sin søsters navn og Blondie havde af mystiske årsager været nemmere for ham at udtale. Noget der havde generet Blazh så meget at Thielo ikke havde været sen til at samle ordet op og navngive hende Blondie, når de var alene. Efterhånden som de voksede op døde vanen med at kalde hinanden for barnlige navne, men helt væk var den aldrig. De kærlige øgenavne lå under overfladen på de voksne børn og blev brugt med mellemrum i intime stunder som denne, hvor de var alene.

Thielo rystede på hovedet. “Nej, hun burde være her lige om lidt. Er du altid så tidlig oppe?” Han gik hen til køkkenvinduet og trak gardinet fra. Solens klare morgenlys skar ham i øjnen og han vendte sig væk fra den. Han havde altid været følsom overfor lys og skulle bruge ekstra tid op at indstille øjnene fra en pludselig overgang fra mørke til lys.

Ved den afslørende knirken fra gulvbrædderne så han i retning af den åben køkkendør og fik øje på sin lillesøster der kom anstigende i yderst uanstændige klæder. Han genkendte sin lillebrors kåbe, som de havde givet Romo for nogle år tilbage som Høstgave. Årets store dag, hvor man gav gaver til dem man holde mest af. Den passede hende næsten. Det tynde stof hang en anelse på hende og de lange brede ærmer flagrede efter hende, mens kåbens åbenstående kanter viklede sig ind og ud af hendes ben for hvert skridt hun tog. Thielo opdagede med en rødmen at hun ikke havde lukket den ordentligt. Kun hurtigt svunget den omkring sig og bundet silkebåndet omkring livet, så den stod åben til navlen og hendes brysters kurver og mavens linjer var synlige for enhver.

“Du er ikke anstændig klædt, kære søster.” vrængede han og blinkede da hun sluttede sig til dem i køkkenet.

“Der er plads til lidt uanstændighed, synes du ikke Romo?” Hun smilede koket og blinkede til Romo. Thielo lo for sig selv, da Romo forblev tavs og valgte at fokusere på morgenmaden der tog ekstra lang tid at tilberede, selvom det kun var brød. Thielo gik over til Blazh og tog blid fat om stoffet ved hendeds hals og mærkede det fine tekstil i sine håndflader. Langsomt lod han stoffet kærtegne hans håndflader mens han lod dem falde til midt på maven på hende. Der stoppede han. Hans blik der havde været fastlåst med hendes blik sænkede sig ligeledes til silkebåndet der holde kåben nogenlunde sammen. Han trak de to sider mod hinanden og lod dem overlappe, så kåben dækkede hvad den skulle. Han trak ned i den for at sikre sig at stoffet ikke ville glide fra hinanden og satte sig i en af de to træstole der var i køkkenet. Rummet var tydeligvis ikke indrettet til flere end en. Det var ellers stort nok. Med den sparsomme møblering lignende det næsten en balsal. Der var plads til mindst tre gange så mange møbler. Da deres forælder havde boet der havde der været træstole og borde nok til de første 10 gæster. Nu var der ikke engang nok stole til de tre og af de møbler der var, var det nok tjenestepigerne der stod bag de fleste af dem.

“Du burde også gøre noget ved dig selv, kære bror. Du er uanstændig.” Blazh smilede indsmigrende til Thielo og trak den sidste ledige stol hen ved siden af ham og satte sig Da hun løftede det ene ben over det andet gled kåben ned og afslørede hendes lår og videre ned. Thielo så hendes fingre lege distræt med kåben uden at trække den op.

“Det har du ret i kære søster. Jeg vil ile til værelset og påklæde mig dagens stads.” rungede han med en unaturlig dyb stemme. Han slog ud med armen og bukkede dramatisk for hende inden hans læber uskyldigt kyssede hendes pande og forlod køkkenet. Blazh skævede kort efter ham og hendes blik faldt så på stolen, hvor et svagt aftryk af hans nøgne varme hud var ved at forsvinde fra træets overflade som dug i solen.

“Han er noget for sig selv.” grinede hun til Romo og slog lokkende på sædet.

“Kommer du ikke og holder mig med selskab.” Hun slog ud med håret. “Fortæl mig noget spændende. Har du mødt nogle.” Hun lænede sig frem mod ham og kiggede insisterende på ham. Det var en lejlighedsvis interesse fra hendes side. Hans private affære, eller mangel på samme, interesserede hende når de var sammen. Hun så hvordan Romo igen gav sig god tid til at sætte morgenmaden på bakken og påpasseligt satte bakken på bordet. Blazh rakte ud efter bestikket, da han satte sig og begyndte at dække op, mens hun ventede på svar.

“Men hvis ikke du vil snakke om det, så fortæl hvad vi skal lave i dag.” Hun lænede sig tilbage i stolen med en forbigående følelse af svigt over at han ikke lukkede hende ind i sit liv. Hun undgik hans blik, for hun ville ikke fornedre sig til at se på ham og opdage at han så forbi hende. Hun holde af ham, men hvis han bare var mere som Thielo. Ofte vidste hun ikke hvor hun havde Romo, for selv om han var der for hende var han samtidig langt væk og fik hende til at føle sig som en uønsket gæst, fremfor en elsket søster.

“Vi skal nå en del. Jeg vil forsøge at uddelegere de fleste opgaver, så vi får tid sammen. Det er noget”

 

“Pis! Jeg har sovet for længe!” Constance rullede om på maven og stirrede forsovet ud af det trævinduet på høloftet. Gennem det lille vindue kunne hun se en himmel der var ved at skifte over i en frisk blå farve. Det betød at hun skulle have været oppe for længe siden. Hendes daglige rutine var at stå op som den første og til tider var hun også den sidste der gik i seng. Hun accisterede Romo, vejledte staldpersonalet, kordinerede aftaler og var på alle måder stedets administrative altmuligmand og Romos stedfortræder. Det krævende arbejde havde ældet hende før tid. Håret var stadig sort og kroppen var ungdommelig. Men om øjnene var rynker og smilehullerne var forsvundet. Altid var hun optaget af den daglige drift og romantik var blevet til en tur i høet med Cormick, når ingen så det.

Hun kom halvt op at sidde og så på Cormick der delte tæppet.

“Savner Nika dig ikke også?” Constance var halvt i tøjet, da hun mærkede Cormicks arme omkring hendes talje og hun mistede balancen da han trak hende med ned. Hun fulgte hans blik ud af vinduet hvor solens lyse stråler kastede et blødt lys på det sted hvor de havde elsket i nat.

“Jeg så de to søskende ankomme sent i nat. Deres vogn larmede.” Han så på Constance.

“Det betyder at Romo ikke vil forstyrres, så ta den med ro. Om noget er det mig der er har travlt.” Han satte sig op og begyndte at tage sit tøj på. Mens han trak bukserne på blev han opmærksom på et halmstrå der havde forvildet sig ind i Constance hår. Kærligt fjernede han det og fulgte op på bevægelsen ved at stryge hende over kinden.

“Hvorfor vil du ikke lade mig bryde med Nika? Vores samliv er dødt og vi snyder kun os selv.”

Hun besvarede ham med en hovedrysten. De havde sovet sammen bag Nikas ryg i næsten et år og hvor morgen var hun forundret over at de endnu en nat var sluppet fra det. Pegasum var et lille samfund uden mange gemmesteder. De burde være blevet opdaget for længe siden, men måske var alle andre for optaget af deres egne hemmeligheder til at kunne overkomme at lede efter andres.

Hun så på Cormick. Han var en fin mand, men hun havde ikke tid eller lyst for den sags skyld, til at binde sig til et andet menneske. De spredte sexakter holde hendes behov nede og det var belejligt for hende at en anden kvinde kunne tage sig af hans andre behov. Eller det havde det været til at starte med. Hun var ikke klar over hvad der var kommet mellem Cormick og Nika og hun var også ligeglad.

“Jeg går ned nu, du venter fem minutter.” Hun greb sit tøj og kørte fingrene gennem håret inden hun forsvandt. Cormick sukkede og gned hænderne mod ansigtet inden han faldt tilbage på tæppet.

“Hvor længe”

 

“Har du tænkt dig at blive denne gang? Hvorfor flytter du ikke bare ind?”

Thielo snurrede brat omkring ved den ukendte og yderst uventet stemme. Han havde ikke hørt nogen komme. Stemmen var kommet ud af intet. Det var helt umuligt. Han burde være alene i det lille vaskerum, hvor man kunne vaske sig med med en fugtig klud morgen og aften. Rummet var kun få meter bredt og langt og der var ingen steder en mand kunne have gemt sig. For det havde været en mandestemme han havde hørt. Klart og tydeligt, som havde han stået lige bag ham. Thielo skævede forbi sit spejlbillede og fokuserede på på rummet bag sig. En sitren løb ned af ryggen på ham, da han først studerede væggen over sin venstre skulder og så sin højre. Han følte sig overvåget og udstillet, som han stod der, nøgen i det lille aflukkede rum.

“Hallo? Romo, er det dig?” Han kaldte højt og håbede inderligt på et svar, selvom han var klar over at det ikke kunne have været Romo. Husets knirken ville have afsløret broren inden han nåede så langt. Han stod et et par sekunder og rystede forskrækkelsen af sig.

“Du kommer her mindst en gang om måneden, gerne to.”

Der var stemmen igen. Han løftede hovedet fra vandfadet og udstødte et hvin da hans blik fokuserede på en fremmed mand i spejlet. Han var høj og kraftig bygget. Lyst hår og mørkeblå øjne. Thielo kunne mærke benene gav efter da han forsøgte at komme alle veje på en gang og endte med at sidde i det væltede vandfad på hylden under spejlet. Hans våde ben dinglede over gulvet.

“Hvad laver du her? Kan du komme ud. Det er privat.” Hans stemme var som en høj piben og uden den mindste smule autoritet. På den anden side var det heller ikke ærefrygt han udstrålede, som han sad der og var ved at glide ud af den glatte træskål og klamrede sig til hyldekanten for ikke at falde på gulvet. Han så kort ned på sine fødder, hvor vand dryppede fra hans tæer og ned i en større pyt. Da han kiggede op igen var han alene. Hans blik søgte hver en krog og gled langsomt over alle fire vægge. Han lyttede fokuseret efter lyde der afslørede hvor manden var forsvundet hen. Døren var stadig lukket som den havde været hele tiden, skønt han ikke havde hørt den blive lukket op og i.

Han kravlede ned fra hylden og trak vandfadet med sig der faldt på gulvet med et brag der fik ham til at flå døren op med et ryk og styrte ud af vaskerummet. Døren lukkede stilfærdigt i bag ham og for et øjeblik følte han sig dum og forvirret. Soveværelset så normalt ud. Døren til stuen var lukket, vinduerne var låste, hans tøj lå hvor han havde smidt det aftenen før.

Værelset lå hen i et dunkelt halvmørke med gardinerne trukket for. Dog ikke værre end at han kunne se alt tydeligt. Den ubehagelige følelse forsvandt, som han kiggede omkring en ekstra gang i de genkendelige omgivelser. Hvor tilbragte han dog meget tid i dette værelse. Minder fik ham til at smile svagt, da han fik øje på det ud af øjenkrogen. En flygtig bevægelse havde fanget hans opmærksomhed og han drejede hovedet en tilbagekommende nervøsitet.

Manden sad på fodenden af sengen. Der havde han ikke siddet lige før! Thielo havde lige kigget på den og der havde ikke været nogle. Han måtte have gemt sig under og være kravlet ud fra den og have sat sig lydløst på den inden for de to sekunder Thielo havde kigget væk. Den blonde fremmed sad og kiggede næsten afventende på ham og Thielo havde også noget at sige til ham. Denne gang havde overraskelsen ikke være så stor. Måske havde han vænnet sig til at fremmede sneg sig ind på ham. Hans næsebor udspillede sig og han gjorde klar til at råbe. Og denne gang skulle det ikke lyde som en lille pige der holde teselskab.

“Jeg sagde du skulle forsvinde og jeg mener det. Jeg er Thielo Radovan og jeg er arving til Pegasum, bror til din chef!” Han kunne kun gå ud fra at indbrudstyven var en ansat. Hvem andre kom her ud? Han vidste af erfaring at ejere, køberer og sælgere kom ind af hoveddøren og ikke kom længere end til stuen.

Han pustede sig op, da ordren kun blev modtaget med et fnis.

“Du er sikkert meget intimiderende til daglig, men ikke så meget når du står med numsen bar, så at sige...” Han blev siddende på sengen og Thielo måtte sluge sine ord i overraskelse over frækheden.

“Bare vent.” snerrede han og snurrede omkring. Stadig uden tøj skyndte han sig ud, igennem stuen og i køkkenet, hvor Romo og Blazh stadig sad og spiste morgenmad og diskuterede trivialiteter.

“Der er en mand inde i soveværelset.” bruste han ud med inden hans søskende fik muligheden for at kommentere. Og han kunne se at de havde massere at sige, som de sad og måbede. Romo med et forundret stift blik og Blaz med åben mund og rynket pande.

“Der er en fremmed mand i soveværelset. Han må arbejde her og han vil ikke gå.” Hvorfor tog det så lang tid for dem at forstå hvad det var han fortalte.

“Men...” stammede Blazh

“Det kan ikke passe. Alle døre er låste og huset her siger lyde. Døren står åben.” Romo slog en hånd ud mod døren som Thielo lige var kommet marcherende ind af.

“Vi ville have opdaget det...”

“Det gjorde I så ikke, og hvis I vil være så venlige at komme med, så jeg kan vise at jeg har ret.” Han travede ud af køkkenet i et hurtigt tempo og kunne høre stole blive skubbet tilbage bag sig. Hvis de skyndte sig var der en chance for at de kunne snuppe forbryderen inden han stak af. Hvis han stak af gennem hoved- eller bagdøren ville de støde på ham i stuen eller gangen. Det gjorde de ikke og soveværelset var tomt da de stod i det. Thielo kiggede under sengen, i skabet, bag døren og kiggede endda under dynen. Mens stod Romo og Blazh og vidste ikke helt hvad de skulle sige til deres broders mærkværdige opførelse. Romo skævede henkastet på vinduerne og gik over og trak gardinerne fra. Ude foran dem lå haven uberørt på den ene side, umulig at trænge ind i med med det tykke naturlige hegn af træer og buske. At klemme sige igennem den omgang krævede en der var unaturlig ivrig for at komme ind. Men det han mest lagde mærke til var haspen der var lukket indvendig.

Han trak også gardinet fra ved det andet vindue der kunne åbnes og kiggede ud på Pegasum hvor dagen så småt var gået i gang. Ikke noget unaturligt ved det syn. Også det vindue var lukket indefra. Thielo så ham ryste på hovedet og det gjorde ham kun endnu mere ivrig i sin søgen efter spor.

“Vinduerne er låste og vi har ikke set nogen.” Romo gik tilbage til Blazhs side.

“Du må have set syner.” Blazh rynkede på næsen da Thielo så rådvilligt på dem.

“Jeg siger han var der!” Hans stemme var selvsikker. Han ville ikke acceptere at hans søskende troede at han var blevet tosset.

“Der var en. Jeg så ham og jeg talte til ham.” Ordene blev sagt ekstra tydeligt, som gjorde det dem mere sande.

“Vi siger heller ikke du ikke så en. Vi siger kun at han ikke er her mere.” Romos stemmeleje var alvorlig og dæmpet. Han ønskede ikke en konfrontation med sin bror og gad heller ikke spilde tid på misforståelser.

Thielo så sammenbidt på ham og forstod hvad det var Romo havde sagt ved ikke at sige det.

“Han var der... Han var høj...” Og hvad ellers? På trods af at han havde set den fremmede mand over to omgange var mindet forstyrret og sløret af chokket. Hans hjerne havde ment det var mere vigtigt at lagre følelserne og vandfadet end mandens udseende. Alt andet var som en sløret drøm. Han skulede til Romo der stod afventende og forventede en fuld beskrivelse. Det kunne Thielo tydelig læse i sin brors fastfrossede ansigt.

“Vi går ud og spiser videre. Jeg går ud fra at du slutter dig til os når du har fået tøj på.” Thielo så sammenbidt sin bror forlade rummet og sin søster der sendte ham et bekymret blik inden hun også gik og lukkede døren efter sig.

“Kan du ærlig talt ikke huske hvordan jeg ser ud?” Der var en hån i stemmen og Thielo snurrede fra døren til sengen. Der sad han igen.

“Der er ikke gået fem minutter.” Den fremmede rakte en hånd med fem fingre i vejret mod Thielo.

“Hvordan kom du ind?” Thielos øjne var store og han snappede efter vejret.

“Måske har jeg været her hele tiden?” Manden trak på skuldrene.

“Det kan du ikke have været. Jeg kiggede det hele igennem! Også under sengen.” Han kunne høre sin stemme på ny var ved at blive en anelse skinger.

Fjedrene i sengen gav sig en anelse, da manden flyttede på vægten.

“Hvad siger du til at jeg giver dig tid til at tage tøj på og så snakker vi efter det, okay? For ærlig talt er jeg blevet lidt træt af at kunne se dine ædlere dele. Thielos blik styrtdykkede ned af hans krop for et sekund. Oven på postyret havde han helt glemt at han stadig var nøgen. Han så på ny over på den tomme seng.

“Det kan ikke passe...” mumlede han for sig selv. “Slet ikke passe”

 

“At jeg skal på føglvagt. Jeg har i forvejen en million andre sager jeg skal have ordnet. Desuden blev jeg lovet fri i aften. Af dig!” Nika vrissede arrigt af Constance der tog det med ophøjet ro.

“Jeg ved det godt Nika og jeg er ked af det. Men vi har ikke andre vi kan sætte ind. Du har erfaringen og desuden har du ikke noget valg. Du må holde fri på et andet tidspunkt.” Et snert af jalousi hun ikke forstod strejfede hende uforberedt og hun så hvordan Nika reagerede på den den hårde sætning. Det øgede kun hende vilje til stikke kniven længere ind. Hun kunne sætte Nika på føglvagt til den tigerstribede havde folet. Der kunne gå dage og nætter, hvor Nika måtte sove ude i stalden ved hoppen. Ikke noget der hjælpe den i forvejen skrantende forening. Måske burde hun give den dødsstødet? Ville det ikke være at hjælpe dem begge i sidste ende? Hvis ikke det var fordi at hun var urolig for at det ville føre Cormick til hende og det ville hun ikke kunne overskue. Oven på alt det andet kunne hun ikke overskue at skulle tage sig af de følelsesmæssige behov som en mand havde.

“Det er kun i nat. Kan du ikke udskyde dine planer?” Hun kunne se Nika trækken en eftertænksom mine. Hun havde vundet.

“Okay, det var ikke noget rigtig vigtigt alligevel.” Constance kunne ikke afsløre om Nika lød en smule lettet..

“Tak, hvad skulle du?”

“Kvalitetstid med Cormick. Det hører sig jo til.”

Constance nikkede og havde bidt mærke i at Nika havde omtalt sine planer med Cormick med samme entusiasme som en tur til tandlægen.

“Du er en skat.” Constance gav Nika et klem på overarmen og skyndte sig videre.

 

Ude i pegasusstalden var Varg ved at feje gangen. Han virkede ikke særlig morgenfrisk og Constance lod ham være. Han havde dog været frisk nok til at stille hendes faste arbejdsdyr klar til hende, på trods af at han ikke var vågen nok til at hilse godmorgen. Hun trak vallakken ud og red af sted uden yderligere forsinkelser. Med de vidder som foldene dækkede kunne det tage hele dagen til fods og terrænet var på store dele ufremkommeligt for både hende og pegasuser. Det var upraktisk at det var hende der skulle tage den tørn. Gik noget galt på Pegasum ville de ikke kunne komme videre før hun kom tilbage. Især nu hvor Romo ville være beskæftiget med sin familie, burde hun havde sendt en anden af sted. Men hun elskede de rolige dage, hvor hun sad i sadlen hele dagen og fra en lav højde havde fugleperspektiv over de store græsmarker hvor Pegasums caballus gik og græssede året rundt.

Vinden var frisk og blid. Lyden af vingerne var hypnotiserende og vallakkens regelmæssige brug af musklerne var beroligende.

På denne tid af året fik mindre familiegrupper af enhjørninger lov til at gå ude. Deres aggressive adfærd over for deres egen art, gjorde at de ikke kunne gå mere end fem fuldvoksne i en fold bygget til det dobbelte. Og ikke nok med det. For at de skulle fungere sammen var det vigtigt at de var vokset op sammen. Ellers splittede de bokse ad og brød gennem hegn for at angribe hinanden. Og som regel med et dødeligt udfald. Derfor skete det ofte at hvis en mindre stald, som adelige familier, skulle erstatte en enhjørning blev hele stalden solgt eller aflivet. Andet var der ikke at gøre. Kun når hopper var i fol eller havde føl tolererede de andre, og kun andre hopper med føl og unge hingsteplage. På den måde kunne man lade følene vokse op sammen og skabe velfungerende familiegrupper.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...