Under sol og måne

Pegasum stutteri og avlsstation ligger øde i ingenting. Kun dem der er tilknyttet stedet kommer den lange vej. For nogle er det et arbejder, for andre et sted at bo og for de få af dem er det deres sjæl. Magi, pegasi, enhjørninger og varulve. Nogle trusler for stedets overleelse er synlige og kan efter bedste evne kontrolleres. Andre er usynlige trusler og andre er bragt ind af dem der skulle beskytte det store stutteri.

11Likes
23Kommentarer
738Visninger
AA

7. Det delte hjerte

Hendes hvide kjole var løst bundet i en sløjfe over hoften og kjolens snit løftede hendes venstre hofte. På trods af hendes savn nøjes han med at kysse hende på toppen af hovedet og forlod dem.Leefside er fortrinlig, men det er mærkeligt at det ikke involverer jer. Varg stod bag Sarya og var ved at knække sammen af grin, som den eneste. Der var intet svar i den tomme have. Det var godt det ikke var enhjørningerne de stod med.

 

Det var op af dagen da Thielos sortblå karet nåede den lille trappe der førte op til hans hoveddør i Leefside by. En by der på ingen måde rummede de samme kulturer som Arcton, men heller ikke stod tilbage for den større by på nogen måde. Leefside var en nyere by, kun nogle hundrede år gammel og var stadig under opbygning. Konstant var der vokseværk og byggerod ved siden af skinnende nye huse og støvede veje. Bygninger hævede sig højere for hvert år og der var et kunstnerisk virvar af huse, hvor den eneste ting de havde til fælles, var at de intet havde til fælles udseendemæssigt.   

Hans eget var noget nær et slot i glas og krom. Store vinduespartier og tårne af sorte sten gjorde hans unikt. Det nyeste nye og allerede overgået.

 

Døren åbnede sig, da han gik op af havegangen og lille lyshåret pige på fire vraltede usikkert ned af trappen på sine tykke ben og løb ham i møde med armene bredt ud.

"Far! Far!" Lød hendes gentagne kalden ved synet af ham.

Han bukkede sig ned og løftede hende op, så det blonde hår lettede fra hendes skuldre.

"Hej prinsesse. Har du savnet mig?" De blågrønne øjne funklede af glæde, som han bar hende på armen op af de 10 trin til den mørkegrønne hoveddør, hvor en kvinde med honningbrunt hår stod og ventede. Hendes hvide kjole var løst bundet i en sløjfe over hoften og kjolens snit løftede hendes venstre hofte. Han lod datteren glide ned, så han kunne hilse på Lenna med et kys.

 

Det store hus var bygget op omkring store enkelte rum, hvor væggene var tykke stofstykker og perlegardiner der hang ned fra loftet. Ønskede man privatliv trak man dem for, men ellers hang de foldet sammen og lod lyset brede sig og lod en have overblik over hel huset.

Han trak dem for efterhånden som han lagde værelset bag sig og nåede badeværelset, der lå allersidst. Vand var bygget ind i væggen og løb gennem et rør fra en overfladisk balje der fangede regnvandet. For at forhindre vandet i at løbe ud i huset, var vaskehjørnet den eneste del, hvor gulvet var sænket og skillede sig ud.

 

Thielo blev stående. Tanken om Vargs pludselig dukken op gjorde ham ilde til mode og han tøvede med at tage tøjet af. Tænk hvis han også dukkede op her? Han tænkte med ubehag tilbage på episoden i Romos vaskerum, velvidende om at hverken Romo eller Blazh nogensinde ville glemme det og for altid spekulere på om han var ved at miste forstanden. Tænk hvis det samme skete her? Han ville ikke kunne holde ud at tænke på hvordan Lenna og datteren Sarya ville behandle ham, hvis de ligeledes ville tro at han var ved at blive sindssyg.

Det var med en følelse af at blive overvåget i hans eget hjem at han tog tøjet af og hurtigt fik vasket sig. Inden han var tør var han på ny i tøjet og trak kraftfuldt gardinerne til side, for igen at få overblik over det store rum.

 

Ude i haven kunne han høre Lenna og Sarya drikke te. Deres lyse stemmer lignede hinanden og selv efter fire år havde han svært ved at skille dem fra hinanden. Med tankerne andre steder sluttede han sig til dem.

I Leefside lå himlen tung og mørkeblå over dem og hans tanker vandrede på ny til Pegasum. Var de blevet ramt? Var de sikre? Skulle han have bedt vendt omkring? Var de i live?

Snakken faldt i baggrunden som en uro overtog hans krop. Den forhindrede ham i at bidrage til samtalen og uden at have deltaget rejste han sig på ny.

Han ville skrive et brev. Et til Romo i Pegasum og et til Arcton, når Blazh vendte tilbage. Han ville sikre sig at de var i live. Hans krop føltes tung, da han rejste sig og mærkede Lennas greb i hans arm.

“Går du allerede? Du er lige kommet tilbage, vil du ikke tilbringe noget tid med os? Det er længe siden.” På trods af hendes savn nøjes han med at kysse hende på toppen af hovedet og forlod dem.

“Jeg er snart tilbage. Kom i tanke om arbejde jeg skulle ordne.” Hans stemme var mumlende svag og undvigende, da han gik ind og satte sig ved skrivebordet. Han trak gardinet til, der var mellem ham og haven. Pennen skrattede let over papiret, som den dansede og efterlod den ene sætning efter den anden.

 

Elskede Romo.

 

Jeg skriver til dig for at høre om alt er vel og hvor længe Blazh har tænkt sig at blive.

 

Han stoppede og stirrede på den sidste del. Han havde ikke engang startet brevet og allerede var det gået galt. Han ville ikke spørge ind til Blazh. For alt i verden ville han ikke virke jaloux.

 

På nuværende tidspunkt er du vel ved at være træt af vores elskede søster.

Hvordan har de sidste dage været? Jeg blev opmærksom på noget der lignede en storm.

Ramte den Pegasum? Har I behov for hjælp.

Skriv til mig og lad mig vide hvordan du har det.

 

Din bror Thielo

 

Han stirrede på det korte brev. Var det for kort? Var det for langt? Det var meget kort. Han gned sig i ansigtet. Romo ville sikkert vide præcist hvad han skulle skrive. Måske skulle han droppe at skrive til Blazh også? Han havde behov for noget til at dulme nerverne og rejste sig.

Reoler og større møbler var placeret ude langs væggene, så de ikke forhindrede det frie syn ud over huset. For hans nervers skyld hældte han et glas vin til sig selv. Han skævede skyndsomt ud i haven og håbede at Lenna og Sarya ikke ville opdage at han havde forladt skrivebordet. Han tømte halvdelen af det og fyldte det op på ny, inden han satte sig tilbage. Efter et hurtigt sip lagde han et tomt papir foran sig.


 

Kære søster

 

Rejsen uden dig var både trist og ensom. Jeg håber dine sidste dage har været mere vidtfarende end mine. Selvom jeg kunne tage den direkte tur udenom Begawan føltes rejsen dobbelt så lang uden dit blændende smil.

 

Han tog en ny tår af vinen og tænkte på Varg, der havde holdt ham spartant med selskab på rejsen. Han var dukket op et par gange og forsvundet igen efter en kort samtale. Der var ingen grund til at nævne ham. Forhåbentlig ville alt blive normalt, når han var kommet tilbage i den daglige rutine.

 

Vores forældre ville blive begejstrede hvis du besluttede dig at flytte tilbage og hjælpe Romo med Pegasum, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Er det den vej det går? Når fuglen er stor nok og vingerne kan bære, flyver den tilbage til reden. Ikke at jeg kan bebrejde dig. Livet i Leefside er fortrinlig, men det er mærkeligt at det ikke involverer jer.

Ofte tænker jeg på at invitere jer over, men arbejdet kræver min tid og Leefside vil aldrig kunne hamle op med vores barndomshjem. En dag vil vi måske alle bo der.

 

Din bror der elsker dig meget højt.

Thielo


 

Han foldede de to breve i hver deres konvolut med adresse. Hans hustru og datteren var stadig ude og efter at have tømt vinglasset sluttede han til dem på ny. Lennas smil strålede kraftigere end solen, der lå gemt bag et tyndt skydække.

“Det var hurtigt du fik klaret arbejdet.” Han kunne mærke hendes fingre lege med hans glatte hår.

“Der var ikke meget. Kun nogle få papirer der til gengæld var yderst vigtige.” Han undrede sig stadig over hvordan det var lykkedes ham at holde sin hustru og datter skjult fra hans familie i alle de år. Hver gang han skulle tilbage til Leefside troede de det var arbejdet og løgnen blev kun tungere når han sad i vognen med Blazh. Hvordan ville hun ikke tage det, hvis han indrømmede at han havde en anden. Fortielsen gik ham på. Efter al den tid kunne han dårlig huske hvorfor han havde taget det valg. Men den lå så tungt over ham nu, at han ikke ville kunne smide løgnen fra sig uden at ødelægge al den ramte.

 

“Har vi nogen planer for resten af dagen? For ellers kunne vi spise ude? Se om nogen vil have os over til sen aftensmad?” Det han holde af ved Leefside, var hvor anderledes det var fra Pegasum. Der var glade mennesker og spændende aktiviteter hvor end han så hen. Større middagsselskaber og spontane intime måltider med venner af familien. Han havde ikke kun skabt sig en forretning, men et liv med hans egen familie. Hverken Romo eller Blazh ville forstå hans valg.

“En god ide. Intet hjælper på hjemve som at hægte sig på andre mennesker.” Thielo stivnede ved Vargs stemme. Han havde ikke fornemmet at han kom, ej hellere havde han forventet det, nu hvor han var hjemme. Han snurrede omkring for at se sig over begge skuldre og på vejen tilbage fik han øje på Lenna og Sarya der begge skævede til ham.

“En myg...” hikstede han og slog ud efter det fiktive insekt. Hans grønne øjne fulgte Varg der forlod sin plads og stillede sig bag Sarya. Han var klar til at springe op og beskytte datteren, hvis den blonde mand forsøgte at gøre hende fortræd.

“Du skal ikke....!” Han stoppede sig selv, da han blev opmærksom på Saryas utrygge mine der var fikseret på ham. De kunne ikke se Varg! Det var vitterlig kun ham. Hvad skulle han gøre?

“Hvad skal hun ikke?” Lennas spørgsmål fik han til at hoppe i stolen og da han på ny så mod Sarya var Varg væk og den lille pige så spørgende på sin mor efter støtte.

 

“Øh...” Som den ældste havde Thielo ofte måtte tænke hurtigt, når hans yngre søskende havde forsøgt at lave ulykker eller tørret skylden af på ham. Aldrig havde det dog været så presserende som nu.

“Du skal ikke gå sulten i seng prinsesse. Lige meget hvor vi tager hen må du få så meget dessert som du har lyst til!” Han smilede stort for dem alle. Lenna sad med løftede øjenbryn og Sarya lod ikke til at være helt overbevist omkring desserten.

“Men hvor skulle vi tage hen?” Thielo forsøgte desperat at føre samtalen videre.

“Hvad med til Pegasum?”

“Vi skal ikke til til Pegasum!” Thielo lagde ekstra vægt på ‘ikke’ og først da ordene havde forladt ham, gik det op for ham at han automatisk havde svaret på Vargs spørgsmål og på trods af kuldegysningerne løb det ham varmt op af ryggen. Varg stod bag Sarya og var ved at knække sammen af grin, som den eneste.

“Lige foreløbig. Vi skal ikke til Pegasum lige foreløbig, men kunne det ikke være hyggeligt en gang at tage derud og spise? Romo har ansat en ny køkkenpige, ja.” Lød hans stemme hysterisk? I Thielos øre lød den som en andens.

 

Han kunne høre Lenna skubbe sin stol ud og så hvordan hun tog Sarya op til sig.

“Måske vi skulle vente til i morgen. Du virker... Træt.”

Thielo sank sammen over bordet, da han så hvordan Lenna forsvandt ind i huset med Sarya i armene.

“Hvorfor mig? Smukt... Virkelig smukt. Takket være dig tror de at jeg er tosset og Lenna vil ikke lade mig være sammen med Sarya.” Der var intet svar i den tomme have. Han så sig omkring gennem de spredte fingre.

“Jeg er ikke skør. Du snyder mig ikke. Jeg ved at du”



 

“Ikke er klar til at komme ud af sengen endnu. Så du kan lige så godt droppe det.” Nika så ømt på Cormick. En måde hun ikke havde kigget på ham længe. Han lå stadig i sengen, men havde det det bedre. Slaget havde været det værste og en hjernerystelse havde sendt han i sengen for de næste par dage, mens resten af Pegasum knoklede på at få stedet i stand. Gårdspladsen var igen ryddet. Hullet i pegasusernes stald havde de lappet så godt som de kunne. Håndværkerne havde travlt, andre gårde var værre ramt og der ville gå et par dage inden det blev deres tur. Bagvæggen i følgstalden var slået løs og en del af den var væltet ind i kosteboksen og havde slået tingene omkuld. Constance var ved at rydde den og Nika burde også komme tilbage og hjælpe. Men med Cormick i sengen, var det ikke nemt for hende at gå.

 

“Men jeg vil bare hjælpe. Det er dumt at jeg ligger her. Det hele ville gå hurtigere, hvis jeg hjalp til.” Nika lagde en på hans brystkasse.

“Din hjernerystelse vil ikke gå hurtigere væk af at du overanstrenger dig.” Hun smilede kærligt da Cormick sukkede og blev tungere i sengen.

“Hvad med dyrene?” Det gentagne spørgsmål bekræftede kun at han ikke var frisk nok. Det måtte være fjerde gang han spurgte til pegasusserne.

“De fleste har det godt. Vi kan stadig ikke finde hopperne. Romo og Varg er ude at lede efter dem. Jeg tror ikke vi finder dem, for at være helt ærlig.” Hun så et øjeblik ængstelig ud.

“Vi har fundet en hoppe til Cece og Kiro, så de fortsat kan die. Men Layana virker for oprevet til at tage føde til sig. Den stakkel vil bare have sin mor og det kan man godt forstå...”

Det var godt det ikke var enhjørningerne de stod med. Hopperne ville ikke tillade fremmede føl at die og hele Pegasum ville skulle flaske følene op på komælk, til de gamle nok til at kunne græsse. Det kunne gå med et føl eller to, men tre var i overkanten af deres formåen.

Cormick nikkede træt. “Godt.” De mange informationer tog hårdt på ham. “Ellers kan vi tage hende. Det er jo ikke fordi jeg har andet at tage mig til, mens jeg ligger her.” De kunne smide halm ud i soveværelset og så kunne han vifte med en flaske mælk til Layana, når han var vågen. Nika rejste sig modvilligt.

“Kan du klare dig selv? Har du hvad du har brug for?” Han nikkede tungt.

“Nej, det er fint tak.”

“Okay, når du vågner næste gang, kan du tænke over hvorfor det er en skidt ide at have en pegasus i soveværelset.” Som afsked aede hun hans kind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...