Under sol og måne

Pegasum stutteri og avlsstation ligger øde i ingenting. Kun dem der er tilknyttet stedet kommer den lange vej. For nogle er det et arbejder, for andre et sted at bo og for de få af dem er det deres sjæl. Magi, pegasi, enhjørninger og varulve. Nogle trusler for stedets overleelse er synlige og kan efter bedste evne kontrolleres. Andre er usynlige trusler og andre er bragt ind af dem der skulle beskytte det store stutteri.

11Likes
23Kommentarer
736Visninger
AA

1. Alle de hemmeligheder vi deler

//Forfatternote: Ud fra kommentarerne vil jeg hurtigt informere om nogle få ting.

Føgl er et ord i historiens verden. Det bruges om pegasusføl og er et sammensat ord af føl og fugl, da pegasuser er flyvende heste. Det bruges ikke om andre dyr.

Jeg forsøger et nyt koncept hvor sceneskift vil ske i sætninger. Med andre ord vil en karakter starte sætningen og en anden, et andet sted, vil afslutte den.

 

 

 

De var begge blonde, men ellers var der ikke meget til fælles i de to mænds udseende. Romo satte farten op da Varg satte farten ned og overhalede ham ved sjette boksrække. Den ensformige hverdag og ansigter der aldrig ændrede sig havde langsomt dræbt hendes trang til eventyr og i teenageårene havde følelsen af forladthed truet med at sende hende ud i en hvirvlende depression grundet manglen på nye indtryk. Han hældte teen ud i vasken og satte noget nyt vand over den kontrollerede flamme der ikke måtte gå ud.

 

Romo var et par ubetydelige centimeter under den gennemsnitlige højde for en mand og som han stod der i staldåbningen til føglstalden, ved siden af Varg, så han nærmest lille ud. De var begge blonde, men ellers var der ikke meget til fælles i de to mænds udseende. Varg ragede over to meter op i luften og var bred om skuldrene, i forhold til Romo der var mere atletisk. De kiggede på de to metaltønder en gammel ladvogn havde efterladt på gårdspladsen inden den på ny havde skrumlet ud i mørket. Støjen havde sat begge mænds sanser i alarmberedskab. Selvom der var mørkt, var der altid en lille mulighed for at enkelte ikke ville være gået hjem og selvom staldene lå mørke hen kunne en enkelt eller to overnatte i boksene. De enkeltes rutiner og afvigelser var umulige at forudse.

Begge tønder var mærket som hornspiring og det hvide lugtfrie pulver i de forseglede tønder ville også snyde enhver ved første blik. Måske endda også andet og tredje. Måske altid. Den lille forskel lå i at hvor hornspiring var fint pulver, der var lige så eftergivende som nyfalden sne og nemt støvede op, var pulveret i disse tønder grovere. Det var svære at dele op, da det lå tungere på samme måde som vådt sand gav mere modstand end tørt. Romo vurderede de to tønder til omkring 150 kilo hver ved et hurtigt syn. Når de havde dem fået bugseret ind bagerst i stalden ville tønderne stå og passe sig selv, sandsynligvis ville de få selskab af flere hen af vejen, for det var ikke unormalt af mindre forsyninger blev afleveret løbende. Det var dyrkningen, produceringen, fragten og salget der var det risikofyldte. Når først tønderne nåede Pegasum stutteri var der en pause. Her kunne tønderne stå uforstyrret, indtil de kunne blive fragtet videre. Selvfølgelig var der ingen der ønskede at de blev alt for længe, Romo mindst af alle, men i årevis var det hele gået upåklageligt og eventuelle kurer på tråden var aldrig nået Pegasum.

 

De havde ikke gidet ulejligheden ved at hente en sækkevogn. Ikke når det kun var to tønder det drejede sig om. Det ville simpelthen være unødvendig besværd, når Vargs telekinetiske evner rakte til at flytte tønderne ind i den bagerste dobbeltboks, der altid stod tom og blev brugt til at opbevare de daglige redskaber, samt foder, medicin og et par skabe til personlige genstande.

Romo betragtede hvordan den ene tønde ubesværet slap  jorden og svævede forbi dem og ind i staldgangen. Han fulgte efter Varg der var kun havde øje for tønden.

Føglstalden var en af de større stalde på Pegasum med 20 store bokse fordelt med 10 på hver side af staldgangen. Lige nu var fire af dem i brug. Det var aldrig sket at alle 20 bokse havde været i brug samtidig, men det skete at de måtte være kreative i deres omstaldning af dyrerne og så var en stor føglstald god at have i baghånden.

 

Romo satte farten op da Varg satte farten ned og overhalede ham ved sjette boks. Der var en hoppe i den venstre. Romo skævede ind. Den tigerstribede pegasus lignede en der var ved at eksplodere. Romo måtte sætte en på føglvagt allerede fra i morgen aften og natten ud. En pegasusfoling var en kompliceret sag, hvor det ikke var unormalt at vingerne kom i vejen og 72% af alle folinger endte med kejsersnit. Derfor var det vigtigt at være opmærksomme på dem. Enhjørningerne gik det lettere med. Der var næsten aldrig noget. Alligevel brugte de samme procedure på dem, for en sikkerheds skyld. Det var et stort økonomisk tab, hvis uheldet var ude.

 

Han åbnede til den bagerste boks, kosteboksen, som den slags blev omtalt som i daglige tale og kiggede tilbage på tønden der havde passeret de første 7 bokse. Den svævede ikke længere stabilt og elegant. Den skælvede svagt og hældte en anelse i toppen. Romo så videre over på Varg. Manden var fokuseret og begyndt at kunne mærke anstrengelserne, men det var endnu ikke hårdt og Romo gik tilbage til den tigerstribede hoppe.

Omkring dem puslede de fire hopper der ikke var vant til den natlige aktivitet. Romo kunne høre en svag prusten fra en boks og en skraben i underlaget et andet sted. Tønden var nået ned til kosteboksen og Romo gik tilbage forbi de tomme bokse. Tønden slingrede og snurrede en halv omgang inden den kom ordentligt rundt om hjørnet. Romo tog fat om tønden. Den skulle ind bag alt det andet skidt og det var lidt som at lege tetris i virkeligt liv. Mens Varg holde den svævende og skubbede den frem, måtte Romo navigere den så den ikke bragede ind i noget eller landede det forkerte sted. Det var ikke nemt for de to mænd at arbejde sammen i hjørnet af boksen og Romos slanke krop spærrede for Vargs syn.

På Romos ordre lod han den lande med et skarpt bump bagved tre andre tønder. De to af dem indeholde daglig vitamintilskud og hornspiring. Den sidste var som de to nyankomne tønder og havde stået der to ugers tid. Romo trak ud i de ægte tønder. Det var vigtigt at de falske tønder kom allerbagerst, så de ikke blev taget ved en fejltagelse. De var lettere og han kunne klare det selv inden han sluttede sig til Varg der var i gang med den sidste tønde. Den sitrede og slingrede som en fuld mand og Romo trak i munden, når tønden slingrede for tæt på gulvet eller en bokslåge. Braget ville kunne skabe panik blandt de få dyr og det ville betyde at de kunne blive nød til at tilkalde assistance. En bule i en låge ville også se grimt ud.

Det bedste Romo kunne gøre var at holde sig helt udenfor. Forsøgte han at blande sig var det ikke utænkeligt at det var ham der endte med et slag fra tønden. Eller værre, at den måske faldt over foden på ham og satte ham ud af spil i en længere periode.

Ved kosteboksen måtte han give den et puf og den landede tunger end den første tønde og skrabede metallisk hen af gulvet inden den stod stille. De sidste par meter måtte de slæbe tønden og få den skubbet på plads. Derefter var der kun en smule oprydning og flytte ting tilbage, så det så ordentligt ud inden de kunne gå hjem og få sovet det sidste af natten.

Vargs lyseblonde hårgrænse skinnede af de første anstrengte dråber og han tørrede dem væk.

“Det ville altså være lettere hvis vi brugte en af de mindre stalde.”

“Ja, rigtig nok, men det”

 

“Er mærkeligt at der er lys i føglstalden.” Det tiltrukkede gardin lå på hendes håndflade og skabte en sprække hvor hun kunne kigge ud over Pagasum Stutteri og avsstation, hendes arv, der lå øde hen i mørke. Kun i føglstalden var der lys fra den ene ende til den anden. Blazh rynkede på næsen. Lys var ikke billigt. Fakkelsten var besværlige at lave, nu hvor der var uro i landet. De særlige sten skulle hentes ude østpå, hvor varulve havde deres territorier.

Pagasum lå længere inde i landet, men ubeskyttet og isoleret op til skove og marker. Et på alle måder idylisk sted, hvis man som Romo satte pris på at der var store afstande mellem en selv og den eneste nabo.

 

Som barn havde Blazh hadet det afsondret stutteri, hvor kun hun, hendes familie og de ansatte boede. De eneste gæster der kom var ejere og købere af de majestætiske dyr. Den ensformige hverdag og ansigter der aldrig ændrede sig, havde langsomt dræbt hendes trang til eventyr og i teenageårene havde følelsen af forladthed truet med at sende hende ud i en hvirvlende depression grundet manglen på nye indtryk. Derfor havde hun sagt ja til den første mulighed for at komme væk fra sit barndomshjem og ind til civilisationen, der for hende havde stået som et lysets håb.

Nu følte hun at hun efterlod sit hjerte her hos sin bror, hver gang hun måtte forlade Pegasum og tage tilbage til den by hun i sin tid var flygtet til. Den eneste trøst var at hendes ældre bror Thielo havde haft samme behov for at komme væk. Nu boede han også langt væk. Langt fra Pegasum og langt fra hende.

Når de havde disse aftaler tog både Thielo og hende en omvej, for at kunne mødes ved Begawan og følges den sidste halve dag af rejsen.

Romo var den eneste af de tre der aldrig havde følt trang til at forlade Pegasum. Derfor havde det også været oplagt at overdrage Pegasum til ham, selvom alle børnene stod som fælles arvinger. Jalousi over arverække havde aldrig været et problem for børnene der altid havde delt alt.

Men når Blazh sad i sit hus i den store handelsby, med lysene, latteren, musikken og de krydrede dufte gennem vinduerne, spekulerede hun ofte på om Romo ikke havde været den kloge af dem. Han havde sit liv her, hun havde kun de spredte weekender og dårlige undskyldninger til hvorfor hun gladeligt tog på en rejse hvor turen ud og hjem oversteg den tid hun havde til rådighed. Men hun tog gerne turen for et enkelt døgn. Ja, hun ville endda tage den, hvis det gav hende en time i det hus, som hendes oldefar havde bygget, da Pegasum blev grundlagt.

 

Hun trak hånden til sig og gardinet faldt på ny ned og skjulte staldene og gårdspladsen. Thielo sad hvor hun havde efterladt ham. Hans støvgrønne øjne hvilede dovent på vinduet bag hende.

“Det er sikkert Romo der er ude på et nattetjek. To af pegasierne ser ud til at skulle fole hvert øjeblik.”

Blazh trak utålmodigt i mundvigen. Den slags havde de da folk til. Hun havde gerne selv gået natterunden, men ikke i aften. Ikke når de alle tre var samlet. De aftener måtte alt andet overlades til de ansatte.

“Det er dårlig stil af ham. Han burde være her sammen med os. Han er en elendig vært.” Hun gik væk fra vinduet og satte sig ved Thielo. Ved det lille bord stod kold te i kopper. Romo havde kogt vandet inden han havde undskyldt sig og Blazh og Thielo havde hurtigt glemt alt om den.

“Det er da også underligt at han ikke siger hvad det er han skal. Men at han bare går på den måde. Vi fortæller hinanden alt.” Hun rakte ud efter ham for at søge hans opbakning og han tog hendes hånd i sine.

 

Thielo lignede ikke hende og Romo med sit sorte hår. Som børn havde de alle været blonde, men hvor hendes og Romos kun havde ændret nuance havde Thielos hår vandret ned af farveskalaen og endt ved sort.

Blazh havde aldrig brudt sig som om den stærke sorte farve, der passede dårligt med de grønne øjne. Den stjal intensiteten og gløden fra hans blik og trak ubevidst opmærksomheden væk fra hans ansigt, der på trods af hans alder stadig så barnligt ud. Hun elskede hans familiære træk. De havde aldrig ændret sig meget og han havde bevaret deres moders mund og faderens næse. Når købere kom til Pegasum antog de ofte Romo for den ældste. Det morede Blazh hver gang. Romo så også ældre ud skønt han var otte år yngre end Thielo. Autoritet og ansvar lå ham naturligt og alvor var altid at se bag de voksne træk i Romos ansigt. Af de tre var han også den mest stille og når han var blandt andre mennesker talte han helst kun hvis der var behov for det.

Derfor passede han så godt til Pegasum og hun undte ham gerne denne glæde at bo her alene.

“Vi udfritter ham når han kommer tilbage. Du har ret søster, vi fortæller hinanden alt og han kommer til at fortælle hvad han skulle.” Han smilede drillende.

“Har du tænkt på om han måske skulle ud på et måneskinsmøde med en af de ansatte, som Constance?” Thielo lænede sig tilbage med et skævt smil. Han manglede endnu at se Romo snakke med en kvinde med andet end enstavelsesord, med mindre det var tvang. Så kunne han godt snakke med dem, men endte ofte med at kede de stakkels kvinder halvt til døde. Det var skam ikke fordi Romo var værre med kvinder end med mænd. Det virkede på Thielo som om den yngre broder endnu manglede at læse ‘guiden til mennesket’.

Blazh trak sig væk fra ham.

“Sig ikke sådan noget. Selvfølgelig ville han aldrig rende rundt med sådan en tøjte. Og slet ikke mens vi er her. Romo ville ikke efterlade os for nogen som helst.” Blazh strøg fingrene igennem det cremeblonde hår. Hun havde stadig enkelte krøller fra gårsdagens frisure. Krøller, især proptrækkrøller, var højeste mode og hendes stærke hår magtede at holde de falske krøller længe efter at hun havde børstet frisuren væk. Når hun var her gad hun ikke gøre så meget ud af sit udseende. Alle andre gik rundt i praktisk tøj med møg under skoene og skidt på hænderne. Hvis hun beholdte den facade hun brugte i byen ville det kun forstærke den sandhed at hun ikke længere havde hjem på Pegasum. At hun havde udviklet sig, hvor Pegasum var forblevet den samme.

Hun lænede sig ind over Thielo, da hun hørte en dør blive smækket i og den svage lyd af en lås der blev slået til.

“Det var også på tide... Jeg troede helt at jeg skulle underholde dig alene hele aftenen og det har jeg slet ikke energi til kære søster.” De satte sig begge op og stirrede forventningsfulde på den lukkede dør som to hundehvalpe der havde hørt deres ejers skridt. De lyttede til de hjemlige lyde. Døren de havde efterladt åben til køkkenet blev lukket. Gulvet i gangen knirkede genkendeligt. Håndtaget der blev drejet ned og døren der gik op.

 

Thielo smilede til sin bror i døren. “Så kom du endelig. Hvad var det du skulle?” Han følte det som når han så et skuespil og ventede på at hovedpersonen, helten eller skurken, kom på scenen og historien gik i gang.

“Kunne det ikke havde ventet. Vi nåede dårlig nok ind af døren inden du forsvandt.”

Romo havde dårlig nok ænset dem et blik, da de dukkede uventet op. Han havde regnet med at Romo ville blive glad for det uventede besøg. Ellers ville der være gået tre uger inden de havde kunne ses og i Thielos hoved lød det som en dødsdom. Det ville være tre uger hvor hans tanker konstant kredsede om hvad Romo lavede på Pegasum og hvem Blazh mødte i Arcton.

 

“Hvordan er det I ser ud?” Thielo lo over Romos kommentar. Det understregede kun at Thielo havde haft ret. Romo stirrede på dem og han kiggede uskyldigt på sin søster der gengældte hans blik med et lige så uskyldigt udseende. Han foldede hænderne i skødet.

“Vi aner ikke hvad du snakker om, kære bror. Vil du uddybe?”

Han grinede højt da Romo løb den korte afstand mellem dem og kastede sig ned i møblet, så fjedrene gav sig. Han lukkede øjnene da Romos fingerspids gled hen over den bare hud, hvor hans bryn burde være.

“Dit ansigt” Romo drejede hovedet mod Blazh. “Og dit også. Hvad har i gjort? Hvorfor har  i barberet jeres bryn af. Det ser afsindigt ud...”

Thielo lo igen og kunne høre sin søsters latter blande sig med hans.

“Det er på mode. Hvis du forlod Pegasum noget oftere ville du være klar over det.” forklarede han.

“Bare rolig. Normalt maler vi dem op... Vi ser ikke sådan ud til hverdag...” forsikrede Blazh. Hun havde fjernet hår og tegnet falske bryn i månedsvis nu og kun ladet dem vokse ud når hun skulle hjem. Der havde hun været påpasselig med at fjerne alle hår der ikke kunne gemmes under den sorte streg. Da hun hørte at moden også havde bredt sig til mændene, og at Thielo havde været dum nok til selv at hoppe på den, for at bruge hans egne ord, havde hun givet hul i det hele og var fortsat med at fjerne brynene, på trods af familiebesøget.

Thielo nikkede sammentyggede. “Vi kan ordne dine også. Det tager ingen tid.” Han strøg over Romos pande og ned af kinden på sin bror der stadig stirrede.

“Jeg ved ikke hvad I ligner. I burde være klogere end det.” Thielo betragtede Blazh drillende løfte panden i Romos retning. Noget der kun understregede den manglende balance og naturlighed i hendes ellers kønne ansigt.

Thielo mærkede en lettelse over igen at være tilbage i Pegasum, sammen med de mennesker der betød mest for ham. Han og Blazh slog sig hurtigt sammen mod Romo og inden han blev opmærksom på det var de faldet tilbage i den gamle rutine, hvor de kærligt drillede hinanden og grinede frit og lykkeligt. Bag de tillukkede gardiner kunne de være sig selv og behøvede ikke tænke på andres dømmende blikke.

 

***

 

Romo rejste sig op og fandt sit tøj. Teen stod stadig urørt og han tog bakken og forlod de to andre der slumrede. Han hørte et svagt suk da han lukkede døren bag sig. Det var tidligt på morgenen og bag gardinerne farvede solen himlen rød og skyerne gyldne. Han hældte teen ud  og satte noget nyt vand over den kontrollerede flamme der ikke måtte gå ud. Magi holde den konstant, uden at den brændte huset ned. Det var en simpel magi som de fleste kunne. Han dækkede bakken på ny med mælk, sukker og fandt noget brød og pålæg frem og knappede skjorten mens han ventede på at vandet skulle koge. Han ærgrede sig over det sparsomme udvalg. Havde han vidst de ville komme havde han sørget for at der intet manglede. En knirken fra gangen fik Romo til at dreje hovedet og han smilede da han så sin brynløse bror slutte sig til ham.

“Godmorgen. Jeg troede du sov.” Romo tog vandet fra og undgik at se på broderens ansigt der havde mistet sin skønhed.

“Sover Blondie stadig?” Romo omtalte Blazh med det øgenavn de havde givet hende som små og som hun troede de havde glemt for længe siden. Det var Romo selv der stod bag det, om end han ikke huskede det. Da han begyndte at tale havde han haft svært ved at udtale sin søsters navn og af ukendte årsager havde han endt med at kalde hende Blondie i en periode. Noget der havde generet Blazh så meget at Thielo ikke havde været sen til at samle navnet op og navngive hende Blondie når de var alene. Efterhånden som de voksede op døde vanen med at kalde hinanden for barnlige navne, men helt væk var den aldrig. De kærlige øgenavne lå under overfladen på de voksne børn og blev brugt med mellemrum i intime stunder som denne, hvor de var alene.

Thielo rystede på hovedet. “Nej, hun burde være her lige om lidt. Er du altid så tidlig oppe?” Han gik hen til køkkenvinduet og trak gardinet fra. Solens klare morgenlys skar ham i øjnen og han vendte sig væk fra den. Han havde altid været følsom overfor lys og skulle bruge ekstra tid på at indstille øjnene fra en pludselig overgang fra mørke til lys.

 

Ved den afslørende knirken fra gulvbrædderne så han i retning af den åbne køkkendør og fik øje på sin lillesøster der kom anstigende i yderst uanstændige klæder. Han genkendte sin lillebrors kåbe, som de havde givet Romo for nogle år tilbage som Høstgave. Årets store dag, hvor man gav gaver til dem man holde mest af. Den passede hende næsten. Det tynde stof hang en anelse på hende og de lange brede ærmer flagrede efter hende, mens kåbens åbenstående kanter viklede sig ind og ud af hendes korte ben for hvert skridt hun tog. Thielo opdagede med en rødmen at hun ikke havde lukket den ordentligt. Kun hurtigt svunget den omkring sig og bundet silkebåndet omkring livet, så den stod åben til navlen og hendes brysters kurver og mavens linjer var synlige for enhver.

“Du er ikke anstændig klædt, kære søster.” vrængede han og blinkede da hun sluttede sig til dem i køkkenet.

“Der er plads til lidt uanstændighed, synes du ikke Romo?” Hun smilede koket og blinkede videre til Romo. Thielo lo for sig selv, da Romo forblev tavs og valgte at fokusere på morgenmaden der tog ekstra lang tid at tilberede, selvom det kun var brød og pålæg.

 

Thielo gik over til Blazh og tog blid fat om stoffet ved hendeds hals og mærkede det fine tekstil i sine håndflader. Langsomt lod han stoffet kærtegne sine håndflader, mens han trak dem ned til midt på maven på hende. Der stoppede han. Hans blik der havde været fastlåst med hendes blik sænkede sig ligeledes til silkebåndet der holde kåben nogenlunde sammen. Han trak de to sider mod hinanden og lod dem overlappe, så kåben dækkede hvad den skulle. Han trak ned i den for at sikre sig at stoffet ikke ville glide fra hinanden og satte sig i en af de to træstole der var i køkkenet. Rummet var tydeligvis ikke indrettet til mere end en. Det var ellers stort nok. Med den sparsomme møblering lignende det næsten en balsal. Der var plads til mindst tre gange så mange møbler.

Da deres forælder havde boet der havde der været træstole og borde nok til de første 10 gæster. Nu var der ikke engang nok stole til de tre og af de møbler der var, var det nok tjenestepigerne der stod bag de fleste af dem.

“Du burde også gøre noget ved dig selv, kære bror. Du er uanstændig.” Blazh smilede indsmigrende til Thielo og trak den sidste ledige stol hen ved siden af ham og satte sig. Da hun løftede det ene ben over det andet gled kåben ned og afslørede hendes lår og videre ned. Thielo så hendes fingre lege distræt med kåben uden at trække den op.

“Det har du ret i kære søster. Jeg vil ile til værelset og påklæde mig dagens stads.” rungede han med en unaturlig dyb stemme. Han slog ud med armen og bukkede dramatisk for hende inden hans læber kyssede hendes pande og forlod køkkenet. Blazh skævede kort efter ham og hendes blik faldt så på stolen, hvor et svagt aftryk af hans nøgne varme hud var ved at forsvinde fra træets overflade som dug i solen.

“Han er noget for sig selv.” grinede hun til Romo og slog lokkende på sædet.

“Kommer du ikke og holder mig med selskab.” Hun slog ud med håret. “Fortæl mig noget spændende. Har du mødt nogle.” Hun lænede sig frem mod ham og kiggede insisterende på ham. Det var en lejlighedsvis interesse fra hendes side. Hans private affære, eller mangel på samme, interesserede hende kun når de var sammen. Hun ville ikke dele ham med nogen og det samme galt Thielo.

Hun så hvordan Romo igen gav sig god tid til at sætte morgenmaden på bakken og påpasseligt satte bakken på bordet. Blazh rakte ud efter bestikket, da han satte sig og begyndte at dække op, mens hun ventede på svar.

“Men hvis ikke du vil snakke om det, så fortæl hvad vi skal lave i dag.” Hun lænede sig tilbage i stolen med en forbigående følelse af svigt over at han ikke lukkede hende ind i sit liv.

“Vi bliver nød til at gøre os synlige på et tidspunkt.” Hun svarede ved en svag nikken, der var lige så engageret som hans konstatering.

“Stedet passer ikke sig selv.” sukkede hun, som for at give dem en gyldig grund til at de blev nød til at forlade huset.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...