Kan du se stjernerne?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2014
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Færdig
"Du fortalte mig en gang, at stjernerne var menneskernes sjæle. Når et menneske døde, ville sjælen flyve op i stjernerne, og den ville få den syge stjerne til at lyse klarere end nogensinde. Venter stjernen på min sjæl? Er det derfor den er mat?" Fra hende til sin mor. -Deltager i The Fault In Our Stars-konkurrencen. Jeg har valgt mulighed nr. 2.

31Likes
14Kommentarer
1019Visninger
AA

1. Kan du se stjernerne?

Kan du se stjernerne?

De blinker deroppe, flere millioner kilometer væk fra jorden. Nogle gange føler jeg, at jeg svæver derude. Jeg føler mig så let, men så bliver jeg revet ned igen, hvor slangerne lænker mig til en krop jeg ikke kan kende.
Jeg suges ned i mørket af en hvid hospitalsseng, og jeg kan ikke komme op igen. Jeg er for langt nede. Alt for langt nede.

 

Kan du se mig, spøgelset?

Jeg er ikke så svær at finde. Man skal ikke engang lede blandt piger med langt blondt hår. Mit hår er hverken lyst eller mørkt, kort eller langt. Det er slet ikke noget.
Mine øjne er blå – som farve der er fortyndet i vandpytterne, og min hud er bleg – næsten gennemsigtig. Jeg er næsten gennemsigtig, og måske er det mig, der er fortyndet i vandpytterne.

Jeg er ikke svær at finde, og dog. Hvis man ikke ser efter, opdager man slet ikke, at jeg er her, og hvis man ikke skynder dig at lede, forsvinder jeg måske før man når at finde mig. Spøgelser skræmmer folk. De minder dem om ting, ingen har lyst til at tænke på, og når de ser på mig, skynder de sig at kigge væk. Men hvordan tror du jeg har det? Hvor skal jeg flygte hen?

Du sagde engang at jeg lignede en engel. Men gælder det også nu? Findes der engle uden hår, og er det meningen at man skal føle sig så alene?

Jeg undgår spejlene, for jeg er bange for, hvad jeg vil se. Jeg tør ikke se hende. Hende den gennemsigtige pige, der snart forsvinder ubemærket hen i ingenting. Jeg tør ikke.
 

Kan du høre mig kalde?

For jeg har brug for dig. Jeg savner dig, og lige nu føles det som om, du er flere millioner kilometer væk. Jeg har lyst til at kalde på dig, men ordene sidder fast. De kvæles i forsøget.

Jeg har lyst til at holde om dig, så du kan mærke at jeg er her endnu. Jeg er lige her ved siden af dig, og jeg har lyst til at love dig, at jeg ikke går nogen steder.

Men jeg må ikke lyve. Det har du selv fortalt mig.

 

Kan du høre mig græde?

De lydløse tårer triller ned ad kinderne, men kun når du ikke ser det. Ligesom at dine falder, når du tror jeg sover. Jeg sover ikke, men jeg ville ønske at jeg gjorde, for de øjeblikke er de værste. I de øjeblikke glemmer jeg mine smertende lunger, slangerne og al den fysiske smerte. I de øjeblikke gør det så ondt et andet sted, at jeg ved, det er den værste smerte, der findes.

 

Kan du føle smerten?

Det ved jeg, du kan.
Den vil føles. Den vil føles så urimeligt meget, og den gør et godt job. Jeg føler den i hvert fald. Helt ud i fingerspidserne, og helt ind under den gennemsigtige spøgelseshud, der stadig er tilbage. Lige til venstre over brystet, du ved lige der. Lige der hvor hjertet banker i takt til et hvæsende symfoniorkester fra mine lunger. Det er lige der, hvor jeg mærker den allermest. Den kradser i mine øjne. Starter en ild bag øjenlågene og kræver de løbende strømme af mere smerte.

Jeg spekulere på, om du kan se den på mig. Sådan rigtigt. Kan du se smerten bag alt det andet. Den smerte, der efterlader mig tilbage i mørke nætter, hvor morfinen bedøver alt andet? Jeg håber det ikke, men jeg ved du kan.

 

Jeg er lige her ved siden af dig, og alligevel så langt væk. Din hånd holder min, og jeg ved, du er bange for at jeg forsvinder i løbet af natten. Du sidder sammenfaldet i stolen, og du sover tungt. Trætheden har overmandet dig, men dit ansigt er en åben bog. Det gør ondt. Jeg kan se det på dig. Dit ansigt er fortrukket i sorg – som var jeg allerede død, og smerten gør det godt. Den vil føles.

Min seng står lige ved siden af vinduet. Jeg fik dig til at trække gardinerne fra, inden det blev mørkt, og nu kan jeg se dem. Stjernerne.  De lyser og efterlader himlen som et lysende tæppe af juveler. En lyser svagere end de andre, og den forsvinder i mængden. En ud af millioner.

Du fortalte mig en gang, at stjernerne var menneskernes sjæle. Når et menneske døde, ville sjælen flyve op i stjernerne, og den ville få den syge stjerne til at lyse klarere end nogensinde. Venter stjernen på min sjæl? Er det derfor den er mat?

 

Kan du se stjernerne?
For jeg ved, du er bange for at min lyser op om lidt.

Kan du se den?
For du behøver ikke at hviske farvel endnu.

Kan du se mig?
For jeg er lige her, mor, og jeg er ret sikker på, at du bare skal åbne dine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...