Behind the wall | Hayes & Nash Grier

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2014
  • Opdateret: 24 maj 2014
  • Status: Igang
En dag, flytter nogen ind ved siden af Zilans lejlighed. Samme dag, forbyder regeringen at nogen træder udenfor hjemmet. En epidemi har ramt landet. Da hun går rundt derhjemme, finder hun tilfældigvis ud af at hun kan høre sine nyankommen nabo, gennem væggene. Hun hører alt, navne, lyde, diskussioner. Alt. En dag, taler han til hende. Hun falder i snak med ham og lære hans navn, Hayes. De snakker hver aften, hver nat. Der bliver udviklet et stærkt venskab mellem de to, trods de ikke aldrig har set hinanden. De har kun stemmen og personligheden at lære fra. Da dagen kommer hvor de kan lukke sig ud i den friske luft igen, viser det sig at familien hedder Grier til efternavn. Zilan genkender efternavnet. Hun har haft et crush på Hayes bror, Nash. De blev uvenner dengang. Kun Nash kan huske grunden. Han vil have intet at gøre med hende. Det eneste Zilan vil vide er, hvorfor? Hvorfor blev de uvenner dengang? Hvad gik der galt? Og hvordan vil Hayes og Zilans forhold udvikle sig?

43Likes
41Kommentarer
1426Visninger
AA

3. Kapitel 2

Zilans Synsvinkel

 

”Zilan, mit navn er Zilan. Må jeg spørge om dit?” Spurgte jeg.

”Mit er Hayes, og jeg er ny her.” Svarede han. Hans stemme var så beroligende at jeg nærmest glemte at svarer.

”Ja, det vidste jeg godt. Jeg har boet her hele mit liv, men har aldrig lagt mærke til at jeg kan hører alt, gennem væggene.” Svarede jeg. Jeg undrede mig faktisk lidt over hvorfor jeg aldrig har lagt mærke til det, der har trodsalt boet nogle der inde før.

”Når, det overrasker mig også. Man kan virkelig hører alt, altså det virkelig vildt. Kan jeg tillade mig og spørge hvor gammel du er?” Spurgte han. Han virkede en smule forsigtig med at spørge, men er der ikke også noget med at man ikke må spørge en pige om deres alder? Hvis det er rigtigt, er det i hvert fald en tåbelig regel.

”Det kan du vel godt. Jeg er 14, men bliver dog, snart 15! Hvad med dig?” Svarede jeg. Jeg har aldrig været genert, og føler mig det heller ikke lige nu. Men så alligevel. Hvad nu hvis han er meget ældre end mig? Man kan jo aldrig vide.

”Jeg er også 13, har dog fødselsdag om 1 uge.” Svarede han. Mit bryst sænkede sig, efter jeg havde spændt i hele kroppen, fordi jeg var bange for at han var meget ældre. 13, er da ikke så slemt, jeg opfører mig selv som en trettenårig. Det får jeg i hvert fald tit af vide.

”Hayes har du mine kasser med mit fodboldtøj?”. Blev der spurgt om fra den anden side, altså der var en der spurgte Hayes om noget.  Jeg bed lidt mærke i stemmen der spurgte, den lød bekendt.  Jeg tænkte ikke mere over det, før Hayes sagde at han ville tilbage om lidt. Noget blev mumlet, inden en dør blev smækket.

Mens jeg sad og ventede på at Hayes ville komme tilbage, landede mit blik på mit ur som viste 19:24. Den lille sekundviser gled sin sædvanlige tur hen over urskiven, minut efter minut. Mine forældre burde efterhånden også snart have lavet aftensmad, og jeg er godt nok også sulten. Bare vi har bestilt pizza. Nej vent, ingen kan gå uden for, pis! Jeg vil have pizza, pizza er gud. Right?

”Zilan der er mad!” Råbte min mor. Hun siger jeg ikke må råbe, men hun gør det selv. Dobbeltmoralsk for alle pengene.  Jeg rejste mig fra min seng, og gik ud i køkkenet. Der duftede ikke af lækker mad som der plejede, der lugtede af kål – nærmere prut, gammel prut.

”Hvad er det lige for noget mad du har lavet?” Udbrød jeg, da jeg løftede låget på den gryde der stod på bordet. Det var en gylden flydende masse, hvor man kunne ane nogle få klumper. Siden her lugtede af kål, vil jeg gætte på at det er noget der indeholder kål.

”Kålsuppe, jeg ville prøve noget nyt.” Svarede hun, og smilede venligt. Typisk min mor, at prøve noget nyt, hun for nye idéer konstant. Men seriøst kålsuppe? Hun regnede da ikke med at nogen gider og spise en suppe som lugter som om, fem overvægtige mænd har skidt hele huset til, fordi de ikke lever af andet end fastfood. 

Min far kom slentrende ind i køkkenet. Hans blik ændrede sig med det samme da han kom helt ind i køkkenet. Huden mellem hans øjenbryn, rynkede da han sandsynligvis nok undrede sig over hvordan her lugtede.

”Hvad i alverden har du lavet af mad? Det er ikke ligefrem fordi det dufter af violer.” Brummede han.

”Kål suppe.” Svarede min mor, mens hun stadig havde blikket mod opvasken. Jeg vendte hovedet for at se på min far, der ikke just så så glad ud. Et lille smil bredte sig på mine læber, nu vil han sikkert kommer med en spydig kommentar.

”Kål suppe? Hvem fanden tror du jeg er? En som spiser suppe, som lugter som når jeg lige har skidt?!” Udbrød han. Jeg tog mig til maven, mens jeg var flad af grin, men også med den fact at jeg faktisk forudså at han ville sige noget i stil.

”Åh lad nu vær med at brokke dig, og spis det mad der er blevet sat på bordet. Jeg vil jo bare prøve noget nyt, så jeg vil sætte pris på hvis du gider, bare spise lidt af det.” Svarede min mor, så roligt som hun altid gør. Det er ret sjovt at der er så, stor forskel på mine forældre. Men alligevel er de gift, men far er en ret højrystet mand, og min mor er den meget stille, og afslappede type.- Og tilsammen fik de så mig den ”møg irriterende unge.” som mine lærer kalder mig, jeg ved ikke hvad jeg gør der får den til at hade mig. Men de kan i hvert fald ikke lide mig.

Jeg rettede mig op, da min mor begyndte at hælde noget suppe op til mig. Det så ikke videre lækkert ud, men måske kan jeg slippe for at spise det, med min fantastiske plan.  Min far satte sig også – modvilligt ned på stolen, med en utilfreds grimmas klistret i fjæset. Jeg stak skeen ned i suppen, og rørte langsomt i den. Den klistrede suppe, sad fast som slim på skeen mens klumperne af kål sejlede rundt i den. Jeg tog lidt og på skeen, og førte den ned under bordet.

Vores hund – Bent, kom hen og begyndte at slikke på skeen, jeg kiggede ned under bordet, så skeen var tom, tog skeen op igen fyldte den op, og ned under igen. Jeg gjorde det samme et par gange, indtil min mor begyndte at kigge mærkeligt på mig.

”Zilan, hvad er det lige du har gang i? Tror du ikke godt jeg kan se du giver din suppe til Bent?” Sagde min mor surt, hun var nok ikke glad for at jeg gav min suppe til Bent da han ikke har godt af det. Men jeg har bare virkelig ikke lyst til at spise denne her kålsuppe.

”Øh nej faktisk ikke.” Svarede jeg flabet tilbage, hun blev bare sur mens min far grinte og sendte mig ind på mit værelse. Fedt! Nu kan jeg heller ikke få noget mad, og jeg er pisse sulten. Det ødelagde jeg da nok også selv, jeg ødelægger altid alting for mig selv. Jeg gør tit nogle virkelig dumme ting, gør det egentlig bare uden at tænke over det først, også fortryder jeg det altid bagefter, altid. 

Jeg sad i lidt tid og spillede et meningsløst spil på min mobil, som jeg kunne hører visken fra den anden side af vægen. Åh gud Hayes! Hvordan kunne jeg glemme ham? Jeg fortalte ham ikke engang at jeg gik.

”Haaaaaayes?” Viskede jeg tæt mod væggen, han er nok der inde helt alene ved at dø af kedsomhed.

”Ziiiiiiilan?” Kom der drillende tilbage. Jeg jublede lydløst, for jeg manglede virkelig noget selskab, efter at mine kedelige forældre smed mig ind på mit værelse uden mad eller noget.

”Nå øh ja, undskyld at jeg bare sådan gik, men jeg skulle spise.” Fortalte jeg, selvom han nok med 100% er fuldkommen ligeglad. Det ville jeg nok inderst inde være.

”Ja det ved jeg, jeg var lige kommet tilbage da din mor kaldte på dig. Nå men lad os lege en latterlig leg.” Grinede han, jeg begyndte også selv at grine selvom det jo ikke engang var sjovt, men hans latter smitter bare så utrolig meget, den får mig til at føle mig afslappet og samtidig tryg på sådan en underlig måde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...