Behind the wall | Hayes & Nash Grier

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 apr. 2014
  • Opdateret: 24 maj 2014
  • Status: Igang
En dag, flytter nogen ind ved siden af Zilans lejlighed. Samme dag, forbyder regeringen at nogen træder udenfor hjemmet. En epidemi har ramt landet. Da hun går rundt derhjemme, finder hun tilfældigvis ud af at hun kan høre sine nyankommen nabo, gennem væggene. Hun hører alt, navne, lyde, diskussioner. Alt. En dag, taler han til hende. Hun falder i snak med ham og lære hans navn, Hayes. De snakker hver aften, hver nat. Der bliver udviklet et stærkt venskab mellem de to, trods de ikke aldrig har set hinanden. De har kun stemmen og personligheden at lære fra. Da dagen kommer hvor de kan lukke sig ud i den friske luft igen, viser det sig at familien hedder Grier til efternavn. Zilan genkender efternavnet. Hun har haft et crush på Hayes bror, Nash. De blev uvenner dengang. Kun Nash kan huske grunden. Han vil have intet at gøre med hende. Det eneste Zilan vil vide er, hvorfor? Hvorfor blev de uvenner dengang? Hvad gik der galt? Og hvordan vil Hayes og Zilans forhold udvikle sig?

43Likes
41Kommentarer
1427Visninger
AA

2. Kapitel 1

Zilans synsvinkel

Den kurv min mor havde brugt hele eftermiddag på at lave, til den ny ankomne nabo, blev jeg nu nød til at spise. Fordi at regeringen netop har meddelt at epidemien har ramt landet.  Og at vi ikke må gå uden for døre, indtil de har givet tegn.

Klistrede dadler, fedtede småkager og et hav af andet hjemmebag. Står jeg nu til ansvar for at spise, fedt!  Da min mor bestemt ikke, vil lade noget mad gå til spilde. Det kan være utroligt irriterende somme tider. At man skal bruge den sidste klat smør, eller den sidste dråbe mælk skal drikkes ellers er det jo madspild – hvis du spørger min mor.

I dag er det Fredag, som var den dag jeg havde glædet mig til hele ugen. Fordi vi fik nye naboer, og jeg ville gerne lære dem af kende. Der har ikke boet nogle på min alder på vejen, i jeg ved ikke hvor lang tid. Og jeg kunne virkelig godt bruge nogle og, hænge ud sammen med. Jeg havde fået af, vide at de nye naboer havde et barn på min alder. Dreng eller pige, blev der ikke nævnt noget om. Men jeg håbede ærligtalt inderst inde at det var en dreng, jeg er ved at få nok af pigefnidder. Jeg har altid været noget af en drenge-pige, og jeg kunne bare virkelig godt bruge en drenge ven som jeg kunne hænge ud med.  Men det som jeg har gået og glædet mig til, er nu helt spoleret. Tak virussen for det!

Jeg rejste mig fra sofaen jeg sad i, for at gå ind på mit værelse. Vores hus, er forholdsvis lille. Lille stue, småt køkken, ét badeværelse og tre små værelser.  

Døren til mit værelse knirkede da jeg lukkede den, hvor jeg derefter smed mig i min seng. Gad vide hvor lang tid, denne epidemi kommer til at stå på. For jeg magter ærligtalt ikke at være lukket inde, i huset i flere uger.

Jeg hev min computer frem fra min skuffe. Det er ikke den mest fancy computer, men den er nu heller ikke dårlig. Da jeg klikkede på internet ikonet, poppede bare et kæmpe kryds og på skærmen.  ”Ingen internet forbindelse.”. Nej hvor fedt. Ikke nok med at jeg skal leve inde i mit hus. Så kan jeg heller ikke, komme på nettet, hvad i alverden kan man så lave. Intet. Man kan intet lave, jeg må bare sidde og stirrer ind i min hvide væg. Fedt. Hvad kan mere gå galt?!

”Zilan!” Råbte min mor ude fra køkkenet. Åh, nu skal jeg sikkert servicere hende.

”Hvad?!” Råbte jeg tilbage. Hun råbte bare tilbage at jeg, skulle være venlig og rejse mig op og lade vær med at råbe.

”Hvad er der?” Spurgte jeg, da jeg endelig nåede køkkenet. Selvom det ikke tog mere end 1 minut. 

”Kan du ikke tage kurven, som den nye nabo skulle have haft. Med ind på dit værelse?”.  Jeg fik hurtigt mumlet et ja, taget kurven og tøffet ind på mit værelse igen. Med et bump, fik jeg sat den tunge kurv på mit skrivebord. Og smidt mig i min seng igen. Der var ikke sådan rigtig noget af lave – internettet er nede, og jeg kan ikke komme uden for. Hvis jeg havde muligheden for at gå ud, var jeg nok alligevel bare endt op med at sidde på Facebook, eller stakle de kendte på Twitter. Livet uden internet er svært.

Som jeg sad og kiggede på min nøgne, hvide væg. Kunne jeg hører en dør blive smækket, efterfulgt af et suk. Det kom ikke fra mit hus, det kom fra naboens – den nye nabo. Jeg kunne hører en seng knirke, og at noget blev hevet frem.

Nabo huset har stået tomt i lang tid, så jeg har aldrig lagt mærke til at jeg kan hører så meget. Så nysgerrig som jeg er, besluttede jeg mig for at lytte bedre efter.

Det er da bedre end at kigge, ind i vægen. 

”Årh, hvad nu. Hvad fanden har de nu tænkt sig!”. Blev der råbt, inde fra naboen. Okay, der fik jeg så bekræftet at det klart er en dreng. Ellers er det bare en pige, med en meget mørk drenge stemme. Hvad er tilfældet lige for det? Ikke ret stort nej.

Det lød som om at han også lige har opdaget der intet internet er.  Afhængig af de sociale medier,  like me. Gad vide om han også kan høre det jeg laver? Hvis han kan, har han enten opdaget det ellers opdager han det snart. For det er virkelig tydeligt, jeg kan seriøst hører alt.

Denne gang var det mig der rejste sig, fra min seng. Dog ikke for at hive noget frem, bare for at rette på mine bukser og sætte mig helt op af vægen. Jeg mumlede et hej, som om jeg snakkede i telefon. I håb om at han måske ville svare mig.

Jeg ventede i 5, 10 og i 15 minutter uden svar. Hvad var det overhovedet jeg troede, som om han vil svarer mig. Håbet om at han vil svarer, var nu helt væk. Men lige i det jeg skulle til at rejse mig fra min seng, hørte jeg et ”Hej.” Fra den anden side, jeg kunne ikke tro mine egne øre. Han svarede mig, men hvad i alverden skal jeg sige?!

”Øhm, er internettet også gået inde hos dig?” Spurgte jeg. Hvad i alverden var det lige jeg sagde? Jeg klaskede en hånd mod min pande, hvordan kan man være så dum. Nu synes han sikker er jeg er en eller syg pige, der bare har brug for en ven. Hvilket jeg også har – har virkelig brug for en, drenge ven.

”Ja, og jeg er sådan virkelig afhængig af sociale medier.” Svarede han. Okay måske vil han alligevel ikke synes jeg er en retard. Han virkede selv ret åben. Men igen blev jeg helt lammet, jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller spørge ham om.

Mens jeg sad og overvejede hvad jeg skulle sige, blev der spurgt om noget fra den anden side. Jeg sad i mine egne tanker, så jeg havde faktisk ikke hørt efter hvad han sagde.

”Øhm, hvad sagde du? Jeg var lige ude i køkkenet.” Løj jeg, men jeg virkede sikkert mærkelig hvis jeg fortalte ham. At jeg faktisk sidder med hovedet op af vægen, men da han endelig sagde noget lod jeg være med at hører efter. Ikke klogt Zilan..

”Jeg spurgte egentlig bare om, hvad du hedder?” Spurgte han, jeg var allerede helt væk i hans stemme. Han virkede så rolig, og det fik mig til at glemme alt om virussen.

”Zilan, mit navn er Zilan. Må jeg spørge om dit?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...