Skyggejægerne: Første Bind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 11 mar. 2014
  • Status: Igang
Skyggejægerne har i flere generationer jaget dem fra Underverdenen, men da Zack, en af de mest talentfulde skyggejægere, bliver forelsket i en fra den anden side, må skyggejægerne tage en vigtig beslutning. Og kan deres lange linje af skyggejægere overhovedet holde til de prøvelser de har foran sig?

0Likes
0Kommentarer
237Visninger
AA

4. Zack

✹Zack✹

Jeg vågnede ved at solen skinnede ind af mit vindue, havde jeg glemt at lukke det? Jeg skulle til at rejse mig, men mine fingre lagde sig på noget varmt, hud. Jeg så op. Shit! Jeg prøvede at huske hvad jeg havde lavet i går, jeg var taget af sted for at finde nogen at nakke. Og nu lå jeg her med en pige i min seng, kendte jeg hende overhovedet? Hun havde en kjole på, så vi havde nok ikke lavet noget.

Langsomt kom den forrige aften tilbage til mig, jeg smilede da jeg pludselig huskede hende, Laura. Jeg lagde mig tilbage i sengen, jeg anede ikke hvordan jeg skulle forklare det her til de andre, men nu lå hun her sammen med mig.

Hun vågnede så småt da solen stod på sit højeste, jeg vidste at jeg skulle huske at lukke gardinerne, fordi jeg havde morgensolen lige ind i mit vindue, og når det blev aften havde jeg eftermiddagssolen ind fra den anden side.

”Godmorgen.” sagde hun og vendte sig rundt, hendes røde krøller lå i en stor klump omkring hendes hoved, jeg snurrede en enkelt rundt om min finger, jeg havde helt glemt hvor charmerende hun var.

”Godmorgen, er du klar til morgenmad?” hun grinede og satte sig op. Hun så ned af sig selv.

”Har du måske noget andet end det her?” hun pegede på sin kjole, jeg hev dynen til side og så en ekstra gang på hende.

”Ja, men jeg kan ellers godt lide det.” hun grinede og rejste sig, jeg fandt et par joggingbukser der alligevel var for små til mig. Hun tog dem på inden under hendes kjole, jeg fandt derefter en T-shirt der sikkert var alt for stor til hende, men hun holdt den glad op foran sig.

”Vil du hjælpe mig med min lynlås?” spurgte hun neutralt, jeg så på hende, var hun seriøs? Det så sådan ud. Jeg gik over og trak ned i lynlåsen, den gled nemt ned. Hun havde en lyserød BH på inden under, jeg smilede for mig selv.

”Tak.” sagde hun formelt og hev den op over hovedet, jeg overvejede om jeg skulle kigge væk, men hun havde allerede hevet min gamle Hard Rock cafe trøje ned over hovedet.

”Og nu morgenmad.” sagde hun og hev mig med ud i køkkenet. Jeg kom i tanke om at jeg faktisk var ret lav på forsyninger, hvilket betød vi var nødt til at gå neden under og snuppe maden der, jeg hadede det. Der var altid så mange, og jeg ville under ingen omstændigheder tage Laura med sådan et sted.

”Skal vi ikke købe noget et sted?” spurgte jeg ledende, hun smilede skævt til mig.

”Du har glemt at købe ind ikke?” jeg nikkede skyldigt, hun grinede og sukkede, men hun virkede stadigt frisk.

Da vi kom ned i entreen var der allerede en hel del der var i gang med at tage for sig af maden. Et stort skilt var sat op; Morgen mad denne vej. Jeg prøvede forgæves et lede Laura et andet sted hen, men hun så det.

”Skal vi ikke bare gå derhen?” jeg sukkede og lod mig trække derind. Vi boede 30 mennesker her i aldrene 10- 35 år. De ældre Skyggejægere boede i bygning 2. Indtil videre sad der omkring 20 hernede.

Carl vinkede til mig da han så mig. Carl, James og jeg hang meget ud sammen, så de ville selvfølgelig møde pigen først.

”Hvem har vi så her” spurgte James og smilede lidt for bredt, Laura smilede og præsenterede sig selv. Carl rakte hånden frem, han havde en trekvartærmet T-shirt på. Lauras smil stivnede, hun så desperat på mig.

”Jeg skal lige tisse.” sagde hun, jeg så forvirret efter hende. Hun nærmest løb ud til udgangen, jeg løb efter hende.

”Vent lige!” råbte jeg og stoppede hende i døråbningen, hun så bange på mig.

”Hvad er der galt?” hun så på mig med tårrene hængende i øjenkrogen.

”Du ville ikke kunne forstå det, de fyre derinde er farlige.” sagde hun og hulkede, jeg lagde mine arme omkring hende og ønskede at jeg kunne få hende til ikke at græde, det gjorde ondt på mig at se hende lide på den måde.

”Fortæl mig det, måske kan jeg.” Hun snøftede og så på mig.

”De fyrer derinde, de er med i en hemmelig gruppe, de er ude på at slå mig ihjel.” jeg fik næsten kvalme ved hendes ord, jeg vidste hvor det her bar hen, men jeg nægtede at tro det. Laura kunne ikke være en del af de Underjordiske, eller kunne hun? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...