Skyggejægerne: Første Bind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 11 mar. 2014
  • Status: Igang
Skyggejægerne har i flere generationer jaget dem fra Underverdenen, men da Zack, en af de mest talentfulde skyggejægere, bliver forelsket i en fra den anden side, må skyggejægerne tage en vigtig beslutning. Og kan deres lange linje af skyggejægere overhovedet holde til de prøvelser de har foran sig?

0Likes
0Kommentarer
238Visninger
AA

3. Zack

✹Zack✹

Lynhurtigt fulgte jeg efter hende ud på dansegulvet, hun var ikke svær at spotte, hendes lille skikkelse var underligt let at genkende i mængden, hun havde en sort kjole på, den sad stramt ned over hendes krop. Den var ikke vulgær på nogen måde, den viste hende bare fra hendes bedste side. Hun var tynd, men ikke på den måde som alle andre. Hun havde former, og ikke en mave der næsten gik indad. Dem fra akademiet ville nok sige at hun ikke var værd at kigge efter, men noget ved hende fangede mig.

”Der var du, jeg var blevet bange for at du blev sidende deroppe helt alene.” hun tog min hånd og trak mig længere ind i mængden.

Jeg lod mig villigt blive trukket med hende, det måtte være sådan dem fra Underverden fik lokket deres ofre med sig, jeg havde mange gange undret mig over hvordan de kunne være så dumme at gå lige i fælden.

”Hvad må jeg så kalde dig?” pigen lænede sig op ad mig, jeg lod hende gøre det og lugtede i smug til hende.

”Jeg hedder Zackarias, men jeg hader det, så du kan bare kalde mig Zack.” hvorfor fortalte jeg hende det? Det var totalt ligegyldigt, men hun grinede og lukkede sine fingre bag min ryg. Hun havde nok fået et par drinks for meget inden hun mødte mig, for hun svajede let.

”Du kan bare kalde mig Laura, og jeg hedder Laura.” jeg grinede af hendes lille joke, ikke fordi den var sjov, men når hun sagde det gjorde hun det sjovt.

Vi stod lidt sådan og lod musikken pumpe i gulvet, jeg så adskillige piger gå ud med drenge efter sig, men jeg gjorde intet selvom jeg vidste hvilken skæbne der ventede de stakkels mænd.

”Skal vi smutte?” spurgte Laura pludseligt, jeg vågnede op og lagde mærke til at vi var rykket langt væk fra den store gruppe af dansere, musikken var ikke så høj her, og jeg kunne lide det.

”Ja, hvis du lader mig køre.” hun grinede og prikkede mig blidt i siden, men nikkede.

Vi gik ud foran hvor min motorcykel holdt, det var en rigtig racermotorcykel, lige som den skulle være. Man sad foroverbøjet og kunne virkelig mærke suset. Den var matsort og havde enkelte røde striber hist og her.

”Wow, nu får jeg jo helt lyst til at køre.” hun lod imponeret fingerende løbe hen over den. Hun kørte motorcykel?

”Har du en motorcykel?” spurgte jeg og fandt hjelmen frem, jeg satte den på hendes hoved, hun så gnavent på mig.

”Nej, desværre. Spare stadigt sammen, og så køre jeg til Italien.” jeg smilede lidt af hende, det var farligt at lave sådanne planer. Jeg vidste kun alt for godt hvor let de kunne blive tilsidesat.  

”Du ved godt man ikke kan køre til Italien fra Portland, ikke?” hun rakte tunge ad mig og himmlede med øjnene.

Jeg satte mig op, Laura satte sig bagved mig, hun lagde sit hoved på min ryg og lukkede hænderne om mit liv.

”Hit it.” sagde hun modigt og spændte armene omkring mig. Jeg smilede i alt hemmelighed og trådte på speederen. Havde det været hvilken som helst anden pige havde jeg styrtet af sted for at imponere hende, men jeg kunne ikke overskue hvad jeg ville gøre hvis vi væltede og hun kom til skade, noget jeg ellers aldrig skænkede en tanke. Jeg levede for at være frygtløs og vovet.  

Jeg kørte stille og roligt igennem gaderne indtil vi kørte ind på en gammel parkeringsplads. Der holdt flotte Volvo’er og en enkelt Audi. Jeg parkerede langt fra dem. Man tjente temmelig godt på at være en skyggejæger.

”Hold da op, hvad er det her sted?” spurgte hun, jeg hostede en enkelt gang og gjorde klar til at lyve, hvilket jeg var forfærdelig til.

”Det er…” jeg kom til at jeg vendte mig om for at kigge på hende, hendes ansigt lå på min skulder få centimeter fra mig, og så glemte jeg helt hvor jeg var kommet til.

”Hvad er det?” spurgte hun og så indtrængende på mig. Jeg kiggede forbløffet på hende, hendes øjne var lysende grønne som i helt limegrønne næsten. Hendes blik forvirrede mig, og jeg forbandede mig selv langt væk for at falde for så simpelt et trick.

”Det kan også vente.” sagde hun og smilede, jeg smilede tilbage til hende, hun lænede sig hurtigt frem og kyssede mig hurtigt.

”Lad os komme ind, jeg fryser.” jeg kiggede på hendes bare ben og tog med det samme min jakke af og gav hende den. Hun tog villigt imod den. Jeg lod hende gå forrest ind af døren.

Jeg pressede mine læber sammen og selvom det var kort, så var jeg ikke helt kommet mig over hendes kys endnu.

Vi tog elevatoren op på 12. etage hvor jeg boede, jeg lukkede os ind. Min lejlighed var lille, men der var verdens bedste udsigt, jeg havde udsigt over hele Portland, eller sådan følte jeg det i hvert fald. Laura var også imponeret.

”Du bliver bare bedre og bedre bekendtskab.” sagde hun og lagde armene rundt om min hals, jeg smilede og for anden gang kyssede hun mig, det her kys var mere villigt, hun smilede kunne jeg mærke. Uden at bemærke det trak hun mig blidt med ind i mit soveværelse hvor vi væltede rundt. Jeg smilede og ønskede på ingen måde at udnytte Laura, selvom hun måske var en smule fuld, så jeg viklede mig blidt ud af hendes greb.

Laura tog det ikke hårdt, hun vendte sig bare rundt og krøb ned under dynen og lagde sig tæt op ad mig, jeg sukkede og lukkede øjnene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...