The Tone of the Death's Song

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 16 mar. 2014
  • Status: Igang
Den 16-årige skuespiller Valerie McKenzie bliver bortført af sørøvere under en filmoptagelse sammen med sin lillebror og de andre skuespillere. De bliver solgt til en ukendt mand, som er chef for alle slavesalg. Det fører dem til en fremmed Ø, hvor de skal holde til, indtil de bliver solgt som slavere eller prostituerede. Der er bare det, at Valerie har andre planer, end at lade sig selv og sin lillebror sælge.

15Likes
39Kommentarer
932Visninger
AA

3. Kapitel 3


Det er kun korte blikke jeg får fat i, hvor mine øjne derefter lukkes i som tunge klodser af bly. Ikke engang nok til at opsummere, hvor langtid jeg har været væk. Men da jeg ser at vi stadig er under angreb, står det klart for mig at her nok kun er gået få minutter.

  Alt er slørret, og det er ikke kun på grund af tågen. Jeg tager pege -og langefinger op til min tinding. Det bløder derfra, og jeg må tage mine fingre væk, for at stoppe den store hovedpine de sender ud.

  Det går op for mig, at jeg befinder mig på rælingen på en slags bænk på det andet skib. Men jeg har ikke kræfter til at flygte tilbage. Jeg kan intet på min krop bevæge. Kun føle smerten, der langsomt fortærer mig.

  Sørøverne, eller hvad man nu skal kalde dem, springer tilbage på deres skib. Den sidste der forlader skibet sætter ild til den. Ild til træet den er bygget af, og ild til de mange blodige lig, der ligger rundt omkring på hele dækket. Det ligner én stor bassin af flydende klistret blod.

 "Noel!" råber jeg pludseligt og bliver skræmt over styrken i min stemme.

  Et par mænd tager fat i mig, og slæber mig ned til et tomt og mørkt værelse. Så lukkes døren i, og tilbage ligger jeg uvidende om hvad der skal blive af mig. Og hvad er der mon sket med de andre? For ikke at sige Noel? 

  Jeg har ikke kræfterne til at græde. Men jeg når heller ikke at sørge, før mine øjne igen lukker sig i, og jeg forsvinder ind i en dyb søvn.

 

Varme. Her er varme. Men det er vinter, så her burde være kulde. Jeg burde fryse, jeg burde have en tyk vinterjakke på og være derhjemme. Men det er jeg ikke. Og det har jeg ikke.

  Mørket er her stadig, og der går tid før jeg vender mig til det. 

  Skibet gynger, men ikke kraftigt. Den er for stor til at gynge meget. Jeg kan dog alligevel mærke det en smule.

  Det jeg frygter mest, er at jeg i min besvimelse, har brækket mig ud over gulvet herinde. Men det vil jeg kun finde ud af, hvis jeg mærkede efter. Og det tager jeg ingen chancer ved.

  Det værste af det hele er, at jeg har klaustrofobi. Det fik jeg fra den nat, hvor jeg faldt ned i legekassen som lille. Jeg kom ikke op før næste morgen, fordi låsen havde sat sig fast. Jeg har haft mareridt lige siden. Det føltes som om at organerne inden i en snurrede rundt og pressede sig sammen.

  Døren bliver åbnet, og jeg skal lige til at kaste mig ud i friheden, da jeg ser manden med de store hænder.

  "Nej, nej, nej!" beder jeg og presser mig op mod væggen. Jeg begynd er at hulke svagt og mærker et sus i maven.

  "Bevar roen, tøs," mumler han, "du skal med ud af skibet."

  Det giver en lettelse i min krop. Men da han tager fat i mine arme, kommer minderne tilbage. Det får min krop til at ryste kraftigt, som har jeg søsyge.

  Da han fører mig ud, bliver mit mørkebrune næsten sorte hår blæst tilbage af en varm og behagelig brise. Det føles som sand, der piskes imod min hud. Det kan sagtens også være at det var, for jeg opdager pludseligt, at jeg befinder mig i ørkenomgivelser. Kun få huse og bygninger er til stede, og de ser langt fra ud som i New York.

  Manden fører mig ned ad skibet til en flok af mænd, der nok er sørøverne fra skibet. I mængden af folk, får jeg øje på Alice. Hun ser ud som har hu fået bank, måske hun er blevet udsat for det samme som jeg? 

  Det at jeg ikke er alene med ukendte folk, skaber en glæde indeni mig.

  "Alice!" råber jeg højt og hun kigger på mig med et kæmpe smil om munden. Manden, derimod, holder mig tættere ind mod sig. Og manden der har fat i Alice, giver hende en lussing. Jeg gisper efter vejret. Det er som om, at det først nu er gået op for mig, hvad der egentlig sker.

  Folk danner en kreds rundt om en muskuløs yngre mand, der hvis han fik klippet sit lange brune hår, faktisk kunne være pæn. Han er iført noget lignende en hvid kjole, der sidder så tæt at man kan se hans muskler. Det bærer de alle undtagen sørøverne. De fleste bærer også tørklæder.

  "Ti Jeres munde!" brøler han ud over landsbyen og det giver ekko. "I dag er fangsten disse værdigfulde skuespillere. Prisen er 2 millioner dollars!"

  Vi bliver skubbet frem, og jeg får øje på de andre. John, Jack, Sean og.. Joel.. Joel er i live!

  Mit knuste hjerte bliver healet og banker for lykkens gang. En tåre triller ned ad min kind, men for hans skyld kalder jeg ikke på ham. Jeg frygter hvad de vil gøre ved ham. Og hvad de allerede har gjort.

  "Det går ikke chefs vilje imod." En mand træder frem. "Vi køber dem alle."

  "Solgt!" råber den muskuløse. Vi bliver kastet frem og falder ned på sandet. To fremmede mænd tager fat i mig, løfter mig op og binder mine hænder med et tykt reb.

 "Hold jer fra mig!" råber Jack og vrider sig ud af deres greb. Han løber uden kurs, men støder imod en voksen mand, der øjeblikkeligt vælter om på sandet. Jack fortsætter, men mændene han stak fra, indhenter ham få sekunder efter. De slår ham hårdt på hovedet så han besvimer, hvorefter han bliver lagt over en kamel. 

  Det samme bliver vi andre, og det puster luften ud af maven. Det er ikke længere som en behagelig varme. Den er tæt og klæbende og brander min ømme hud. 

  Til alt held fik manden med de store hænders seksuelle overgreb, revet det meste af mit tøj af. Kun en camouflagefarvet top har jeg på, samt forrevne blå jeans og et par sorte løbesko.

  Rebene irriterer mine hænder, og varmen får mit hår til at blive bølget i stedet for glat.

  Gribbe hænger i luften og forfølger os, men de når ikke noget før vi når frem til et stort skib i en ny 'havn'. Vi bliver fragtet ombord og fordelt i værelser på det store skib. Denne gang er der til alt held ikke mørkt. Derimod kommer der masser af lys ud gennem koøjet. Døren bliver lukket og låst, og endnu engang er jeg alene.

  I rummet er der mange trækasser. De er høje, lange, små og bredde. Jeg åbner op for en af de store, og dernede er der rifler. Det var sgu da noget at sætte en fange sammen med. Det vil jo betyde, at jeg kan komme væk fra alt det her. Jeg kunne skyde mig fri? -Nej. Der er for mange.

  Jeg kunne skyde koøjet op og springe ud? Svømme ind til land og tilkalde hjælp? -Nej. Der er sikkert masser af hajer og krokodiller i vandet. Desuden er mit ansvar Noel. Jeg kan ikke efterlade ham her, heller ikke de andre.

  Hvad er muligheder egentlig med våben? Jeg kan jo i virkeligheden intet gøre. Bare håbe og bede til, at disse mennesker der har købt os, gerne vil lade os slippe. Men for 2 millioner kroner tror jeg næppe, at det er det, som de gør.

  Tøvende tager jeg en af riflerne op. Jeg tjekker om den er ladt, og det er den selvfølgelig ikke. Men i bunden af kassen finder jeg riffelpatroner. Jeg putter dem i, men undre mig så over, hvorfor jeg gør dette. Jeg lader en riffel uden formål.

  I dét at jeg skal til at ligge den tilbage, bliver døren bag mig åbnet. Det giver et sæt, og jeg vender mig om. Det bliver dog klar for mig, at jeg stadig har den i hænderne. Og nu sigter den imod manden i døren.

  "Læg.." Jeg afbryder ham ved at plante et skud i hans mave. Han vælter med stor kraft bagud og hen på væggen, hvor blod sprøjter til alle sider.

  "Åh gud.." Jeg smider riflen fra mig og fører hænderne op til munden. Den samme sætning kører rundt i hovedet på mig. Én sætning der gør mig tosset, forskrækket og bange.

  'Jeg er en morder.'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...