The Tone of the Death's Song

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 16 mar. 2014
  • Status: Igang
Den 16-årige skuespiller Valerie McKenzie bliver bortført af sørøvere under en filmoptagelse sammen med sin lillebror og de andre skuespillere. De bliver solgt til en ukendt mand, som er chef for alle slavesalg. Det fører dem til en fremmed Ø, hvor de skal holde til, indtil de bliver solgt som slavere eller prostituerede. Der er bare det, at Valerie har andre planer, end at lade sig selv og sin lillebror sælge.

15Likes
39Kommentarer
929Visninger
AA

2. Kapitel 2


Gadelygterne begynder at blinke, da vi når hen ad havnen.

  Skumle folk står med store kasser med fisk og andre sager og kigger nysgerrigt på mig og Noel.

  Jeg forsøger at vende blikket fra dem, men de giver mig gåsehud på armene. Deres blikke forfølger mig helt hen til kajen, hvor skibet til sidste scene holder til.

  Allesammen står klar på den og giver tegn til at vi bare skal gå om bord. Det gør vi så, men med besvær for at komme over på skibet.

  Den er stor og blev oprindeligt brugt til at fragte frugter og grøntsager til andre lande. Men så blev det opdaget, at de i virkeligheden fragtede alle former for stoffer. Derfor blev de anholdt, og skibet kunne bruges som kulisse til The Night of Bloody Diamonds.

  "Du har din bror med? Bare husk ikke at afsløre noget for nogen." Sidste sætning af Marvin var til Noel. Han nikker og stiller sig bag om kameraerne.

  Skibet begynder at sejle, og efterhånden som vi når længere væk fra land, bliver der mere og mere tåget.

  "Vi kunne ligeså godt have været i Bermuda Trekanten," hvisker John til mig. Han spiller Cumber. En af mændene der også blev fanget af skurken og narkosælgeren Ra'cullon.

  "Ja.." Mumler jeg og mærker en knude i min mave. Tågen gør mig urolig og bange, det gør den altid.

  "Gør jer klar!" råber medinstruktøren Mr. Collins. Jeg stiller mig på min plads ved skibets indgang. En sidste gang kigger jeg ind mod land, og så forsvinder den væk i tågen. "Værsgo!"

  Langsomt sniger jeg mig hen ad rælingen. Soldaterne har endnu ikke set mig, de vogter ved styrhuset. 

  Bag mig lister de andre efter. John, Jack og Sean. Eller som deres roller hedder; Cumber, Max og Silan.

  Det er svært at finde ud af, derfor sker det tit at vi kalder hinanden for det forkerte under optagelserne. Men til alt held er vi endelig ved at få det lært. Alle sammen.

  Der er en kort vej hen til de tre ekstra-både, som vi skal bruge til at flygte i. Men efter manuskriptet når vi kun lige derhen, før den dramatiske scene finder sted.

  "Silan, skære du rebene over, der holder bådene heroppe?" spørger jeg da vi når til måls. Han nikker og går hen til dem. "Cumber, så holder du ham så han ikke falder i."

  Cumber tager fat i hans hofter, og Silan strækker sig frem. I det at han sætter kniven på rebet til båden, skubber Cumber Silan overbords. Det giver et plask i vandet, og Cumber trækker sin pistol fra bæltet. Han peger den over på mig og Max, og vi kigger forskrækket på ham med hænderne i vejret.

  Soldaterne træder frem bag os og smiler til Cumber. De sigter deres pistoler mod os, men skyder ikke. Derimod giver de tegn til at Cumber skal fører ordet.

  "Jah." Ler han. "Den havde I ikke gættet, vel?"

  "Din forræder!" råber Max. Soldaterne kommer hen til os og tager håndjern om vores hænder.

  "Var din mund, knægt!" hvæser Cumber og spytter på ham. "Jeres flugt hjælper ikke. I vil nu blive fjernet til en giftcelle, så vi kan sikre os at hverken jer eller jeres lig flygter igen, så I kan fortælle noget som helst om vores salg."

  Bag ham er Silan ved at nå op fra vandet igen. Hvordan han kom op virker urealistisk fundet på, for der er en god stykke mellemrum fra vandet til skibets dæk. Men Silan når altså op, tager sin dolk og overfalder Cumber. Det fører til at Cumber dør, men Silan bliver skudt af soldaterne bag mig og Max. Men i det sekund de skyder og skal til at lade igen, griber vi ind stormer imod dem. 

  "Stop! Cut!" råber Marvin pludseligt. Jeg kigger op på ham. Hvorfor vil han stoppe nu? Det gik da fint, alle gjorde som de skulle.

  "Hvad? Hvorfor?" spørger Alice der står bag ham og kigger med på optagelsen. Jeg kan ikke få øje på Noel, men han gemmer sig sikkert bag de mange folk.

  "Der er et andet skib i baggrunden.. Vi må vente til den har passeret forbi."

  Jeg kigger efter den, og får øje på et kæmpe skib ikke så fjernt herfra. Den har kurs imod os.

  "Øh, Marvin, hvorfor sejler den hen imod vores skib?" spørger jeg overrasket.

  "Det.. ved jeg ikke. Jeg spørger lige kaptajnen om han kan koble sig til deres radio og spørger hvad de har gang i." Han går op til kaptajnen, hvorefter vi alle står og holder øje med den store hvide skib.

  Den ser moderne ud. Kæmpe stor, lavet af et robust metal og har en strejf af krigsbåd over sig. Temmelig flot, selvom jeg normalt ikke er den store fan af hverken vand eller skibe.

  Der er en akavet stilhed rundt omkring, men da skibet kommer nærmere og nærmere begynder der en hvisken i blandt de forskellige.

  Jeg går hen til Noel, der skjuler sig bag en kameramand. Han ser nervøs ud.

  "Er den ikke sej?" spørger jeg og sætter mig på knæ for at nå hans højde. Jeg slår hans mørkebrune hår til siden.

  "Den er uhyggelig," hvisker han i mit øre. Jeg smiler bare til ham og holder om hans arme.

  "Nej, den er bare ude af kurs. Om lidt vender den til siden og sejler væk." Jeg frygter at jeg lyver for en lille dreng. Nej, jeg frygter det ikke. Jeg gør det.

  Marvin kommer tilbage med et skræmt udtryk i ansigtet. Vi venter alle sammen på at han skal sige noget. Men der går noget tid før svarer:

  "Ikke gå i panik. Skibet tilhører sørøvere. Vi sejler ligeså stille tilbage til havnen, så kan de ikke gøre noget.."

  Der lyder gisp fra hver en mund. Mit blik glider endnu over skibet. Nu virker den ikke så sej, som jeg prøvede at overbevise Noel om at den var.

  "Men den sejler langt hurtigere end os!" råber en kvinde. Flere begynder også at råbe, men jeg står som forstenet med Noel overfor mig. 

  Mine hænder begynder at ryste og min mave kryber sig sammen.

  Skibet kommer tættere på os, og haler ind på vores side. Vores skib bliver vendt så den sejler væk fra havnen, men stadig med det andet skib lige bag os. Tågen bliver tættere og jeg hører skrig af angst. Folk løber rundt på dækket, ingen af os ved hvad vi skal gøre.

  Der lyder skud fra maskingeværer, og de små både falder ned i vandet og bliver knust under det andet skib. Der er nu ingen måder hvorpå vi kan flygte. Bare håb om at de andre ikke kan indhente os. Men det gør de.

  Sørøvernes skib når ind på vores side igen, og jeg hører fødder der lander på dækket. Jeg løber alt hvad jeg kan med Noel i hånd, ned til et af de små værelse skibet har og lukker så døren bag mig.

  Skrig og hyl oppefra, overdøver lyden af min stemme, der kommanderer Noel til at ligge sig ind i kabyssen. Da han ikke reagerer skubber jeg ham ind og kaster mig efter ham. Jeg skubber lågen for, og bider mig selv i læben.

  Skrigene lyder nu tunge og fjerne. Jeg kan ikke gøre klar om det er til dette rum, en dør bliver smækket op. Men jeg griber fat i Noel, der ligger bag mig, og klemmer mine øjne sammen.

  Min puls stiger, da jeg hører stemmer. Så bliver der stille. Helt stille.

 "Se hvad vi har der!" råber en muskuløs og langhåret mand, da lågen smækker op. Han tager fat i mine hænder og hiver mig ud. 

  Den lille mand bag ham, tager Noel og går ud af rummet med ham.

 "NEJ!" skriger jeg og forsøger at rive mig fri fra grebet. Igennem koøjet ser jeg kun hvid tåge. "Slip mig!"

  Manden tager fat i mine hofter og vender mig imod hans ansigt. Den er fedtet og rød. Ved hans øje er der et blåt mærke med en lilla skær. Hans store hænder glider ned ad min krop og stopper ved min bag. Han læner sig ind over mig og kysser min hals.

  "STOP! Jeg ber' dig!" min stemme knækker i et udbrud af tårer.

  Stadig med et fast greb i mig, lyner han hans lynlås ned og trækker min jeans ned til knæene. Jeg skriger og borer min negle længere ned i hans arme, men han fortsætter.

  Jeg mærker en tomhed helt ned i maven, da han lægger mig ned på det kolde gulv og gnider sig op ad mig. Mine muskler bliver svagere, og jeg har ikke kræfterne til at kæmpe imod. Han har overgrebet, og jeg kan intet gøre.

  Det sidste jeg mærker, er hans albue, der slår imod min tinding. Så forsvinder alt i en tæt mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...