The Tone of the Death's Song

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2014
  • Opdateret: 16 mar. 2014
  • Status: Igang
Den 16-årige skuespiller Valerie McKenzie bliver bortført af sørøvere under en filmoptagelse sammen med sin lillebror og de andre skuespillere. De bliver solgt til en ukendt mand, som er chef for alle slavesalg. Det fører dem til en fremmed Ø, hvor de skal holde til, indtil de bliver solgt som slavere eller prostituerede. Der er bare det, at Valerie har andre planer, end at lade sig selv og sin lillebror sælge.

15Likes
39Kommentarer
927Visninger
AA

1. Kapitel 1


Mørket har lagt sig over kasserne med eksplosionsstoffer. Jeg knuger min ryg op imod den største, og sætter mig ned på knæ.

  Pistolen i min hånd føles tung, og spændingerne i min mave nægter at lade sig forsvinde. Jeg føler en angst for at skulle bruge pistolen. Jeg er bange.

  Der lyder trin ikke langt herfra. Om lidt vil personen træde frem, og jeg vil sidde her klar til det øjeblik, hvor jeg vil affyre et skud.

  Skosnuder kommer til syne. De er ikke store, de er små og smalle. Kun en kvindefødder vil kunne være i dem.

  Jeg holder vejret tilbage, stadig bange og med rystende hænder. En hånd og en pistol når mit syn. En person træder frem - jeg lader pistolen og sigter, men jeg når ikke at affyre før Enima tager den ud af min hånd, og giver mig et knus.

  "Åh, Clair! Du aner ikke hvor glad jeg er for at se dig!" hvisker hun med en tone af glæde i stemmen.

  Enima blev fanget af Ra'collun ligesom jeg. Faktisk har jeg ikke set hende siden vi blev skilt fra hinanden ved flugten. Jeg troede hun var død, fordi jeg ikke havde hørt fra hende. Men nu er hun tilbage - levende.

  "Jeg troede du var død!" jeg smiler til hende og må tørrer tårer væk fra øjnene. "Men har du set Ra'colluns soldater? I nærheden?"

  "De er overalt. Det er rent held at jeg fandt frem til dig uden at blive skudt.." Hun vifter to mørkebrune hårlokker væk fra sine øjne.

  "Vi må få fat i Max, Silan og Cumber," siger jeg bestemt og tager fat i pistolen igen. "Så kan vi flygte fra Øen. De har motorbåde nok til at vi kan stjæle en."

  "Ja. Jeg tror jeg ved hvor Silan er. Kom." Hun tager min hånd, og fører mig hen til et hul i væggen.

  Udenfor er vejret tropisk, men ikke på den behagelige måde. Her er fugtigt, alt for varmt og alt ligner hinanden. Træerne er høje og det samme med planterne. Græsset er også højt, og man ved aldrig hvad der kan gemme sig dernede. Himlen er lyseblå med en lyserød nuance henover.

  Enima viser vej hen til en af de høje trætårne, hvor skytterne holder til med deres rifler. Til alt held skulle der vidst være møde nu, så kun de normale soldater er på vagt.

  Der lyder et brag og Enima udstøder et skrig. Hun falder til jords og vrider sig i græsset. Fra hendes lår flyder en grønlig væske ud samt mørkerødt blod.

  Jeg kigger rundt til alle sider og får øje på en camoufleret soldat. Han står med giftpistolen i begge hænder. Af ren refleks skyder jeg ham tre gange i skulderen, hvorefter han falder død om.

  Enima ligger nu helt stille. Hendes slanke krop ligger forvreden og knogleagtig i det høje græs. Jeg kaster mig ned på jorden og bryder og i gråd. Indeni slider følelserne mig op. Sorgen ligger sig om mig som et tæppe, og aggressionerne tæsker løs på mig.

  "Nej!" skriger jeg. "Du må ikke forlade mig! Du må ikke..!"

  Tårerne vælter ned ad mine kinder, og jeg er pludselig ligeglad med om andre hører mig.

  Forsigtigt aer jeg hendes kind. Den er tør og opsvulmet, men jeg føler ingen væmmelser. Kun en tæt mærke der gør mig blind.

  "Tak!" råber Marvin og springer ned fra sin private stol. Jeg løfter hovedet fra Alice som spiller Enima. "Super godt arbejde tøser og mand."

  Jeg giver Alice high five og smiler. Hun løfter sig fra det kunstige græs, mens jeg tøver lidt med det.

  "I er mine to diamanter. Vi tager den ikke igen, den her sad helt i skabet." Han kigger på de skjulte kameraer inde i kulissen og så hen på os. Det er altid rart når vi ikke skal øve samme scene fem gange eller mere.

  "Fedt." Smiler Alice. "Bare lige for at være sikker; er det i aften vi skulle indspille sidste scene?"

  "Ja. Jeg beklager at I må bruge juleaften på dét, men I skal først møde op klokken 9.00." Marvin klør sig i sit korte lysebrune hår.

  "Eh," lyder det fra Alice.

  "Helt i orden." Protesterer jeg og smiler blidt til Marvin.

  Jeg går hen til min stol hvorpå mit navn står. Det er fedt at være en filmstjerne. Bortset fra dagene hvor man går glip af familietraditionerne og hyggen. Lige i aften har jeg glædet mig til det meste af året. Men hey, det er jo ikke min sidste jul. Desuden er jeg jo hjemme til nytårsaften, medmindre der kommer til at ske noget der forhindre det.

  "Jamen, så ses vi der." Marvin folder sine store hænder sammen og går hen til jakkestativet. Et par andre går med, blandt andet mig. Det er om at skynde sig hjem og nyde tiden med familien imens man kan.

 

Ude på gaden daler sneet langsomt ned. Mørket er kommet frem, men lys fra butikkerne, hjemmene og de pyntede lygtepæle er nok til at kunne se vejen.

  Dette er en af de aftener hvor kun de hjemløse er til at finde på New Yorks gader. De er uhyggelige, de hjemløse. De griber fat om ens ben når de har chancen. Kan finde på at overfalde for at få penge til mad og tøj. Jeg har medlidenhed med dem, men tanken om hvad de kan finde på, hvis de vidste hvem jeg var, den er så frygtelig uhyggelig. 

  Da jeg kommer hjem er alt som det plejer. Mor står i køkkenet og ligger sidste hånd på det lækre julemad, far læser julehistorier op for Noel - min lillebror, og bedstemor dækker på bordet. Og så er der mig. Jeg plejer at sidde ved bedstefar og fortælle ham om hvilken julegaver jeg giver til de forskellige. Men nu er han død.

  "Valerie, kan du ikke tage servietterne og ligge en ved hver plads?" spørger bedste-

mor uden at kigge på mig. Jeg nikker som svar, selvom hun ikke ser det. Så tager jeg servietterne med de små nissebørn på og gør som bedste sagde.

  Resten af aftenen føles helt anderledes. Ingen snakker rigtig til mig. Det føles som om at de giver mig den kolde skulder, som om de ikke kommer til at savne mig. Den eneste der ikke ignorerer mig er Noel. Men han har travlt med at få skåret madet over med han kniv. Han er 8 år, men han er meget for sig selv. Han kan ikke lide når nogen blive skadet, når nogen er onde eller kede af det. Og han er altid meget stille - taler kun når det er nødvendigt.

  "Der er ikke så længe til jeg skal af sted," mumler jeg og kigger på dem alle. De fortsætter med at snakke. "Jeg skal altså snart af sted!"

  Endelig kigger de over på mig, men med udtryksløse blikke.

  "Det var egentlig bare.. kan vi åbne gaverne lidt før? Sådan.. nu? Jeg tror nemlig jeg kommer sent hjem, og jeg vil gerne se mine gaver, hvis jeg kan nå det."

  "Selvfølgelig," hvisker mor og rejser sig fra sin stol. Hun tager en gave frem fra under grantræet i stuen. "Her. Det var en gave som bedstefar gerne ville give dig i aften. Men.."

  Min øjne kryber sig sammen, men jeg forsøger at holde tårende væk. Langsomt tager jeg gaven ud af hendes hænder. Jeg pakker den stille op og åbner for æsken under gavepapiret.

  "Halskæden.." Hvisker jeg og tårerne løber ned ad mine kinder. Den flotte sølvhalskæde fra Pandoras Æske - den dyreste smykkebutik i hele New York. "Den er.. fantastisk.."

  Jeg tager den forsigtigt på og smiler til de andre, selvom de stadig sender kolde øjne. Noel smiler også. Han springer ned fra sin stol og går hen til mig.

  "Jeg vil med," siger han og kigger på mig med hans store brune øjne.

  "Hvorhen?" spørger jeg og tager hans hånd.

  "Til filmen. Jeg vil med dig."

  De andre kigger på hinanden, og jeg sidder stadig overrasket over at han hellere vil tilbringe en aften på et koldt skib i stedet for at holde jul her.

  "Må han?" spørger jeg far. Han presser sine læber sammen og tænker.

  "Hvis scenen ikke er for vild, så må han.." Svarer han til sidst. Noel smiler bredt omfavner mig.

  "Den er ikke særlig vild. Bare en flugt, lidt spænding og sådan." Første gang jeg har fortalt noget som helst om filmen til min familie. De har ganske vidst enten været ligeglad, eller fornærmet over at jeg hellere vil bruge tid på den end dem.

  "Juhu!" råber Noel og springer rundt på gulvet. Jeg har aldrig set ham sådan. Jeg har altid vidst at han var glad for mig og film, men nu.. jah..

  "Så skal vi gøre os klar nu, okay Noel?" siger jeg til ham og lader min pegefinger glide henover sølvhalskæden. Det er som om at den giver varme indeni mig, og det er måske heller ikke så urealistisk tænkt?

  Noel nikker og skynder sig ud i gangen. Jeg går med ham ubevidst om, hvilken nat der venter på os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...