Abby | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Færdig
Abby Willis er lige blevet 18 år - det er sommerferie og hun er klar på fest og ballade hele ferien. Ferien er knap nok startet før Abby kommer i ballade med hendes søsters kæreste - også kendt som Louis Tomlinson fra One Direction. Et tequila black-out og et one night stand bliver starten på en sommer Abby aldrig kommer til at glemme! HISTORIEN FORSÆTTER I : Abby II | One Direction

78Likes
143Kommentarer
35985Visninger
AA

24. Kapitel 23

Kapitel 23

Fra Abby’s synsvinkel

 

 

Næste stop – TEXAS – så skulle vi satme se nogle cowboyere – troede jeg.

Vi ankom til Houston efter 8 timer i bus – direkte fra koncerten i Tulsa, Oklahoma – var ret imponeret over at jeg stadig havde styr på hvor vi var, hvor vi var sidst og hvor vi skulle hen næste gang. Men det var også det. Du må virkelig ikke spørge mig om, hvor vi havde koncert for en uge siden eller hvor vi er om en uge. Jeg kiggede bare på tour planen indimellem og ellers tog jeg bare en dag af gangen.

 

Nå men Houston, Texas – kendt for – jeg vidste faktisk ikke noget som helst om Houston. Det eneste jeg tænkte på når der blev sagt Houston var ”Houston – we have a problem” – fra den der film?

Som altid når vi kom til en ny by googlede jeg – det kunne godt være det var arbejde, men hvornår ville jeg nogensinde komme på rundrejse i USA igen? Nej vel?

Texas er USA’s anden største stat. Staten var kendt for olie, og for dens historie som ”Det vilde vesten” – bla bla bla. Mega kedeligt.

 

”Seværdiheder i Houston” skrev jeg i søgefeltet.

Fedt – ca 1000 stk museum, parker og andet kedeligt – alt i alt – der var ikke en skid at se i Houston.

Det betød kun én ting. Der skulle shoppes! I hele 2 timer, som vi havde fri inden den stod på træning og interviews.

Drengene skulle være med i endnu en morgen-talk show. Så det var direkte fra bussen til en tv station. Der var heldigvis et baglokale med sofaer og sådan noget, så Sara, Emily og jeg tog lige en morfar på hver sin sofa, men drengene arbejdede. Lækkert!

 

Og endelig kunne Louis og jeg dele værelse igen – bingo!

Efter talkshowet, var der et radio interview hvor de også skulle synge en acoustic version af Story Of My Life.

Og derefter var det tilbage på hotellet hvor der kom et par af de lokale sladderblade og fik interview. Hårdt arbejde for drengene.

Men så var der også 2 timers fri inden vi skulle ud og spise.

 

Vi tog ud og shoppe alle sammen, altså drengene og os. Det var ikke vildt meget vi så til bandet og 5SOS – de var meget sammen.

Det var ligesom om vi var to grupper af venner. Bandet og 5SOS og så One Direction og os dansere, hvilket måske havde noget at gøre med at vi delte bus og at jeg var kærester med Louis.

Nå men vi tog i hvert fald ud og shoppe.

Vi gik ned af en stor vej – der var et stor fortov på begge sider af vejen og der lå butikker hele vejen ned langs med vejen.

En butik vi alle sammen kunne blive enige om, at gå ind i var Nike butikken.

Jeg købte lidt nyt træningstøj – for jeg havde ikke lige regnet med at vi skulle træne SÅ meget, så jeg kunne godt bruge noget ekstra.

Jeg fandt et par teights med print – de var mørke lilla med sort print – mega fede.

Sara og Emily fik også købt noget træningstøj.

Drengene rendte rundt med en fodbold – og de købte en basketball trøje hver.

 

Vi fik lokket drengene med ind i Forever21. Fedt tøj til gode priser.

Jeg fandt en – hold nu fast – kjole!

Jep, en kjole. Sara og Emily måtte virkelig have dårlig indflydelse på mig.

Den var sort og havde cutout foran så man kunne se min mave.

Problemet ved at købe en kjole var at jeg kun havde sneakers? Altså udover de wedges jeg havde på til den der filmpremiere vi var til, for noget der føles som 100 år siden.

 

Så sidste stop blev i ALDO – jeg skulle jo have sko der passede til kjolen.

Jeg forsøgte med stilletter, men det var bare slet ikke mig. Det så alt for prinsesse agtig ud og jeg følte mig helt forkert. Og den der hæl – hvordan kan Sara og Emily gå på sådan nogle stylter – jeg ville brække arme, ben og hals på samme tid vel og mærke!

Jeg fandt et par ankelstøvler der havde en bred hæl – det var noget nemmere at håndtere end de der tynde stillet hæle.

Støvlerne var sorte med gråt leaopard mønster – det skulle jo være lidt anderledes og rocket når det var til mig ikke?

Jeg fandt også en bred gul halskæde og lidt andre smykker.

 

Da vi kom tilbage til hotellet skulle vi gøre os klar til at skulle ud og spise – og vi skulle selvfølgelig have alt det nye på.

Så jeg krøllede mit hår, tog den sorte kjole på – den store skrig gule halskæde og de nye støvler. Jeg rockede USA.

Jeg havde forleden læst i et eller andet sladderblad at jeg havde dårlig stil. Har i set de der sider hvor de bedømmer de kendtes tøjstil?

Af en eller anden grund var Sara, Emily og jeg landet på sådan en side. Og jeg blev halshugget. Efter at have svinet ens tøjstil til kom der et lille råd – ved mig stod der:

”Smid alt dit tøj ud, begynd at læs modeblade – eller – få hjælp af en stylist – for det der, girl – er en modekatastrofe”

 

Jep – så havde jeg prøvet det. Jeg ved da godt jeg ikke sidder og læser Vogue fra cover til cover og lader et blad bestemme, hvad jeg skulle gå i.

Hey – hvis alle gjorde det så ville vi jo ligne hinanden – kedeligt ikke?`

Selv det sæt Lou havde stylet til premieren blev slagtet.

Sara fik ros for hendes feminie stil – men de klaskede da også lige i hovedet på hende at hun ikke udstrålte personlighed.

Gør modellerne i modebladene måske det?

Igen – hvis alle fulgte ”tidens mode”, så ville det da være mega kedeligt ikke?

Emily var for klassisk.

Det amerikanske mode-politi var ikke tilfreds med os engelske piger.

 

 

 

**********

 

 

Vi tog på restaurant og da vi skulle af sted stod der fotografer.

Paul havde inden sagt at vi skulle stille op til billeder. Det var noget tid siden vi havde gjort det – og man skal åbenbart huske at tilfredsstille medierne med billeder, så de ikke begynder at luske for meget rundt og tage billeder på uheldige tidspunkter.

Drengene stillede sig op på en række og et par meter længere henne gjorde Sara, Emily og jeg det samme.

Fotograferne råbte om alle mulige måde de gerne ville have os til at stå og vi prøvede at gøre som de gerne ville have. Så vi stillede op til et fælles billede, hvor Sara stod yderst, Harry, Liam, Emily, Louis, Naill, mig og Zayn.

 

Og bedst som jeg troede vi var færdig med billeder ville de have af mig og Louis alene.

Fint nok – det fik de da så. Jeg ville da gerne vise min kæreste frem – eller det var faktisk Louis der vidste mig frem – for det var ham der var superstjernen – jeg var vel bare hans påhæng?

De begyndte at stille spørgsmål. Louis kiggede på Paul som nikkede. Hvilket jeg tror betød – det er okay – bare svar.

”Går det godt imellem jer – opstår der ikke problemer når man arbejder sammen?”

”Det går rigtigt godt – vi har ikke problemer med at være kærester og kollegaer – sådan har det hele tiden været, så det er ikke noget vi tænker over” svarede Louis

 

”Har i tid til at være alene? I har jo meget stramme programmer?”

”Vi har ikke ret meget tid alene, men vi har fridage indimellem hvor vi kan lave noget sammen” sagde Louis. Konservative Texas skulle nok ikke lige have at vide, at vi har hver nat sammen – stort set. Det ville heller ikke passe på One Directions clean-teen ry. Alle kunne da regne ud at vi have sex – men det var bare ikke lige noget man råbte højt om vel?

”Hvad laver i så?”

Jeg smilte ”Vi har faktisk kun gået ud og spise alene en gang selvom vi har haft flere fridage. Vi har det bare så godt sammen os dansere og drengene, at når vi har fri, så ender vi altid med at lave noget sammen”

 

”Louis – skal Abby med på jeres næste tour?”

”Vi har ikke besluttet endnu om der skal dansere med på tour næste gang, så det er ikke sikkert” sagde Louis

”Du synger kor for drengene – er det din drøm at blive sanger?”

Jeg rystede på hovedet – nej for guds skyld

”Nej, jeg er vildt taknemlig for den mulighed jeg har fået her, at kunne synge kor for One Direction. Men det er dansen jeg virkelig brænder for – det er det jeg vil”

Paul trådte ind og sagde ”Tak” og vi smuttede ind i bilen der ventede på os.

 

”Vil du gerne med på tour igen, hvis muligheden kommer?” spurgte Louis, da vi lå i sengen om aftenen.

Det kommer an på så meget” sagde jeg.

”På hvad?”

”På hvornår det er – hvis jeg er startet på Uni, så skal jeg ikke afsted, og så kommer det også an på hvor længe det er og sådan” sagde jeg. Vi lå i ske, så jeg kunne ikke se hans reaktion på mit svar

”Hvad hvis muligheden for noget fast dukkede op – hvad ville du så gøre?” spurgte han.

Hvad er det her? Hvorfor spørger han pludselig om 117 ting.

”Det kom an på hvad det var. Jeg vil gerne på Uni, men hvis der dukker noget om jeg ikke kan sige nej til, så må Uni vente”

”Kan du godt vente med Uni?” spurgte han

Jeg trak på skulderen ”Det kan det vel. Man kan altid søge ind på Uni – man kan ikke altid få en chance som professionel danser”

Samtalen sluttede der. Louis vidste vel også at, når der en dag måske ikke var noget der hed One Direction mere, så kunne han søge ind på Uni hvis han ville. Også selvom han var 30 eller 50 eller 60 år.

 

Næste dag stod på alt det sædvanlige op til en koncert, og koncerten gik som den skulle. Det samme gjorde koncerten dagen efter og så var det farvel Houston, og hallo San Antorini, som var en gammel spansk koloni – altså efter indianerne kom spanierne og tog over – i hvert fald ifølge google – min nye bedste ven.

Efter San Antorini var det Dallas – det eneste jeg kendte til Dallas var den der gamle TV-serie som min mor havde set 1000 gange. Jeg vidste fx ikke at John F. Kennedy blev skudt der – måske skulle jeg have hørt efter i skolen. Men nu var jeg i livet skole – den vilde verden og oplevede en masse!

Og efter Dallas kom El Paso – og inden jeg havde set mig om var de 12 dage i Texas fløjet afsted.

 

Udenfor hotellet i Phoenix i staten Arizona – 7 timer i bus fra El Paso – ventede tusindvis af skrigende pige. Jeg var ved at være rigtig træt af at kører i bus. Vi havde indtil videre kørt i bus i over 150 timer – det var så kun i tourbussen mellem koncert-byerne. Oven i det kan du ligge ture frem og tilbage fra interviews, koncerter, tv-show og alt mulig andet. Når jeg kom hjem så gik der flere år før jeg gad kører bus igen.

Drengene gav autografer og fik taget billeder, mens vi andre gik ind på hotellet. Der var morgenmøde – som altid. I kan vist også snart mit program ikke?

”Dagens lov – Abby?” sagde Paul efter en masse snak om alt det vi skulle på vores ”fridag” i dag inden koncerten i morgen.

 

”Du må ikke have mere end to dildoer i dit hus” sagde jeg og alle begyndte at grine

Paul grinte og sagde ”Det er sjovt som du altid finder dem der handler om sex”

”Du vil måske hellere vide, at du kan komme i fængsel i op til 20 år hvis du fælder en kaktus?” sagde jeg – det var nemlig også en af de love jeg havde fundet.

Han grinte og sagde ”Den er måske lidt mere relevant, er den ikke?” Han så spørgende på mig.

Hey – jeg har ikke dildoer med – jeg har Louis?

 

På en TV station i Phoenix skulle Sara, Emily og jeg interviews og jeg var forbedret på alle de klassiske spørgsmål, og ja – hun lagde da også ud med dem vi plejede at hører, men pludselig sagde hun

”Nok om One Direction. Vores program er for piger – så vi skal snakke pigeting – er i med på den?”

Vi nikkede alle tre – fedt!

”Hvis i kun måtte købe tøj i én butik resten af jeres liv – hvilken ville det så være?”

”Fedt spørgsmål!” sagde jeg

Sara svarede ”Jeg ville nok vælge Zara – der er meget klassisk og bacis som man kan mixe og skabe forskellige outfit”

Emily nikkede og sagde ”Zara er nok også min favorit, ellers så H&M – der er mange blandet ting”

”Jeg ville nok vælge Monki – der er mange specielle ting, som man ikke ser i alle andre butikker” sagde jeg.

 

Journalisten nikkede og sagde

”Du er også kendt for at være den af jer danser der har den mest unikke stil – tænker i meget over hvad i køber og hvor?”

Jeg rystede på hovedet og sagde ”Jeg gør ikke. Jeg tænker slet ikke så langt som om jeg nu har noget det passer til. Hvis jeg bliver forelsket i noget, så køber jeg det – hvilket også har resulteret i en del fejlkøb”

”Jeg er nok mere struktureret og planlæggende. Jeg sørger altid for at have bacis ting og så køber jeg få nye items hver sæson, som så er rigtig god kvalitet” sagde Sara.

Vores personligheder var så tydelige der. Sara var eftertænksom og planlæggende, og jeg var udover det hele – spontan og tænkte ikke ret langt af gangen.

 

”Hvem er jeres film-mand?” spurgte hun.

Film mand? Er jeg dum?

”Hvad er det?” sagde Emily – godt det ikke kun var mig.

”Hvis i skulle spille med i en film, hvem skulle så være jeres mand i filmen?”

Vi begyndte alle tre at grine, hvor det så gik op for mig, at vi nok skulle forklarer os lidt

”Vi havde pige-aften for nogle uger siden – tror jeg – man mister lidt tidsfornemmelsen når man rejser så meget rundt. Nå men vi havde tøseaften og der diskuterede vi nemlig det med fyre og hvem der var lækrest” sagde jeg.

”Hvem er så jeres film-mænd?” spurgte hun

Emily sagde ”Bradley Cooper”

”Ryan Gosling” sagde Sara

De kiggede alle på mig

”Jeg tror jeg ville vælge ham der fra One Direction – Louis Tomlinson – tror jeg han hedder”

 

“Be yourself; everyone else is already taken.” 

      **********

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...