Forbidden love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 18 sep. 2014
  • Status: Igang
Regnen piskede mod mit ansigt, og blændede mig. Men jeg stoppede ikke, en tåre trillede ned ad min kind. Jeg havde aldrig følt mig så uvidende om alting før nu. Men noget kunne da stoppe mig, for pludselig rendte jeg ind i en, og faldt bagover. Så forvirret, uvidende og alligevel alt vidende, blev alt sort for mig.Det næste jeg husker var dem. De flotteste, bruneste og varmeste øjne jeg nogensinde havde set. Amonika er en ung pige der er ved at udvikle sig til en moden kvinde. Men da hun møder Ed en dag på vej i skole, vender hele hendes verden på hovedet. Og intet er som hun troede.

4Likes
4Kommentarer
429Visninger
AA

2. Waking up with a stranger by my side

Jeg tror jeg faldt i søvn i Ed´s arme igår, inde på hans sofa. Men jeg er ikke sikker, det var ihvertfald der jeg vågnede op tirsdag morgen.

"Godmorgen smukke", jeg kunne genkende den dybe varme stemme fra igår, det var Ed. Han åndede  mig roligt i nakken. Jeg blev varm indeni, næsten ligesom at være forelsket. Jeg følte mig så tryk ved ham, og jeg vidste ikke engang hvor gammel manden var. "Godmorgen Ed" lidt koldt sagt af mig men så nemt skulle det jo heller ikke være. Han strakte sig kort, og løsnede sig så fra mig. " Jeg går ud og laver lidt morgenmad, er du sulten?" sagde han på vej ud i køkkenet. "Ja tak" jeg var ved at blive en smule sulten. Alt var helt perfekt til jeg kom i tanke om noget. "Shit!" udbrød jeg. "Hvad sker der derinde?" råbte Ed. "Nårh ikke noget" svarede jeg. Jeg havde fuldstændig glemt mine forældre, eller stort set glemt alting. Jeg mødte heller ikke op i skolen igår, og mine forældre har ingen idé om hvor jeg er henne. Jeg vidste ikke engang om nogen havde ringet til mig, eller skrevet. Så jeg skyndte mig, at tænde for min mobil. 6 ubesvarede opkald, og 5 beskeder. Alle beskederne lød ca. sådan her" Hvor er du? Vi er bekymrede!". Opkaldene var fra min mor, far og Joakim. Joakim...fuck. Joakim er min kæreste. Han bliver nok sur når han finder ud af det her. Men mine tanker blev afbrudt, af en vibrerende bib lyd i min hånd. "Joakim ringer" stod der på min skærm. Jeg tog telefonen op til øret "Hallo?" "Amonika? Er det dig? Hvor fanden er du? Hvorfor svarer du ikke? Dine forældre ved sq ikke engang hvor du er! Hvad sker der?" råbte han ind i mit øre. "Slap af Joakim! Jeg er...jeg er...jeg ved egentlig ikke helt præcist hvor jeg er..." sagde jeg forvirret, for hvor var jeg egentlig?. "Er du hjemme hos nogen, har du sovet hos en veninde, eller hvad? Så svar dog!" råbte han igen. "For det første så tag lige at slappe af, jeg er hos en...øhm... ven? Af en art? Jeg glemte bare at ringe til mine forældre og informere dem om at jeg overnattede, det er det" sagde jeg helt afslappet, jeg sagde jo ikke hele sandheden, men behøvede han virkelig vide alting? Han havde så dårligt et temperament! "En ven af en art? Amonika! Nu spørger jeg en sidste gang, hvor fanden er du, og hvad sker der! Jeg er din kæreste, det fortjener jeg sq at vide!" skreg han nærmest. Jeg fjernede stille min mobil fra mit øre, og en tåre trillede ned ad min kind. Jeg begyndte at hulke, hvad fanden havde jeg egentlig gang i? Mit liv var endelig normalt, men så skulle jeg absolut ødelægge alting igen! Jeg hulkede højere, og min trøje blev helt våd. "Amonika forhelvede så svar dog din kælling!" kom der fra min mobil. Jeg havde allermest bare lyst til at ligge røret på, men jeg kunne ikke. Jeg sad bare der, og græd, og græd. "Amonika? Græder du?" råbte Ed fra køkkenet. "Nej, nej jeg er helt fin.." snøftede jeg, det lød tydeligvis ikke overbevisende, for Ed kom rendende ind i stuen til mig. "Hvad er der sket? Hvorfor græder du?" sagde han bekymret. Ed satte sig ned ved siden af mig, og lagde en arm rundt om mig. Da jeg ikke svarede, kunne han høre Joakim i telefonen. Han tog min mobil ud af min hånd, og jeg lod ham. "Hvem fanden er du?", jeg havde aldrig hørt Ed bande før nu, det var overraskende sexet. Han var tydeligvis sur da han igen sagde "Klap i! Du holder dig væk forstået?! godt vi er enige. Farvel", jeg var chokeret, glad faktisk. Han havde gjordt det jeg ikke kunne gøre, og han var her. Lige når jeg havde brug for en varm favn. Han tog fat om mine hofter, og løftede mig. Han løftede mig som var jeg en baby, eller en kvinde i nød, og han var brandmanden. Han gik ikke særlig langt, før han smed mig ned. I en meget blød seng. Jeg tørrede tårene væk, og fniste lidt. Han bøjede sig stille ind over mig og hviskede i mit øre "Amo te puto". Forelsket i mig? Jeg troede kun det var mig der følte det. Men nu var jeg sikker, på hvad det her var. Det her var kærlighed ved første blik. Han flyttede sin mund væk fra min hals, og plantede et kys på mine læber. Og det var det øjeblik hele katastrofen startede...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...