Forbidden love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 18 sep. 2014
  • Status: Igang
Regnen piskede mod mit ansigt, og blændede mig. Men jeg stoppede ikke, en tåre trillede ned ad min kind. Jeg havde aldrig følt mig så uvidende om alting før nu. Men noget kunne da stoppe mig, for pludselig rendte jeg ind i en, og faldt bagover. Så forvirret, uvidende og alligevel alt vidende, blev alt sort for mig.Det næste jeg husker var dem. De flotteste, bruneste og varmeste øjne jeg nogensinde havde set. Amonika er en ung pige der er ved at udvikle sig til en moden kvinde. Men da hun møder Ed en dag på vej i skole, vender hele hendes verden på hovedet. Og intet er som hun troede.

4Likes
4Kommentarer
431Visninger
AA

4. The last kiss

"Før sårede du mig virkelig Amonika, det ved du godt ikke?", det var Ed´s stemme, ved siden af mig. "Jo, men Ed? Kan vi ikke bare glemme fortiden nu? Jeg har en kæreste", mig og Joakim slog faktisk op igår aftes, men det behøvede Ed ikke blande sig i. Jeg fortsatte "Det her betyder intet. Men hør, vi kan ikke blive ved, på den her måde mere. Idag er sidste gang, jeg vil se dig. Jeg har ændret mig, samme har du. Vi er bare ikke skabt til at være sammen..". Han så lidt chokeret  ud, over hele min tale. Vi var tavse i nogen minutter, men det var osse noget af en tale at fyre af lige efter sex. Men til sidst sagde han "Har du nogensinde elsket mig?". Hvad? Hvad var det for et spørgsmål at komme med, jeg havde lige droppet vores "affære" troede han så virkelig det var fordi jeg elskede ham? Nu var spørgsmålet bare om jeg skulle svare sandt. Jeg var ikke helt sikker hvad jeg skulle sige men svarede så "Hvad? Hvorfor spørger du nu om det?". Jeg prøvede egentlig bare at slippe for at svare, på spørgsmålet, men inderst inde vidste jeg godt at jeg alligevel ville sige sandheden til sidst. "Jeg har bare brug for at vide det Amonika". Jeg vidste inderst inde i mit hjerte godt svaret på det spørgsmål, og det havde jeg altid vidst."Ed mange ting har jeg aldrig vidst om dig, men jeg føler jeg har kendt dig i flere år. Jeg blev forelsket i dig første gang jeg så dine øjne, ude i regnen. Jeg var forelsket i dig i flere måneder. Men jeg er ikke forelsket i dig mere" svarede jeg endelig. Jeg kunne ikke helt læse ham mere, vidste han hvad jeg skulle til at sige? Kendte han mig virkelig så godt? Jeg var nemlig ikke helt færdig, så jeg sluttede " Jeg er ikke forelsket i dig mere, det har jeg ikke været i temmelig lang tid nu, jeg elsker dig over alt på jorden Ed! Du er den eneste person jeg kan snakke med om stort set alting, jeg føler mig tryg ved dig. Du er der altid for mig, lige når jeg har brug for dig. Jeg har vidst  fra første gang jeg møde dig ude på gaden, at det var dig der skulle gøre mig lykkelig en dag". Nu så han bare forvirret ud, men sagde så "Jeg er forvirret, hvis du elsker mig, hvorfor forlader du mig så bare? han så en smule trist ud. Jeg kiggede ind i hans varme bjørne-øjne, jeg ville aldrig såre ham, men det er alligevel altid dét det ender med. Jeg forklarede for ham "Du kan godt huske at jeg skulle begynde på en uddannelse, ikke?Jo altså skolen ligger et stykke væk herfra, så min mor synes det var bedre, hvis jeg bare fik min egen lille lejlighed derhenne. Så jeg flytter derhen i næste uge. Jeg er ked af det, men når jeg får en kæreste vil jeg gerne kunne præsentere ham for min familie. Men de stiller jo nok spørgsmål, som hvor gammel du er. Hvordan skulle jeg kunne svare på det?". "Så fortæller du dem hvor gammel jeg er" svarede han. "Hvordan det, aftalte vi ikke at vi ikke skulle ødelægge noget, der ikke var begyndt?" sagde jeg forvirret. Han trak på smilebåndet, "Sådan som jeg husker det, var det vist allerede begyndt Amonika. For det andet så sagde vi vist også "for nu" ikke?". Det her var et af de sværeste valg jeg nogensinde har skullet truffe. Jeg tænkte lidt, og svarede så "Jeg er ked af det Ed, jeg har skrottet ret meget for dig, men jeg kan ikke bare smide min uddannelse ud af vinduet. Det forstår du godt ikke?". Han så meget skuffet ud, men hvorfor egentlig? Havde han virkelig regnet med at jeg ville gøre det? Det så virkelig ud som om han prøvede på at sige noget, men ingen lyde kom ud af hans mund. Jeg hoppede ud af sengen, og tog mit tøj på. Han lagde bare stille i hans seng, ikke et ord kom ud af hans mund. Jeg gik ud af soveværelset, og videre ud i stuen. Jeg gik ud i gangen, og tog mit overtøj på. Men da jeg tog fat i håndtaget, og skulle til at gå. Kom Ed løbende, og tog mig i armen. Han svingede mig rundt en omgang, som en ballerina, så jeg endte i hans arme. Vores pander stødte sammen, jeg kunne igen mærke hans varme ånde, se direkte ind i hans brune bjørne-øjne, og mærke hans hjerte slå. Han plantede et stille kys på mine læber, jeg tog min arm rund om ham, på hans nakke. Vi kyssede bare stille, men trangen til ham, og tanken om at han snart ville forsvinde igen, for altid, ville ikke gå væk. Så kysset udviklede sig, det var så forkert men alligevel så rigtigt. 

 

Sagen er den at jeg ikke kom hjem den aften, men da jeg vågnede næste morgen, forsvandt jeg ud af hans seng, ud af hans dør, ud af hans leglighed. Ud af hans liv. Forevigt. Eller det troede jeg ihvertfald...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...