Forbidden love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 18 sep. 2014
  • Status: Igang
Regnen piskede mod mit ansigt, og blændede mig. Men jeg stoppede ikke, en tåre trillede ned ad min kind. Jeg havde aldrig følt mig så uvidende om alting før nu. Men noget kunne da stoppe mig, for pludselig rendte jeg ind i en, og faldt bagover. Så forvirret, uvidende og alligevel alt vidende, blev alt sort for mig.Det næste jeg husker var dem. De flotteste, bruneste og varmeste øjne jeg nogensinde havde set. Amonika er en ung pige der er ved at udvikle sig til en moden kvinde. Men da hun møder Ed en dag på vej i skole, vender hele hendes verden på hovedet. Og intet er som hun troede.

4Likes
4Kommentarer
435Visninger
AA

1. Regnmødet- Big brown eyes

Det styrtede ned i stænger , en tidlig og helt normal morgen for mig, Amonika Harris. Jeg var på vej til i skole, det var efterår, og jeg havde super travlt. Mit ur viste 8:40, og min lærer Ellen Smith gav en pisk hvis man kom bare et minut senere end 9:00. Ikke rigtige pisk, men det føltes sådan når hun virkelig gav en, en skideballe. Men alligevel  stoppede jeg op, og kiggede mig omkring. Der var noget der ikke føltes helt rigtigt, hvor var jeg egentlig? Jeg gik lidt ned ad gaden, og prøvede at komme at huske nogen af bygningerne. Der var bare en masse lejligheder, huse og en lille kaffeshop. Jeg kiggede på mit ur, 8:50. Jeg kunne umuligt nå hen til skolen på den tid, når jeg ikke engang vidste hvor jeg var. Forvirret, gennemblødt og bange løb jeg videre, løb bare op ad gaden uden at standse. Regnen piskede mod mit ansigt, og blændede mig. Men jeg stoppede ikke, en tåre trillede ned ad min kind. Jeg havde aldrig følt mig så uvidende om alting før nu. Men noget kunne da stoppe mig, for pludselig rendte jeg ind i en, og faldt bagover. Så forvirret, uvidende og alligevel alt vidende, blev alt sort for mig.Det næste jeg husker var dem. De flotteste, bruneste og varmeste øjne jeg nogensinde havde set. Han kiggede mig bare dyb i øjnene, og sagde noget til mig, som jeg ikke helt fik fat i. Men lige nu var alt andet ligegyldigt. Ellen, skolen og hvor i verden jeg befandt mig. Jeg kunne mærke hans store varme hånd på min ryg, løfte mig op og tættere på mit ansigt. Jeg kunne mærke hans ånd mod min hud, han duftede af tandpasta. Han var nok også på vej et sted hen. Regnen blændede mig ikke mere, jeg følte mig endelig tryk. "Hv-hvor er jeg?" fik jeg fremstammet. Jeg blinkede febrilsk, og kiggede spørgende på ham. "Hej, jeg er Ed, jeg var på vej til arbejde da vi ved et uheld stødte ind i hinanden?" sagde han lidt spørgende, men jeg tav bare. Han fortsatte " Du faldt om, så jeg løftede dig op og tog dig med ind til siden. Jeg lagde dig ned og ventede på du skulle vågne, da jeg ikke aner hvor jeg skulle tage dig hen" smågrinte han. Selvom vi begge sad drivvåde  på fortovet, var jeg pænt ligeglad med alting. Jeg orkede ikke engang at se på mit ur, Ellen kunne ringe til mine forældre, give mig en eftersidning eller bortvise mig. Men intet kunne ødelægge stemningen lige nu. "Skal du have et lift et sted hen eller noget?" spurgte Ed. Jeg tænkte lidt, men endte så med at kigge på mit ur. Den sagde 10:23, wow han havde virkelig sat med mig i lang tid, og ventet. " Jeg skulle egentlig havet været i skole for noget tid siden, men det er lidt ligegyldigt nu" fniste jeg."Skole? Hvor gammel er du egentlig?" spurgte han lidt forvirret. Havde han da regnet med at jeg var 27 og rendte rundt og hoppede i vandpytter med rygsæk på dagen lang eller hvad?. "Gammel nok" sagde jeg flirtende. Han grinte lidt og sagde så "Så du synes vi skal holde alderen hver for sig, for nu?". "Ja hvorfor ødelægge noget som ikke engang er begyndt?"sagde jeg, og blinkede til ham. "Hvad hedder du egentlig?" spurgte han, med et smil  på læben. "Amonika". Og der sad vi bare, jeg ved ikke hvor længe, det var sikkert en evighed men det føltes som ingen tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...