Forbidden love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 18 sep. 2014
  • Status: Igang
Regnen piskede mod mit ansigt, og blændede mig. Men jeg stoppede ikke, en tåre trillede ned ad min kind. Jeg havde aldrig følt mig så uvidende om alting før nu. Men noget kunne da stoppe mig, for pludselig rendte jeg ind i en, og faldt bagover. Så forvirret, uvidende og alligevel alt vidende, blev alt sort for mig.Det næste jeg husker var dem. De flotteste, bruneste og varmeste øjne jeg nogensinde havde set. Amonika er en ung pige der er ved at udvikle sig til en moden kvinde. Men da hun møder Ed en dag på vej i skole, vender hele hendes verden på hovedet. Og intet er som hun troede.

4Likes
4Kommentarer
437Visninger
AA

7. How to find love again- in a second

Mig og Mike var løbet ned i parken, midt inde i byen. Han sad med en arm rundt om mig, på en bænk. "Hvad skete der lige, Amonika?" spurgte han pludselig. Nårh Nick, det var såmænd ingenting. Jeg havde bare lige et skænderi, med min eks-kæreste, som viste sig at have løjet om hele hans liv, og nu var min lærer. Nej seriøst? Det kunne man jo ikke bare sige, det var ikke fordi jeg ville lyve eller noget, men den information valgte jeg bare at holde for mig selv. "Narh ikke noget, du skal tænke på" svarede jeg, med et smil på læben. Han så ikke overbevist ud, ikke bare en smule. "Amonika lad være at lyve for mig, jeg hørte jer råbe, og du skreg om hjælp!" sagde han, med en sur mine. Han gav aldrig op vel? Jeg måtte finde på en snedig plan. "Bare en af min mors gode venners eks-kæreste. Han var virkelig led, og jeg flippede vel bare lidt ud, undskyld" sagde jeg, meget overbevisende, hvis jeg selv skulle sige det Jeg var ikke den bedste løgner i verden, men jeg prøvede. "Okay, men hvorfor skreg du om hjælp?" spurgte han forvirret. Han løftede øjenbrynene og ventede på svar. Den blev jeg nødt til at tænke lidt over. Jeg kiggede op mod den dejlige sol, men den blindede mig. Jeg trak mig sammen, og Mike så spørgene på mig. Hvad pokker skulle jeg sige? Han truede mig? Jeg kom til at tænke på den morgen, den morgen hvor jeg mødte Ed. Han hed jo rigtigt Edward, men jeg kaldte ham altså stadig Ed, i mine tanker. Det havde jeg lov til. Det føltes bare så magisk dengang, hans øjne og hans bløde, dybe mandestemme. Det var heldigt jeg lagde ned dengang, ellers var jeg sikkert faldet om. "Hvorfor rødmer du sådan, og hvad er det der er så sjovt?" spurgte Mike. Ups! Vent lige, hvorfor sad jeg sådan og smilede, over ingenting? Jeg tog mig til kinderne, jeg var brændvarm. Hvad var der lige sket? Jeg havde jo bare tænkt over den morgen...lort, det her skete bare ikke. Jeg måtte glemme alt om ham, jeg valgte at "glemme" hans spørgsmål. Jeg tog fat om hans nakke, og trak ham ind i et kys. Han gengældte, og jeg udviklede kysset. Men jo mere jeg kyssede ham, jo mere tænkte jeg på Ed. Det begyndte at regne, men jeg var ligeglad. I en kort stund, ville jeg bare gerne glemme alt om ham. Jeg blev frustreret, så jeg udviklede kysset endnu mere. Nu øsede det ned i stænger, vi blev begge gennemblødte. Men jeg stoppede stadig ikke, jeg rev hans trøje af, og han gjorde det samme ved mig. Han kærtegnede mig blidt, og kyssede mig op ad min hals. Jeg følte mig elsket, men alligevel ikke. Jeg lukkede mine øjne i nogen sekunder. Jeg kom i tanke om den første gang Ed kyssede mig, "Amo te puto" havde han hvisket i mit øre. Jeg fik sommerfugle i maven, og vi kyssede. Nu var alt bare væk. Jeg ville have ham ud af mine tanker, men det var umuligt. Nu sad både mig og Mike i vores undertøj. Jeg havde egentlig ikke lyst, men jeg ville bare så gerne tænke på Mike, ikke Ed, min lærer. Vi kyssede videre, men blev afbrudt af et lys, der blændede os begge. En lommelygte? Det var overskyet, så jeg kunne ikke rigtigt se personen, men det var ihvertfald en mand. "Jeg tror det er bedst i 2 går hjem før i bliver syge!" råbte manden. Og med ét kunne jeg genkende stemmen. Det var Ed! Jeg rejste mig fra Mike, og trampede hen mod ham, plaskvåd, i undertøj. Man kunne sikkert se mine nipples, igennem min lyseblå blonde bh. Men jeg var ligeglad. Mike tog fat i min arm, men jeg trak den til mig igen. "Hvad fanden tror du, du laver her!" råbte jeg surt af ham. Han smilte bare af mig, "Jeg er bare ud at gå en lille tur, hvis du absolut vil vide det" sagde han muntert. Han gav mig kvalme, "i regnvejr? Right! Hvorfor fanden lyver du om alting?!" råbte jeg op i hovedet af ham. Mike kom hen bag mig, han så meget forvirret ud. Men det var forståeligt. "Så stor en løgn var det heller ikke, Amonika!" sagde han en smule surt. Jeg følte jeg havde fået hul på ham. Endelig. "En løgn er en løgn, ligemeget hvor stor den er Ed!" sagde jeg skarpt."Ed?" sagde Mike forvirret. Ingen af os svarede ham. "Det er bedre du bare går nu Mike, okay?" sagde jeg så milt, jeg kunne få mig selv til. Men det var svært, jeg var virkelig sur. Han så uforstående på mig, og stod helt stille. Jeg valgte bare at ignorere ham. "Du kan ikke bilde mig ind, at du overhovedet ikke stak mig en eneste løgn!" sagde han surt. "Sikkert jeg gjorde, men jeg løj sq ikke om mit navn, eller min "karriere". Du løj om hele dit liv Ed!" råbte jeg af ham. Jeg kunne mærke tårene presse på, i min tårekanal. Jeg kunne ikke holde det ud længere, hele mit liv var ødelagt. Jeg kunne ikke klare mig uden Ed, men han var min lærer, og han havde virkelig såret mig dybt. Tårene rendte ned ad mine kinder som vandfald. Mike tog sine arme rundt om mig, hvis bare han vidst hvilket forhold jeg havde til min lærer, tror jeg ikke han ville stå der. Jeg rev mig løs af hans arme, jeg følte mig ikke længere tryg ved ham mere. Jeg ville ønske alt var ligesom før, hellere leve på en løgn og være glad, end i et mareridt og være trist. Jeg tog nogen skridt væk fra dem begge, jeg ville bare væk fra alting, men jeg kunne ikke tage hjem, det lagde for langt væk. Og der gik ingen busser i området. Jeg kunne flygte? Men jeg ville ikke længere flygte, jeg ville konfrontere virkeligheden, og have mine følelser uden på tøjet. Men hvordan? Jeg græd, og græd, jeg satte mig ned i det mudrede græs, og tog hænderne op for øjnene. "Amo te puto" hviskede en i mit øre. Jeg genkende straks hvem det var, men troede det var en drøm. Men da han hviskede det igen, og jeg kunne mærke hans ånde mod min hals, vidste jeg at jeg ikke drømte. Han fjernede mine hænder fra mit ansigt, og kiggede mig dybt i øjnene. Vi holdt øjenkontakten og han hviskede til mig "jeg elsker dig Amonika". Jeg trak på smilebåndet. Men blev siddende og kiggede ned i jorden. Han tog fat om mine hofter, og løftede mig op fra græsset. "Jeg elsker dig Amonika" sagde han igen, men denne gang højere. Han tog hænderne rundt om mit hoved, og agede mig blødt i håret. Vi kiggede i hinandens øjne, og i netop det øjeblik, havde vi begge tilgivet hinanden. Det vidste vi begge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...