Forbidden love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2014
  • Opdateret: 18 sep. 2014
  • Status: Igang
Regnen piskede mod mit ansigt, og blændede mig. Men jeg stoppede ikke, en tåre trillede ned ad min kind. Jeg havde aldrig følt mig så uvidende om alting før nu. Men noget kunne da stoppe mig, for pludselig rendte jeg ind i en, og faldt bagover. Så forvirret, uvidende og alligevel alt vidende, blev alt sort for mig.Det næste jeg husker var dem. De flotteste, bruneste og varmeste øjne jeg nogensinde havde set. Amonika er en ung pige der er ved at udvikle sig til en moden kvinde. Men da hun møder Ed en dag på vej i skole, vender hele hendes verden på hovedet. Og intet er som hun troede.

4Likes
4Kommentarer
433Visninger
AA

6. Edward Winther- Who are you?

Jeg løb op ad den lange gang, uden at se tilbage. Jeg var plaskvåd, og havde "banket" min lærer, hvis man kan sige det sådan. Så jeg havde ikke lige den store lyst til at sætte mig ind i den klasse, nogensinde igen. Men da jeg hørte en dør smække sig bag mig, kiggede jeg tilbage, for at se om de havde lukket døren. Jeg håbede bare de havde glemt alt om mig, og fortsat timen. Men det havde de åbenbart ikke. Jeg nåede kun at løbe et par meter, da nogen råbte af mig. "Kom tilbage, det er okay" råbte en stemme, gennem gangen. Var det Mike? Nej det lød ikke som ham, "Hey, stop!" råbte stemmen igen. Hvem pokker var det? Jeg stoppede op, stod bare helt stille, uden at kigge efter personen. Jeg hørte nogen skridt, bag mig, nærme sig. Personen stod bag mig nu, jeg kunne høre ham trække vejret. "Bare kom ind i klassen igen, det var jo bare et uheld ikke?" sagde han. Det var tydeligvis en han, han virkede højere end mig og havde en dyb stemme. Jeg lod være at svare, nikkede bare. "Du skulle have dansk ikke?" spurgte han. Jeg nikkede kort, uden at vende mig om. "Jeg er din nye dansk lærer, jeg hedder Edward Winther, men du kan bare kalde mig Ed" han lød egentlig meget sød, og meget bekendt...Jeg vendte mig stille om, og der stod han igen. Lige foran mig, med brune bjørne-øjne, hans bløde, krøllede, brune hår. Mine øjne åbnede sig, og jeg måbede. Så jeg syner? Det gjorde jeg tilsyneladende ikke, for han så lige så overrasket ud. "A-Amonika? H-Hvad laver du h-her?" fik han fremstammet. "Ja, jeg skulle egentlig lige til at spørge om det samme, sagde du ikke at du var i salgs-branchen? Og du sagde dit rigtige navn var Ed Johnson!" svarede jeg ham. Han havde løjet for mig! Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, skulle jeg grine, græde, kysse ham, kramme ham, eller bare stikke ham en flad? Han var chokeret, det så ikke ud som om han vidste hvad han skulle sige."Da du nævnte du gik i skole, blev jeg forvirret. Jeg synes bare det ville være underligt. Hvis jeg sagde jeg var lærer, havde du nok gættet jeg ikke var særlig ung, ikke?" han så meget usikker ud. Hvordan kunne jeg vide om han bare løj igen. "Men hvorfor skulle du lyve om dit navn ligefrem! Havde du regnet med at jeg ville gå hjem, og stalke  dig på nettet, og finde ud af din "hemmelighed" eller hvad?" jeg var ked af det, og rasende. Han tav. Jeg ville sikkert blive bortvist, hvis jeg gav min lærer en lussing, så jeg tog den nemme udvej. Løb. Jeg vendte mig rundt, men han tog fat i min arm. "Slip mig!" skreg jeg. Han gav ikke slip. "Tag det nu roligt Amonika" sagde han roligt. Jeg gik i panik og skreg "Giv slip! Du skal aldrig mere røre ved mig, eller tale til mig, du skal heller ikke regne med at jeg kommer til dine timer. Det ved du jo bedst af alle, du fik mig til at pjække mine timer, på den anden skole! Mit liv er lort pga. dig! Jeg hader dig!". "Amonika?" råbte Mike længere nede ad gangen. Han var gået ud af klassen, sikkert fordi han hørte nogen råbe. Edward gav slip på min arm, jeg trak den til mig og ømmede mig. Han havde taget hårdt fat. Vi var begge stille, Mike kom nærmere. Jeg begyndte at græde, og satte mig stille ned på gulvet. Jeg tog hænderne op for mine øjne, han skulle ikke have æren af at se mig græde. Jeg kunne høre Mike løb, han kom hurtigt hen til mig, og løftede mig op i sin favn. Jeg følte mig tryg, Mike havde redet mig fra Edward. Jeg stoppede med at græde. Mike tørrede mine tårer væk. Så kyssede han mig langsomt, og dejligt. Han ignorerede fuldstændig det faktum, at vores lærer stod lige bag os. "Parken" hviskede Mike. Jeg tog hans hånd, og så løb vi, væk fra skolen, væk fra Edward. For nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...