Half A Year - Justin Bieber

Kylie West Cooper vågner op til en chokerende nyhed, som ændrer hendes liv foraltid. Kylie har kun et halvt år tilbage at leve i, og lægerne fortæller Kylie at der kun er 10% chance for at Kylie overlever. Kylie's historie bliver trykket i flere aviser, og da en meget kendt person en dag står overfor hende, bliver hun ked af det. Kylie ville ikke knytte sig til nogen så tæt på døden, men Justin vender alt op og ned. Justin ved, at det er en farlig leg han sætter igang, og da følelser pludseligt opstår, og tiden begynder at tikke, begynder Kylie at indse, at det hele aldrig var en god idé. Men kan man overhovedet nå at kende hinanden så godt på 182 dage?

2Likes
2Kommentarer
163Visninger
AA

2. News With Paper

Jeg åbnede øjnene, og mærkede straks at jeg havde svedt. Meget. Jeg havde det som om at der lå et ton sten ovenpå mig, selvom der ikke gjorde. Jeg var meget ør i hovedet, og samtidig ikke. Det var der jeg kiggede rundt, og opdagede at jeg ikke lå på mit værelse. Mit værelse havde mynte grønne vægge, men det her rum var hvidt. Alting var skinnende og rent, og jeg prøvede forsigtigt at få mig selv op og sidde. Dog da dynen røg halv ned, var det som om at kulden fra rummet ramte som en pil i mit bryst. Jeg blev siddende oppe, men et lille skrig røg ud af mig, da jeg så sengen jeg lå i. Det var en af de hospitals senge, som man altid så på film eller tv. 

Døren til værelset åbnede med et brag, og ind kom en høj sygeplejerske og mine forældre. "Kylie!" Nærmest skreg min mor, og krammede derpå næsten livet ud af mig. Men hvad græd hun over? Jeg smilede til dem, og kiggede skiftevis på dem alle tre. "Hvad er der sket?" spurgte jeg. Mine øjne kiggede skiftevis på dem alle tre, og det eneste mine øjne mødte var.. sorg? "Jeg er okay." Sagde jeg, og smilte. Mine forældre kiggede bare. "Kylie, du er ikke okay." Sagde min far strengt. Jeg kunne mærke at min puls begyndte at stige, og samtidig begyndte jeg at svede. Hvad havde de ikke fortalt mig? "Kylie, hvad husker du af episoden inden at du kom på hospitalet?" Spurgte sygeplejersken, og kiggede sørgeligt på mig. Jeg prøvede at huske tilbage, men intet kom frem. Bortset fra.. "At jeg fik morgenmad? Ellers kan jeg ikke huske andet?" Sagde jeg. 

"Kylie, mig og din far har fået afvide hvad der er galt med dig, og vi har gjort det klart for alle at du selv ikke må vide hvad der er galt." Sagde min mor tøvende, og holdte mig i hånden. Jeg jeg hev hånden til mig, og gloede. "Hvad mener du? Må jeg ikke vide hvad der er galt med mig?" Halv råbte jeg, og prøvede at komme væk fra dem. "Kylie, du får meget mere at tænke på hvis du får det afvide." Nærmest hviskede min mor, og tog dog igen min hånd. Hvad mener hun? Hvad snakker hun om? "Kylie, du har et halvt år tilbage at leve i." Sagde min far, og en tårer trillede ned af hans kind. 

Mit hjerte gik i stå, og jeg kunne ikke mærke min krop. Jeg fik ondt i halsen, og en tårer røg ned af min kind. "Mor, far! Det kan da ikke være slut nu? Hvad med Madison og Lora? Ved de noget?" Panikkede jeg, og hev igen min lille hånd væk fra min mors. "Væk fra mig." Nærmest hviskede jeg. "VÆK FRA MIG!" Råbte jeg af min lungers fulde kræft, og derpå blev døren lukket, også var de væk. 

Jeg var sur. Nej ikke sur, rasende! Og selvom at skylden ikke kunne ramme nogen, så var jeg sur på en eller anden. Jeg kiggede ud af vinduet, og så de meget store træer, de meget små levende blomster. Det var som om at min hjerne ikke helt var med, da jeg ingen reaktion fik indtil videre. Jeg slog benene ned på gulvet. Det var et koldt aluminium gulv, som var hvidt.

Der blev banket på døren, og jeg kiggede et par sekunder, men tøvede. "Kom ind." Sagde jeg irriteret. Døren gik op og ind kom min mor. "Hvad vil du?" Sagde jeg og vendte min ryg til hende. "Kylie, hvis du tager en tur udenfor, så skal du vide at din historie er blevet trykket i avisen." Nærmest hviskede hun. "Hvad?" Halv råbte jeg surt. Hvad fanden havde de gang i? Troede de bare at mit liv var en historie de kunne sælge? Nej, mit liv var ikke en historie, det var et mareridt, og nu vidste alle om det. "Ud." Sagde jeg kort. Hun gik langsomt ud, og lige inden døren gik, stoppede hun op. "Kylie, jeg elsker dig." Sagde hun, og lukkede døren. Tårerene begyndte at strømme ned, og samtidig begyndte jeg at tænke mere klart end før

Det hele var et helvede, og nu skulle hele verden vide det. Helt fremmed mennesker kunne kende mig på gaden, hvis de så mig, og hvis man var heldig kunne man få en autograf eller hvad? Men sådan ville jeg ikke have det, nej. Jeg ville have en rolig død, som kun min familie kendte til. Jeg havde ingen venner, og jeg havde aldrig haft nogen. Men det var sådan det var. Jeg var Kylie.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...