Only a picture. 1D

Hope er navnet på den pige, som Harry forelsker sig i til en af One Directions koncerter. Men hvad gør man, når man ikke har andet end en kopi af et meet and greet billede? Jo, i Harrys tilfælde sætter man billedet på nettet - kun for at finde den ene pige, som har stjålet hans hjerte, men er det nu også så smart, når man er kendt? Når man har medierne i ryggen, og tusindvis af piger lider af jalousi? Hope har en voldsom præsentationsangst og gør alt for at undgå Harry, men det er lidt svært, når man er overalt på nettet - og alle kender én. Løgne, jalousi og ikke mindst tillid - kan Hope overvinde sin frygt, og kan Harry finde den pige, han elsker?

125Likes
119Kommentarer
35178Visninger
AA

31. Kapitel 31.

Harrys værelse var virkelig stort- men hvad havde jeg regnet med?

''Her.'' Han kastede en hvid T-shirt til mig. ''Skal jeg hjælpe dig med at lyne den op?'' jeg nikkede stille, og vendte mig rundt. Han førte sine hænder op til lynlåsen, og lynede den ned. Jeg erstattede den hurtigt med hans trøje, da jeg ikke havde noget indenunder.

''Må jeg spørge om noget Hope?'' Jeg vendte mig om, imens jeg nikkede. ''Er du Jomfru?''. Jeg bed mig i læbe, og begyndte at rødme. Jeg hørte det mere som 'Har du ingen erfaring'..

Jeg rystede på hovedet, imens jeg begyndte at grine. Han kiggede forvirret på mig, hvorefter han kyssede mig kort. ''Vi må hellere smutte i seng'' han smilede sødt, hvorefter han lagde sig ned, og åbnede dynen til mig. Jeg puttede min ind til ham, og kunne hurtigt dufte duften af ham. En varm mandig duft, man ikke kunne undgå at bliv vant til. ''Godnat søde.'' Han kyssede mig kort på håret, hvorefter han viklede sine arme om mig, og pressede mig tættere på.

Næsten morgen vågnede jeg før Harry. Han lå helt fredfuldt, men det sødeste ansigt, og krøller der var hang ned i hans ansigt. Han havde ikke fjernet sit greb om mig igennem natten, og jeg måtte indrømme at jeg fik det varmt på et tidspunkt, men ligeså snart jeg bare prøvede at viklige mig ud, strammede han grebet.

Denne gang lykkes det mig, og jeg stod nu midt på gulvet, og overvejede hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke rende rundt i den her trøje, da jeg havde svedt, og dog- Den duftede af Harry.

Jeg besluttede derfor at tage en ny af hans rene trøjer, der duftede ligeså godt- Har sniffet den igennem, inden jeg tog den på. Jeg besluttede mig at jeg ville lave morgenmad til når han vågnede. Sikke en sød kæreste jeg er.

Jeg listede ned til køkkenet og åbnede køleskabsdøren, hvis lys skar mig i øjne.

Hvis jeg skal være ærlig, har jeg aldrig været typen der ville lave mad- eller kunne for den sags skyld, og som jeg stod her med frit udsyn til Harrys madvare fra alle verdens hjørner, fortrød jeg meget at jeg ikke havde meldt mig til de madkundskabstimer i skolen.. Eller, vent, det gjorde jeg også- Nu fortrød jeg bare at jeg ikke havde hørt efter, i stedet for at kigge ud af vinduet, og tænke på hvad fremtiden ville brínge.

''Man kan vel altid bare lave æg'' mumlede jeg stille til mig selv, hvorefter jeg langsomt tog æggende, og mælken ud, som jeg fik pisket sammen, og klasket på panden.

''Godmorgen'' Harrys hæse morgenstemme, løg bag mig, hvorefter han krammede mig bagfra. Jeg hoppede en smule, hvorefter jeg kunne mærke hvordan mit hjerte sprang afsted. ''Jamen godmorgen'' smilede jeg. ''Kan du lave mad'' Han kiggede undrende på mig, og et lille fnis undlap mine læber ''overhovedet ikke'

''Skal vi så ikke tage ud og spise brunch'' han fjernde sig fra mig og slukkede komfuret. Jeg tog mine arme om hans nakke, og kyssede ham kort, hvorefter jeg mærkede hvordan hans trøje jeg havde på, blev løftet over min numse. Jeg rømmede mig ved tanken , om at han havde opdaget det, og skyndte mig derfor at tage mine arme til mig igen.

''Tænkte vi to bare skulle have en dag, alene'' Jeg lagde hovede på skrå, hvorefter han slesk løftede øjenbrynet. ''Måske se en film'' jeg grinede, hvorefter jeg begyndte at bevæge mig ud mod sofaen. ''Fortæl om din familie'' Harry smilede stort, hvorefter han satte sig vedsiden af mig, og puttede os ind i tæppet. ''Mor og far, du ved'' jeg smilede nervøst til ham.. ''Så du er sådan et forkælet barn?'' Han grinede kort

Jeg bed mig hård i læben, og kiggede ned på mine fingre. ''Det er jeg nu'' Harry kiggede hen på mig, hvorefter han tog fat om min hånd.

''Jeg synes du skal blive hjemme i dag, skat'' min mors stemme lød opgivende ude fra køkkenet. Taylor sukkede højt, hvorefter han kiggede skævt til mig. ''Mor, drengen er 16 år gammel'' jeg blinkede kort til ham. ''Så skal du være hjemme klokken 01:00'' mor grinede opgivende, hvorefter hun gik ovenpå. ''Tak Hope!'' Taylor smilede stort til mig. ''Men må jeg ikke nok låne din knallert?''

''Vi var bedste venner, Harry. Han var mit et og alt, og hvis jeg bare havde tænkt mig om- blot i 2 sekunder. Tænkt over konsekvenserne, ved at lade en 16 årig køre hjem fra fest så ville dette aldrig været sket. Harry det er min skyld! Hvis jeg havde været klog nok, var Taylor aldrig kørt galt!'' Jeg kunne mærke vreden skylle op i mig. Jeg har aldrig rigtig snakket om Taylot. Før han døde var han populær, havde de rigtige venner, og en af de bedste på skolen. Og folk vidste godt det ikke var hans knallert han kørte på den aften.

''Hope'' ''Selv mine forældre bebrejde mig, Harry. 6 måneder rendte de rundt og gav mig skylden, men jeg kunne ikke gøre noget ved det, for jeg vidste de havde ret. De havde ret til at gøre som de gjorde. Jeg drabte familiens stolthed. Ham alle var stolte af, og det perfekte barn. Og det går ike en eneste dag, hvor jeg ikke tænker over hvad jeg kunne gøre anderledes'' Tårerne begyndte at presse på og bed mig hårdt i læben. ''Han ville fylde 18 på fredag'' jeg kiggede op på Harry, som kiggede på mig med medlidenhed i øjne . ''Det gør mig ondt'' Harry lænede sig hen og gav mig et blødt kys på kinden.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...