Only a picture. 1D

Hope er navnet på den pige, som Harry forelsker sig i til en af One Directions koncerter. Men hvad gør man, når man ikke har andet end en kopi af et meet and greet billede? Jo, i Harrys tilfælde sætter man billedet på nettet - kun for at finde den ene pige, som har stjålet hans hjerte, men er det nu også så smart, når man er kendt? Når man har medierne i ryggen, og tusindvis af piger lider af jalousi? Hope har en voldsom præsentationsangst og gør alt for at undgå Harry, men det er lidt svært, når man er overalt på nettet - og alle kender én. Løgne, jalousi og ikke mindst tillid - kan Hope overvinde sin frygt, og kan Harry finde den pige, han elsker?

125Likes
119Kommentarer
35178Visninger
AA

26. Kapitel 26

Stilheden i bilen var hverken akavet eller spændene, men vi lå lige på det punkt hvor man hverken havde noget at sige eller nævne.

Jeg kunne lide at sidde ved siden af Harry. I hans alt for dyre bil, der fik alle til at kigge efter os, men undrede sig ikke over hvem der sad i bilen.

 

"Jeg har altså ikke fået gjort rent" smilede han en smule, hvorefter han drejede ind til en enorm indkørsel, med et enormt hus der passede perfekt til. Hans hus var stort- virkelig stort. Stort, Hvidt, pænt- perfekt, og utrolig egoistisk udseende.

"Har du ikke folk til det?" Jeg bed mig stille i læben. Hope, du må lære at holde kæft.

Harry kom med en lille brummen, hvorefter han åbnede døren, og trådte ud. Jeg rullede øjne, kom med et lille suk, hvorefter jeg fulgte efter. Han kunne ikke tillade sig at blive fornærmet.. Mænd.

"Det er et pænt hus" jeg smilede, da jeg endelig havde indhentet ham på vejen. "Mange tak". Jeg kiggede igen ned på jorden jeg gik på, imens jeg bed mig i læben.

 

Jeg stirrede. Meget. Hans hus var kæmpe, selv indvendigt, og alt stod perfekt, alt matchede. Man kan ikke beskrive det. Bare perfekt.

"Kaffe eller te?" Harry smilede kækt da han så mit ansigt. En varme spredte sig i mine kinder. Hvorfor bliver jeg sådan når jeg er sammen med ham? Hvorfor har han den her effekt på mig?

"Jeg drikker ikke The" jeg smilede, hvorefter jeg satte mig på én af de mange stole der stod. "Drikker ikke the? Du er en meget specielt Englænder, Hope" blinkede han til mig, hvorefter han fandt kaffebønnerne frem. "Men verden ville være kedelig uden dem, så jeg er glad for at der sidder en i mit hus" han grinede lidt over sig selv, hvorefter han kom hen med 2 kopper, og satte sig overfor mig. Jeg smilte, da jeg tog i mod koppen, som så dyre ud en det hus jeg boede i. Det var de sikkert også.

 

Vi sad i nogen minutter uden at sige noget. Vi smagte bare på væsken i kopperne, og nød stilheden. Og jeg må indrømme at kaffen smagte himmelsk. Jeg kiggede hen på køkkenbordet hvor kaffeposen stadig stod, og jo. Det var bare den samme gamle fra supermarked, men her, her smagte den ubeskriveligt. Bedre end nogen anden, og den fik mig til at tøste mig efter mere.

 

"Harry?" Jeg kiggede væk fra kaffen, og op på hans mørke grønne øjne.

Han nikkede stille. "Hvordan kan det være at du ville se mig?" Spurgte jeg, hvorefter jeg bed mig i læben. "finde mig" jeg rettede mig selv. Min mave klemte sig sammen.

Han tog en dyb indånding, inden han begyndte. "Fordi Hope... Jeg... Du." Han holdte en pause, og jeg tror selv han var lige så forvirret som jeg. Harry rejste sig, med sin kop i hånden inden han gik hen til vinduet og kiggede ned på et stykke papir. Hvad der stod, eller var på vidste jeg ikke.

"Kender du ikke det der med man føler noget? Noget der ikke kan beskrives, noget der ikke kan forklares. Sådan havde jeg det. Da du kom ind i rummet følte jeg noget jeg ikke havde følt længe. Da du bare stod i hjørnet og smilte, og selvom du ikke selv skulle tage billede med os, fyldte du noget hos mig. Så hope, jeg måtte finde dig, og finde ud af dig. Hvad du gjorde ved mig. Men helt ærligt, det var et helvedet. Du var umulig af finde" han grinte hæst.

"Hvorfor mig?" Det røg bare ud af mig. Men jeg var i chok. Virkelig virkelig meget, og hverken jeg, eller min krop vidste hvordan jeg skulle reagere. "Hvorfor ikke de mange andre piger. De andre piger der kan lide at være i lyset. De andre som er smukke, kønne, har pengene til det.. Alt det jeg ikke er, Harry. Alt det jeg ikke vil være. Jeg kiggede på ham.

Han smilte, hvorefter han kom tættere på. "Fordi jeg vil ikke have alt det andet. Jeg vil have det ingen andre har. Jeg vil have det jeg har brug for, det jeg elsker. Også kan andres meninger rende mig" Han kom tættere på, og jeg rejste mig.

"Men Harry" hviskede jeg. Han stod helt henne ved mig, og hans hovede var bare få centimeter fra mit. Jeg kunne selv dufte hans ånde, og mærke hans vejrtrækning. "Jeg vil ikke være en udfordring.." Han smilede igen, hvorefter han førte sin hånd op til min kind.

"Oh Hope det kan jeg ikke love, men jeg lover at jeg vil elske dig mere en nogen anden, og behandle dig bedre end du kan forstille dig."

Hvorefter han kyssede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...