Only a picture. 1D

Hope er navnet på den pige, som Harry forelsker sig i til en af One Directions koncerter. Men hvad gør man, når man ikke har andet end en kopi af et meet and greet billede? Jo, i Harrys tilfælde sætter man billedet på nettet - kun for at finde den ene pige, som har stjålet hans hjerte, men er det nu også så smart, når man er kendt? Når man har medierne i ryggen, og tusindvis af piger lider af jalousi? Hope har en voldsom præsentationsangst og gør alt for at undgå Harry, men det er lidt svært, når man er overalt på nettet - og alle kender én. Løgne, jalousi og ikke mindst tillid - kan Hope overvinde sin frygt, og kan Harry finde den pige, han elsker?

125Likes
119Kommentarer
35160Visninger
AA

22. Kapitel 22.

Den var hyggelig- slet ikke så overdrevet som jeg havde regnet med. En lille restaurant, med varme farver, bløde møbler og hyggelige malerier på væggene.. Slet ikke dårligt.

''Kan du lide det?'' Spurgte Harry, imens han smilede stolt over mit ansigtsudtryk, der sikkert har set helt vildt fortryllende ud. ''Det må jeg give dig, Styles'' grinede jeg en smule. ''Hvor vil du sidde?'' Jeg kiggede rundt i rummet, og kiggede efter et sted. ''Der'' svarede jeg og pegede hen på 2 stole i hjørnet som stod om et hegn om et mørkebrunt rundt bord.

Vi satte os ned i tavshed, dog ikke akavet tavshed, som jeg var lykkelig over. ''Jeg har bestil mad, hvis det er okay?'' spurgte Harry, hvorefter han satte sig ned, efter han havde hjulpet mig med stolen. Meget gentlemans agtigt, må jeg indrømme, men dog- Jeg har aldrig forstået meningen med det..

Jeg nikkede ''Hvad har du bestilt?'' ''Sushi'' Jeg grinede.. ikke bare lidt men virkelig meget.. Jeg var nød til at holde mig for munden.. Sushi?! Det her virker ikke just som en restaurant hvor man bestiller SUSHI!

Harry kiggede undrende på, men han kunne dog ikke selv holde et grin inde. ''Hvad er der så sjovt ved det?'' spurgte han ind imellem sine små grin. ''Sushi?! På denne her restaurant'' Jeg begyndte at rette mig om, og kørt akavet hånden igennem håret. Mit grin er virkelig grimt- Altså ikke bare lidt, men virkelig meget!

''Kan du ikke lide det?'' smilede han, imens han slikkede sine læber. ''Jojo, men altså, jeg havde ikke liiige regnet med det'' smilede jeg venligt.

''Hope, fortæl om dig selv'' Harry kiggede mig i direkte i øjne, og jeg følte mig faktisk en anelse utilpas. Det var som om at han bare kunne kigge lige igennem mig.

''Der er ikke så meget at sige'' mumlede jeg, hvorefter jeg pillede lidt ved min serviet.

''Det er jo løgn''

Jeg kiggede op på ham, men sagde ikke noget.

''Du har sikkert så meget at fortælle. Jeg tror ikke just du er den 'normale' pige. Fortæl nu'' Han blev ved med at stirre.

''Jamen hvad er der at fortælle? Jeg passer min skole, har søde forældre, veninder, kan lide at læse og sådan'' svarede jeg hvorefter jeg trak på skuldrene.

''Hvad læser du?''

''Det er forskelligt. Men helst noget hvor jeg kommer langt væk.'' mumlede jeg.

''Hvorfor har du brug for det? Det virker nu som om du har det meget godt?'' Harry lænede sig interesseret fremover, imens han lagde hovedet på skrå.

Hvad skulle jeg svare? Harry skulle ikke vide det. Harry skulle slet ikke vide noget. Jeg burde ikke være her.

Han blev ved med at stirre- Han ville have et svar

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...