Only a picture. 1D

Hope er navnet på den pige, som Harry forelsker sig i til en af One Directions koncerter. Men hvad gør man, når man ikke har andet end en kopi af et meet and greet billede? Jo, i Harrys tilfælde sætter man billedet på nettet - kun for at finde den ene pige, som har stjålet hans hjerte, men er det nu også så smart, når man er kendt? Når man har medierne i ryggen, og tusindvis af piger lider af jalousi? Hope har en voldsom præsentationsangst og gør alt for at undgå Harry, men det er lidt svært, når man er overalt på nettet - og alle kender én. Løgne, jalousi og ikke mindst tillid - kan Hope overvinde sin frygt, og kan Harry finde den pige, han elsker?

125Likes
119Kommentarer
35160Visninger
AA

10. Kapitel 10.

Jeg rejste mig fra den bløde seng, og førte mine fødder ned på gulvet. Gulvet var kold, og det spredte sig hurtigt udover hele kroppen- Hvilket fik mig til at overveje om jeg skulle tage hyggesokker på. Nej.. nej det orker jeg ikke. 

Jeg gik videre ud af værelset, ned til køkkenet for at få mig en kop kaffe. Godt nok var jeg englænder, men jeg kan ikke fordrage te! Jeg gik hen til kaffemaskien og trykkede på den velkendte knap der sprøjtede sort kaffe ud. Jeg nød et kort øjeblik duften, men glemte det hurtigt da jeg hørte fodtrin oppe fra trappen. Det var sikkert bare mor. 

Jeg tog den velkendte kop, og listede så op på mit irriterende kolde værelse igen. Jeg kiggede ud af vinduet. Underligt nok fik jeg det dårligt.. Som om jeg manglede noget. 

Jeg kiggede hurtigt ned på det lille træ, og begynde at smile for mig selv. Alle de minder det lille træ har. Alle de historier den kunne fortælle.. 

Jeg tog igen en sidste tår af min kaffe, hvorefter jeg lagde den på et bord jeg havde stående. Selvom koppen var halv fuld, og smagte ligeså godt som dem der er på de der caféer, vidste jeg at jeg ikke ville få drukket den hele. den ville stå der, på den samme plads, på den samme bord- lige ind til min mor beder mig om at fjerne den- 'for det er nemlig noget svineri'.. Den samme gamle rutine, men alle huset kopper.

Min far kan ikke lide café. Han er en typisk englænder, som drikker te som var den medicin- men det var det vel endelig også lidt for ham.

***

Klokken var blevet mange, men jeg kunne stadig ikke sove. Harrys andsigt kørte rundt i min hovedet, og billederne i fjernsynet kørte som silhuetter i mit hoved. 

Jeg kiggede tomt over på kaffekoppen der ikke havde rykket sig en centimeter siden sidst. Hvordan mon hans hånd føles? Eller hans hår? Er det kruses eller blødt? 

Vent?

Hvad er det jeg tænker på? Det burde jeg vel endelig være lidt ligeglad med? Burde jeg ikke? 

Jeg sukkede kort, hvorefter jeg lænede mig indunder sengen og greb fat i den store skitsebog. Jeg satte mig op igen, men bogen nu placret i mit skød, og jeg blarede forbi de andre tegninger og direkte hen til de markerde kæber og krøllet hår. Jeg var blevet færdig med at tegne ham, men det var som om jeg manglede noget. Han manglede noget oprigtighed... Noget der fik ham til at se levende ud.. 

Jeg kiggede ned på Harrys andsigt, og smilede lidt over det. Han var tegner perfekt, men som sagt manglede der noget? Jeg kiggede ned vedsiden af mig for at finde min telefon placeret der hvor den altid ligger. Jeg åbnede den og gik indunder de billeder Cia, havde sendt mig lige inden koncerten. 

Jeg fandt det billede jeg havde fået inspiration fra.. Kiggede på mobilen, ned på skitsen.

Hans øjne..

Jeg manglede et glimt i hans øjne. 

***

Hele natten havde jeg prøvet at tegne det glimt i hans øjne, men jeg kunne ikke få det til at fungere- Det ville bare ikke fungere! 

jeg kunne mærke airrationen i mig, og jeg bed mig en sidste gang hårdt i læben hvorefter jeg hårdt hviskede det ud for 9 gang. Jeg sukkede irriteret- Min tegning ville ikke samarbejde med mig, men den skal nok blive færdig! Han øjne skal nok komme til at skinne som solen.

Det kan jeg godt love jer, men hvordan ved jeg ikke. 

jeg klaskede min tegnebog sammen, og kylede den indunder sengen ingen, som blev erstattet med min telefon. 

jeg gik indunder appstore og søgte på det velkendte 'twitter' tegn. Jeg havde virkelig lyst til at downloade det- Se hvad de kendte lavede, upload billeder og få mange følgere, men frygten kunne ikke få mig til det.

De kendte skulle ikke vide jeg staklede dem, Folk skulle ikke se mine billeder, og folk skulle heller ikke følge med i mit liv uden jeg vidste hvem de var- det var for underligt og uhyggeligt. 

Bare tanken gav mig kuldegysninger. Jeg slukkede min telefon, lagde den som før hvorefter jeg vendte mig om og lukkede øjne...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...