Uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2014
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Igang
Melaina og Lucasta kommer fra en lang uafbrudt række af engle, der alle lever i Himmelen og arbejder for at gøre Jorden et bedre sted. Så da Melaina til deres division ikke bliver engel ligesom sin søster og resten af familien, men derimod en dæmon, er Lucasta chokeret. Sammen med Dobromil, en engel, der ønsker at blive en dæmon, stikker hun af fra sit hjem, for at opsøge Oraklet på Isøen og få ham til at lave sin beslutning om og lade Melaina stige til himmel som en engel sammen med Lucasta og resten af deres familie.

50Likes
52Kommentarer
1912Visninger
AA

10. Kapitel 9 - Sin egen skæbne

Sin egen skæbne

Moran, Alexo og tre vejledere fyldte godt op i døren, men det var ikke det, der fik Dobromil og Lucasta til at måbe. Det var pigen, der stod i midten foran dem. Sneen havde lagt sig over hendes brune krøller, og hun prustede forpustet.

"Luca!" råbte Melaina og gik ind til midten af rummet.

"Mel?" mumlede Lucasta forvirret. "Hvad laver du her?"

"Stopper dig," sagde Melaina, der nu var nået helt hen til Dobromil og Lucasta. Hun tog fat om sin søsters skuldre.

"Stopper mig?" Lucasta løftede skeptisk et øjenbryn. "Men jeg redder dig!" Hun rystede sig ud af Melainas greb og tog fat om hendes hænder. "Det er ikke meningen, du skal være dæmon. Du og jeg, Melaina, vi er en. Vi er som to dråber vand. Det er meningen, vi skal være sammen. Jeg vil ikke lade dig rådne op i Helvedet!" Melaina smilte varmt og lagde Lucastas hånd på sin kind.

"Vi er ikke en," sagde hun stille. "Vi er så forskellige som nat og dag, Luca." Lucasta åbnede munden for at protestere, men Melaina nåede at skære hende af, før hun nåede så langt. "Nej, vi er ikke forskellige. Du er min søster - og min bedste ven." Melainas øjne blev fyldt med tårer. "Og ja, på mange måder minder vi om hinanden. Men på mange måder er vi også dybt foskellige." Hun tog hårdere fat om Lucastas hænder. "Du er handlekraftig, stædig og ambitiøs. Jeg ville aldrig været taget herhen og gjort alt dette. Ikke engang for min egen skyld!" Melaina sank en klump. "Og måske er de forskelle, der er mellem os, dem der gør, at jeg hører til i Helvedet... Og du i Himlen."

"Kan du ikke bare for en gangs skyld holde kæft og lade mig være ambitiøs på dine vegne?" spurgte Lucasta med et opgivende smil og tårerne stille glidende ned af sine kinder. "Du behøver ikke bare at acceptere din skæbne. Man danner sin egen skæbne." Lucasta pegede på Wei. "Det har Wei selv sagt." Moran åbnede fortvivlet munden med et bekymret ansigtsudtryk, nok for at undskylde på Lucastas vegne, men Wei holdt blot en hånd op og kluklo.

"Hvis du var ambitiøs på mine vegne, ville jeg jo ikke selv danne min skæbne," Melaina lo blidt. "Jeg beder dig ikke om at være enig, jeg beder dig bare om at acceptere mit valg." Smilet forduftede fra Lucastas ansigt. Hun bed sig i læben.

"Men det er det forkerte valg," sagde hun og rynkede brynene. Hun trak Melaina ind til sig og knuede hende som ville hun aldrig slippe hende igen.

"Men det er mit," hviskede Melaina ind i sin søster øre og strøg hende forsigtigt over håret.

 

Et lysglimt oversvømmede dem og de fik følelsen af at blive dækket helt til at sne et sekund, hvorefter det ophørte og de stod i de dårligt oplyste gange på Eingil Dalur. Melaina og Lucasta slap hinanden og så sig forvirret omkring. Dobromil stirrede forskrækket på Lucasta, der rystede på hovedet. De så hen på Hr. Alexo, der hev efter vejret og lænede sig op af stenmuren. Kun Forstanderinde Moran stod rad og rank med et overlegent udtryk. Hun løftede et øjenbryn.

"Jeg tænkte, vi ikke skulle spilde mere af det kære orakels tid," mumlede hun og gik hen af gangen. Hun åbnede døren til sit kontor og så forventningsfuldt på dem. "Kommer I med?" De så forvirret på hinden, før de fulgte trop. Lucasta greb Dobromils hånd og hviskede til ham og Melaina.

"Man glemmer nemt, hvor magtfuld Moran er," de undertrykkede en latter og trådte ind på kontoret. Lucasta og Melaina tog plads på stolene foran skrivebordet, Moran i sin storelænestol bag ved skrivebordt og Dobromil hvilede sin hænder på Lucastas ryglæn. Hr. Alexo stod stadig et sted ude på gangen og hev efter vejret.

 

I en lang tid sad Moran og skrev koncentreret på et papir. Det summede i hver lille del af Lucastas krop for at læne sig ind og se, hvad hun skrev, men hun vidste, at hun ikke ligefrem stod til at gå straffrit ud af Morans kontor, og at snage i Morans sager, ville nok kun gøre det værre. Hun stjal et blik mod Melaina, der sad tålmodigt og så ud til at være helt urørt af situationen. Nu var hun jo heller ikke i problemer, som Dobromil og Lucasta.

 

Endeligt så Moran op på de tre, unge mennesker og nikkede for sig selv. Hun så med et sylespidst blik på Lucasta.

"Det I har gjort i dag er under al kritik," sagde hun hårdt. "I har brudt en håndfuld af skolens regler og ydmyget os overfor det store orakel Wei."

"Jeg tror altså ikke, han synes, det var så slemt," indvendte Lucasta, men fortrød i samme sekund, at ordene havde forladt hendes læber. Fra alle tre mennesker i rummet mærkede ud brændende blikke.

"Lucasta," sagde Moran irettesættende. "Når det er sagt, så er det vel forståeligt. Det her er altid en svær tid for nogen, da de skal sige farvel til deres familie. Vi forventer at vores elever at disciplinerede og følger vores regler... Men vi forventer ikke, at de er hjerteløse. Det er såmænd aldrig bare formået nogle elever at nå hele vejen til Oraklet." Hun så på Dobromil og derefter ned på Lucasta. "I er et godt hold." Hun smilede varmt. "I er alligevel færdige på skolen, og jeg ser ingen årsag til at indberette denne aftens begivenheder til højerestående steder." Lucasta åndede lettet op og så op på Dobromil, der smilede ned til hende. Hun lagde sin hånd oven på hans og gav den et klem. Igen blev Morans blik koldt og hårdt.

"Men lad aldrig sådan noget her ske igen," sagde hun truende. Lucasta rystede ivrigt på hovedet. "Smut så i seng med jer." Lucasta og Melaina rejste sig.

"Ikke dig, Melaina," sagde Moran blidt og nikkede ned mod stolen. "Vi har endnu meget at snakke om."

 

Dobromil og Lucasta gik ud af kontoret i stilhed. Igennem et vindue i toppen af stenvæggen lyste en klar, lyserød stråle ind, der vidnede om morgengryets komme. Lucasta trak vejret og lod sig falde ned på et trappetrin. Dobromil satte sig langsomt ved siden af hende og sukkede.
"Skal vi vente her?" spurgte han. Lucasta nikkede. Han lagde sin arm om hende. "Ja..." Han nikkede for sig selv, mens hun lod sit hoved tungt falde ned på hans skulder.

 

Da Melaina vækkede dem var gangen oplyst af et klart dagslys. Lucasta blinkede søvnigt, før hun huskede, hvor hun var. Melaina havde mørke rander under øjnene og lignede en, der kunne falde om af træthed når som helst.

"Hvad ville Moran?" spurgte Lucasta og kom på benene. Melaina trak på skuldrene og gabte.

"Bare snakke om mine karrieremæssige muligheder i Helvedet," sukkede hun og strakte sig. Nede fra gulvet gabte Dobromil og rejste sig med besvær op. Melaina kløede sig i øjet. "Men det kan jeg slet ikke overskue at tænke på lige nu. Jeg må bare tage hver dag som den kommer." Lucasta åbnede munden for at modsætte sig sin søster, og give hende en tale om vigtigheden af at gå målrettet efter succes, men besluttede sig for at nu var ikke tidspunktet. Hun havde stadig en uge endnu til at tale sin søsters øre af, og lige nu havde de alle tre mere end noget andet brug for søvn.

"Okay," mumlede Lucasta. Melaina så ned i gulvet og nikkede.

"Jeg går i seng," sagde hun og smilede op til Lucasta, der nikkede og strøg Melainas hår væk fra hendes ansigt. Hun lod et øjeblik til hånd hvile på sin søsters kind og aede den med sin tommelfinger.

"Okay," hviskede hun. Melaina nikkede og vendte sig op for at gå ned mod dæmonernes sovesale. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...