Uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2014
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Igang
Melaina og Lucasta kommer fra en lang uafbrudt række af engle, der alle lever i Himmelen og arbejder for at gøre Jorden et bedre sted. Så da Melaina til deres division ikke bliver engel ligesom sin søster og resten af familien, men derimod en dæmon, er Lucasta chokeret. Sammen med Dobromil, en engel, der ønsker at blive en dæmon, stikker hun af fra sit hjem, for at opsøge Oraklet på Isøen og få ham til at lave sin beslutning om og lade Melaina stige til himmel som en engel sammen med Lucasta og resten af deres familie.

50Likes
52Kommentarer
1916Visninger
AA

9. Kapitel 8 - Oraklet

 

Oraklet

Da himmelen så småt begyndte at vise tegn på lyse nuancer nåede Dobromil og Lucasta til toppen. På vejen havde de flere gange set en enorm gruppe af Vejledere bevæge sig op mod dem i en faretruende fart.

Oraklets borg var på ingen måde som de havde forestillet sig. De havde se store, brogede mursten og tårne bygget i middelalderlig arkitektur ligesom Eingil Dalur, men dette var intet som det. Borgen, der nærmere mindede om et tempel til asiatiske religioner var på samme tid utroligt overdænget med detaljer og udsmykning og utroligt simpelt. Det bestod er fem etager, alle havde det samme design med grønne murer, udsmykket tykke sorte streger, der dannede engle, dæmoner, træer, hav og blomster. I midten af hver facade var et kæmpe vindue eller dør, der fyldte fra gulv til luft og gjort ugennemsigtigt and et tyndt lag hør, så et blødt, flakkede lys stadig strålede udefra. Ligesom en bryllupskage blev hver etage mindre og mindre jo længere, man kom op. På toppen vejede et stort, hvidt flag. Dobromil og Lucasta udvekslede et kort, skræmt blik.

 

"Klar?" spurgte Dobromil. Lucasta nikkede sammenbidt.

"Klar," sagde hun og trak vejret dybt ind. Hun så ned i jorden, pustede ud og så med smmaneknebne øjne på det flakkende lys inden fra den nederste etage. Hun satte, synkront med Dobromil, i gang i lange, faste skridt og gik hen til døren, som hun flåede til side. De trådte ind til et forladt, stort rum. Gulvet var lavede af bambusmåtter og i midten stod et lille, sort bord, hvorpå, der var placeret ind brændende lanterne. Rummet så ud til at udgøre hele etagen. For enden førte en tynd, spinkel vindeltrappe op til næste etage.

 

Lucasta så på Dobromil og nikkede han mod trappen. Han nikkede kort og gik hen mod den. Samme etage var fuldstændig som den første, med samme sorte bord, samme lanterne og samme vindeltrappe, der førte op til næste etage. De gik endnu engang op af vindeltrappen, kun for at finde endnu en identisk, tom etage. De gentog deres tur deres tur op ad vindeltrappen yderligere to gange og kom op på femte etage, der endnu engang var identisk til de fire andre. Og tom. Dobromil og Lucasta så forvirret på hinanden.

 

"Ved du, hvordan man så finder sådan et orakel, når man endelig ankommer til dets charmerende, lille hus?" spurgte Lucasta frustreret og gik hen mod vinduet.

"Jeg troede et eller andet sted bare, han ville være her," mumlede Dobromil opgivende og sukkede. Lucasta så på ham over skulderen. Han tog lanternen i sin hånd og satte den på gulvet så han kunne sidde på det sorte bord.

"Vejlederne er her garanteret snart," sukkede Lucasta og vendte sig om. Hun gik hen til vinduet og trak den store hørplade til side for at se, om hun kunne få øje på Vejlederne et sted ned ad bakken.

"Jeg ved det," sukkede Dobromil. "Det er noget værre lort."

"Åh," gispede Lucasta. "Dobromil."

"Nu hvor vi er kommet så langt..." fortsatte han.

"Dobromil," gentog Lucasta, men han lod ikke til at registrere hende.

"Og så kan vi ikke engang komme i kontakt med det satans orakel..."

"Dobromil," sagde Lucasta hårdt og højt. "Kom og se!" Dobromil lod endeligt til at have fulgt hendes blik uden for.

"Hvad helvede..." mumlede han og rejste sig. Lyden af noget, der væltede samt lyset, der gik ud omme bag Lucasta tegnede til, at Dobromil havde væltet lanternen.

"Spasser," lo hun. Dobromil gik med langsomme skridt op på siden af hende.

"Wow," mumlede han. Foran dem, lå sneen og jorden og deres fodspor fra ti minutter før. Selv om de fire gange havde gået op af vindeltrapperne, var de på en eller anden måde alligevel endt præcis der, hvor der var startet på stueetagen. "Hvad fanden er det for noget mærkelig magi?"

 

Omme bag dem lød en rømmen. Af forskrækkelse skød Lucasta døren i. De vendte sig med et sæt begge to om og så direkte på den mærkelige skabning, der havde taget plads på den lille, sorte bord. Han... eller hun? Den sad med benene over kors studerede dem nonchalant. Dens hud var kridhvid og glødede let. Dens hoved var helt blankt og skaldet og halv dækket af en tyk, stor lysegrå hætte, der gik ned i en tung kappe, der dækkede hele tingens krop. Kun ud fra ærmerne og bunden stak stråtynde hænder og fødder ud. Den så op med helt hvide øjne, der kun blev brugt at to bittesmå, kulsorte pupiller.

"De fleste finder mig ved hjælp af intelligens og snilde," sagde den og løftede et kulsort, tyndt øjenbryn. Den så på Dobromil. "Ikke på grund af klodsethed." Lucasta så fra den væltede lanterne til tingen.

"Du var flammen, var du ikke?" gispede hun. Dens smalle læber samlede sig i et skævt smil og den rejste sig.

"Jo, Lucasta," sagde den og gik med rolige skridt hen mod dem.

"Du er oraklet," konstaterede Dobromil, mest henvendt til sig selv. Selvom det ikke var noget spørgsmål smilede oraklet og nikkede langsomt.

"Ja, jeg er De Syv Oraklers overhoved," sagde den og stillede sig en meter foran dem. "Wei." Den rakte hånden ud. Lucasta tog imod den og præsenterede sig selv. Derefter gjorde Dobromil det samme.

"Jeg ved, hvorfor I er her," sagde Wei og vendte sig. Den gik med langsomme skridt tilbage til bordet og satte sig på det i skrædder stilling. "Det er sjovt. I næsten alle scenarier, jeg har set, er I taget herud."

"Du kan se fremtiden," mumlede Lucasta og gik med forsigtige skridt tættere på. Wei nikkede. Dobromil fulgte efter hende og greb hendes hånd.

"Det er sådan, de tager beslutningerne," sagde han. "I retssager og med hensyn til os. De ser, hvordan fremtiden påvirkes af den ene og den anden beslutning, og så vælger de den, der gavner os og verdenen mest." Wei nikkede.

"Du er ikke så dum endda, knægt," sagde den med et varmt smil. Der var noget kærligt og meget lidt faretruende, der skinnede igennem dens ellers ikke så lidt uhyggelige fremtoning.

"Hvis du ved, hvorfor vi er her, så kan du vel også svare os," sagde Lucasta med et bestemt blik i øjnene og gik helt tæt på Wei. "Ændr min søsters skæbne. Gør hende til en engel. Du lavede en fejl og..." Wei holdt en hånd op, så hun stoppede med at tale.

"Lucasta," sagde den mildt. "Jeg ved, hvor bange du er. Jeg ved, hvor meget du frygter det hul din søster forlader. Jeg ved du frygter ensomhed mere end noget andet, og jeg ved, du tror, at kun din søster kan forhindre dig i at blive det. Ensom." Den tav. Lucasta ventede på, at den ville fortsætte, men Wei forblev tav.

"Men?" spurgte hun søgende.

"Intet men," sagde Wei. "Jeg kan ikke fortælle dig fremtiden, eller hvad du skal gøre. Det ville ødelægge naturens balance, hvis jeg gjorde det. Måske bliver du ensom. Måske ikke. Det hele afhænger ikke kun at denne, ene beslutning. Den afhænger af hver eneste beslutning, du tager resten af dit liv. Dine beslutninger danner dit liv. Ikke mine." Wei tænkte sig om et øjeblik. "Ikke udelukkende mine." Lucasta lagde armene over kors og sukkede.

"Se på mig som en vejleder," fortsatte Wei, hvilket fik både Dobromil og Lucasta til at skære tænder. "okay," Wei lo. "Jeg glemte lige, hvordan Vejlederne er på Eingil Dalur. Men tænk på mig som en lokomotiv fører. Jeg vælger hvilke stationer, toget stopper på og hvilken retning toget kører i, men det er dig, Lucasta, der vælger, hvilken station, du står af på." Lucasta rystede på hovedet.

"Alle dine store ord og analogier er meget fine," hendes øjne løb i vand og hendes stemme knækkede over. "Men det ændrer ikke på det faktum, at du tager min søster, min bedste veninde, fra mig!" Wei åbnede munden, men før den nåede at svare, fik lyden af døren, der endnu engang blev skudt til side, dem alle tre til at se op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...