Uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2014
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Igang
Melaina og Lucasta kommer fra en lang uafbrudt række af engle, der alle lever i Himmelen og arbejder for at gøre Jorden et bedre sted. Så da Melaina til deres division ikke bliver engel ligesom sin søster og resten af familien, men derimod en dæmon, er Lucasta chokeret. Sammen med Dobromil, en engel, der ønsker at blive en dæmon, stikker hun af fra sit hjem, for at opsøge Oraklet på Isøen og få ham til at lave sin beslutning om og lade Melaina stige til himmel som en engel sammen med Lucasta og resten af deres familie.

50Likes
52Kommentarer
1916Visninger
AA

8. Kapitel 7 - Perfekte engledrenge

Perfekte engledrenge

Da de kun var nået halvvejs op var Lucasta allerede hel tom for energi og ud fra Dobromils anstrengte vejrtrækning gættede hun på, at det var han også.

"Pause?" prustede hun. Han så sig over skulderen og nikkede. De satte sig side om side på en enorme sten, hvorfra man kunne se udover øen og havet.

"Her er smukt heroppe fra," mumlede Lucasta og betragtede bølgerne, der heftigt slog mod bredden.

"Mhm," mumlede Dobromil og nikkede. Han hvilede på sine håndflader og så på udsigten.

"Jeg elsker vand..." Lucasta trak sine ben op under sig og hvilede sin hage mod sine knæ. "Det er en af grundene til, jeg så gerne vil være engel. I himlen har de natur og landliv og hav. Jeg har altid drømt om at bo i en lille, gammel gård med en kæmpe mark ved havet..." Hun så med funklende, drømmende øjne ud mod havet og forestillede sig selv og Melaina løbe hånd i hånd gennem kornmarkerne i himlens evige forår. Hun sukkede og slog blikket ned. Den fantasi synes at glide længere og længere fra hende.

"Det ved jeg," sagde Dobromil og afbrød Lucastas tankestrøm. "I Træning plagede du altid om at komme ud at svømme i stedet for konstant at dyrke kampsport..." Lucasta så på Dobromil.

"Det er to år siden..." sagde hun med et undrende smil. "Hvordan kan du overhovedet huske det?" Dobromil kiggede ikke på hende. Hans blik var fastslået på et ubestemt punkt mellem himmel og jord.

"Lucasta..." mumlede han og rynkede brynene. "Du var den her smukke, kloge, ambitiøse, vittige - og på trods af hvordan, du behandlede dæmonerne - utroligt venlige og gode pige... Det var du altid." Lucasta lo og så ned i jorden. Hun rystede på hovedet før hun igen så op på Dobromil.

"Nej..." sagde hun og smilede blødt. "Melaina er den søde, charmerende, smukke af os, som alle drengene altid elskede... Ikke mig." Dobromil lo.

"Nå, så Queen Bee  har sine usikkerheder?" sagde han med et hævet øjenbryn og så på hende. Lucasta daskede til ham og lo. Hans smil ændrede sig fra skævt til mildt, da han nikkede for sig selv. "Din søster er... sød ja, og charmerende og alt muligt godt. Men din søster var ikke hende, der tævede tre ældre piger, da de mobbede en lille pige, din søster er ikke sarkastisk og hun begynder ikke at græde, når hun er vred." Lucasta var åndeløs. Hendes øjne blev våde og hun sank en klump.

"Hvorfor sagde du ikke noget?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Dobromil brød hendes blik og så igen med fortrydelse ud over vandet.

"Jeg havde aldrig en chance mod dine perfekte engle-drenge," mumlede han. Lucasta rykkede sig tættere på ham. Hans hånd hvilede på hans knæ og hun dækkede den med sin.

"Jeg tilbragte to år med en perfekt engle-dreng, der viste sig at være en dæmon," sagde hun og smilede til ham. Dobromil så op igen med et begyndende smil. Han vendte sin hånd, der lukkede sig om hendes. "Måske skulle jeg have været bedre til at lægge mærke til den søde dæmon, der viste sig at være en engel." Dobromil så ned i jorden og smilte. Han så op på Lucasta igen. Et øjeblik sad de bare og stirrede på hinanden.

"Åh Gud," udbrød Dobromil pludseligt. Hans blik havde fæstnet sig et sted omme bag Lucasta og han så helt forkert ud i ansigtet.

"Hvad?" spurgte hun og fulgte hans blik. Og der på bredden var en båd, lys og - åh Gud - Vejlederne.

"Vi må videre," sagde Dobromil alvorligt og sprang op. Uden at slippe Lucastas hånd sprang han videre. De fortsatte hastigt i et hurtigt tempo og forsøgte så vidt muligt at holde sig bag træer og buske. Efter at have løbet i noget tid slap Dobromil hende og de fortsatte i et langsommere tempo. De sagde intet til hinanden og gik med et stort rum mellem sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...