Uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2014
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Igang
Melaina og Lucasta kommer fra en lang uafbrudt række af engle, der alle lever i Himmelen og arbejder for at gøre Jorden et bedre sted. Så da Melaina til deres division ikke bliver engel ligesom sin søster og resten af familien, men derimod en dæmon, er Lucasta chokeret. Sammen med Dobromil, en engel, der ønsker at blive en dæmon, stikker hun af fra sit hjem, for at opsøge Oraklet på Isøen og få ham til at lave sin beslutning om og lade Melaina stige til himmel som en engel sammen med Lucasta og resten af deres familie.

50Likes
52Kommentarer
1912Visninger
AA

7. Kapitel 6 - Isøen

 

Isøen

Da Lucasta vågnede blæste vinden hendes hår i alle retninger og hun lå med kinden mod noget varmt. Hun mærkede efter med hånden, men det var først da det spjættede, det gik op for hende hun lå på nogle lår. Hun satte sig forskrækket op og så på Dobromil, der stadig havde armen på hendes ryg. Han trak den hurtigt til sig og så sig omkring.

"Du gjorde det," sagde han og smilede. "Du hjernevaskede fiskeren. Vi er på vej mod isøen!" Lucasta så sig over skulderen og ned på havets mørke bølger, der slog op langs fiskekutterens sider. Hun tog sig til hovedet.

"Er du okay?" spurgte Dobromil bekymret. "Du gik ud som et lys." Lucasta nikkede.

"Ja... Så krævende magi kan være hård. Især i pressede situationer," hun så op på Dobromil. "Tak." Hun smilede mildt og lagde hovedet på skrå.

"Tak," sagde han og tog sig ironisk til hjertet. "Det varmer mit hjerte." Han blinkede og lo. Lucasta prustede let. At le krævede stadig for meget.

 

"Hvorfor er det egentligt?" spurgte Lucasta efter tyve minutters stilhed uden at fjerne sit blik fra havet. Dobromil sad et sted omme bag hende.

"Hvorfor er hvad?" spurgte han. Han rejste sig og gik med langsomme skridt hen til hende. Hun vendte sig om og så op på ham.

"At du vil være dæmon?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Han satte sig ved siden af hende på bænken og så ud over havet.

"Jeg har aldrig rigtigt tænkt over det," mumlede han. "Og det her kommer nok til at lyde dumt, men... Men jeg er bange. Jeg kender ikke til hverken himmel eller engle. Jeg er ikke gode til alle jer perfekte, smukke, kloge væsner. Og... Og min familie er i Helvedet. Og de er de eneste, der nogensinde har holdt af mig... Jeg har vidst heller aldrig klaret mig så godt med de store, grove dæmoner. Jeg tror bare..." han sukkede og bed tænderne sammen. "Jeg er dårlig til at få folk til at kunne lide mig. Jeg er en enspænder, du ved... Men jeg har stadig brug for relationer og sådan... Og det er min familie. De er de eneste. Og hvis de er i Helvedet, så er det ikke Helvedet, jeg vil være... I Himlen har jeg ingen." Lucasta fulgte hans blik ud mod havet og nikkede for sig selv, mens hun lod hans ord synke ind. Den forklaring lød ikke nederdrægtig eller ondskabsfuld, som hun havde forventet. Den lød... Som noget hun selv ville tænke.

"Du har mig," hviskede hun uden at se på ham. Så rejste hun sig og gik ned langs skibet for at høre deres hjernevaskede kaptajn, hvornår de ville ankomme til isøen.

 

De viste sig, at det slet ikke havde været nødvendigt for blot få sekunder senere kaldte Dobromil på hende. Hun for ud tilbage til enden af skibet, hvor han stadig sad ved bænken, og der var den. Ikke så langt borte tårnede dens skarpe, isblå klipper og kanter sig over havet.

Selv for en engel var det et utroligt syn, og Lucasta kunne ikke tilbageholde sin måben.

"Jeg ved ikke om, det er meget smukt eller meget uhyggeligt," sagde hun åndeløst.

"Så ved du, hvordan jeg har det med dig," mumlede Dobromil.

"Hvad?" spurgte Lucasta og rystede kort på hovedet for at komme sig over det imponerende syn. Dobromil slog ud med hånden og lo kort.

"Intet."

 

Ikke længe efter gik de i land på øen. Lucasta befalede fiskeren til at sejle hjem og da han var et stykke ude i vandet hævede hun besværgelse. Nu hvor de vidste, hvor de var og hvor Eingil Dalur var, kunne de transformere sig hjem. De så op ad den enorme bakke, der var helt beklædt af glat is og skarpe, enorme istapper. En lille slot, der nærmere lignede et asiatisk tempel af is prydede toppen, der så ud til at være uendeligt langt væk.

"Åh Gud," mumlede Lucasta opgivende, hvilket fik Dobromil til at fnise lavmeldt. "Luk røven." Han tiede.

"Rolig nu," sagde han med spot i stemmen. "Vi kan bare transformere os til toppen. Du ved - magiske kræfter." Han løftede sin hånd og skød nogle lysende blå, magiske snefnug ud af hånden for at understrege sin pointe. Lucasta sukkede.

"Jeg er for svag," sagde hun utålmodigt. "Helt seriøst - har du slet ikke fulgt med i besværgelser?"

"Ah," sukkede Dobromil forstående.

"Og hvis du bruger al din energi på at transformere os begge to nu, har du ikke nok til at få os hjem igen," sukkede Lucasta opgivende og satte sig med et tungt bump på den snedækkede strand. Dobromil sukkede utålmodigt og gik hen på siden af hende.

"Vi er nået så langt," sagde han. Hun så op på ham. "Vi kan ikke give op nu." Han smilede let. "Kom nu. Det er bare en frisk gåtur." Lucasta sukkede. Det var alt andet end bare en frisk gåtur, men desperationen i Dobromils øjne mindede hende om, hvor desperat hendes elskede søster måtte føle sig, og Lucasta vidste, at hun ikke kunne skuffe nogle af dem. Hverken Dobromil eller Melaina. Hun kom på benene og dermed begyndte deres tur om af bakken, der for Lucasta mere syntes at være Mount Everest

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...