Uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2014
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Igang
Melaina og Lucasta kommer fra en lang uafbrudt række af engle, der alle lever i Himmelen og arbejder for at gøre Jorden et bedre sted. Så da Melaina til deres division ikke bliver engel ligesom sin søster og resten af familien, men derimod en dæmon, er Lucasta chokeret. Sammen med Dobromil, en engel, der ønsker at blive en dæmon, stikker hun af fra sit hjem, for at opsøge Oraklet på Isøen og få ham til at lave sin beslutning om og lade Melaina stige til himmel som en engel sammen med Lucasta og resten af deres familie.

50Likes
52Kommentarer
1922Visninger
AA

6. Kapitel 5 - Godur Haun

 

Godur Haun

Den gamle bus bumlede langsomt af sted ud i det sorte vintermørke. Selv med bussens radiatorer sad menneskene og skælvede. Lucasta forsøgte at gøre dem kunsten efter og lagde sin arm under Dobromil. Han løftede hånligt sit øjenbryn og sendte hende et skævt smil.

"Jeg fryser," sagde hun og smilede. Han nikkede og blinkede til hende.

"Klart," hviskede han og lod hende sætte sig tættere på ham. Lucasta så på digitaluret ved enden af bussen.

"23:30" mumlede hun og så på Dobromil. "De må vide, vi er væk nu." Dobromil nikkede sammenbidt.

"Tror du, de ved, hvor vi er på vej hen?" spurgte Lucasta.

"Ja," mumlede Dobromil. "Ja, det tror jeg, men vi har et kæmpe forspring."

"Stadig..." Lucasta så ned på bussens beskidte, grå gulv. "Jeg vil helst undgå et møde med Vejlederne i mørket." Dobromil lagde armen om Lucasta.
"Ja," mumlede han hæst og så ud af vinduet. "Også jeg." Jeg rystede på hovedet, som forsøgte han at komme ud af en trance. "Det er pudsigt," han så ned på Lucasta og smilede. "Jeg mener. På de fleste menneske-skoler er vejledere, venlige, hippie-damer, der prøver at hjælpe en. Hvorimod hos os... Altså... Der lader de store dæmoner, til at tro, at vejledning bedst består af en omgang tæv." Lucasta lo kort.

"Var det en latter, jeg lige hørte?" lo Dobromil og spærrede øjnene op. "En ægte, ikke hånlig latter?" Han tog sig melodramatisk til hjertet. "Jeg kan ikke fortælle, hvor meget det varmer mit hjerte." Lucasta lo og puffede til ham.

"Styr dig," lo hun og prøvede at undertrykke sit smil.

"Godur Haun," lød buschaufførens nasale stemme over anlægget.

"Så er vi her," sagde Dobromil med en pludselig, alvorlig mine. Lucasta nikkede og hoppede ned fra sædet, da bussen drejede ind mod siden. Dørene åbnedes og de hoppede ud i en enorm snedrive.

 

"Hvad så nu?" spurgte Lucasta. Dobromil satte med bestemte skridt ned mod havnen og Lucasta småløb for at følge efter ham. Han forblev stille, indtil de, et par minutter senere, nåede havnen. Han stoppede op og så kort på Lucasta, hvorefter han nikkede ud mod en fiskekutter, hvori en fisker stod og ordnede sine fiskenet. Han så tilbage på Lucasta med et skævt smil.

"Hvad?" sagde Lucasta og så forvirret på fiskeren.

"Du skal bruge dine magiske superevner til at få den kære, lille fisker mand til at sejle os ud til isøen. Jeg har koordinaterne," sagde Dobromil og nikkede over sin egen genialitet.

"Hvad?!" udbrød Lucasta og trådte et skridt væk fra ham. "Jeg kan ikke hjernevaske folk bare lige sådan! Det er ikke velanset! Og så er det direkte nederdrægtigt." Dobromil sukkede.

"Kom nu, Luca," sagde han. "Du bliver nødt til det."

"Hvorfor gør du det ikke bare?" spurgte Lucasta og lagde som en sur tiårig armene bestemt over kors.

"Er du virkelig så ubevidst om, hvor gode dine magiske evner er," begyndte Dobromil og kneb øjnene sammen. "Eller vil du bare gerne bekræftes?" Lucasta tøvede, før hun smilte skævt.

"50/50," sagde hun, men blev så helt alvorlig i ansigtet igen. "Men det er lige meget! Jeg gør det stadig ikke!" I det fjerne lød der råb samt lang, hvide lys, der blev kastet over havnen. De blev begge to stille.

Et hvidt lys ramte dem, og det blev snart fulgt af en Vejleders stemme.
"Der er de!" råbte den gamle, brogede dæmon.

"Åh nej!" udbrød Lucasta og rynkede bekymret sine bryn.

"Nu, Lucasta!" sagde Dobromil, tog hendes hånd og løb ned til fiskekutteren. Hun så sig over skulderen, hvor hun kunne se den store gruppe af skræmmende vejledere komme nærmere og nærmere.

"Okay," mumlede hun til Dobromil. De sprang ned i fiskekutteren. Dobromil ramlede ind i fiskeren og væltede staklen omkuld. Lucasta var landet på sine knæ en meter væk, men skyndte sig at kravle hen til den forvirrede og skræmte fisker. Hun satte sig med knæene på hver siden oven på han maven og greb hans hoved mellem sine hænder. Hun lukkede øjnene for at kunne koncentrere sig. At styre et menneskes tanker og vilje var en af de mest krævende besværgelser og Lucasta vidste hun kun havde et skud i sig de næste mange timer. Det var nu eller aldrig.

"Quod dico, facies," hvislede hun stille. Fiskeren blev slap mellem hendes hænder. "Post verba mea." Hun tøvede og prøvede febrilsk at huske den sidste del af besværgelsen, mens hun kunne mærke al kraft forsvinde fra hendes krop. Hun blev svimmel. "Quoniam servus meus es tu." Og alting blev sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...