Uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2014
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Igang
Melaina og Lucasta kommer fra en lang uafbrudt række af engle, der alle lever i Himmelen og arbejder for at gøre Jorden et bedre sted. Så da Melaina til deres division ikke bliver engel ligesom sin søster og resten af familien, men derimod en dæmon, er Lucasta chokeret. Sammen med Dobromil, en engel, der ønsker at blive en dæmon, stikker hun af fra sit hjem, for at opsøge Oraklet på Isøen og få ham til at lave sin beslutning om og lade Melaina stige til himmel som en engel sammen med Lucasta og resten af deres familie.

50Likes
52Kommentarer
1926Visninger
AA

5. Kapitel 4 - Dobromil

 

Dobromil

Lucastas øjne mødte to aflange, smalle isblå øjne, der lå dybt inde i to mørke rum. Hans hår var kulsort og stort og sad rodet og bølget hen over hans hoved. Hans kæbe var markeret og hans kindben, der var tydelige samt hans udhungrede kinder fik ham til at se meget ældre ud, end han var. Han var høj og tynd, selv for en ånd at være. Hans navn var Dobromil, og han var det yngste skud på stammen for den største, slaviske dæmonslægt. Hans familie mindede meget om Lucastas egen: stor, magtfuld og en ren og ubrudt linje. Bortset fra det altoverskyggende faktum, at hvor Lucastas familie var engle, var Dobromils dæmoner. Og endda dæmoner af den værste slags: den slags der nyder Helvedet og drømmer om at blive dæmoner hele deres barndom. Kort sagt afskyede Lucasta den slags dæmoner. Hun tørrede sin tårer.

 

"Lad mig være," snerrede hun og så ned i jorden. "Jeg har ikke brug for din hån lige nu, Dobromil." Han løftede sit ene øjenbryn.

"Det ved jeg," sagde han med en luftig, arrogant stemme og så væk fra Lucasta. "Men måske har du brug for min hjælp?" Lucasta så op på ham med en pludselig bevægelse. Han så ned på hende og hans smalle læber foldede sig ud i et skævt smil. Han så forventningsfuldt på hende, men hendes blik var stadig tilbageholdende. Han sukkede og rakte opgivende sin hånd ned mod hende. Hun stirrede længe skiftevis på hånden og ham. Han sukkede og løftede et øjenbryn. Hun tog skeptisk imod hånden og kom på benene.

"Alle og enhver ved, at når først det står sort på hvidt, hvad man er, kan ingen gøre noget ved det," begyndte han, mens Lucasta børstede sin skoleuniform af for skidt og snavs fra gulvet. "Ingen bortset fra oraklet."

"Oraklet? Du mener... Super magtfuld, skaldet ånd, der er så meget stærkere end os, at denn hverken er dæmon eller engel, men orakel... Klart... lad os tage en sludder med sådan en. Jeg tror, jeg så en i baghaven lige før!" Lucasta udstødte et irriteret prust og drejede om på hælen. Hun gik mod stentrappen, der ledte op til englenes værelse.

"Lyttede du slet ikke efter i samfundsfag?" sukkede Dobromil utålmodigt. Lucasta stoppede op og vendte sig om med krydsede arme.

"Undskyld," lo hun falsk. "Jeg var for travl med at være nummer 1 i flyvning, besværgelser, tranformation og avanceret telekineses... Sidstnævnte blev du ikke engang optaget i, vel?" Hun kneb sin øjne sammen og vippede utålmodigt med foden. Dobromil sukkede og rullede for det, der føltes som hundredesyttende gang øjne.

"Som jeg sagde," sagde han. "hvis du havde lyttet mere efter i samfundsfag ville du vide, at Oraklet holder til i et slot af is, på toppen af en bakke af is, på en isø ikke så langt fra Eingildalurs kyst. Og jeg ved, hvordan vi kommer derud."

"Godt nok meget is," mumlede Lucasta. Hun så ubeslutsomt på Dobromil og lagde pegefingeren i panden for at tænke. Efter nogen tids stilhed så hun igen op på Dobromil. "Hvorfor vil du hjælpe mig?" Dobromil fnøs og smilte hånligt.

"Det vil jeg heller ikke," sagde han med et løftet øjenbryn. Han åbnede munden for at forsætte, men tøvede. Hans smil stivnede og han så ned i jorden. "Jeg blev engel. Jeg ved godt, du ingen respekt har for folk, der ønsker at være dæmoner, men... Det gør jeg. Og med min familie... Jeg burde ikke være engel, så da jeg hørte om din søster... jeg tænkte, der måtte være lavet en fejl. Jeg vidste, det bare var et spørgsmål om tid, før du ville komme herned, så alt jeg skulle var at vente. Din søster ville jeg aldrig kunne få med... Hun er for regelret, men du... Jeg tror din søster og jeg er blevet forvekslet. Så jeg hjælper hverken dig eller Melaina. Jeg hjælper mig selv." Lucasta nikkede.

"Okay," sagde hun med en  bestemt mine. "Hvad er planen?"

"Først og fremmest skal vi nå den sidste bus til havnen," sagde Dobromil og så på uret, der hang over døren til Morans kontor. "Tredive minutter."

"Godt, så kan vi lige nøjagtigt nå at skifte tøj," Lucasta begyndte at løbe op ad trappen.

"Din søster er ved at blive sendt til en uendelighed i Helvedet og du bekymrer dig om dit tøj?" Dobromil kunne nok ikke have skjult sin afsky selv, hvis han havde forsøgt. Lucasta rynkede brynene og slog ham over overarmen.

"Hvor overfladisk tror du, jeg er?" hvæsede hun. "Nej, så længe vi er i vores skoleuniformer, kan Vejlederne nemmere finde os. Desuden skal vi også have overtøj på."

"Overtøj?" mumlede Dobromil skeptisk. "Du er godt klar over en fordel ved hele denne her engle-ting er, at
du ikke kan føle temperaturer, ikke?" Lucasta fnøs of fortsatte op ad trappen.

"Ja, men vi skal blande os sammen med menneskene, så vi ikke bliver opdaget," sukkede hun utålmodigt. "Og sidst jeg tjekkede, var det ikke normalt for teenagepiger at være klædt i lårkorte nederdele og tyndeskjorter midt om vinter, i Nordnorge." De kom ind i fællesrummet og Lucasta fortsatte til trappen, der ledte op til pigernes gang. "Vi mødes her om ti minutter." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...