Uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2014
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Igang
Melaina og Lucasta kommer fra en lang uafbrudt række af engle, der alle lever i Himmelen og arbejder for at gøre Jorden et bedre sted. Så da Melaina til deres division ikke bliver engel ligesom sin søster og resten af familien, men derimod en dæmon, er Lucasta chokeret. Sammen med Dobromil, en engel, der ønsker at blive en dæmon, stikker hun af fra sit hjem, for at opsøge Oraklet på Isøen og få ham til at lave sin beslutning om og lade Melaina stige til himmel som en engel sammen med Lucasta og resten af deres familie.

50Likes
52Kommentarer
1923Visninger
AA

4. Kapitel 3 - Fejlen

Fejlen

"Dæmonerne?" Lucasta udstødte et skinger tone, der lød som en blanding mellem et grin og et hyl. "Melaina er ikke en dæmon."

"Det er jeg desværre bange for, at hun er..." Forstanderinde Moran havde genvundet magten over situationen og så med medlidende rynkede bryn på Lucasta, hvis øjne var blanke af tårer.

"Du tager fejl," Lucastas stemme knækkede over. "Det er den eneste mulighed. Du tager fejl." Lucasta lukkede øjnene og nikkede for sig selv, som om det gav hende mere ret.

"Lucasta..." Moran rejste sig og greb Lucasta om håndleddet. Lucasta åbnede øjnene igen og så modvilligt på Forstanderinden. "Jeg kender jer, din mor, din far, dig og din søster. Jeg har undervist jer alle fire i løbet af mit liv. Jeg var på samme årgang som alle fire af dine bedsteforældre. Jeg ved, hvor dybt forankret den ædle engle-gerning ligger i jer. Tror du ikke, jeg også troede, der var sket en fejl. Men jeg har eftertjekket det gang på gang. Der er ingen fejl. Melaina er en dæmon, og hvis du virkeligt elsker, lader du hende være den hun er, hvor hun kan yde sit fulde potentiale."
"Men..." Lucasta så ned i gulvet, hvorpå hendes tårer dryppede. "Nej!" Hun rev sig fri fra Morans  greb og trådte et skridt tilbage. "Nej! Jeg elsker hende. Det er derfor, jeg ikke bare kan... kan lade hende brænde op i helvedet! Du tør bare ikke udfordre Oraklets beslutning. Det her er ren og skær politik!"

"Lucasta," Morans tonefald var ikke længere blidt og medlidende, men truende.

"Nej! Du skal ordne det her, forstår du?"

"Ellers hvad?" Moran gik med overlegne, langsomme skridt tilbage til sin plads omme bag skrivebordet. "Alexo," sagde hun. "Gider du hente nogle vejledere til at ekskortere Frk. Lucasta ud?" Lucasta hjerte sank ned til bunden af hendes mave.

"Hvad?" sagde hun med en tynd, mistroisk stemme. Moran så op på hende med et hårdt og koldt blik.

"Enten forlader du mit kontor lige nu, eller også får jeg nogle vejledere til at hjælpe dig ud," hendes ansigt lagde sig i blidere foldere. "Jeg kan intet gøre for din søster. Jeg er ked af det." Lucasta blinkede tårer væk og åbnede munden. Der var intet mere, hun kunne sige, så uden et ord gik hun med tunge skridt ud af Morans kontor, før Hr. Alexo hentede Vejlederne.

 

Hun lænede sig op af stenvæggen og lagde tænderne om sine knoer for ikke at bryde sammen i tårer. Aldrig havde hun følt sig så uendeligt håbløs før. Hendes tanker gled ufrivilligt hen på den evighed, hun nu skulle tilbringe uden sin søster, sin bedste veninde. Da gled hendes tanker hen på, hvor hendes søster ville være. I Helvedet. Helt alene og bange. Lucastas knyttede næve virkede ikke længere. Hun brød sammen i hysteriske tårer og gled langsomt ned af væggen indtil hun lå helt ned i fosterstilling med en strøm af tårer glidende ned af hendes kinder og ned på det kolde stengulv.

"Har du allerede givet op?" lød en arrogant, herrestemme et sted ovenfra hende. Lucasta så op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...