Uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2014
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Igang
Melaina og Lucasta kommer fra en lang uafbrudt række af engle, der alle lever i Himmelen og arbejder for at gøre Jorden et bedre sted. Så da Melaina til deres division ikke bliver engel ligesom sin søster og resten af familien, men derimod en dæmon, er Lucasta chokeret. Sammen med Dobromil, en engel, der ønsker at blive en dæmon, stikker hun af fra sit hjem, for at opsøge Oraklet på Isøen og få ham til at lave sin beslutning om og lade Melaina stige til himmel som en engel sammen med Lucasta og resten af deres familie.

50Likes
52Kommentarer
1925Visninger
AA

3. Kapitel 2 - En lang linje af engle

En lang linje af engle

Endnu engang spredte en klapsalve sig blandt de unge ånder og deres familier. Blandt disse 18-årige ånder sad Lucasta Potentia og smilede skævt til sin tvillingesøster Melaina. Begge piger kom fra en lang, ubrudt linje af engle. Ligeså langt tilbage familie kunne spores havde de kun været engle. Pigerne var blandt toppen i alle fag, gode, smukke og, skulle Lucasta selv sige det, de perfekte kandidater til at blive engle. Omkring dem sad alle deres klassekammerater, og størstedelen af dem sitrede af nervøsitet. Hvorvidt man blev engel eller dæmon ville afgøre resten af ens liv, og blev man det modsatte af ens forældre, ville det også betyde at blive skilt fra sin familie for altid. De fleste ønskede, ligesom Lucasta selv og hendes søster at blive engle. Englene var de ærefulde, der gik i smukke klæder, og kunne få de bedste liv i himlen og de mest magtfulde stillinger i hele imperiet. At blive dæmon betød en klaustrofobisk tilværelse i underverdenens tæt befolkede, urbane liv. Desuden var ens opgave i livet at skabe kaos og frygt, noget der tager hårdt på psyken for alle. Kun freaks som de slaviske ånder ønskede at blive dæmoner.

 

Men Lucasta havde ikke grund til at være nervøs. Begge hendes forældre havde magtfulde stillinger i himlen og hun havde, som sagt, klaret sig top. Med hendes lange, kobberrøde hår,  store øjne og helt kridhvide hud var hun i sig selv det trykte billede af en engel. Hun smilede til Melaina og mærkede en følelse af ro skylde ind over hendes. Melaina og Lucasta var som to dråber vand: de tænkte ens og var enige om næsten alt. Lucasta vidste, at uanset hvad ville de blive sendt samme sted hen, og selv Helvede ville være fedt, så længe Melaina var ved hendes side. Hun tog sin søsters gyldenbrune hånd. Den eneste måde, hvor de ikke var ens var udseendet. Jo vidst, Melaina var som Lucasta og alle andre ånder høj og slank. Men hvor Lucastas hår var kobberrødt, glat og skinnende havde Melaina helt mørkebrune, blød krøller, hendes hud var en skinnende, gylden brun, der lyste op når hun gik, selv uden en englestatus. Men at se ind i hendes øjne var fuldstændigt som at se i spejlet for Lucasta. Deres øjne var identiske, mandelformede og rødbrune.

"Lucasta Potentia!" lød Hr. Alexos stemme gennem kirken. Lucasta smilede anspændt til Melaina, der gav hendes hånd et klem.

"Held og lykke," hviskede hun, før hun gav slip og lod sin søster forlade kirken og gå sin skæbne i møde.

 

Lucasta åbnede forsigtigt den knirkende egetræsdør, der ledte ind til Forstanderinde Morans kontor. Forstanderinden sad bag sit massive skrivebord med en imponerende stak af papirer. Igennem tiden havde ånderne blot brugt deres magi til hverdags gøremål som at viderebringe information, men med tiden havde yngre generationer taget menneskenes ikke-magiske opfindelser til sig i højere grad, da papir og printere simpelthen fungerede bedre, end magiske hologrambeskeder eller fortryllede sten.

"Sæt dig," smilede Moran stort og rakte ivrigt hånden ud mod den lille stol foran hendes skrivebord. "Lucasta Potentia. Fra Familien Potentia." Hun nikkede med et hemmelighedsfuldt smil. Lucastas hjerte bankede stormfuldt i hendes bryst, som hun satte sig.
"Jeg må sige, du har været en drøm at have her på Eingildalur," sagde Moran og nikkede for sig selv. "Og det kommer jo ikke som en overraskelse for nogle af os, at du er blevet en engel." Lucasta mærkede den kæmpe knude i sin mave løsne sig og hun åndede lettet op.

"Fantastisk!" udbrød hun med et smil.

"På øverste etage..." Moran kiggede på sit papir. "Værelse 17." Lucasta nikkede og rejste sig, synkront med Moran. De gav hånd.

"Tusind tak," Lucasta rystede Forstanderindens hånd en tand for ivrigt, før hun fløj ud af rummet og farede op på øverste etage til sit smukke Værelse 17.

 

Først mente Lucasta, at hun bare var utålmodig, så blev hun mistænkelig og til sidst blev hun bange. Da Zeilia Wertell var ankommet til englenes fællesrum, og hun stadig ikke havde set skyggen af Melaina måtte nok være nok. Hun rejste sig målrettet fra sin plads i lænestolen og traskede bestemt ud af rummet og ned til Forstanderinde Morans kontor. Hun bankede ikke på eller åbnede døren forsigtigt, hun slog den derimod op og marcherede ind. Moran og Hr. Alexo så forskrækket op.

"Hvor er min søster?" spurgte Lucasta med bankende hjerte. Alexo og Moran så på hinanden og derefter ned i gulvet. "Hvor. Er. Melaina?!" Lucasta trådte et skridt nærmere. Tårer slørede hendes blik. Hun vidste alt for godt, hvad deres trykkede stilhed mente, men da Moran endeligt sagde det, slog det alligevel luften ud af Lucasta og tårerne faldt hysterisk ned af hendes kinder.

"Hvor hun hører til... Blandt dæmonerne." 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...