Uden dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2014
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Igang
Melaina og Lucasta kommer fra en lang uafbrudt række af engle, der alle lever i Himmelen og arbejder for at gøre Jorden et bedre sted. Så da Melaina til deres division ikke bliver engel ligesom sin søster og resten af familien, men derimod en dæmon, er Lucasta chokeret. Sammen med Dobromil, en engel, der ønsker at blive en dæmon, stikker hun af fra sit hjem, for at opsøge Oraklet på Isøen og få ham til at lave sin beslutning om og lade Melaina stige til himmel som en engel sammen med Lucasta og resten af deres familie.

50Likes
52Kommentarer
1914Visninger
AA

11. Kapitel 10 - Afsked

 

Afsked

En uge senere

Dæmonerne tog af sted først. De samledes foran Eingil Dalur på græsplænen, hvorfra man kunne se ned i den smukke dal, skolen var opkaldt efter. Lucasta, Melaina og deres forældre stod i en lille gruppe sammen og holdt hinanden tæt. De græd allesammen, men forsøgte at lave sjov og tale om alt det positive, der skulle ske i fremtiden, for de ville ikke have, at deres sidste stunder sammen blev alt for triste.

Hr. Alexo ringede med en skarp, højlydt klokke, der markerede, at nu var der afgang. Familien slap hinanden. Melaina så først på sin mor og krammede hende.

"Vi elsker dig, skat," hviskede deres mor og hulkede ind i sin datters skulder.

"Jeg elsker også jer," hviskede en grådkvalt Melaina tilbage. Derefter så hun på deres far. Han trak hende ind til sig før han knækkede sammen i tårer. Han kyssede hende på toppen af hovedet og holdt hende ud fra sig i strakte arme.

"Dæmon, engel..." sagde han med sin dybe, brogede stemme. "Jeg ved, du vil gøre os utroligt stolte." Han krammede hende endnu engang kort og tørrede sine øjne. Lucasta tog Melainas kuffert med ting op fra jorden og gik med hende nogle meter væk fra familien. De stoppede op og vendte sig mod hinanden, uden at møde hinandens blik. Lucasta lagde begge sine hænder om Melainas højre og klemte den.

"Lad være med at holde dig tilbage," sagde hun. Melaina smilede.

"Hold dig tilbage en gang imellem," sagde hun. Lucasta lo.

"Lad være med at være bange for at forelske dig," sagde hun. Melaina smilede skævt.

"Lad være med at forelske dig for nemt," svarede hun og løftede et øjenbryn. Lucasta smilede og nikkede, mens tårerne endnu engang flød ned af hendes kinder. Hun slap sin søsters hånd og trak hende ind til sig.

"Jeg elsker dig," snøftede hun og begravede sit ansigt i Melainas skulder.

"Jeg elsker også dig," hviskede Melaina med en grådkvalt stemme og strøg Lucasta over ryggen.

"Melaina!" råbte Hr. Alexo med sin skingre stemme. Pigerne slap hinanden og Melaina tog sin kuffert. Hun gik et par meter, før hun vendte sig om igen.
"Farvel," sagde hun med et sørgmodigt blik.

"Vi ses," rettede Lucasta hende. De så på hinanden og smilede trist.

"Melaina..." gentog Hr. Alexo utålmodigt. Melaina vendte sig om og gik hen mod portalen. Lucasta betragtede hende indtil hun forsvandt i den hvide tåge, der førte hende til Helvedet. En brise kørte gennem pladsen, som sørgede Jorden også over, at Melaina havde forladt den. Lucasta pakkede sin cardigan tættere sammen om sig uden at fjerne sit blik fra det punkt, hvor hun sidst havde set Melaina. Hun hulkede ikke eller græd hysterisk, men en tæt flod af tårer banede sig vej ud fra hendes øjne og ned af hendes kinder. Til sidst blev portalen lukket og alle andre familiemedlemmer og venner havde forladt græsplænen. Lucasta vidste, at det snart var tid for hende selv at forlade Jorden, men ligeså snart hun forlod græsplænen, skulle hun op og pakke de sidste ting. Et kapitel af hendes liv var overstået og hun havde mistet en del af sig selv. Hun så sig omkring og trak vejret dybt ind, mens vinden fik træerne omkring plænen til at hvisle. Til sidst lod hun sin arme falde ned langs siden. Med et let nej tog hun afsked med sin verden og sin søster og vendte sig om, for at vende tilbage til Eingil Dalur en sidste gang.

 

Det bankede på døren.

"Kom ind," råbte Lucasta og foldede en kjolen sammen, som hun puttede i sin lyserøde kuffert. Hun så op og hendes blik mødte Dobromils.
"Hej," sagde han og gik med tøvende skridt, langsomt ind i rummet. Hans hænder var placeret i hans lommer.

"Hej," hviskede hun blidt og smilede til ham.

"Du ser smuk ud," sagde han. Lucasta så ned af sig selv. Hun var iført i blomstret sommerkjole og flade ballerinasko.

"Tak," sagde hun og smilede. Han nikkede for sig selv og satte sig i hendes seng. Hans blik fokuserede et ubestemt sted ud af vinduet. Lucasta satte sig ved siden af ham og strøg ham over låret.

"Er du okay?" spurgte hun. Dobromil så på hende og smilede anstrengt.

"Det er svært," sagde han med tårer i øjnene. "Det er det... Men jo... Jeg klarer mig i hvert fald. Hvad med dig?"

"Det samme," mumlede Lucasta. "Tror jeg. Men du tager med os til Himlen?" Dobromil trak på skuldrene.

"Jeg har vidst ikke noget andet valg," sagde han og sukkede. "Og hvis Melaina kan klare Helvedet helt alene, kan jeg klare Himlen helt alene... Eller... Jeg kommer jo ikke engang til at være alene..." Han så på Lucasta med et skævt smil. "Så vidt jeg husker, var der i hvert fald noget med, at du lovede mig, at jeg havde dig." Lucasta smilede og rejste sig. Hun rakte sin hånd ud og trak ham op og ind mod sig.

"Helt sikkert," hviskede hun med et smil. Han bøjede sig ned mod hende og deres læber mødtes i et kys. Ind af vinduet skinnede en klar vintersol og vidnede om håb for fremtiden. Sammen gik de hånd i hånd ud af Eingil Dalur for sidste gang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...