Smukke Linda

Hvis du tror at det her handler om en smuk pige ved navn Linda, så er du inde på den forkerte historie. Det er år 2092 og systemet har overtaget verden. Danmarks befolkning er meget troende for det eneste de har tilbage at tro på er Gud. Skønhedskrævende er blevet strengere end du kan forestille dig, og hvis man naturligt kan overholde dem bliver man straffet. Smukke Linda er den værste straf du kan forestille dig, og derfor den eneste straf man kan blive idømt. Så hvis du undre dig over at hun er en straf, så kan jeg vel godt fortælle dig at hun ikke er en person men stadig omtaler de hende som en hun. Men Smukke Linda er kun en vigtig del af en anden piges liv som du vil følge hvis du vælger at læse historien.

1Likes
0Kommentarer
144Visninger
AA

6. 6

Vi lander på en platform uden for det kæmpe fængsel, og da døren åbner sig bliver jeg flået ud af en af vagterne. De fører mig hen over en bro til fængslet. Den enorme fængselsport går, op og derinde sidder en masse fanger i celler bag plexiglas, med bevæbnede vagter foran. Jeg skyder på at der er over 30 fanger herinde. De forfølger mig med deres øjne, da jeg bliver skubbet frem mod et rum henne i hjørnet af den store sal.

De åbner døren til rummet og jeg vælter ind. Der står et bord og en stol henne ved væggen. Lyset fra loftlampen flimre, da en af vagterne tænder for noget jeg tror er en lyskontakt. Det må være et meget gammelt fængsel, for jeg har aldrig set en lyskontakt i virkeligheden før.

"Tag der her på, og skynd dig!" Kommandere vagten, og smider en orange fængselsdragt ned på gulvet ved siden af mig. Jeg begynder straks at flå det meste af mit tøj af, og kastede mig ned i den klisteret dragt. Den er beskidt, og den lugter. De bliver sikkert aldrig vasket, efter fangerne har haft dem på i Smukke Linda. De er sikkert fyldt med blod, sved og tårer som ar fra de straffede, der bliver givet videre til de næste der skal ind. Vagterne bryder ind af døren, og en af dem tager fat i armen på mig og tvinger mig ned i stolen.

En af de andre har et lille håndholdt apparat med. Gid jeg kunne se hvad det er!

Da han går om bag ved mig giver jeg et ryk i stolen. Jeg ryster. Jeg ved ikke hvad han vil gøre ved mig.

"Hvad... Hvad vil... I?" Mumler jeg med min skræmte rystende stemme, og knytter mine næver hårdt sammen for at have noget at fokusere på.

"Vi skal jo af med det falske blonde hår du har." Griner vagten bag mig med en ond latter, der skære i mine ører. De vil barbere mit hår af! Hvorfor vil de det hvis jeg skal dø alligevel? Han tænder for maskinen. Jeg kan ikke mærke den mod min hovedbund, men jeg kan skimte blinkene i min øjenkrog, og mærke det livløse hår dale ned af min arm.

Jeg ryster. Jeg griber hårdt fat i bordets ender, og presser øjnene sammen. Håret glider ned af mit ansigt og jeg stadig se blinkene fra maskinen gennem mine øjenlåg da de lyser rummet op. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på Asger... Den måde han slog løs på ruden i vild panik, for at slippe væk. Jeg kan heller lade vær med at tænke på mor og far.

Jeg kommer aldrig til at se dem igen. Når de hører om det vil de aldrig tale om mig igen, siden jeg nu røger i helvede. Og Kira. Den ven jeg altid har ønsket mig, men som jeg ikke må beholde siden far er allergisk. Det er ikke mange der fylder mine tanker. Men det er alle dem jeg har haft noget sammen med, også selvom det med Asger var kort.

Jeg bliver pludseligt trukket ud af stolen.

"Hvad er dit navn?" Afbryder en vagt mine tanker. Han sidder på stolen foran mig med en åben mappe og en kuglepen foran sig. Jeg kigger ned og på bordet ligger der en bunke med blond hår, som engang har været min forklædning.

"Ella Carlsen." Mumler jeg, mens jeg griber en tot af mit hår op og stirrer på den.

"Og dine forældre."Spørger han igen, og venter på at jeg skal ligge håret fra mig.

Jeg stopper med stirrer på håret og kigger på i lidt tid. Jeg ligger håret ned, og trækker mine hænder tilbage til mig igen.

"Lucy og Erik Carlsen." Mumler jeg igen, og kigger på ham mens han leder sin mappe igennem.

"Lucy Carlsen..." Starter han med at mumle. Hans finger glider ned af en række navne, og stopper ved mors navn. "Passer det at hun har været her før?" Spørger han forundret og griner lidt ironisk. Jeg giver hurtigt nik og venter på hans reaktion. Hans latter bliver højere, og plager mig da han skal til at komme med en dum kommentar til det, som der plejer at komme. "Det må ligge til familien." Mumler stadig grinende, men falder til to efter lidt tid.

Han rejser sig op, går hen til mig og trækker ud af stolen. Han fører mig ud af døren og ind til fangernes celler igen, og styrer mig hen mod udgangen.

"Skal jeg ikke ind i en celle?!" Spørger jeg forvirret.

"Nej det er ikke for folk med dødsstraf!" Svare han koldt tilbage, og trækker mig endu hårdere mod udgangen... Jeg skal ikke dø imorgen eller om nogle dage... Jeg skal dø nu...

Lige nu om lidt. Intet 'farvel'... Intet 'jeg elsker dig' jeg hverken kan sige, eller få fra mine forældre. I morges var det sidste gang jeg nogensinde kom til at se dem, og jeg fik ikke sagt hvor meget jeg holder af dem!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...