Smukke Linda

Hvis du tror at det her handler om en smuk pige ved navn Linda, så er du inde på den forkerte historie. Det er år 2092 og systemet har overtaget verden. Danmarks befolkning er meget troende for det eneste de har tilbage at tro på er Gud. Skønhedskrævende er blevet strengere end du kan forestille dig, og hvis man naturligt kan overholde dem bliver man straffet. Smukke Linda er den værste straf du kan forestille dig, og derfor den eneste straf man kan blive idømt. Så hvis du undre dig over at hun er en straf, så kan jeg vel godt fortælle dig at hun ikke er en person men stadig omtaler de hende som en hun. Men Smukke Linda er kun en vigtig del af en anden piges liv som du vil følge hvis du vælger at læse historien.

1Likes
0Kommentarer
146Visninger
AA

5. 5

Mine øjne bliver våde og tårerne vælter ud af mig. Jeg gisper efter vejret, for ikke at blive kvalt. Jeg kommer aldrig til at se mine forældre igen. Jeg kommer aldrig til leve mit liv! Jeg skal dø!... Jeg kan smage mine tårer, der løber som et vandfald ned af mine kinder.

Jeg prøver at slappe mere af, men Asger er stivnet fuldstændigt. Han græder ikke mere.

Han stirrer bare ind i gitteret der adskiller chaufføren fra os.

"Du skal nok klare det." Jeg prøver at skjule knækket i min stemme, for ikke at skræmme ham mere. Han rører sig ikke. Han blinker ikke en gang. Han sidder bare der, og prøver at vågne fra det mareridt han er endt i.

"Du skal nok." Hvisker jeg til ham mens mine øjne begynder at løbe igen.

"Det hele er min skyld." Hvisker han tilbage meget lavt, men kigger stadig ind i gitteret.

Jeg ryster på hårdt hovedet, og klemmer øjnene sammen for at presse tårerne ud.

"Hvis jeg havde holdt min mund havde vi aldrig været her." Hvisker han igen. Selvom han har været så ond imod mig, så kan jeg ikke lade vær med at få medlidenhed med ham.

Man kan se at han virkelig fortryder det, og at hans hjerte er gået i stå ved tanken om den rædsel han skal udsættes for. Han bevæger sig endelig og kigger ned i gulvet.

Jeg kan ikke gøre noget ved hans skyldfølelse, så jeg sætter mig til at kigge ud af ruden.

Mor plejede at fortælle mig at man engang kunne se marker og skove oppefra når man fløj... Men der er ikke nogen. Kun gamle grå fabrikker og grå bygninger... Det er trist at se hvordan vi ødelægger verden, lidt efter lidt.

"Jeg vil ik..." Mumler Asger pludseligt, og kigger op. Panik overtager hans øjne og han ryster voldsomt på hovedet.

"Jeg vil ik..." Siger han igen og fletter fingrene ind i gitteret. Han begynder at rive i det, mens han råber den samme sætning igen og igen. "Jeg vil ik! Jeg vil ik!" Gitteret ryster voldsomt, og chaufføren slår på det for at få ham til at stoppe det.

"Jeg vil ik! Luk mig ud! Luk mig ud!" Skriger Asger af ham og slipper gitteret.

Han begynder i stedet at slå albuen voldsomt ind mod ruden.

"Hvad laver du?!" Skriger jeg ad ham, men støder hovedet ind i væggen da chaufføren drejer skarpt mod venstre. Asger griber fat i gitteret for ikke at falde bagover. Han slår stadig voldsomt på ruden, der er ved at revne.

"Stop ham deromme!" Råber chaufføren vredt til mig. Jeg prøver griber fat i Asgers trøje for at trække tilbage, men han skubber mig væk. Det giver en høj skingrende lyd fra glasskårerne, da ruden giver efter de voldsomme slag. Og uden at tøven prøve han at klemme sig ud gennem den.

"Hvad laver du?!" Skriger jeg igen af ham, og prøver endu en gang at trække ham ind. Men denne gang sparker han mig væk. Og før jeg når at få fat i ham igen... Hænger han ikke ud af ruden igen... Han er heller ikke i patruljevognen... Jeg bevæger straks hen mod den ødelagte rude og kigger ned. Og det sidste jeg ser på Asgers ansigt... Er hans smil

Og hans øjne der lukker sig, da han til sidst forsvinder i en af fabrikkernes røgskyer under mig...

"Sikke en skam... Vi er ellers lige ankommet." Griner chaufføren sarkastisk af mig.

Et kæmpe fængsel bryder ud af skyerne, og fylder hele foruden. Det er bygget på en svævende ø, så fangerne ikke kan slippe væk. Jeg kan ikke stoppe med at stirrer på glasskårene, der ligger på sædet ved siden af mig. Er det virkelig så forfærdeligt, at det er lettere at dø? Han ville jo stadig leve efter hans straf. Han kunne højst have mistet en arm, for hans slag. Jeg ved ikke om han var for stolt til at bukke under, og så hellere selv ville bestemme hans død. Eller om han skammede sig for meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...