Smukke Linda

Hvis du tror at det her handler om en smuk pige ved navn Linda, så er du inde på den forkerte historie. Det er år 2092 og systemet har overtaget verden. Danmarks befolkning er meget troende for det eneste de har tilbage at tro på er Gud. Skønhedskrævende er blevet strengere end du kan forestille dig, og hvis man naturligt kan overholde dem bliver man straffet. Smukke Linda er den værste straf du kan forestille dig, og derfor den eneste straf man kan blive idømt. Så hvis du undre dig over at hun er en straf, så kan jeg vel godt fortælle dig at hun ikke er en person men stadig omtaler de hende som en hun. Men Smukke Linda er kun en vigtig del af en anden piges liv som du vil følge hvis du vælger at læse historien.

1Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

3. 3

Kira daser på min seng og slikker sine poter.

"Jeg fik ikke noget mad med." Siger jeg hurtig og sætter mig foran spejlet der hænger på væggen.

"De har skaffet mig en ægtemand!" Råber jeg hysterisk og presser ansigtet ind mod mine håndflader. Mine hænder bader i mine tårer mens end hulken bryder ud mellem mine læber. Jeg kigger op og i spejlet sidder en ulykkelig blond pige med våde røde øjne og et vådt ansigt. Jeg giver et snøft og tørrer mine tårer væk med mit ærme. Jeg kan se Kira bag ved mig i spejlet.

"Hvad hvis jeg ikke kan lide ham?! Og hvis han ikke kan lide mig! Tænk hvis er ond imod mig!" Græder jeg bedende ud og kigger hjælpeløst ind i Kiras øjne gennem spejlet.

Hun kigger forvirret tilbage på mig. Jeg vender stolen med et ryk og stiller det samme spørgsmål nytteløst.

"Hvad hvis han er ond mod mig?!" Græder jeg så jeg nærmest ikke kan se mere.

Mit ansigt er så vådt at jeg lige så godt kunne have kastet mit hoved ned i en balje vand. Jeg kan ikke få vejret og jeg kan ikke se, jeg har det som om at jeg er ved at drukne i mine egne tårer. En flod hvor sorg og ulykke presser mig ned under vandoverfladen. Mine øjne klemmer sig sammen mens jeg høre negle rive hen over stolens ryg, da mine hænder presser sig ind den mod for at holde fast. Men jeg kan ikke.

Det giver et bump, og jeg er nede på gulvet. Jeg kryber mig sammen i fosterstilling og gisper efter vejret. Kira begynder at miave henne på min seng da fodtrin bevæger sig op af trappen uden for min dør. Jeg får mig med et sæt op at stå, og vifter med hænderne hen mod Kira. "Skynd dig ud! De må ikke opdage dig!" Min rustne stemme knækkede ved de sidste ord, men hun hopper alligevel ud af vinduet. Jeg skynder mig at hive fat i dynen og tørrer mit våde ansigt af.

Der kommer en banken. "Ella! Det er mor!" Lyder en stemme uden for døren. Jeg skynder mig at få min vejrtrækning på plads, men mine øjne er stadig røde. Hun kan ikke se mig sådan, hun går ikke hvis hun ved at jeg er ked af det.

"Jeg skifter!" Råber jeg med min stadig lidt rustne stemme, som en afledningsmanøvre for at hun ikke skal komme herind.

"Jeg ville bare hører hvordan du har det!" Svarer hun tilbage.

"Jeg har det fint!" Råber jeg igen.

"Okay! Jeg ved godt du er lidt oprørt omkring det med din ægtemand, men han hedder Noah og han skulle være rigtig sød!" Svarer hun igen i et latterligt forsøg på at gøre mig rolig.

"Okay godnat mor!" Gå nu! Gå nu! Gå nu!

"Godnat skat!" Svarer hun som det sidste og mens hendes fodtrin bliver lavere og lavere.

Noah? Hvad er det for et navn?! Jeg kender da ikke nogen Noah! Åh nej.

Jeg sukkede, og mine øjne kunne snart ikke holde sig åbne mere.

Jeg kastede mig hen på sengen og med et... Er jeg væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...