Smukke Linda

Hvis du tror at det her handler om en smuk pige ved navn Linda, så er du inde på den forkerte historie. Det er år 2092 og systemet har overtaget verden. Danmarks befolkning er meget troende for det eneste de har tilbage at tro på er Gud. Skønhedskrævende er blevet strengere end du kan forestille dig, og hvis man naturligt kan overholde dem bliver man straffet. Smukke Linda er den værste straf du kan forestille dig, og derfor den eneste straf man kan blive idømt. Så hvis du undre dig over at hun er en straf, så kan jeg vel godt fortælle dig at hun ikke er en person men stadig omtaler de hende som en hun. Men Smukke Linda er kun en vigtig del af en anden piges liv som du vil følge hvis du vælger at læse historien.

1Likes
0Kommentarer
144Visninger
AA

2. 2

Han kigger forvirret på mig da han ser mig lammet af skræk.

"Hvad er der galt?" Spørger han bekymret med en omsorgsfuld stemme.

Jeg kigger ned i gulvet og slapper lidt mere af. Da jeg kigger op igen, har han ikke rørt en muskel. Jeg fumler lidt med fingrene og prøver at finde et sted jeg skal kigge på.

"Listen." mumler jeg stille... "Den skræmte mig lidt." Jeg kan ikke sige at det var på grund af Smukke Linda, for det er forbudt at sige hendes navn i huset.

"Det virkede mere som om du havde været en tur i helvede!" Siger han oprørt og stirrer nærmest vredt på mig. Jeg slapper helt af og kigger ham i øjnene.

"Men det havde jeg ikke og det kommer jeg heller aldrig til!" Svarer jeg bestemt så han bakker lidt tilbage i stolen.

"Nej det gør du ikke ellers er du ikke en del af familien mere!" Svarer han igen vredt og stædigt. Der er ingen undtagelser i det. Ender man i helvede, ender man ude af familien. Det ødelægger hele familiens omdømme hvis en af dem er endt i helvede så det undgår man for enhver tid.

"Så er der mad!" Råber mor mens hun kommer løbende ind med en bakke brød i favnen.

"Ella vil du være sød, og hente den kande vand der står derhenne?" Spørger hun og peger armen hen mod køkkenbordet. Jeg nikker hurtigt mens jeg lunter hen og tager vandkanden. Det giver et skvulp da jeg stiller den på bordet, og noget af vandet flyder over.

Far rækker hånden hen for at tage noget kylling der allerede er blevet stillet på bordet, men mor dasker den væk med håndleddet.

"Vi skal bede bordbøn!" Skælder hun ham ud med et meget fornærmet udtryk i ansigtet.

Hun presser sine håndled sammen, klar til at be. Far fletter sine fingre, jeg gør det samme og lukker øjnene.

"Vor fader..." Starter mor, "tak for at give os mad på bordet, sammenhold i familien og glæden ved livet. Amen."

Jeg tager noget brød og kylling hen på min tallerken. Mor og far begynder at tale sammen om noget med fars arbejde.

"Må jeg gerne tage maden med op på mit værelse?" Spørger jeg sukkersødt og giver et kæmpe tandpastasmil.

De stopper med det samme og kigger på mig som om jeg er noget de aldrig har set før.

"Hvo... Hvorfor?" Spørger far og prøver at finde ud af hvad jeg har gang i.

"Fordi jeg... Øh... Fordi at jeg er i gang med at læse en bog, som jeg virkelig synes er spænende!" Svare jeg tiggende og nærmest højlydt, mens jeg gør mine øjne så store som tekopper. De kigger på hinanden. De kommunikere sammen gennem øjnene, indtil mor hurtigt vifter hovedet i min retning som tilladelse til noget. Far kigger på mig og prøver at give sit far-smil... Men det er falsk.

"Ser du Ella... Vi har fundet en øhm... En fremtidig ægtemand til dig."

Mit ansigt stivner... Nej, nej, nej, nej, nej! En... En ægtemand?!

"Men... Hvorfor?... Hvad?" Mumler jeg lavt og panikslagen mens mine tekop øjne nedstirrer træbordet.

"Vi ved godt at du selv ville finde en, men du er snart femten og så er alle de gode jo allerede taget. Du skal jo helst have en med passende gener og egenskaber så der ikke kommer uperfekthed i vores samfund, forstår du det?" Forklare han videre og prøver stadig at smile kækt.

"Jeg troede alle var perfekte i Guds øjne, når han selv har skabt dem." Svare jeg og ser dybt ind i hans øjne, men vender straks hovedet hen mod mor.

"Jo... " begynder hun tøvende og tænker over hvordan hun skal forklare resten.

"Men nu skaber Gud dem ikke mere, det gør samfundet og de tillader kun høje mennesker med blå øjne og blond hår... Og hvis de fandt ud af at dit hår er farvet..." Hun kan ikke afslutte sætningen, hendes tårer glider lige så stille ned af hendes kind. Hvis de finder ud af at jeg ikke er rigtig blond, så møder jeg Smukke Linda, afslutter jeg hendes sætning inde i hovedet.

Jeg skovler maden ind i munden, og når knap nok at tygge den før jeg sluger.

"Tak for mad." Siger jeg og glider ud af stolen. Jeg spurter op på mit værelse, da mine tårer allerede bryder ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...