Hekse-akademiet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2014
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Igang
Det her er en stil jeg engang skrev i skolen til en prøve. Jeg ville bare gerne dele den med jer for at høre hvad i synes om den.

0Likes
0Kommentarer
383Visninger
AA

1. Det yderste sted

 Ved første syn skræmmer stedet mig.

 Over mig slår regnen ned, og mågerne flyver over mit hoved og skriger, det lyder, som om de skriger om hjælp. Jeg vil ønske, jeg kan flyve væk med dem, langt væk fra det her uhyggeligt sted. 

 Vandet slår mod kanten og skyerne over mig bliver kun mørkere og mørkere, jo længere ned solen falder. Det giver mig en uhyggelig tryghed af at høre hjemme. 

 Jeg studere huset nøje, og klemmer grebet om min lillebrors skælvende hånd.

 Huset er højt, smalt og bygget af gamle sten i forskellige størrelser. Det ser gammelt og slidt ud. Døren er lyst op af to lys, hvor en enkelt ensom flue flyver omkring. Ud af skorstenene er der ikke et eneste røgpust der flyver ud.

 Den gamle brune bil kører ud af indkørslen. Den taxa var min sidste mulighed for at slippe væk herfra. Hvordan kan mine forældre sende mig og min lillebror sådan et sted hen? Hvordan kan nogen forældre overhovedet finde på det? Det her skræmmer sjælen ud af kroppen på mig, men er det ikke det der er meningen?

 Jeg husker tydeligt, da mine forældre fortalte mig, at mig og min lillebror var nødt til at tage væk...

 "I kan ikke blive her," sagde min mors søde stemme, og hun skubbede en tot af mit alt for lange hår om bag mit øre. "De kommer efter os, vi må nødt til at beskytte jer."

 "Jeg vil ikke afsted," protesterede jeg, også selvom jeg vidste, det ikke gjorde nogen nytte. "Jeg vil blive ved jer, jeg vil kæmpe for hvad jeg er."

 "Du er for ung," sagde min far strengt og kiggede på mig med sammenknæbene øjne. Hver gang min far kiggede på mig på den måde så vidste jeg, jeg burde tie stille, men jeg kunne ikke lade vær med at tale.

 "Hvornår er jeg gammel nok?" råbte jeg. "Jeg er femten, jeg er klar!"

 Hver gang jeg tænker på det, kan jeg stadig mærke hans hårde håndtryk på min kind og smerten vender tilbage. Jeg ryster tanken væk og prøver at leve i nuet. 

 "Lad vær med at tænke på fortiden, det hjælper alligevel ikke noget."

 Det sagde min mor altid, i håbet om at det kunne få mig til at glemme fortiden og komme videre, men der stadig svært.

 Så utrolig svært. 

 * * *

Min syv-årige lillebror kigger op på mig med store hundeøjne, som om han beder mig om at løbe væk herfra med ham. Jeg må indrømme, jeg er fristet, men i stedet smiler jeg opmuntrende til ham, og tager det første trin op ad den knagende trappe. Det lyder, som om vinden skriger i mine ører, at jeg skal løbe væk, at jeg intet godt vil finde i dette hus. 

 Det er ikke første gang at vinden har talt til mig. Nogen gange hvisker den til mig. Advarer mig om fremtiden. Den advarede mig lige før ulykken...

 "Stop det," mumler jeg til mig selv, i håb om at tankerne på magisk vis vil forsvinde ud af mit hoved.

 "Natalie hvad er der glat?" spørger min lillebror Mikkel, og kigger op på mig med store bekymrede øjne, han er altid så nuttet, når han er bekymret.

 "Jeg har det fint," siger jeg, og sætter mig ned i hug foran ham. "Vi kommer begge til at få det fint her."

 Jeg har det, som om jeg står, og fortæller ham at julemanden vil komme med påskeæg (når alle ved han kommer med gaver. Jeg har selv mødt ham, dejlig mand). Jeg føler mig som en løgner, mest af alt fordi jeg ikke tror på mig selv. 

 "Lover du det?" spørger Mikkel.

 "Det lover jeg," siger jeg, og stryger ham over håret, og giver ham et opmuntrende smil. Så længe han er glad, så er jeg også. 

 Han giver mig et stort tandsmil tilbage.

 Jeg træder forsigtigt op af de knagende trin, og for hvert eneste trin jeg går, er jeg bange for at en ildspydene dværg vil hoppe op mellem trinene og bide mit ben af (det er historien omkring hvordan min kusine mistede sit ene ben, men det er en helt anden historie).

 Jeg banker på døren, og lyden giver et ensomt ekko inde fra huset. Jeg hører noget gø inde fra huset, hvilket sender en kuldegysning gennem hele min krop.

 Hvad hvis det er en varulv? Det er ikke lovligt at have varulve som kæledyr længere. Hvad hvis det er en varulv, der skal passe på mig og min lillebror!

 Døren åbner med en svag knagen, og en lille lyserød, pelset hun hopper ud af døren. Jeg træder forskrækket et hoppende skridt tilbage og er lige ved at snuble ned ad trappen. 

 "Bullerbasse! Lad hver med at forskrække vores gæster," siger en lille, tyk, lyserød dame med grønt hår. Hun er dækket i lyserød fra top til tå, og selv hendes øjne er lyserøde. 

 "Det må i virkelig undskylde, det var ikke meningen, at den skulle forskrække jer," siger den lyserøde dame. 

 Jeg tror, at jeg ser mere forskrækket ud end det var meningen. "Det... du... jeg... øh..." stammer jeg og kigger på damen, så på huset og derefter på hendes lille, lyserøde hund. 

 "Jeg ved, hvad du mener søde," siger den lyserøde dame, som om hun kan læse mine tanker. "Du havde ikke forventet, at jeg ville se sådan ud. Det gør de fleste ikke. Det er huset, men det har sine formål at have sådan et uhyggeligt hus."

 "Som hvad?" lykkedes det mig at fremstamme.

 "Det skræmmer børnene væk til halloween," siger den lyserøde dame og blinker til mig med et glimt i øjet. "Jeg hader altid deres hekse-kostumer, jeg mener, hekse ser slet ikke sådan ud."

 Wow, jeg kan allerede lide denne dame.

 "Men du er jo et prægtigt eksemplar. Hvilken slægt er i fra?"

 Jeg ville gerne svare, men min slægt er sjælendt blevet taget for at være en god slægt, vi har altid været den oprørske, forbandede slægt. Bogstavelig talt. Min slægt er forbandet. 

 "Jahara-slægten," siger min lillebror og kigger glad på den lille hund, der hopper op og ned og gør små nuttede gø. 

 Den lyserøde dames smil forsvinder kort, men bagefter siger hun en mørk stemme: "Så er i kommet til det rigtige sted. Derude er ikke et sikkert sted for jer. Forhåbentlig kan vi få to mægtige magikere ud af jer to. Følg mig." ved den sidste sætning vender hendes store smil brat tilbage, og hun vender sig om og går ind i huset. 

 Jeg følger tøvende efter hende ind i det mærke hus. Jeg kan ikke se en pind foran mig, og jeg vandrer gennem mørket. Jeg er ikke bange for mørket, jeg er mest af alt bange for hvad der gemmer sig i det. 

 "Uuh..." siger en stemme der tydeligvis prøver at forskrække mig (hvilket ikke virker). Jeg kan mærke nogen lægge en hånd på min skulder, og jeg gør præcis, hvad jeg har lært, jeg skal. Jeg tager fat i personen bag mig, og judo-flipper ham over min skulder, så han hamrer ned i gulvet. Hvordan kan jeg fortælle det er en dreng?

 Jeg så det. 

 Jeg så hans fortid. Jeg så, hvordan hans forældre smed ham ud af hans hjem, fordi han er en magiker. Jeg så, hvordan han løb rundt i ensomhed i uger uden noget hjem eller et sted at bo. Jeg så hvordan den lyserøde dame fandt ham og tog ham til sig.

 Lyset tænder over mit hoved og åbner op for en stor sal. Der hænger lysekroner over mit hoved der funkler med sprøde flammer. Kæmpe røde gardiner dækker for enorme vinduer, hvor jeg enkelte steder kan se noget hav eller mørke skyer igennem. En enorm vindeltrappe står på midten af gulvet og flere reoler med bøger står ved hver eneste væg.

 Dette rum kan umuligt være inde i det her lille hus. Det må befinde sig et andet sted...

 Foran mig ligger en spansk, dreng med krøllet hår og funklende brune øjne. 

 "Jeg sagde, du skulle stoppe de jokes, en dag ville det går galt, det er ikke sjovt at skræmme de nye elever," siger den lyserøde dame strengt.

 "Elever?" spørger jeg. Jeg har ikke hørt noget om, at vi er elever. Er det her en skole? Jeg har altid hadet at gå i skole. Hvis vi er elever, så har det bare at være en god skole.

 "Endnu en?" spørger en stemme gemt bag en skygge. En dreng træder ud af skyggerne, og jeg kender kun et ord der kan beskrive ham:

 Lækker!

 Okay, for at vise at jeg har flere ord i mit ordforråd, vil jeg i stedet sige: Ekstremt lækker!

 Han er høj og muskuløs, og har de flotteste grønne øjne, og jeg kunne fortsætte hele dagen. 

 "Der her er... undskyld jeg fik ikke fat i jeres navne?" siger den lyserøde dame. 

 "Jeg er Natalie. Natalie Elisabeth Illeborg Direna Alis... Jahara," siger jeg og kigger derefter ned på min lillebror. "Det her er Mikkel Gert Illeborg Malle Alis Jahara."

 "Det var nogen korte navne," siger den lyserøde heks.

 Jeg har altid synes, at mit navn var for kort i forhold til andre. 

 Den spanske dreng rejser sig op fra gulvet og smiler stort med blanke hvide tænder til mig. "Jeg er Johan Smaul bla bla bla, du gider sikker ikke høre alle mine navne, jeg har elleve," siger han og rækker en hånd imod mig. Jeg tager og smiler venligt til ham. 

 Se han har et rigtigt navn. Ikke mit kedelige korte navn.

 "Mike hvorfor præsenterer du ikke dig selv?" spørger den lyserøde dame. 

 "Det har du lige gjort for mig," siger den ekstremt lækre dreng, der tydeligvis hedder Mike. Han kigger strengt på mig og fortsætter med at gå tættere på os. 

 "Vær nu sød. Det er ikke ofte vi får nye elever," siger den lyserøde dame. 

 "Elever?" spørger jeg igen. Hvad snakker hun om? Ingen har informeret mig om det her.

 "Jeg kunne aldrig finde på at kendes ved en fra Jahara-slægten. Jeg gætter på, at du vil kæmpe for hekses ret i denne verden?" spørger han sarkastisk, og går tættere på mig. "Lige som dine forfædre sagde de ville, lige før de slagtede en hel by."

 Træk vejret! Intet raseri anfald! Du kan godt klare det! SLAP AF!

 Ups...

 Vinduerne begynder at skælve, og bøgerne på hylderne begynder at falde ned. Lysekronerne over mit hoved går langsomt ud og efterlader os under en tændt lysekrone. Gardinerne falder ned fra væggene og papirerne bliver revet ud af bøgerne. Lysekronernes krystaller begynder at falde ned om ørerne på os og hvert eneste maleri i rummet begynder at hænge skævt.

 Stop det! Jeg ved hvad der skete sidst! Ulykken! Husk! Slap af...

 Jeg mærker min lillebror tage fat i min hånd og kigge på mig med bedende øjne. Han så hvad der skete sidst, jeg mistede kontrollen.

 Jeg destruerede alting. 

 Næsten hele min familie døde. Mine venner døde. Hele byen døde. Jeg ved godt, at det ikke kun var min skyld. Den lyse side (hvilket de langt fra er) udnyttede min tilknytning til mørket. 

 "Undskyld," siger jeg til Mikkel.

 Papirerne vender tilbage til bøgerne, og bøgerne stiller sig selv tilbage på reolerne. Gardinerne finder sin palds på væggen, og krystallerne kommer tilbage til lysekronerne. 

 Jeg giver Mikkel's hånd et klem og siger: "Det vil ikke ske igen."

 "Gjorde du det? Det var for sejt!" udbryder Johan imponeret og smiler endnu større end før. 

 "Alt du kan forvente fra en fra Jahara-slægten," snerrer Mike af mig, og skal til at gå da jeg tager fat i hans skulder. Billeder viser sig for mit syn. 

 Han løber forvirret rundt i håbet om at finde sine forældre, men de er alle døde. De ligger på jorden, badet i deres eget blod mens husene står i brand, og faldne bomber kan høres i det fjerne. Han løber gennem alle soldaterne.

 Han vil væk. Han vil i sikkerhed. 

 "Det gør mig ondt," siger jeg og giver slip på Mikes skulder. "Jeg forstår dit had." 

 Han stirrer uforstående på mig, og hans øjne møder mine. 

 "Nå, men så fik vi en lille smagsprøve på hvad en fra Jahara-slægten kan gøre," siger den lyserøde dame og klapper hænderne samme. "Er der nogen der er sultne, jeg har lavet dejlig rotte-gryde."

 Jeg rynker næsen ved ordet, og kigger efter den lyserøde dame der læber mod den nærmeste dør. 

 Rotte-gryde. Jeg tror ikke ligefrem det bliver min nye livret. 

 Johan sukker højlydt og følger efter. "Vil du med Mikkel?" spørger han og kigger på Mikkel.

 "Hvad er rotte-gryde?" spørger Mikkel og går med Johan.

 "Det skal jeg nok vise dig. Det er mega klamt. Bare prøv at undgå at gå halen, det er den klammeste del." sammen går de begge to ind ad den samme døre som den lyserøde dame og efterlader mig og Mike tilbage.

 "Maden er ikke det bedste her," siger Mike. Han går mod døren med hårde trin.

 "Jeg forstår, du ikke kan lide min slægt, men jeg er ikke som dem," siger jeg og håber, at det kan ændre hans holdning til Jahara-slægten. Men et par få ord kan ikke ændre en så voldelig fortid. 

 Han stopper op uden at kigge på mig og han siger: "De beviste, du ikke specielt godt lige før."

 "Undskyld," siger jeg og kigger ned i jorden. Jeg hader når sådan noget sker, og folk hader når jeg gør det. Hvorfor kan jeg ikke bare lade vær?

 Han fortsætter mod døren, men inden han går igennem døren, vender han sig om og kigger på mig med sine smukke grønne øjne. 

 Han siger: "Og forresten. Velkommen til Hekse-akademiet."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...