Helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 24 mar. 2014
  • Status: Igang
Denne historie har jeg skrevet til Movellas konkurrencen hvor man får muligheden for at møde Nicole Boyle Rødtnes. Jeg håber selvfølgelig at jeg vil få muligheden for at møde en rigtigt fantasyforfatter da fantasy er mit yndlings emne. Jeg har valgt nummer 2 af de 4 valgmuligheder. Jeg har haft denne ide et stykke tid, og derfor synes jeg det er en god ide, at jeg får den skrevet ned og får den udgivet på Movellas. Jeg håber i kan lide den:)

4Likes
5Kommentarer
270Visninger
AA

4. Kapitel 3

 Gå turen med April begynder at forekomme oftere og oftere. Hvilket jeg har absolut intet problem med. For det meste er det hende der står for snakken, og for det meste er det bare eksamen der er samtaleemnet.

 Jeg ved godt, at jeg lige så godt kan være ekstremt ligeglad med eksamen, da jeg sandsynligvis ikke vil være i menneskenes verden til at kunne bruge den, men af en eller anden grund så giver hun mig håbet om, at jeg har en chance. Nogengange skræmmer tanken om April mig mere end tanken om at bruge evigheden i Helvede. Halvdelen af tiden, med hende, bekymrer jeg mig om jeg siger noget forkert, og den anden halvdel af tiden bruger jeg på at tænke på hende.

 Sommerfuglene i min mave slår altid med vingerne en ekstra gang hver gang hun smiler, kigger på mig eller siger mit menneskelige navn.

 Men for en tid må jeg lægge min menneskelige side bag mig og begrave mig ind i mørket i Helvede.

 

* * *

 

 Gaderne har aldrig været så ensomme som nu. Alt er så mørkt og trist og giver mig en uhyggelig fornemmelse af at være hjemme.

 Jeg kan høre mit eget falske åndedræt og mine fodtrin tydeligere end nogensinde før. I et øjeblik kan jeg forestille mig, at det ikke kun er mine fodtrin der giver genlyd gennem den ensomme gade, men at nogen går ved min side.

 Jeg når til en sti, så smal og mørk at den næsten er usynlig i mørket, men som en dæmon er mørket min bedste tid.

 Op til flere gange på vejen må jeg gå med siden til for at kunne komme igennem, da stien kun bliver smallere. Jeg ender ud på en åben plæne formet som en cirkel. Græsset knaser under mine fødder på grund af den unaturlige tørke der har ramt det, men også den ekstreme kulde. Du finder ikke en mere præcis vej til Helvede.

 Jeg går forsigtigt hen over plænen, og da jeg krydser midten, kan jeg allerede høre den svage lyd af luft der kommer ud gennem et smalt hul.

 Jeg vender mig om for at se den meget lille flamme der langsomt stiger op fra jorden, der langsomt og omhyggeligt breder sig i en lige linje.

 Jeg har set mange ting i mit liv, flere ting en nogen menneskelig sjæl vil tør drømme om, men da jeg ser en mørk skikkelse komme ud fra stien, og det ikke er Taylor, bliver jeg alligevel forskrækket. April.

 "Logan?" ved lyden af mit navn springer mit hjerte et slag over.

 "April!" gisper jeg højere end meningen.

 Hun burde ikke være her. Hvis hun ikke skynder sig væk, ender hun med at falde ned til Helvede med mig.

 "Hvad laver du her?" spørger hun og går tættere på mig hvilket bare får hende tættere på revnen.

 "Jeg... Mm... Du burde virkelig ikke være her," siger jeg og prøver at holde panikken i min stemme nede.

 "Hvorfor? Hvad foregår der?" hendes stemme bliver hurtigt mere nervøs, også selvom det ligner hun har lyst til at løbe væk, så går hun tættere på mig.

 Da en knasende lyd kan høres begynder jorden under os at ryste. Jeg kan kun blive stående, fordi jeg er vant til det, men April falder ned på sine knæ på den anden side af den enorme flænge der splitter jorden i to.

 "Skynd dig væk!" råber jeg over den højrøstede støj.

 Hun prøver at rejse sig op, men så snart hun ser revnen, der kun bliver bredere og bredere, falder hun tilbage. Ud fra revnen spreder flere små revner sig der alle spyder med ild op igennem jorden.

 Det cirkelformerede græs bliver omringet af en mur af flammer og jorden fryser til med is som kun får flere revner til at opstå.

 Der er ikke længere nogen chance for, at hun kan slippe væk, men jeg kan beskytte hende fra hvad der gemmer sig under os.

 "Hvad sker der?" råber hun og rejser sig op.

 "Du må nødt til at stole på mig!" råber jeg og rækker min hånd mod hende, i et håb om at hun kan nå den.

 Hendes hånd bevæger sig langsomt mod min i et forsøg på ikke at komme for tæt på revnen. Hun ser desperat ud med tåre i øjnene, som om angsten langsomt tager over hende.

 Jeg rækker min hånd så langt frem, at det føles som om den snart falder af.

 Jeg når lige at gribe ud efter hendes hånd, før jorden under os smuldre, og vi falder ned i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...