Helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 24 mar. 2014
  • Status: Igang
Denne historie har jeg skrevet til Movellas konkurrencen hvor man får muligheden for at møde Nicole Boyle Rødtnes. Jeg håber selvfølgelig at jeg vil få muligheden for at møde en rigtigt fantasyforfatter da fantasy er mit yndlings emne. Jeg har valgt nummer 2 af de 4 valgmuligheder. Jeg har haft denne ide et stykke tid, og derfor synes jeg det er en god ide, at jeg får den skrevet ned og får den udgivet på Movellas. Jeg håber i kan lide den:)

4Likes
5Kommentarer
266Visninger
AA

3. Kapitel 2

 "Du er seriøst på spanden," siger Taylor. Han kaster den hårde basketball mod mig, jeg griber bolden og kaster den mod nettet, men den rammer kanten og falder ned igen. Lyden af bolden mod jorden giver genlyd i mit hoved som et langt ekko. 

 "Det ved jeg," siger jeg lavt og samler bolden op. Jeg kaster bolden mod ham, og han griber den med den ene hånd på ryggen.

  "Ingengang en dæmon ønsker at bruge al sin tid i Helvede, det er som..." han stopper op for at finde det rigtige ord og siger så: "Helvede." han kaster bolden ned i nettet selv på fem meters afstand.

 "No shit Sherlock," mumler jeg og samler bolden op igen. Jeg må nødt til at holde mig tilbage for ikke at mase al luften ud af bolden med en enkelt hånd. 

 Jeg har heller ikke lyst til at bruge al min tid i Helvede, det tvivler jeg stærkt på at nogen som helst har lyst til. Der er så frygteligt koldt, men også så urimelig varmt. Det havler konstant, men der er også hedebølger non-stop. 

 "Du må nødt til at tage dig sammen. Hvad end Djævelen mener så er det ikke noget der skal tages forgæves, han mener det død seriøst..."

 "Hvad vil du have mig til at gøre?" råber jeg. På grund af vreden der langsomt breder sig i min krop maser jeg luften ud af bolden som et stykke papir der bliver krøllet sammen. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre." jeg kaster opgivende den flade bold på jorden. 

 Det er nemt nok for ham at sige. Han har aldrig haft problemer med at fungere i menneskenes verden. Selvom vi bor under det samme tag, og har gjort det i seksten år, så har jeg aldrig kunne regne ud, hvordan alting kan komme så naturligt til ham. Simple ting som at spise, drikke, gå, sport, venner, skole, alt har bare været nemt for ham. 

 Jeg har måtte leve med, at jeg hver dag skal gå igennem nye problemer som er så normale, at det er pinligt jeg ikke kan dem. 

 Jeg vender mig om og går ud af indkørslen, og ignorere at Taylor spørger: "Hvor er du på vej hen?"

 For hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg det ikke længere.

 

* * *

 

 Det fugtige sommervejr tynger på mine skuldre, da jeg langsomt går hen over de ens gader. Selvom klokken er næsten ti så skinner solen smukt på himlen. Jeg kommer til at savne solen. 

 "Logan?" 

 Jeg drejer hurtigt rundt om mig selv ved lyden af mit menneskelige navn. 

 April står nogen få meter foran mig. Hendes blonde hår er trukket tilbage i en hestehale og hendes grønne øjne kigger spørgende på mig. "Hvad laver du her?"

 Godt spørgsmål.

 "Jeg kunne spørge dig om det samme," siger jeg i et forsøg på at slippe for at svare på et spørgsmål jeg ikke kender svaret på.

 "Jeg bor her," siger hun og løfter et øjenbryn (det har jeg heller aldrig kunne finde ud af).

 "Oh..." er det eneste jeg kan komme på at sige, da det tvinger mig til at svare på spørgsmålet. Det tager mig et stykke tid at finde på en god løgn, men hun når at tale, før jeg kan nå at sige løgnen.

 "Følger du efter mig?" spørger hun og træder usikkert et skridt tilbage. 

 "Vent, hvad? Nej! Jeg går bare en tur," jeg peger akavet på fortovet, for at bevise hvad jeg siger er rigtigt.

 Hun smiler skævt og lægger armene over kors. "Bare rolig. Jeg troede ikke, du fulgte efter mig, det ville bare være creepy." 

 "Øh..." I et øjeblik vil min tunge ikke forme nogen ord, og jeg åbner og lukker munden igen og igen uden at nogen ord kommer ud. Det er mærkeligt normalt kommer ord så nemt til mig, selvom halvdelen af det jeg siger er løgn. 

 "Kan jeg gå med dig?" spørger hun.

 Det tager et kort øjeblik for mig at reagere på det fact at der rent faktisk er nogen der gider at gå med mig. Hvad er jeg overhovedet til hende? En stolefylder?

 "Ja, selvfølgelig," siger jeg og tager fat i mit hår der som altid stritter ukontrolleret til alle sider. 

 Hun smiler svagt, lige før vi går videre i en mindre akavet stilhed. 

 

* * *

 

 Stilheden varer ikke længe, og det behager mig meget, at April vælger at bryde stilheden, da ingen ord er mulige at få over mine læber. Hun snakker om alt: Skole, venner, sladder, familie, overfladiske ting som yndlings film og bøger. 

 Men et spørgsmål slår mig, da April spørger efter mine planer for efter sommerferien. 

 "Øh... Gymnasiet," lyver jeg, det er nemmere at lyve end fortælle sandheden, da jeg ikke længere kender til sandheden. 

 "Også mig," siger hun og trækker på skuldrene. "Eller det er hvad mine forældre vil have mig til."

 "Hvad vil du?"

 "Det ved jeg ikke." hun kigger tænksom frem for sig, som om spørgsmålet om meningen med livet kører rundt i hendes hoved.  

 "Ingen fremtidsplaner?" spørger jeg. "Ingen hvad-vil-du-være-når-du-bliver-stor svar?"

 Hun bider sig selv i læben. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund så finder jeg det lidt sødt. Er det normalt?

 "Jeg ved, det er mærkeligt, men jeg vil gerne være en forfatter," siger hun og undgår at kigge på mig, som om hun skammer sig.

 "Det er ikke mærkeligt," siger jeg. Er det normalt for mennesker at være usikre på dem selv? "Hvorfor skulle det være mærkeligt?"

 "De fleste syntes bare det er urealistisk."

 "Det gør det ikke mærkeligt af den grund. Hvis det er det du vil, så burde du gå efter det. I sidste ende er det din mening der tæller og ikke andres." det overrasker mig at jeg lige pludselig kan sige mere end en enkelt sætning i træk. 

 Hun kigger op på mig med store øjne, som om hun prøver at regne ud, hvad det er jeg ikke siger.

 "Du er anderledes," siger hun.

 "Er det godt eller dårligt?" spørger jeg.

 Jeg har aldrig kunne forstå meningen med at være anderledes. Nogen mener at det er forkert at være anderledes, mens andre mener at det er godt hvis man er anderledes, da man skiller sig ud.

 Mennesker er forvirrende. 

 "Godt," forsikrer hun mig. "Normalt er kedeligt." hun snurre rundt om sig selv og kigger frem for sig med et glad smil. 

 Normalt er kedeligt. Måske er det ikke så dårligt at være lidt anderledes, bortset fra at jeg er meget anderledes. 

 Jeg hører lyden før April gør, da en højrøstet ringetone spiller for mine ører. Lyden giver mig lysten til at stikke fingrene i ørerne, da den sætter sig fast som en irriterende mide.

 "Din telefon," siger jeg og prøver at holde masken overfor smerten i mit hoved.

 "Oh," siger hun overrasket. "Jeg hørte den slet ikke."

 Hvordan kunne hun ikke høre den? Jeg hørte den tydeligere... Nå ja, jeg er en dæmon. 

 Hun tager den op til øret og sukker, så snart hun hører stemmen. Jeg prøver at ignorere, hvad hun siger, men det er svært at undgå at høre hvad der bliver sagt i begge ender. 

 "Jeg må nødt til at gå," siger hun og dækker telefonen med hendes hånd så manden i den anden ende ikke kan høre hvad hun siger. 

 "Okay. Vi... Vi ses senere," siger jeg og laver nogen akavede fagter med hænderne i et forsøg på at lave et vink.

 Hun ryster på hovedet af mig og smiler skævt, før hun vender sig om og går. 

 Mens jeg ser hende gå væk vender sætningen tilbage i mit hoved som om den opstår på ny: Du har brug for noget der knytter dig til menneskenes verden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...