Hjemløs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2014
  • Opdateret: 6 mar. 2014
  • Status: Igang
Inde midt i storbyen, København, går hver dag mange tusinde hjemløse rundt. Gadedrengen er en af dem. Intet hjem, ingen tryghed og frygt, er Gadedrengens hverdag. En nat møder Clara, Gadedrengen og de to får hurtigt knyttet et stærkt venskab. Men deres venskab, er ikke noget de går og fortæller om til andre. (Det her er første kapitel. Hvis i har lyst kan i læse det. Jeg ved ikke hvor godt det er.)

3Likes
2Kommentarer
257Visninger
AA

1. Ved første blik

Jeg lå og kiggede op i loftet. Jeg kunne på ingen måde falde i søvn, uanset hvor meget jeg vente og drejede mig. Det var jeg ikke i tvivl om, for jeg var lysvågen. Jeg kastede et blik ud mod vinduet. Her oppe for øverste sal, kunne jeg se ud over hele København. Det var noget af det jeg elskede ved mit sted. Der er mange, som ikke kan lide København, fordi at der er så meget larm, så meget trafik og så mange mennesker. Men sådan har jeg det ikke. Tværtimod! Når jeg kiggede ud over København, fik det mig altid til at drømme. Jeg ville så gerne se København, når der var helt mørkt. Når kun lygtepælene, var det eneste lys i gaderne.  Jeg var sikker på, at det ville være virkelig smukt. Det var også derfor, at jeg gjorde som jeg gjorde, den nat...

Jeg rullede gardinerne ned, slukkede alt lyset på værelset, og listede helt stille ud af døren, til mit værelse. Jeg  kiggede mig hurtigt omkring for, at sikre mig at der ikke var nogen, og tog så elevatoren ned til nederste etage. Jeg steg ud ad elevatoren, åbnede døren for nederste etage, og gik ud i mørket. Det gav en susende fornemmelse i maven, at stå ude midt i noget så stort. Himlen var kulsort, kun stjernerne glimtrede i mørket. Jeg tog en dyb indånding, kiggede mig forsigtigt omkring, og begyndte så at gå. Jeg vidste ikke hvorhen. Men bare et eller andet sted, jeg aldrig havde været før. Efter at jeg havde gået lidt tid,  kunne jeg skimte noget, længere fremme. Det var en lidt mørk skikkelse med kort, sort strithår. Ud fra hvad jeg kunne se, lignede det en dreng. Forsigtigt og langsomt, gik jeg hen i mod ham.

Da jeg kun var en halv meter bag ham, vente han sig hurtigt om mod mig. Han så dybt forskrækket ud. "Hvem er Du?!" Han lød helt stakåndet. Hans mørke øjne kiggede direkte ind i mine. Jeg havde ikke forventet han reaktion på den måde. "Rolig. Jeg gør der ikke noget!" Han kiggede undredende på mig, men jeg fortsatte: "Hvad laver du så sent ude? Jeg syntes, at jeg har set dig før. " Jeg vidste faktisk ikke hvorfor, men han virkede bekendt.  "Jeg  tror nu ikke, at du har set mig før. Og hvad laver du?" Han virkede mere rolig, men jeg kunne stadig se på ham, at han var lidt nervøs, ved at jeg bare kom såd'n hen og talte til ham. Hvad skulle jeg svare? Jeg valgte, at sige det som det var: "Jeg er bare ude og se mig lidt omkring. Jeg ville gerne se København, om natten. Jeg kunne alligevel ikke sove, så jeg valgte at gå herud. Forresten bor jeg der ovre." Jeg  pegede over mod lejligheden, ca. 200 meter fremme.  "Hvor bor du så henne?" Jeg mødte hans bedrøvende blik. Han havde tårer i øjnene. Det undrede mig, og jeg spekulere på, om jeg mon havde sagt noget forkert. Der gik noget tid før han svarede. "Jeg bor ikke noget sted.." Det gik så småt op for mig, men jeg sagde ikke noget. "Jeg er hjemløs. Men det har jeg været i snart 3 år, så jeg er vandt til det." Han sendte mig et skævt smil. Jeg havde ondt af ham. Det var svært at forestille sig, ikke at have noget hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...