Stemmerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 9 mar. 2014
  • Status: Igang
Tankerne, de var altid værst om aftenen, hvor tankerne kom fra ved hun ikke. Hvornår eller hvordan de kom ved hun heller ikke. Hun ved bare at de hedder Ana og Mia. Hun ved også de ikke vil lade hende være før hun er død.

1Likes
1Kommentarer
248Visninger
AA

2. Kapitel 1

"Hvorfor lever du?" "Du er egentlig virkelig grim." "Dræb dig selv min kære pige."
Stemmerne. De blev ved. De ville ikke stoppe. Skrigende blev også højere, mine skrig. Mine egne skrig skræmte mig mere end stemmerne. Jeg kunne ikke styre mig selv, blodet løb ned af min kind. Jeg kunne ikke holde det ud. Tårene blandede sig med blodet. Stemmerne grinede af mig. Grinede af mig fordi jeg er svag. Fordi jeg ikke kan klarer deres ord. "Du en svag lille pige." "Svage piger fortjener ikke at leve." "Hvorfor skriger du min pige? Vi vil bare gøre dig stærk og pæn."
Jeg slog mig selv i hovedet. Kald mig sindssyg, men stemmerne ville ikke gå. De ville ikke lade mig sove. De elsker at se mig lide. Se mig dø stille.

Jeg rejste mig løb ud på gangen. Jeg skulle væk fra mit eget værelse.
Jeg løb udenfor ud mod kulden. Kulden kom op i kroppen gennem fødderne. "Løb ud foran bilerne." "Vi lover du vil takke os for det." Jeg måtte ikke lade stemmerne vinde.
 

Jeg begyndte at skrige igen, højere og højere. Hjælp mig. Jeg løb, vidste ikke hvorhen men jeg måtte væk. Fra stemmerne. Til sidst kunne jeg ikke føle mig selv mere. Alt sortnede og jeg faldt mod jorden. Den kolde jord. Stemmerne forsvandt stille.

Jeg vågnede ved at en hånd rørte mig, "er du okay?" Spurgte nogle unge drenge som sikkert har været til fest, "jeg har det fint." Jeg rejste mig og løb, jeg skulle hjem. Inden min mor kommer hjem.

Hun skal ikke vide at stemmerne stadig er i mit hoved, hun har nok problemer i sig selv.
Jeg er jo også så skide egoistisk som min mor siger, alt skal kun handle om mig.
Da lægen konstateret Insomnia, jeg kan huske hvor skuffet min mor var over mig. "Du skal også altid lave problemer, altid have opmærksomheden, kan du ikke være normal?"

Nej, jeg kan ikke være normal, jeg er ikke normal. Det siger stemmerne jo.
Jeg er unormal og den eneste måde jeg vil blive normal på er at dø. At lade alting blive sort og drømme. Drømme oppe i himlen.

Jeg skyndte mig ind på mit værelse og lagde mig under min dyne, hun plejer altid at tjekke mit værelse om jeg sover. Jeg faldt selv i søvn, hurtigt. Stemmerne var der ikke til at irritere mig.

Endelig fred. Endelig fred for mig selv også.

 

*

Håber den er spændende nok til at blive læst
Husk lige at skrive hvad i synes om den? :')

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...