Unfair lovetrials

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 7 apr. 2014
  • Status: Igang
det her er mit første forsøg med fan-fiction så modtager gerne kritik så jeg kan gøre det bedre næste kapitel selve historien handler om det at være frustreret over kærlighed som man tror er ensidig enjoy reading it <3 XOXO love from me

5Likes
6Kommentarer
503Visninger
AA

3. The conffesion

The conffesion

 

”Hvad skulle det være?” servitricen som er kommet hen til vores bord rødmer let, smiler til fyrene som om hun kun er sejsten, men hun ligner en som mindst er 30. Jeg hader sådan nogen som hende, de var onde i skolen fordi de ville være de mest populære, men for at de skal være så perfekte ender det med at de bliver for dumme til at komme vider i livet og bare hænger fast. jeg hader sådan nogen som hende, virkelig!

”halloooo er du okay _______ah? Du har det ikke dårligt vel, du er ved at blive helt bleg!”

Jeg blinker lige hurtigt og kigger over på Mi-hi, siger med tynd stemme

”jeg har det faktisk ikke så godt, så jeg tror bare jeg tager hjem hvis det er ok med dig?!”

Mi-hi ser bekymret på mig men forhindrer mig ikke i at rejse, tage mine ting og gå. Men der i mod gør jung kook, jeg kigger overrasket på den varme hånd som holder om mit håndled og rødmer let, mine øjne følger armen roligt, indtil jeg ser ind i hans fantastiske mørkebrune øjne, jeg lægger mærke til at hans læber former ord men jeg høre ikke hvad han siger, er også ret ligeglad med hvad han siger bare følelsen af hans varme hånd rundt om mit håndled, bare det at han kigger på mig jeg opfatter lidt for langsomt at alle kigger afventende på mig, så for ikke at se dum ud siger jeg

”ja okay” for det er det ligner det de vil have jeg skal sige og Mi-hi’s hoved er lige ved at falde af, så meget nikker hun, jeg når kun lige at vinke før Jung kook trækker afsted med mig, jeg bliver helt forvirret og spørge dum som jeg er

”eh hvad var det jeg sagde ja til?” Jung kook smiler og begynder at grine af mig men jeg tager mig ikke af, at det er mig han griner af for hans latter er så perfekt og han får nogle søde små rynker øverst på næsen, han opdagede dog hurtigt at jeg beundrer ham, så hans smil falmer, han vender sig om og kigger alvorligt på mig, mit smil falmer også hurtigt, jeg kigger nervøst ned i jorden, jeg lader som om jeg studerer en myreture som myren havde fået bygget op igennem rillerne på fortovet jeg løfter langsomt hovedet og ser at han har et tomt blik mens han stirre på mig

”hvad tænker du på?” han blinker og ryster hovedet

 ”hvor bor du henne?” jeg spærre øjne op og kigger chokeret på ham men fatter hurtigt hvad det er han vil

”bare følg mig så viser jeg vej” siger jeg stille og smiler forsigtigt han lyser op som om jeg har sagt at jeg vil købe et nyt stykke legetøj til ham, han ser hvordan jeg kigger på ham

 ”jeg skal jo følge dig hjem så….” han træder til side og gør tegn til at jeg bare kan gå, jeg vender mig om for at gå væk fra ham

”hey hvor er du på vej hen?” ”jeg bor i den her retning dum pap, kom nu toget går snart”

 ”skal vi med toget?” han kigger lidt overrasket men åbent på mig, med et smil på læben, jeg griner

 ”selvfølgelig skal vi med toget, jeg er ikke så glad for at gå faktisk hader jeg det” jeg kigger frem med løftet hage, jeg griner lidt for mig selv og en tanke slår ned i mig jeg gider ikke være den pige, med et knust hjerte som gav op, jeg kæmper indtil han er min og jeg gør det mens jeg er mig selv!

jeg griner højt, så højt at min latter giver genlyd i de nu tomme gader, jeg drejer rundt om mig selv og smiler af glæde efter mit grine anfald det føles som om en kæmpe byrde er blevet løftet fra mit hjerte, det eneste jeg kan gøre er at le og smile for jeg kan allerede mærke nu at det sikkert nok skal gå, Jung kook’s latter er ligeså høj som min men jeg opfatter den først nu, jeg stopper med at snurre rundt og kigger på ham mens han er ved at falde sammen af grin, han kigger på mig

 ”hvorfor stoppede du?”

 ”med hvad, At grine?”

 ”nej ikke at grine, at være så genert og lukket omkring mig, bare så du ved det engang var vi venner som godt kunne snakke sammen uden at du skulle gå fordi du ikke kunne være sammen med mig” mit smil falmer lidt og han kigger ned i jorden fordi han skammer sig, jeg begynder at griner

”fordi det kan godt være du afslog mig dengang, men jeg har besluttet at jeg nok skal få dig til sidst Jeon jung kook!” jeg vender mig om og begynder at gå

 ”HVORFOR!” men jeg svare ikke, han bliver ved med at råbe efter mig, til sidst vender jeg mig om og råber tilbage til den dreng som står fortabt tilbage

 ”fordi jeg elsker dig dit store fjols og hvis du ikke elsker mig gør det ikke noget, for jeg skal nok gøre mig fortjent til din kærlighed eller i det mindst dit venskab, men hold det her i tankerne jeon jung kook”

 jeg hamre mig selv på brystet ”jeg elsker dig” og peger på ham efter de ord, løber han hen til mig jeg bliver lidt chokeret for det var ikke det jeg havde forventet, da han når mig bukker han sig ned for at få luft i lungerne, jeg er spændt som en fjeder, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre min cool – facade er væk, bag den gemmer der sig bare mig, en sårbar pige som bare er bange for at blive skuffet, han retter sig op og kigger mig dybt i øjne

 ”er du sikker på at du mente det du sagde?”

”selvfølgelig ellers havde jeg ikke sagt det vel” jeg ruller øjne af ham, mine kinder bliver varmere eftersom drengen bare står og glor på mig, han tænker det ved jeg for hans øjne er næsten tomme det eneste som er anderledes denne gang er at han ligner en som skal redde jorden, han tager en dyb indånding

 

 ”okay hvad?”

 ”okay jeg forstår dig nu og jeg vil gerne give dig en chance for at få mig til at elske dig” forbavset ser jeg ham direkte i øjne og smiler så meget at jeg tror mine kæber skal gå af led Jung kook smiler genert til mig, jeg bliver så glad at jeg bare ikke kan lade vær med at gøre andet end at give ham et stort bjørnekram og grine af glæde

”kom der er noget jeg skal vise dig” hvisker jeg i øret på ham

”hvad er det” griner han overrasket efter mit kram jeg smiler op til ham

”en hemmelighed” tager hans hånd og slæber af sted med ham

 ”skal vi langt?” nej det er lige herhenne jeg skal jo stadig nå et tog!”

 ”når ja det rigtigt, så må vi jo hellere skynde os ikke?”

”jo selvfølgelig” jeg smiler op til ham og begynder at løbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...